Hvad siger Bibelen?

Behager det Gud at se os lide?

EN MAND bevæger sig fremad i folkemængden under vægten af et stort trækors, alt imens blodet pibler frem fra en tornekrone på hans hoved. Ved „henrettelsesstedet“ bliver han strakt ud på korset, og lange nagler bliver slået ind i hans hænder. Han vrider sig af smerte mens naglerne trænger igennem hans kød. Smerterne bliver ulidelige idet pælen rejses op. Ifølge Panorama, et filippinsk tidsskrift, ses sådanne smertefulde ritualer ofte på Filippinerne under fejringen af „den hellige uge“.

Det der her er beskrevet er en nutidig opførelse af Jesu Kristi lidelseshistorie. Men den omtalte mand var ikke skuespiller. Naglerne, blodet og smerten var alt sammen ægte nok.

Andre steder ser man ivrige katolikker piske sig selv offentligt fordi de ønsker at være delagtige i Kristi lidelser. Hvorfor? Fordi nogle tror på at deres lidelser vil udvirke mirakler, for eksempel helbrede nogle af deres kære der er blevet ramt af sygdom. Andre gør det for at råde bod på synder som de frygter der ikke findes tilgivelse for medmindre deres eget blod bliver udgydt. Bogen The Filipinos siger: „Smerter har en rensende effekt på sind og legeme. . . . Overtræderen formodes at komme ud af pinen, renset for synd og befriet for byrder.“

At påføre sig selv smerter er dog på ingen måde en skik der kun udøves af katolikker på Filippinerne. Mennesker fra mange forskellige lande og med forskellig religiøs baggrund tror at man ved at gøre dette kan indlægge sig fortjeneste hos Gud.

Buddha, eller Siddhārtha Gautama, kan anføres som et eksempel. I sin søgen efter sandheden forlod han sin kone og deres søn og drog ud i ødemarken, hvor han i seks år levede som asket. I timevis kunne han indtage ubekvemme og smertefulde stillinger, og han hævdede at han i lange perioder levede af et enkelt riskorn om dagen. Mager som en benrad udbrød han: „Min maves hud klæber til min rygrad.“ Men en sådan selvpåført tortur førte ikke til den indsigt han søgte.

De hinduiske fakirer i Indien udførte også forskellige bodsgerninger som undertiden kunne være af yderst grusom karakter — at ligge omsluttet af ild, at se op mod solen indtil de blev blinde, eller at stå meget længe på ét ben eller i andre ubehagelige stillinger. Man tillagde visse asketer så stor kraft at man mente de kunne beskytte en by mod fjendtlige angreb.

Bibelen omtaler ba’alsdyrkere der, i et forgæves forsøg på at påkalde sig deres guds opmærksomhed, „flængede sig med dolke og lanser sådan som de havde for skik, indtil blodet flød ned ad dem“. — 1 Kongebog 18:28.

„I skal spæge jeres sjæle“

Jehova gav israelitterne befalingen: „I skal spæge jeres sjæle,“ og vendingen forstås i almindelighed som ensbetydende med faste. (3 Mosebog 16:31) At faste var et udtryk for dyb sorg og anger over begåede synder, eller et udtryk for at man havde brug for Guds ledelse under prøvende omstændigheder. Faste var således ikke en form for selvafstraffelse, men et tegn på at man ydmygede sig for Gud. — Ezra 8:21.

Der var imidlertid jøder som fejlagtigt mente at der var noget fortjenstfuldt ved at udsætte sig for det ubehag der var forbundet med at spæge sin sjæl, og at det forpligtede Gud til at yde dem noget til gengæld. Da deres belønning udeblev, formastede de sig til at spørge om den betaling de mente tilkom dem: „Hvorfor har vi fastet og du så det ikke, spæget vor sjæl og du lagde ikke mærke til det?“ — Esajas 58:3.

Men de tog fejl. Den rette form for religiøs faste indbefattede ikke en asketisk pine af legemet ved at sulte sig, som om fysisk smerte og ubehag i sig selv var noget rosværdigt. Nedsat appetit kunne være et resultat af stærk sindsbevægelse. Hvis sindet er optaget af presserende problemer, kan det ske at legemet ikke kræver føde. Dette viser Gud hvilke intense følelser der behersker den fastende.

Finder Gud behag i selvpåførte lidelser?

Finder vor kærlige Skaber nogen som helst glæde ved at se mennesker tortere sig selv? Mens kristne undertiden kan være nødt til at være „delagtige i Messias’ lidelser“, er det ikke ensbetydende med at de ligefrem opsøger problemer eller gerne vil gøres til martyrer. — 1 Peter 4:13.

Jesus var afgjort ikke nogen asket. De religiøse ledere beklagede sig over at hans disciple ikke fastede, og anklagede endog Jesus for at være „en frådser, forfalden til vin“. (Mattæus 9:14; 11:19) Jesus udviste mådehold i alt og krævede aldrig mere af sig selv eller af andre end hvad der var rimeligt. — Markus 6:31; Johannes 4:6.

Der er intet bibelsk belæg for askese, som om man ved at nægte sig selv livets fornødenheder eller bekvemmeligheder kan vinde yndest hos Gud. Læg mærke til hvad Paulus siger om den slags pinefulde handlinger: „Det har jo ord for at være visdom, med sin selvvalgte form for tilbedelse og falske ydmyghed og skånselsløse behandling af legemet; men det er uden værdi til bekæmpelse af kødets tilfredsstillelse.“ — Kolossenserne 2:23.

Som munk gjorde Martin Luther brug af selvafstraffelse. Senere forkastede han dog denne praksis. Han mente at den støttede forestillingen om at der er to veje som fører til Gud, den ene mere ophøjet end den anden, hvorimod Bibelen lærer at der kun er én vej til frelse, nemlig gennem troen på Jesus Kristus og hans Fader, Jehova Gud. (Johannes 17:3) Men andre betragtede disse smertefulde ritualer som en måde hvorpå de kunne gøre sig fortjent til frelse.

Bogen Church History in Plain Language (Kirkehistorie på hverdagssprog) siger om munkevæsenets askese: „Den var grundlagt på et fejlagtigt syn på det kødelige menneske. Ifølge munkenes opfattelse kunne sjælen, der er lænket til kødet, sammenlignes med en fange der er lænket til et lig. Dette stemmer ikke med Bibelens syn på mennesket.“ Den blotte tanke om at selvpineri skulle behage Gud, ligger fjernt fra Bibelens lære, og kan spores tilbage til gnostikernes fejlagtige opfattelse af at alt stof er af det onde og skal undertvinges mest muligt for at man kan opnå frelse.

Jehova er en lykkelig Gud, der også ønsker at vi skal være lykkelige. Derfor er askese ikke en forudsætning for at kunne tjene ham. (Prædikeren 7:16) Intetsteds fortæller Bibelen os at selvpåførte lidelser er vejen til frelse. Derimod viser Guds ord klart at det er Kristi blod, samt vor tro på dette genløsningsoffer, der renser os fra al synd. — Romerne 5:1; 1 Johannes 1:7.