Fra vore læsere

Dårlige manerer Jeg har haft dårlige manerer så længe jeg kan huske. Der var tidspunkter hvor jeg endda var stolt af at jeg ikke ville bruge høflige og venlige udtryk som for eksempel ’tak’, ’undskyld’ og ’det er jeg ked af’. Men så læste jeg artiklen „De gode manerers forfald“ og de skriftsteder i Bibelen der var henvist til. (22. juli 1994) Jeg opdagede at Gud altid viser gode manerer når han har at gøre med mennesker, som endda er underordnet ham, idet han ofte appellerer høfligt til dem når han byder dem at gøre noget. Jeg var overrasket over at se det i Bibelen. Det har motiveret mig til nu at prøve at efterligne Gud. I skal have tusind tak.

M. E. J., Nigeria

Jeg var meget glad for artiklen. Respekt for andres rettigheder og ejendom er nært forbundet med gode manerer. Når jeg inviterer venner hjem, oplever jeg ikke så sjældent at deres børn tror de kan gøre lige hvad de har lyst til — gå ind i alle værelser, rode i skabe og skuffer, gennemsøge køleskabet og meget mere.

G. W., De Forenede Stater

Hver en sætning i artiklen var vigtig. Den var lige det jeg skulle bruge for at lære mine to teenagesønner gode manerer. Jeg blev klar over at gode manerer omfatter mange enkeltheder som jeg ikke havde lært mine drenge. Nu er jeg bekendt med detaljerne og med hvordan man fører dem ud i livet.

P. H., De Forenede Stater

Moskvas undergrundsbane For nylig læste jeg artiklen „Moskvas betagende undergrundspaladser“. (22. juni 1994) Jeg har altid ønsket at rejse til andre lande, men det er faktisk som om jeg selv oplever de steder der er beskrevet når jeg læser sådanne artikler.

J. H., New Zealand

Jeg besøgte Moskva da jeg for nylig overværede Jehovas Vidners områdestævne. Meget af tiden gik med at køre i metroen. Men dengang var jeg ikke klar over at jeg befandt mig i en af verdens smukkeste og mest beundringsværdige undergrundsbaner. Så jeg satte stor pris på artiklen.

P. M., Finland

Snigskytter? I artiklen „Mine overvejelser som militærhistoriker“ skildrer skribenten hvordan han drager ind i Paris efter byens befrielse ved Anden Verdenskrigs afslutning. (22. april 1993) Han påstår at han blev beskudt af tyske snigskytter, og at han forlod sin jeep gentagne gange for at springe i dækning — og alt dette skete på den mest berømte gade i Paris! Paris blev ikke „befriet“, men blev uden kamp overgivet af den tyske kommandant Dietrich von Choltitz, som handlede mod ordre.

A. W., Italien

Forfatteren skildrede det han selv havde oplevet, en beretning som er blevet bekræftet af andre øjenvidner og historikere. Bemærk for eksempel at bogen „Liberation“ af militærhistorikeren Martin Blumenson anerkender at selv om von Choltitz trodsede Hitlers ordre om at brænde Paris ned til grunden, kæmpede tyske soldater i dagene op til von Choltitz’ overgivelse hårdt mod de franske og amerikanske tropper. Hvad angår kampene på Champs Élysées er dette også blevet bekræftet af andre historikere som John Keegan i bogen „Six Armies in Normandy“. — RED.

Et medicinsk stridspunkt Jeg er 12 år og har læst artiklen „Hverken mirakelmagere eller medicinmænd“. (8. maj 1994) Jeg var glad da jeg så at en kristen som er lige så ung som mig selv, var modig nok til at stå fast over for læger og kirurger og ’afholde sig fra blod’. — Apostelgerninger 15:20.

P. M. H., De Forenede Stater

Jeg er 19 år gammel. Min tro er virkelig blevet styrket efter at jeg har læst om Mercy Uwasis erfaringer. Jeg er blevet klar over at loyalitet mod Jehova ikke så meget kommer an på ens alder men mere på hvor dyb ens kærlighed er til ham. Det har gjort mig endnu mere besluttet på at være loyal mod Jehova.

S. M., Sydafrika