Mit had blev vendt til kærlighed

FORTALT AF LUDWIG WURM

Det var den koldeste nat jeg nogen sinde havde oplevet — minus 52 grader. Det var i februar 1942, midt om vinteren og under krigen. Jeg befandt mig ved den russiske front nær Leningrad og var soldat i det tyske Waffen-SS (Waffen Schutzstaffel), de væbnede styrkers elitekorps. En sergent og jeg havde fået den afskyelige opgave at begrave mere end 300 af vore soldaterkammerater. De fleste havde mistet livet i deres skyttehuller, frosset ihjel. Men jorden var så hård af frost at vi umuligt kunne begrave dem. I stedet stablede vi de stivfrosne lig op bag nogle tomme huse, nøjagtig som man stabler brænde. De kunne ikke begraves før om foråret.

ORD kan ikke beskrive hvordan det føltes at udføre denne makabre opgave. I min fortvivlelse råbte jeg grådkvalt: „Unterscharführer, hvad er alle disse meningsløse myrderier godt for? Hvorfor er der så meget had i verden? Hvorfor skal vi have krige?“ Han svarede lavmælt: „Jeg ved det faktisk ikke, Ludwig. Tro mig, jeg fatter heller ikke hvorfor der er så megen lidelse og så meget had i verden.“

To dage senere blev jeg ramt i nakken af et projektil som efterlod mig lammet, bevidstløs og døden nær.

Takket være mine vedvarende spørgsmål oplevede jeg dog til sidst hvordan had og fortvivlelse kan vendes til kærlighed og håb. Lad mig forklare nærmere.

Jeg møder Hitler

Jeg er født i Østrig i 1920. Min far var lutheraner, og min mor var katolik. Jeg gik på en privat lutheransk skole, hvor jeg regelmæssigt blev undervist i religion af en præst. Men jeg lærte ikke at Jesus Kristus er vor frelser. Hele opmærksomheden drejede sig om „en Führer, der var udsendt af Gud“, nemlig Adolf Hitler, og det storgermanske rige der skulle komme. Hitlers bog Mein Kampf viste sig i højere grad end Bibelen at være min lærebog. Jeg undersøgte også Rosenbergs bog Der Mythos des 20. Jahrhunderts (Det tyvende århundredes myte). Heri forsøgte forfatteren at bevise at Jesus Kristus ikke var jøde men en lyshåret arier!

Jeg blev overbevist om at Adolf Hitler virkelig var udsendt af Gud, og i 1933 kunne jeg stolt melde mig ind i ungdomsorganisationen Hitlerjugend. Du kan sikkert forestille dig hvor spændende det må have været for mig at få mulighed for at møde Hitler personligt. Jeg husker tydeligt hvordan han så på mig med sine usædvanlig stikkende øjne. Det havde så stor virkning på mig, at jeg da jeg kom hjem sagde til min mor: „Fra nu af tilhører mit liv ikke dig. Mit liv tilhører min Führer, Adolf Hitler. Hvis jeg opdager at nogen prøver at dræbe ham, vil jeg kaste mig ind foran ham og redde hans liv.“ Først mange år senere forstod jeg hvorfor min mor blot græd og holdt mig meget tæt ind til sig.

Nazipartiets tidlige indflydelse

I 1934 gjorde nationalsocialisterne oprør mod den østrigske regering. Under denne konflikt blev kansler Engelbert Dollfuss, der var modstander af en forening mellem Østrig og Tyskland, snigmyrdet af nazister. Hovedmændene bag dette oprør blev arresteret, stillet for en domstol og dømt til døden. Den østrigske regering indførte militær undtagelsestilstand, og jeg blev aktiv i undergrundsbevægelsen for Det Tyske Nationalsocialistiske Arbejderparti, eller nazistpartiet.

I 1938 kom så Anschluss, Tysklands annektering af Østrig, og nazistpartiet blev tilladt. Kort efter fik jeg og andre loyale partisoldater en indbydelse af Hitler til at overvære Reich-partiets årlige sammenkomst på paradepladsen Zeppelinwiese i Nürnberg. Dér så jeg Hitlers voksende magt. Folk sad som tryllebundet og lyttede til hans bombastiske taler, der var fyldt med had til alle modstandere af nazistpartiet, deriblandt jøder i hele verden og de internationale bibelstudenter, nu kendt som Jehovas Vidner. Jeg husker tydeligt at han pralende sagde: „Denne fjende af Stortyskland, denne yngel af internationale bibelstudenter, skal udryddes i Tyskland.“ Jeg havde aldrig mødt nogen af Jehovas vidner og spekulerede derfor over hvem disse farlige mennesker måtte være som han omtalte i så ondskabsfulde vendinger.

Jeg gør tjeneste i Buchenwald koncentrationslejr

Da den anden verdenskrig brød ud i 1939, meldte jeg mig straks til Waffen-SS, eller elitekorpset, i Tysklands væbnede styrker. Jeg var overbevist om at ethvert offer jeg måtte bringe i denne krig kunne retfærdiggøres, for vores Führer var jo udsendt af Gud, ikke sandt? Men jeg blev noget urolig da vore tropper i 1940 gik gennem Luxembourg og Belgien og ind i Frankrig, og jeg for første gang så en død soldat på nært hold — en nydelig ung franskmand. Jeg fattede ikke hvorfor unge franskmænd var villige til at ofre deres liv i en krig som Tyskland, der jo havde Gud på sin side, tydeligvis ville vinde.

I Frankrig blev jeg såret og bragt tilbage til et hospital i Tyskland. Efter at jeg var blevet rask igen blev jeg overført til tjeneste ved de ydre forsvarsværker af Buchenwald koncentrationslejr, nær Weimar. Vore officerer gav os strenge ordrer til hverken at blande os med Totenkopfverbände (dødningehovederne), det vil sige SS-lejrvagterne, eller med fangerne. Vi blev især forbudt adgang til fangernes barakker, der var omgivet af en høj mur med en stor port. Over porten stod der på et skilt: „Arbeit Macht Frei“ (Arbejde gør fri). Kun SS-vagterne havde tilladelse til at gå ind på dette område.

Hver dag så vi fangerne marchere til deres arbejde. De blev ført af en SS-vagt og en Kapo (en fange der havde opsyn med andre fanger). Jøderne havde en davidsstjerne påsyet deres fangedragter, politiske fanger havde en rød trekant, kriminelle et sort mærke, og Jehovas vidner en lilla trekant.

Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til Vidnernes usædvanlig strålende ansigter. Jeg vidste at de levede i demoraliserende omgivelser, og alligevel havde de en værdighed som slet ikke svarede til deres ydre, hvor de kun var skind og ben. Eftersom jeg praktisk talt intet kendte til dem, spurgte jeg en overordnet officer hvorfor Vidnerne blev sendt i koncentrationslejr. Jeg fik det svar at de tilhørte en jødisk-amerikansk sekt der havde nære forbindelser til kommunisterne. Men jeg var fascineret af deres ulastelige adfærd, deres kompromisløse principper og deres moralske renhed.

Min „Messias“ dør

I 1945 styrtede den verden jeg havde troet på, i grus. Min „gud“, Adolf Hitler, var blevet hyldet af præsteskabet som den Führer der var udsendt af Gud. Men han viste sig at være en falsk messias. Hans påtænkte Tausendjährige Reich (tusindårsrige) lå fuldstændig i ruiner efter blot 12 år. Han var også en kujon, som undgik at stå til ansvar for nedslagtningen af millioner af mænd, kvinder og børn ved at begå selvmord. Den efterfølgende nyhed om sprængningen af den første atombombe over Japan bragte mig på randen af et nervesammenbrud.

Mit liv ændrer sig totalt

Kort efter afslutningen på fjendtlighederne i den anden verdenskrig kom jeg under anklage af den amerikanske hærs sikkerhedstjeneste, kaldet CIC, der var en del af De Forenede Staters besættelsesmagter. Jeg blev arresteret fordi jeg var nazist og medlem af Waffen-SS. Min forlovede, Trudy, fandt omsider en læge der på grund af eftervirkningerne af min rygskade kunne overbevise CIC om nødvendigheden af at løslade mig fra fængselet af hensyn til mit helbred. Jeg blev derefter sat i husarrest indtil jeg var fri af alle anklager for at være krigsforbryder.

Som krigsinvalid blev jeg sendt til mit hjemland, Østrig, for at få foretaget en lægeundersøgelse på et hospital i Alperne. Da jeg en særlig smuk forårsmorgen stod og nød den betagende udsigt, det varme solskin og den skønne fuglesang, bad jeg en kort bøn af hele mit hjerte: „Gud, hvis du virkelig findes må du kunne besvare mine mange foruroligende spørgsmål.“

Nogle få uger efter at jeg var blevet sendt hjem igen, stod et af Jehovas vidner ved min dør. Jeg tog imod det bibelske læsestof hun tilbød mig. Hun besøgte mig fast hver søndag formiddag, men dengang spekulerede jeg ikke meget over det hun sagde, og læste ikke meget i de publikationer hun efterlod. En dag jeg kom hjem fra arbejde var jeg imidlertid mere deprimeret end sædvanlig. Min hustru foreslog at jeg prøvede at læse noget for at adsprede tankerne. Hun tog en af de brochurer som forkynderen havde efterladt. Den hed Freden — kan den vare ved?

Jeg begyndte at læse brochuren, og kunne ikke lægge den fra mig før jeg havde læst den færdig. Jeg sagde til min hustru: „Denne brochure er trykt i 1942. Hvis almindelige mennesker dengang havde sagt at Hitler og Mussolini ville tabe krigen og at Folkeforbundet ville genopstå i form af De Forenede Nationer, ville folk tro at de var gået fra forstanden. Men det der nu er blevet til virkelighed, er nøjagtig hvad denne brochure sagde der ville ske. Har vi en bibel et eller andet sted, så jeg kan slå de skriftsteder efter der er henvist til?“

Min hustru og jeg gik op i pulterrummet og fandt en gammel Lutherbibel. Jeg kontrollerede de vers fra Bibelen som var nævnt i brochuren. Jeg begyndte snart at lære ting som jeg aldrig før havde vidst. Jeg lærte om Bibelens løfte om en ny verden her på jorden under Guds messianske rige. Dette virkelige håb om en lykkelig og sikker fremtid kommer til udtryk i de ord i Jesu mønsterbøn som jeg ofte havde gentaget som dreng: „Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ Og til min store overraskelse lærte jeg at den almægtige Gud, Skaberen af himmelen og jorden, har et personligt navn, nemlig Jehova. — Mattæus 6:9, 10, den danske autoriserede oversættelse af 1948; Salme 83:18.

Jeg begyndte snart at overvære Jehovas Vidners møder. Ved det første møde jeg var til, traf jeg en ældre kvinde hvis datter og svigersøn var blevet henrettet i en tysk koncentrationslejr på grund af deres tro. Jeg følte mig frygtelig skamfuld. Jeg forklarede hende at jeg som følge af min tidligere forbindelse til nazistyret havde førstehåndskendskab til hvad hun og hendes familie havde været igennem, og at hun i betragtning af min tilknytning til de ansvarlige ledere havde ret til med afsky at spytte mig lige op i ansigtet.

I stedet for at give udtryk for had, græd hun til min store overraskelse af glæde. Hun omfavnede mig varmt og sagde: „Hvor er det skønt at den almægtige Gud, Jehova, lader enkeltpersoner fra sådanne fjendtlige grupper komme ind i hans hellige organisation!“

Jeg havde ikke været vidne til andet end had, men nu så jeg et folk som virkelig genspejlede Guds uselviske kærlighed, den sande kristne kærlighed. Jeg kom i tanker om Jesu ord: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Det var nøjagtig det jeg havde ledt efter. Nu var det min tur til at græde. Ja, jeg begyndte at græde som et barn, i taknemmelighed over denne vidunderlige Gud, Jehova.

Jeg havde stadig meget at lære

Med tiden indviede jeg mit liv til Jehova Gud, og i 1948 blev jeg døbt. Men jeg fandt hurtigt ud af at jeg havde meget at lære endnu. Eftersom jeg fuldstændig var blevet hjernevasket af nazismen, kunne jeg for eksempel ikke forstå hvorfor Jehovas organisation nogle gange udgav artikler imod de ondskabsfulde SS-folk. Jeg mente ikke at man kunne dadle os som enkeltpersoner. Vi var jo blot soldater, og de fleste af os var totalt uvidende om hvad der foregik i koncentrationslejrene.

En rar broder som forstod mit problem, og som selv havde lidt i mange år i en koncentrationslejr, lagde en dag sin arm om min skulder og sagde: „Broder Ludwig, lyt nøje til mig. Hvis du har svært ved at forstå dette punkt og det går dig på, så lad det ligge. Overlad problemet til Jehova i bøn. Jeg giver dig mit ord på at hvis du gør det, så vil Jehova en dag åbne dit sind så du forstår dette og andre ting som nager dig.“ Jeg fulgte hans vise råd, og som årene gik kunne jeg se at han havde fuldstændig ret. Omsider indså jeg at hele det nationalsocialistiske system, med dets SS, blot var en del af hele den sataniske verdensorden som styres af Djævelen. — 2 Korinther 4:4.

Tilbage på Zeppelinwiese i Nürnberg

Det var en milepæl i mit liv at vende tilbage til Nürnberg i 1955 for at overvære Jehovas Vidners internationale stævne „Triumphierendes Königreich“ (Det Triumferende Rige). Ja, dette stævne blev holdt nøjagtig dér hvor jeg tidligere havde hørt Hitler pralende udtale at han ville udrydde Jehovas Vidner i Tyskland. I en hel uge var der over 107.000 Jehovas vidner og venner fra hele verden samlet på denne plads. Der var ingen masen og skubben, ingen der råbte i vrede. Det var en virkelig forenet, international familie der levede sammen i fred.

Ord kan ikke beskrive hvordan det føltes at møde tidligere kammerater fra Waffen-SS ved stævnet. De var nu indviede tjenere for Jehova Gud. Jo, det var en meget glædelig genforening.

Jeg ser fortrøstningsfuldt fremtiden i møde

Siden min indvielse og dåb har jeg haft den forret at lede adskillige hjemmebibelstudier med tidligere nazister i Østrig. Nogle af dem er nu indviede tjenere for Jehova. I 1956 udvandrede jeg fra Østrig, og nu bor jeg i Australien. Her har jeg nydt den forret at virke i heltidstjenesten. Eftersom jeg nu er ved at komme op i årene og har svigtende helbred, har jeg i den seneste tid desværre ikke kunnet være så aktiv som tidligere.

Et af mine største ønsker er at kunne byde de døde velkommen tilbage i opstandelsen, især de trofaste mænd og kvinder der nægtede at gå på kompromis med det ondskabsfulde nazistiske system og som blev henrettet i koncentrationslejre for deres uangribelighed.

I mellemtiden har jeg rent bogstaveligt oplevet hvordan en nedbrydende egenskab som had kan vendes til kærlighed og håb. Jeg har et stærkt håb om at komme til at leve evigt i menneskelig fuldkommenhed i et paradis her på jorden. Et liv uden sygdom og død, ikke kun for mig men også for alle andre der ydmygt underlægger sig Jehovas regerende Konge, Kristus Jesus. Jeg kan for mit vedkommende med fuld overbevisning gentage apostelen Paulus’ ord: „Håbet fører ikke til skuffelse, for Guds kærlighed er blevet udgydt i vore hjerter ved den hellige ånd, som blev givet os.“ — Romerne 5:5.

[Illustration på side 13]

I min SS-uniform

[Illustrationer på side 14, 15]

Jehovas Vidners stævne „Det Triumferende Rige“ i 1955 i Nürnberg, hvor Hitler tidligere havde holdt sine årlige stormøder

[Kildeangivelse]

U.S. National Archives photo

[Illustration på side 15]

Klar til at gå ud med tasken og forkynde i Australien

[Kildeangivelse på side 11]

UPI/Bettmann