Ikke længere en klippe eller en ø
EN SANGTEKST fra 60’erne lyder: ’Jeg er en klippe/Jeg er en ø/Og klippen føler ingen smerte/Og øen græder aldrig.’ (’I am a rock, I am an island . . .’) Det var en af mine yndlingssange, for det var netop sådan jeg var. Jeg kunne ikke huske at jeg havde haft de følelser som andre gav udtryk for — kærlighed, medlidenhed og medfølelse. Jeg lod som om jeg havde disse følelser og troede at andre gjorde det samme. Så vidt jeg husker havde jeg ikke tidligere grædt som voksen. Og her sad jeg alene i mit hjem, i en alder af 50, ældste i den kristne menighed, og var halvkvalt af gråd over en bog jeg var ved at læse. Hvordan kunne dette ske for en „klippe“, en „ø“?
Jeg kom til verden i 1936 i en forstad til Boston, som nummer fire af otte børn. Begge mine forældre var alkoholikere. Jeg kan ikke huske at vi nogen sinde har talt om følelser, omfavnet hinanden eller givet udtryk for kærlighed. Da jeg var seks måneder gammel var der en der anbragte mig i badekarret, satte proppen i afløbet, lukkede op for vandet og gik. Hushjælpen fandt mig og reddede mit liv. Det eneste jeg husker fra min barndom er frygt, rædsel, raseri og fysisk smerte.
Det kom sig af at min far ofte eksploderede i raseri og næsten altid lod det gå ud over mig ved at sparke og slå. Selv nu, så mange år efter, kan jeg stadig komme til at gyse når jeg genkalder mig det udtryk han havde i ansigtet. Under min opvækst troede jeg at jeg fik tæsk fordi jeg var slem, men nu ved jeg at hans raseri ikke var betinget af om jeg opførte mig godt eller dårligt.
Fra jeg var fem til jeg var seks år blev jeg seksuelt misbrugt af familiens læge. Da jeg begyndte i skolen boede vi i en by med 250.000 hvide angelsaksiske protestanter (WASP), og mine skolekammerater pinte og plagede mig, den lille jødedreng. Når det lykkedes for en bande på 10-12 drenge at fange mig, rev de tøjet af mig, bankede mig og smed tøjet op i et træ. Så måtte jeg kravle nøgen op i træet for at få fat på mit tøj igen.
En måned før jeg blev 18 meldte jeg mig til hæren for at slippe væk hjemmefra. På det tidspunkt havde jeg aldrig smagt alkohol, men jeg begyndte straks at drikke og blev næsten med det samme afhængig. Jeg blev inden for militæret i 20 år og var fuld når som helst jeg kunne tigge, låne eller stjæle penge til alkohol. Som 24-årig blev jeg gift og fik en søn, men min hustru og søn boede i et hjem der blev domineret og kontrolleret af en alkoholiker — nemlig mig. Jeg betragtede dem blot som en byrde og en unødig udgift.
I 1974 forlod jeg militæret og forsøgte mig en kort tid i forretningslivet. Jeg drak ikke længere eftersom min krop ikke kunne kapere mere alkohol. Efter blot en øl eller to fik jeg udslæt. Nu var jeg i stedet blevet afhængig af stoffer — mest af marihuana, men jeg tog hvad jeg kunne få fat på. Derfor kunne jeg ikke holde på noget arbejde, så jeg blev hjemme og sørgede for det huslige mens min kone, Donna, arbejdede.
Jehovas vidner aflægger besøg
En morgen skulle Donna af sted på arbejde. Klokken var 7.30, og jeg var allerede „skæv“. Det var hun vred over, og på vej ud af døren kylede hun et skilt efter mig og råbte: „Gid de må plage dig ihjel.“ Skiltet var et hun altid havde haft stående i vinduet, og der stod med store bogstaver: „JEHOVAS VIDNER — NEJ TAK!“ Jeg smed skiltet i skraldespanden. Næste formiddag kom der to damer til min dør. De var Jehovas vidner.
På dette tidspunkt havde jeg antaget buddhismen som min religion. Jeg havde for længst forkastet Bibelen på grund af mine jødiske og katolske forældres hykleri. I nogen tid havde jeg søgt efter Gud men var kommet til den konklusion at han ikke var til. Jeg troede på udviklingslæren og mente jeg havde bevist at der ikke var nogen Gud. Jeg havde nemlig stillet mig ud i et uvejr, set op mod himmelen og kaldt Gud alle de værste ting jeg kunne finde på, og sagt: „Lad lynet slå ned i mig hvis du er til.“ Hvis jeg var Gud ville jeg have gjort det. Men eftersom han ikke gjorde det, konkluderede jeg at han ikke var til. Jeg mente at jorden var dømt til at gå under fordi menneskene ødelægger den, og jeg håbede at jeg kunne sidde i en rus og se det i fjernsynet når alt gik galt.
Men der skete altså det at de to damer kom til mig næste morgen. Jeg var påvirket, og trængte til lidt adspredelse. Vi havde en intetsigende samtale i cirka 20 minutter, og det endte med at de tilbød mig en lille blå bog for 25 cents. Tyve minutters adspredelse var vel nok 25 cents værd, så jeg tog imod bogen og smed den uinteresseret fra mig på bordet.
Næste morgen ledte jeg efter noget at læse i, så jeg kunne udskyde tidspunktet for min første marihuanacigaret. Jeg fik øje på den lille blå bog og håbede at den kunne underholde mig i en times tid. Fire timer efter havde jeg læst hele bogen og var blevet overbevist om at den, som titlen sagde, indeholdt Sandheden der fører til evigt liv. Jeg var klar over at når jeg lagde bogen fra mig ville jeg tage de stoffer jeg havde i huset og derefter glemme alt hvad jeg havde læst. På den sidste side var der et tilbud om at man kunne få en bibel for blot én dollar, så jeg lagde en dollarseddel i en kuvert og sendte den af sted idet jeg sagde til Gud, som jeg aldrig tidligere havde bedt til: „Gud, det er alt hvad jeg kan gøre; du må gøre resten.“ Bagefter tog jeg stofferne og glemte alt det der netop havde bevæget mig så dybt.
Bibelen kom med posten, men jeg lagde den blot til side. Snart efter kom to forkyndere og tilbød at studere Bibelen med mig, hvilket jeg gik med til. Det var hyggeligt at studere, men jeg gjorde ingen fremskridt fordi jeg for det meste prøvede at imponere dem med mit kendskab til filosofi. Desuden tog jeg stoffer når de var gået, og dermed bremsede jeg ethvert fremskridt jeg måtte have gjort den dag.
Da der var gået et år, kom Jim, en af forkynderne, og bad mig læse Ezekiel 33:9. Jeg læste: „Når du har advaret den ugudelige mod hans vej, for at han skal vende om fra den, og han så ikke vender om fra sin vej, skal han dø for sin brøde, men du vil have udfriet din sjæl.“ Han spurgte derefter hvad jeg mente om skriftstedet. Jeg svarede: „Det betyder at du ikke kommer mere og at jeg vil dø.“ „Du har ret,“ svarede han og gik.
Forkynderen vender tilbage
Lykkeligvis opdagede jeg at jeg stadig havde en samvittighed, hvad jeg ellers ikke troede. Jeg længtes efter den fremtid som jeg havde læst om i Bibelen, så jeg forsøgte at blive stoffri. I ugevis prøvede jeg på egen hånd, men uden held. En aften foreslog min kone at jeg kunne ringe til „ham vennen“, altså forkynderen der hed Jim. Men jeg svarede at han havde sagt han ikke ville komme igen, og at jeg ikke havde hans telefonnummer. Jeg følte at min situation var håbløs.
Næste dag var et eksemplar af Vagttårnet stukket ind under døren, og på bladet stod Jims telefonnummer. Det var hans kone der havde efterladt det „uden nogen særlig grund“. Jeg ringede til Jim og fortalte om mine problemer med stoffer og alkohol, og jeg spurgte om han kunne hjælpe mig. Han sagde at hvis jeg holdt op med at tage stoffer ville han komme og studere med mig hver dag.
Dermed begyndte en intens studieperiode som optog alle mine dage og nætter. Han nøjedes ikke blot med at studere med mig hver dag men gav mig også bibelstudiehåndbøger og vagttårnsartikler. Jeg kunne kun sove fire timer om natten — et velkendt problem blandt alkoholikere — og resten af tiden gik med bibelstudium. Da stofferne nu var lagt på hylden, stod alt det jeg havde lært det sidste år, plus det jeg lærte ved at studere 18 til 20 timer om dagen, pludselig lysende klart for mig.
Ydermere begyndte jeg at overvære alle Jehovas Vidners møder. I løbet af blot et par uger var jeg nået dertil at jeg kunne bede den første rigtige bøn i mit liv, og det var samtidig min indvielsesbøn. Jeg begyndte at gå fra dør til dør og forkynde for alle jeg kendte. Syv bibelstudier blev påbegyndt, hvoraf fem elever har gjort fremskridt til dåb, deriblandt min kone og min søn. Jeg blev selv døbt ved et kredsstævne den 23. maj 1976, blot tre måneder efter at jeg havde ringet til „ham vennen“. Jeg begyndte som pioner (heltidsforkynder) og fortsatte som sådan i 13 år.
Det fører mig tilbage til historiens begyndelse, hvor jeg sad alene som 50-årig og græd over en bog. I 1980’erne var selvudviklingsbøger meget populære, og jeg læste en af dem. Afsnittet om selvudvikling hjalp mig ikke, idet jeg ikke kunne gå ind for de verdslige tanker der blev beskrevet. Men bogen fik mig til for første gang at forstå hvordan mine grusomme barneår og min uopfyldte længsel efter kærlighed havde gjort mig til en følelsesmæssig krøbling. Jeg græd glædestårer fordi jeg nu forstod hvorfor jeg altid havde manglet evnen til at føle, men jeg græd også sorgens tårer over det store tab jeg havde lidt. I 50 år havde jeg levet som et menneske med følelser men uden at være i stand til at reagere følelsesmæssigt. Det forklarede de mange perioder med nedtrykthed som jeg havde gennemlevet.
Efterhånden kom følelserne over mig når jeg i Bibelen læste om Jehova og den kærlighed han har, selv til mig, hvilket jeg aldrig før havde oplevet. Han har kærlighed til min hustru, min søn, brødrene og søstrene i menigheden og de personer som jeg forkynder for, så de også kan få mulighed for at leve evigt under retfærdige forhold i Jehovas lovede nye verden.
Skabt til at elske og blive elsket
Vi er skabt til at elske og blive elsket. Et nyfødt barn har behov for denne kærlighed og for at blive accepteret. Når et barn ikke bliver accepteret og elsket af sine forældre, vil det få en lav selvværdsfølelse og en fornemmelse af at det ikke fortjener at blive elsket. Da jeg var lille tiggede jeg om at blive taget op, holdt om og kærtegnet. Den dag i dag husker jeg, at når der kom gæster som kiggede på mig i kravlegården håbede jeg at de ville tage mig op. Men det gjorde de aldrig, og derfor begyndte jeg at græde.
Det jeg har oplevet i min barndom har været et handicap for mig som familieoverhoved. Det har også bevirket at jeg ikke kunne tro på at Jehova, vor himmelske Fader, kunne elske mig. Sandheden om Jehova har gradvis ændret mig, så jeg nu ikke blot opfatter ham med sindet men også med hjertet, og nu ved jeg at Jehova elsker mig uforbeholdent. Jeg ved også at vi ikke kan gøre os fortjent til denne kærlighed. Den er et udtryk for ufortjent godhed fra Jehova, kærlighedens Gud.
På grund af Jehovas velsignelser kan min hustru og jeg nu leve et godt liv. I øjeblikket tjener vi et sted hvor der er særligt behov for forkyndere, sammen med en kærlig menighed i en malerisk lille by i Arizonas bjerge. Jeg har den glæde at tjene som præsiderende tilsynsmand i menigheden, at lede en bogstudiegruppe samt den teokratiske skole. Mit lille vinduespudserfirma supplerer min pension, og det gør at vi har hvad vi skal bruge materielt og at vi har tid til forkyndelsen og de andre ting der har at gøre med tjenesten for vor kærlige himmelske Fader.
Når jeg ser tilbage på den morgen hvor min kone smed skiltet med „JEHOVAS VIDNER — NEJ TAK!“ efter mig, fyldes mit hjerte med taknemmelighed over hvad min himmelske Fader har gjort for mig. Fra at være en stofmisbruger og alkoholiker der ikke kunne holde på et job, og som kun kunne se frem til at han selv og alle andre ville dø, er jeg nu blevet en del af Jehovas synlige organisation på jorden. Jeg har indviet mig til at forkynde den gode nyhed om Guds rige, verdens eneste håb, for enhver der vil høre. Jehova har også fyldt mit liv med mennesker som giver mig det jeg altid har længtes efter: kærlighed, tillid og accept.
Nu er jeg ikke længere en „klippe“ der ikke føler smerte eller en „ø“ der aldrig græder. — Fortalt af Larry Rubin.
[Illustration på side 23]
Larry Rubin med sin kone, Donna