Vor dyrebare atmosfære

DEN 4. maj 1961 blev Malcolm Ross og Vic Prather ført op i en højde af 34.600 meter. På det tidspunkt betød det ikke noget særligt for Malcolm Ross at de havde sat en ny rekord. Det der imponerede ham var udsigten da han forsigtigt åbnede en persienne og for første gang så ud fra gondolen.

„Da vi nåede en højde af 30.500 meter havde vi en utrolig flot udsigt,“ fortæller han. Ross var forbløffet over de farver som de forskellige lag i atmosfæren har. Troposfæren, der befinder sig omkring 16 kilometer over Jorden, er „klar og blåhvid“. Den dybblå stratosfære bliver mørkere og mørkere indtil den smelter sammen med det sorte rum. „Vi betragtede i stille ærefrygt atmosfærens overjordiske skønhed,“ skrev Ross i National Geographic.

Lad os engang tage vores smukke atmosfære nærmere i øjesyn.

Livsopretholdende

Atmosfæren er i virkeligheden et lufthav der omgiver Jorden op til en højde af omkring 80 kilometer. Den vejer over fem tusind billioner tons, og yder et tryk på lidt over et kilo pr. kvadratcentimeter ved havoverfladen. Uden dette lufttryk ville vi ikke kunne overleve, eftersom det hindrer vore legemsvæsker i at fordampe. I den øvre atmosfære er lufttrykket ikke stort nok til at mennesket kan overleve. Derfor måtte Ross og Prather bære rumdragter med det rette tryk. „Uden dette kunstige tryk ville blodet koge, og vore blodkar og organer ville sprænges,“ forklarer Ross.

Dette lufthav er selvfølgelig også nødvendigt for at mennesker på Jorden kan trække vejret. Men da vi ikke kan se det, tager de fleste det for givet. En troens mand fra fortiden gav udtryk for sin værdsættelse med ordene: „[Gud] giver selv liv og ånde og alting til alle.“ — Apostelgerninger 17:24, 25.

Hvis ikke der fandtes nogen atmosfære, ville der ikke være noget til at holde de støvpartikler svævende hvorom der danner sig vanddråber, og så ville der ikke falde nogen regn. Uden atmosfæren ville vi blive skoldet af Solens direkte stråler, og vi ville fryse om natten. Men heldigvis virker atmosfæren som et tæppe der holder igen på noget af Solens varme, så nætterne ikke bliver for kolde.

Desuden beskytter atmosfæren os mod meteorer, der ellers ville kunne skade Jordens indbyggere. Herbert Riehl forklarer i sin bog Introduction to the Atmosphere, at „man skønner at den yderste del af atmosfæren hver dag rammes af flere tusind tons faste stoffer“. De fleste meteorer opløses imidlertid i atmosfæren før de når Jordens overflade.

Atmosfæren er også med til at øge glæden ved livet når vi ser den smukke blå himmel, de hvide skyer, de utroligt smukke solopgange og solnedgange, og oplever den forfriskende regn. Hvis ikke det var for atmosfæren ville vi heller ikke kunne høre vore venners stemmer eller lytte til vores yndlingsmusik. Det skyldes at lydbølgerne har brug for at bevæge sig gennem en substans. Luften er perfekt til at frembære lyd, hvorimod der ikke kan høres en lyd i det ydre rum.

En forunderlig sammensætning

I gammel tid betragtede man atmosfæren som én substans. Men i slutningen af det 18. århundrede opdagede forskerne at den hovedsagelig består af to komplementære luftarter, nemlig kvælstof og ilt. Omkring 78 procent af atmosfæren består af kvælstof og 21 procent af ilt; den resterende procent udgøres af luftarter som argon, vanddampe, kuldioxid, neon, helium, krypton, brint, xenon og ozon.

Den livsvigtige luftart som vort legeme indånder er naturligvis ilt. Mængden af ilt i atmosfæren passer perfekt til livet på Jorden. Hvis indholdet af ilt faldt betragteligt ville vi blive døsige og til sidst miste bevidstheden, og hvis det steg for meget ville selv fugtige kviste og græsset i skovene efter sigende antændes.

Kvælstof er den perfekte iltfortynder. Men det spiller ikke kun en passiv rolle i forbindelse med opretholdelsen af liv. Alle organismer har behov for kvælstof for at leve. Når det lyner optager planter kvælstof fra atmosfæren ved hjælp af særlige bakterier. Mennesker optager kvælstof fra den føde de spiser.

Det er forunderligt at atmosfæren opretholder den rette blanding af ilt og kvælstof. Kvælstoffet vender tilbage til atmosfæren gennem mikroorganismernes værdifulde arbejde. Hvordan forholder det sig med ilten? Der bruges store mængder ilt når der opstår brande og gennem menneskers og dyrs åndedrætsfunktion. Alligevel er der konstant 21 procent ilt i atmosfæren. Hvordan kan dette lade sig gøre? Det skyldes fotosyntesen — en kemisk proces der foregår i grønt løv og alger — der hver dag frigiver over en milliard tons ilt i atmosfæren.

Fotosyntesen kan ikke finde sted uden kuldioxid — en sporgas der kun udgør 0,03 procent af atmosfæren. Ved hjælp af lys og kuldioxid kan planterne vokse og frembringe frugter, nødder, korn og grøntsager. Kuldioxiden reflekterer også varmen så vores planet holdes varm. Men hvis mængden af kuldioxid øges ved forbrænding af for meget træ, kul, gas og olie, kan temperaturen på Jorden til sidst blive så høj at der ikke længere ville kunne eksistere liv. Hvis derimod mængden af kuldioxid blev for lille, ville fotosyntesen ophøre og vi ville komme til at sulte.

Ozon er en anden af de sporgasser som livet på Jorden er afhængig af. Ozonen i den øvre atmosfære, der kaldes stratosfæren, filtrerer Solens ultraviolette stråler fra, så vi her på Jorden er beskyttede mod deres skadevirkninger.

Jo mere vi lærer om atmosfæren, jo mere forundres vi. Dens sammensætning af kvælstof, ilt og andre sporgasser er nøjagtig som den skal være. Desuden har Jorden lige den størrelse den skal have for at opretholde den rette balance. Hvis den var mindre og vejede mindre, ville dens tyngdekraft være for svag, og meget af den dyrebare atmosfære ville forsvinde ud i rummet.

„Hvis Jorden derimod var en smule mere massiv, ville den øgede tyngdekraft få Jorden til at holde på store mængder luftarter. . . . Den fine balance mellem luftarterne i atmosfæren ville blive forstyrret,“ hedder det i bogen Environment of Life.

Sørgeligt nok bliver „den fine balance“ imidlertid forstyrret af menneskers moderne levevis. Hvor alvorlig er situationen, og hvilket håb er der om at vores dyrebare atmosfære kan undgå at blive ødelagt?

[Ramme på side 5]

Når solnedgangene bliver smukkere

Atmosfæren reflekterer solens stråler på en sådan måde at det giver himmelen en dejlig blå farve. Når solen er på vej ned mod horisonten skal dens stråler passere gennem en langt større del af atmosfæren. Det resulterer i en variation af stærke farver som byboere måske aldrig får at se.

Solnedgange over industribyer er sædvanligvis matte og har normalt kun røde nuancer. Hvis området er stærkt forurenet vil „solen være en mat, rød skive der måske toner ud før den når horisonten,“ hedder det i tidsskriftet New Scientist.

„Når atmosfæren er ekstraordinært ren og uforurenet, er farverne i solnedgangen særlig kraftige,“ siges der i samme blad. „Solen er stærkt gul, og himmelen optræder i orange og gule nuancer. Når solen forsvinder under horisonten ændrer farverne sig gradvis fra orange til blå. Lavthængende skyer fortsætter med at reflektere sollyset, selv efter at solen er forsvundet.“

Forestil dig de mange forskellige smukke solnedgange man vil kunne opleve i en verden uden forurening. — Åbenbaringen 21:3-5.