Den sky ulv — hadet og elsket

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I CANADA

CANIS LUPUS tegner sig i silhuet mod månelyset på en forreven klippetop højt oppe i bjergene. Dens lange, buskede hale hænger ned mellem bagbenene. Med ørerne lagt tilbage og løftet snude tuder den så det går gennem marv og ben. Ja, nogle mennesker gyser blot ved tanken om ulvehyl.

KUN få har haft den betagende oplevelse at se dette smukke men sky dyr, ulven, i naturen. Men dette fascinerende dyr fremkalder mange forskellige associationer.

Hadet og elsket

Ordet „ulv“ har altid vakt stærke følelser. Ulven er blevet misforstået, diskrimineret og frygtet. Som rovdyr er den blevet lagt for had. Opdrættere har altid betragtet den som en plage fordi den tager får, kvæg og andre husdyr. Sagn og folketro har forstærket ulvens dårlige ry. Og hvem kender ikke talemåder som „en ulv i fåreklæder“ eller „sulten som en ulv“? I eventyrene skildres den som ’den store stygge ulv’, for eksempel i Den lille Rødhætte og ulven. Det har fået nogle til at tro at ulve angriber mennesker.

Men biologer og andre videnskabsfolk deler ikke disse holdninger. De betragter ulve som særdeles sky dyr der så vidt muligt undgår mennesker. Ifølge en nylig artikel i tidsskriftet GEO frygter ulven faktisk mennesket. Trods dens barske udseende tyder intet på at vildtlevende, sunde ulve udgør nogen fare for mennesker.

Biologen Paul Paquet, der har studeret ulvens levevis indgående, siger at han siden sin barndom har haft en særlig forkærlighed for dem. På grundlag af sine iagttagelser mener han at ulve kan give udtryk for glæde, ensomhed og humor. Engang så han en ulveflok bringe mad til en gammel, afkræftet ulv der ikke længere kunne jage. Den gjorde ikke længere nogen nytte i flokken, men de øvrige individer var åbenbart indstillet på at holde den i live. Men netop den omstændighed at ulve jager i flok har bragt arten til randen af udryddelse.

Et dyr der jager i flok

Ulvene samarbejder instinktivt i flok for at skaffe føde til sig selv og ungerne. Men set fra husdyravlernes synspunkt er ulvene selvfølgelig skadedyr når de tager kvæg og får. Ulven er et rovdyr med veludviklet synssans, lugtesans og hørelse samt stærke kæber. Samtidig er den en udholdende løber, så den er en formidabel jæger — også lykkejæger. Den er ikke så tåbelig at lade et let bytte gå sin næse forbi — og da slet ikke velnærede får eller kreaturer. I naturen gør ulven sikkert gavn ved at tage de syge og svage byttedyr, hvorved der levnes mere føde til de levedygtige.

Ulvekommunikation

Hvad med den frygtindgydende tuden der kan høres på flere kilometers afstand? For ulvene har det slet og ret en social funktion; det er en form for kommunikation. En ulv der har forvildet sig bort fra flokken under jagt, vil ofte begive sig op på et højtliggende sted og hyle for at kontakte flokken. Ulve tuder også for at markere deres territorium. Og de kan tilsyneladende finde på at opløfte stemmerne af lutter velvære. Når en flok samles og hyler, kunne man næsten tro at det drejede sig om fællessang. I vore ører ville det måske lyde bedre hvis de sang enstemmigt, men åbenbart foretrækker de at synge i „harmonier“. Naturligvis har de også andre lyde på repertoiret — de klynker, knurrer, gør og bjæffer, og ungerne piber nede fra hulen. Ulvene meddeler sig også til hinanden ved at indtage forskellige positurer. Det tjener til at fastslå rangordenen og skabe samhørighed i flokken.

Et indtagende dyr

Tag engang dette pragtfulde dyr nærmere i øjesyn. Læg mærke til den tykke grå pels isprængt hvide, sorte og brune hår. (Nogle individer er kulsorte.) Studér det gennemborende blik i de gule øjne, og gransk også ansigtstrækkene. Ja, ulven er majestætisk, ikke sandt? Men når talen falder på dens fremtid hæver der sig imidlertid bekymrede røster. Er der grund til det?

Engang forekom ulven i store dele af Europa, Asien og Nordamerika, men nu observeres den efterhånden kun sjældent i Canada, Alaska og de tyndtbefolkede egne af USA, Europa og Rusland. Den almindelige mening er at der skal være plads til en ulvebestand i reservater der udlægges til formålet. Men eftersom mennesket har lært at dele pladsen med rovdyr som ørne, bjørne og pumaer, spørger nogle om det samme ikke skulle kunne lade sig gøre med ulve.

Skal man lade naturen gå sin gang?

Efterhånden hører man mindre om udryddelse og kontrol og mere om beskyttelse. Naturparker betragtes nu som de vilde dyrs fristeder, ikke som menneskets vildmarkslegepladser. Ifølge bladet Canadian Geographic går parkernes ledelse ind for et naturligt reguleret økosystem. Efter 40 års fravær fra Banff Nationalpark vendte områdets vigtigste rovdyr, ulven, i 1980’erne af sig selv tilbage til de sydcanadiske Rocky Mountains. Det drejede sig om 65 ulve, hvilket i manges øjne var en positiv begivenhed. Fra Frankrig meldes der om at ulven er dukket op igen efter 50 års fravær.a Også Italiens ulvebestand er i fremgang, og fra byen Tivoli nær Rom kan man nu atter høre ulve tude.

Det er også under overvejelse om ulven som truet art skal genudsættes i Yellowstone Nationalpark i USA. Ulvene hørte for over 40 år siden med til områdets naturlige fauna, men blev udryddet. Nu ønsker mange, især parkgæster, dem tilbage. Men husdyravlerne bryder sig ikke om tanken. „Hvis ulvene genindføres i Yellowstone, vil bestanden uden for parken også blive reguleret,“ siger ulvespecialisten og biologen L. David Mech.

Hvad vil morgendagen bringe denne skabning, der lever i en verden som mennesket kun har et sparsomt indblik i?

Ulvens fremtid

Man kan aflæse en decideret holdningsændring af den massive opbakning til kampagnen for dette dyr, der så længe har været miskendt af mange. I bogen The Wolf — The Ecology and Behavior of an Endangered Species (Ulven — en truet dyrearts økologi og adfærd) hedder det: „Der er endnu tid til at redde denne art fra sin skæbne. Udfaldet afhænger af menneskets kendskab til ulvens økologi og adfærd og vor fortsatte forskning i ulvens livsmønster, samt af om vi lærer at se på ulven som en medskabning vi må dele jorden med, ikke som en konkurrent.“

Fredelig sameksistens

Fredelig sameksistens mellem ulven og mennesket bliver mere og mere almindelig, men de steder hvor der er konflikt, kan sand fred ikke opnås. Dyr og mennesker vil imidlertid erfare sand fred i nærmeste fremtid, under Skaberens styre. Da vil fjendtlighed og frygt blive fortrængt af en tillidsfuld fællesskabsfølelse til gavn for dette stærke, følsomme og sky dyr.

Interessant nok optræder ulven i forskellige bibelprofetier, i både positivt og negativt skær. I Apostelgerninger 20:29, 30 skildres frafaldne i overført forstand som „undertrykkende ulve“ der angriber de symbolske får, den kristne menighed, og trækker nogle enkelte bort fra hjorden.

Profetierne i Esajas’ Bog er endnu ikke blevet opfyldt endeligt, men når det sker, vil dyr der i dag er fjender leve fredeligt sammen. Læg mærke til at der i Esajas 65:25 ikke findes omtalt hverken rovdyr eller byttedyr: „’Ulven og lammet græsser sammen, og løven æder halm som kvæget. . . . De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg,’ har Jehova sagt.“

Menneskets bestræbelser viser at man forsøger at tolerere ulven, men bibelcitatet forsikrer os om at Gud har en plads til dette dyr i sin nye ordning. Jordkloden vil da være alle livsformers fælles hjem — også et hjem for Canis lupus.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 25]

Thomas Kitchin/​Victoria Hurst

[Kildeangivelse på side 26]

Thomas Kitchin