Over 40 år under kommunistisk forbud
FORTALT AF JARMILA HÁLOVÁ
Tid: efter midnat den 4. februar 1952. Sted: vores lejlighed i Prag, Tjekkoslovakiet. Vi blev vækket af dørklokkens konstante kimen. Da vi åbnede, stormede politiet ind.
POLITIET anbragte min moder og fader samt min broder Pavel og mig i hver sit værelse sammen med en vagt, hvorefter de begyndte at gennemsøge alt. Næsten 12 timer senere var de endnu ikke færdige. Efter at have lavet en optegnelse over alle de publikationer de havde fundet, pakkede de dem ned i kasser.
Bagefter blev jeg beordret ind i en bil og fik mørke briller på. Det virkede underligt. Det lykkedes mig dog at fjerne brillerne en smule så jeg kunne se hvor de kørte mig hen. Jeg kendte udmærket gaderne. Vi var på vej til det berygtede hovedkontor for Statens Sikkerhedstjeneste.
De skubbede mig ud af bilen, og da de omsider fjernede brillerne, befandt jeg mig i et lille, snavset rum. En uniformeret kvinde gav mig besked på at klæde mig af og trække i et par kraftige arbejdsbukser og en herreskjorte. Jeg fik bind for øjnene, hvorefter jeg blev ført ud af rummet og gennem nogle korridorer der forekom mig endeløse.
Omsider standsede vagten, låste en jerndør op og skubbede mig ind. Bindet blev revet af og døren blev låst bag mig. Jeg befandt mig i en fængselscelle. En kvinde i fyrreårsalderen, i samme antræk som jeg, stirrede mig i møde. Selv om det lyder mærkeligt, virkede det hele lidt komisk på mig og jeg kunne ikke lade være med at le. Jeg var en ung pige på 19 år uden nogen som helst erfaring i fængselslivet, men jeg bevarede mit gode humør. Til min store glæde fik jeg inden længe kendskab til at ingen andre i vores familie var blevet fængslet.
I disse år var det farligt at være et Jehovas vidne i det daværende Tjekkoslovakiet. Landet havde kommunistisk styre, og Jehovas Vidner var forbudt. Hvordan var vores familie blevet så stærkt involveret i en forbudt organisation?
Hvordan vi blev Jehovas vidner
Fader blev født i Prag og var overbevist protestant. Han mødte moder i 1920’erne da hun kom til Prag for at studere medicin. Hun var fra et område der blev kaldt Bessarabien som i hendes barndom hørte under Rusland. Efter at de var blevet gift sluttede hun sig til sin mands kirke skønt hun var jøde. Men hun var ikke tilfreds med kirken.
Under den anden verdenskrig blev fader sendt i arbejdslejr og moder undslap med nød og næppe Holocaust. Det var vanskelige år for os, men vi overlevede alle. I midten af 1947, to år efter krigen, gav en af min faders søstre der var blevet et Jehovas vidne, vores familie et gaveabonnement på Vagttårnet. Det var moder der begyndte at læse bladet, og hun indså med det samme at det indeholdt den sandhed hun havde søgt efter.
I begyndelsen sagde hun ikke ret meget til os andre, men hun fandt ud af hvor der blev holdt møder i Prag og begyndte at overvære dem. Efter nogle få måneder blev hun i foråret 1948 døbt ved et af Jehovas Vidners kredsstævner. Derefter inviterede hun os med til møderne, og fader tog modvilligt med.
Møderne blev holdt i en lille sal i Prags centrum, og vi begyndte at overvære dem som familie. For faders og mit vedkommende var det med en følelse af nysgerrighed og mistro. Det overraskede os at moder allerede havde nye venner som hun kunne præsentere os for. Jeg var også imponeret over den begejstring jeg oplevede, og over hvor fornuftigt det hele lød, samt over den glæde de tydeligvis havde ved at komme sammen.
Da moder så vores positive reaktion foreslog hun at vi fik besøg af nogle forkyndere som vi kunne have nogle mere indgående drøftelser med. Det kom som et chok for min fader og mig da de i vores egen bibel viste os at der hverken findes en udødelig sjæl eller en treenighed. Noget andet der åbnede vore øjne var at lære hvad det egentlig vil sige at bede om at Guds navn må blive helliget og om at hans rige må komme.
Nogle få uger senere inviterede fader adskillige præster fra sin kirke hjem til os, og sagde til dem: „Brødre, jeg vil gerne drøfte nogle bibelske spørgsmål med jer.“ Derefter fremlagde han det ene af kirkens lærepunkter efter det andet og viste at de var i modstrid med Bibelen. Præsterne indrømmede at han havde ret. Derefter sluttede fader med at sige: „Jeg har besluttet at forlade kirken og jeg kan sige at jeg taler på hele familiens vegne.“
Forkyndelsesarbejdet forbydes
I februar 1948, kort før fader og jeg begyndte at overvære møderne, overtog kommunistpartiet kontrollen med landet. Jeg blev vidne til hvordan nogle af mine skolekammerater angav deres lærere, og hvorledes lærerne blev bange for elevernes forældre. Alle begyndte at mistænke alle. I begyndelsen fortsatte Jehovas Vidners arbejde dog stort set uhindret.
Et højdepunkt for os var Jehovas Vidners stævne i Prag fra den 10. til den 12. september 1948. Det blev overværet af mere end 2800. Nogle få uger senere, den 29. november 1948, trængte det hemmelige politi ind på afdelingskontoret og lukkede det. I april måned året efter blev vort arbejde officielt forbudt.
Men intet af dette skræmte vores familie, og i september 1949 overværede vi et særligt program i skovene uden for Prag. En uge senere blev fader og jeg døbt. Selv om vi forsøgte at være forsigtige i forkyndelsen, blev jeg som nævnt i indledningen arresteret i februar 1952.
Gentagne forhør
Efter at jeg var blevet forhørt nogle gange, nåede jeg til den slutning at mit fængselsophold ville vare længe. De der forhørte mig mente tilsyneladende at jo længere man var indespærret uden noget at tage sig til, jo mere samarbejdsvillig blev man. Men jeg glemte aldrig det mine forældre havde lært mig, og det hjalp mig og holdt mig oppe. De havde ofte citeret Salme 90:12 og opmuntret mig til ’at tælle mine dage’, det vil sige at skatte eller værdsætte dem, så jeg kunne ’få visdom i hjertet’.
I tankerne kunne jeg derfor genkalde mig hele salmer og andre skriftsteder i Bibelen som jeg tidligere havde lært udenad. Jeg mediterede også over artikler i Vagttårnet som jeg havde studeret før jeg blev fængslet, og jeg sang Rigets sange for mig selv. De første måneder jeg var fængslet kunne jeg tale med andre fanger. Jeg kunne desuden tænke på det jeg havde lært i skolen, da jeg havde været til afsluttende eksamen nogle få måneder forinden.
Under forhørene gik det op for mig at en stikker havde overværet et af mine bibelstudier og havde givet oplysninger om min forkyndervirksomhed. Myndighederne sluttede at jeg også måtte have skrevet de maskinskrevne eksemplarer af bibelske publikationer som blev beslaglagt i vort hjem. Faktisk var det min broder på kun 15 år der havde skrevet dem.
Efter et stykke tid indså de der forhørte mig at jeg ikke ville angive andre, og man forsøgte derfor at overtale mig til at opgive min tro. De lod mig endda møde en mand som jeg vidste havde været en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd. Selv om han var fængslet, samarbejdede han nu med kommunisterne i deres forsøg på at få andre fængslede Jehovas vidner til at fornægte deres tro. Hvilken ynkelig skabning! Flere år senere, efter at han var blevet løsladt, drak han sig ihjel.
Isolationsfængsel
Efter syv måneder blev jeg overført til et andet fængsel og anbragt i isolation. Nu hvor jeg var fuldstændig alene, var det helt op til mig selv hvordan jeg ville bruge tiden. Jeg kunne bede om at få læsestof, men naturligvis ingen bøger af åndelig art. Jeg planlagde derfor at bruge noget af min tid på at læse, men jeg tog mig også tid til at meditere over åndelige spørgsmål.
Jeg må sige at jeg aldrig før havde haft så nært et bønsforhold til Jehova som jeg fik dengang. Tanken om vort verdensomspændende brodersamfund havde aldrig forekommet mig mere dyrebar. Hver dag prøvede jeg at forestille mig hvordan den gode nyhed i netop dette øjeblik blev forkyndt forskellige steder på jorden. Jeg forestillede mig at jeg selv var med i denne forkyndelse og førte bibelske samtaler med folk.
Men selv i denne fredelige atmosfære faldt jeg til sidst i en fælde. Eftersom jeg altid har holdt af at læse og hungrede efter nye indtryk, blev jeg nogle gange så opslugt af en bog at jeg ikke tog mig tid til at meditere over åndelige spørgsmål. Jeg fik altid dårlig samvittighed når dette skete.
En morgen blev jeg pludselig ført til anklagerens kontor. Der blev ikke talt om noget særligt, kun resultaterne af de tidligere forhør. Jeg blev skuffet over at der ikke var fastsat en dato for min retssag. Efter cirka en halv times tid befandt jeg mig atter i min celle. Her mistede jeg sindsligevægten og begyndte at græde. Hvad var grunden? Var de mange ugers isolation ved at gøre deres virkning?
Jeg begyndte at analysere mit problem og fandt hurtigt frem til årsagen. Dagen før havde jeg været så opslugt af at læse at jeg havde forsømt mine åndelige gøremål. Da jeg uventet var blevet kaldt til forhør havde jeg ikke haft den rette bedende indstilling. Jeg bad straks en inderlig bøn til Jehova og besluttede mig for aldrig mere at forsømme det åndelige.
Efter den oplevelse var jeg indstillet på helt at lade være med at læse. Men så fik jeg en bedre idé, nemlig at tvinge mig selv til at læse tysk. På grund af den tyske besættelse under Anden Verdenskrig skulle vi lære tysk i skolen. Men som følge af de frygtelige ting tyskerne havde bedrevet under deres besættelse af Prag, ønskede jeg efter krigen at glemme alt hvad der var tysk, deriblandt sproget. Men nu ville jeg være hård ved mig selv og atter lære tysk. Det som jeg forestillede mig skulle være en straf, viste sig imidlertid at blive en velsignelse. Lad mig forklare.
Jeg var i stand til at skaffe mig både tyske og tjekkiske udgaver af nogle bøger, og begyndte at øve mig på at oversætte fra tysk til tjekkisk og fra tjekkisk til tysk. Dette arbejde viste sig at være endnu en modgift mod de potentielt skadelige virkninger af mit isolationsophold; men det skulle også senere vise sig at tjene en god hensigt.
Løsladelse og fortsat forkyndelse
Efter otte måneder i isolation kom min sag endelig for retten. Jeg blev tiltalt for statsfjendtlig virksomhed og idømt to års fængsel. Men eftersom jeg allerede havde afsonet de 15 måneder og der var blevet udstedt amnesti i anledning af valget af en ny præsident, blev jeg løsladt.
I fængselet havde jeg bedt om at min situation ikke måtte volde min familie bekymring, og da jeg vendte hjem erfarede jeg at denne bøn var blevet besvaret. Fader var læge og opfordrede mange af sine patienter til at studere Bibelen. Som følge heraf ledede moder hver uge omkring 15 bibelstudier. Desuden ledede fader et gruppestudium over bladet Vagttårnet. Han oversatte også nogle af Vagttårnsselskabets publikationer fra tysk til tjekkisk, og min broder maskinskrev manuskripterne. Jeg blev derfor med det samme stærkt optaget af åndelige aktiviteter, og inden længe ledede jeg selv bibelstudier.
En ny opgavetildeling
En regnfuld eftermiddag i november 1954 ringede det på døren. Udenfor stod Konstantin Paukert med vandet løbende ned ad sin mørkegrå plasticregnfrakke. Han var en af dem der førte an i forkyndelsesarbejdet. Han ville som regel tale med fader eller med min broder Pavel, men denne gang spurgte han mig om vi kunne gå en lille tur sammen.
Vi gik et stykke tid uden at sige noget mens nogle fodgængere passerede. Gadelygternes matte skær spejlede sig svagt i de regnvåde, sorte brosten. Konstantin så sig over skulderen; der var ikke en sjæl. „Vil du hjælpe os med noget arbejde?“ spurgte han pludselig. Forbløffet nikkede jeg som svar. „Vi har brug for oversættere,“ fortsatte han. „Du bliver nødt til at finde et sted hvor du kan arbejde, men det må ikke være derhjemme eller hos andre som politiet kender til.“
Nogle få dage senere sad jeg ved et skrivebord i en lille lejlighed der tilhørte et ældre ægtepar som jeg knap kendte. Det var nogle af faders patienter som kort forinden var begyndt at studere Bibelen. Nu kom mit studium af tysk i fængselet mig til gavn, eftersom vi dengang oversatte vore publikationer fra tysk til tjekkisk.
Få uger senere blev flere af de ledende brødre fængslet, deriblandt broder Paukert. Men det standsede ikke vort forkyndelsesarbejde. Nogle kvinder, deriblandt min moder og jeg, tog sig af bibelstudiegrupperne og fortsatte med forkyndelsen. Selv om min broder Pavel stadig kun var teenager, hjalp han som kurer med at uddele publikationer og organisationsmæssige instruktioner overalt i den tjekkisktalende del af landet.
En elsket livsledsager
I slutningen af 1957 blev en forkynder ved navn Jaroslav Hála, som var blevet arresteret i 1952 og idømt 15 års fængsel, midlertidigt løsladt for at modtage lægebehandling. Pavel kontaktede ham med det samme, og inden længe var Jaroslav igen fuldt optaget af at hjælpe brødrene. Da han var god til sprog begyndte han at udføre det meste af oversættelsesarbejdet.
En aften i midten af 1958 spurgte Jaroslav, Pavel og mig om vi skulle gå en tur. På sådanne ture drøftede vi normalt organisationsmæssige spørgsmål, eftersom vores lejlighed blev aflyttet. Men efter at have talt med Pavel under fire øjne bad han ham vente på en bænk i parken, mens vi to gik videre. Efter at vi kort havde talt om mit arbejde, spurgte han om jeg, til trods for hans dårlige helbred og usikre fremtidsudsigter, ville gifte mig med ham.
Det overraskede mig at en som jeg agtede så højt, i al oprigtighed og uden omsvøb friede til mig, og jeg sagde uden tøven ja. Vores forlovelse gjorde at jeg fik nær kontakt med Jaroslavs moder, der var en salvet kristen. Hun og hendes mand havde været nogle af de første Jehovas vidner i Prag i slutningen af 1920’erne. De var begge blevet fængslet af nazisterne under den anden verdenskrig, og hendes mand var død i et kommunistisk fængsel i 1954.
Før vi blev gift, blev Jára, som vi kaldte ham, tilsagt til at give møde hos myndighederne. De gav ham valget mellem at blive opereret for sin kroniske lungehindebetændelse — hvilket på det tidspunkt ville indebære en blodtransfusion — eller at udstå resten af sin straf. Eftersom han afslog operationen betød det at han måtte tilbringe næsten ti år mere i fængsel. Jeg besluttede at vente på ham.
En tid med prøvelser og mod
I begyndelsen af 1959 blev Jára fængslet, og kort efter modtog vi et brev der viste at han var ved godt mod. Så gik der et langt stykke tid hvor vi ikke hørte fra ham. Men pludselig modtog vi et meget chokerende brev. Det indeholdt beklagelser og gav udtryk for sorg og bekymring, og lød i det hele taget som om Jára havde fået et nervøst sammenbrud. „Det må være skrevet af en anden,“ sagde hans moder. Men det var hans håndskrift!
Både hans moder og jeg skrev og gav udtryk for vor tillid til Gud og opmuntrede ham. Efter mange uger modtog vi endnu et brev, der blot bidrog til forvirringen. „Det kan ikke være skrevet af ham,“ sagde hans moder igen. Men der var ingen tvivl om at det var hans håndskrift, og det var også hans måde at udtrykke sig på. Derefter fik vi ikke flere breve, og vi fik heller ikke lov til at besøge ham.
Jára havde også modtaget foruroligende breve som lod til at være fra os. I hans moders breve blev han bebrejdet at han havde overladt hende til sig selv nu da hun var blevet gammel, og mine breve gav udtryk for irritation over at jeg skulle vente så længe på ham. De var skrevet med vores håndskrift og sådan som vi ville udtrykke os. I begyndelsen var han også blevet foruroliget, men siden blev han overbevist om at det umuligt kunne være os der havde skrevet disse breve.
En dag kom der en mand til døren og overbragte mig en lille pakke, hvorefter han skyndte sig bort. Den indeholdt i snesevis af stykker cigaretpapir tæt beskrevet med den mindst mulige håndskrift. Jára havde afskrevet de breve som vi angiveligt skulle have skrevet samt flere af sine egne ucensurerede breve. Efter at have modtaget denne korrespondance, som var blevet smuglet ud af fængselet af en løsladt fange der ikke var et Jehovas vidne, var vi meget lettede og Jehova dybt taknemmelige. Endnu den dag i dag ved vi ikke hvordan de bar sig ad eller hvem der stod bag dette djævelske forsøg på at bryde vor uangribelighed.
Senere fik Járas moder lov til at besøge sin søn. Jeg ledsagede hende til fængselsporten og betragtede hvordan denne lille, skrøbelige kvinde viste stort mod. Overvåget af vagterne tog hun sin søns hånd og gav ham publikationer der var nedfotograferet mest muligt. Hvis det var blevet opdaget ville det have medført en streng straf, især for hendes søn, men hun stolede på Jehova i erkendelse af at dét at bevare den åndelige sundhed altid kommer i første række.
Senere, i 1960, blev der udstedt en generel amnesti, og de fleste Jehovas vidner blev løsladt. Jára kom hjem, og efter nogle få uger var vi et lykkeligt nygift par.
Et nyt liv
Jára fik til opgave at virke som rejsende tilsynsmand og betjene brødrene i hele landet. I 1961 fik han til opgave at tilrettelægge den første Rigets Tjenesteskole i den tjekkisktalende del af landet, samt at undervise ved mange af de efterfølgende klasser.
På grund af de politiske forandringer i Tjekkoslovakiet i 1968, var flere af os det følgende år i stand til at overvære Jehovas Vidners internationale stævne i Nürnberg i Tyskland med temaet „Fred på jorden“. Myndighederne ville imidlertid ikke lade Jára forlade landet. Nogle af os tog lysbilleder af dette store stævne, og Jára fik den forret at være med til at vise disse trosstyrkende billeder overalt i Tjekkoslovakiet. Mange ville gerne se dem igen og igen.
Dengang vidste vi ikke at det var sidste gang Jára fik mulighed for at besøge brødrene. I begyndelsen af 1970 blev hans helbred væsentligt dårligere. Den kroniske betændelse som han havde lært at leve med, havde bredt sig til nyrerne, og i en alder af 48 år døde han af nyresvigt.
Opretholdt med Jehovas hjælp
Nu var jeg berøvet den som jeg havde elsket så højt. Men jeg fik straks hjælp fra Guds organisation, eftersom jeg fik lov til at være med til at oversætte bibelsk læsestof. Jeg følte det som om jeg var med i et stafetløb og at min mand havde givet stafetten videre til mig for at jeg skulle fortsætte det arbejde han havde udført.
Mange af os her i Østeuropa har tjent Jehova i over 40 år under kommunistisk forbud. Da jerntæppet i 1989 forsvandt, begyndte livet her at ændre sig drastisk. Jeg havde altid drømt om at Jehovas Vidner engang skulle holde stævne på Prags enorme Strahovstadion, men jeg havde aldrig forestillet mig at drømmen skulle gå i opfyldelse. Det gjorde den på forunderlig vis i august 1991, da over 74.000 glade stævnedeltagere samledes for at tilbede Gud.
I januar 1993 blev Tjekkoslovakiet opløst, og nationen blev opdelt i to lande — Tjekkiet og Slovakiet. Hvor blev vi lykkelige da Tjekkiet den 1. september 1993 gav Jehovas Vidner juridisk anerkendelse.
Af egen erfaring ved jeg at Jehova altid vil velsigne os hvis vi lader ham lære os at tælle vore dage. (Salme 90:12) Jeg beder uophørligt Gud om at lære mig at tælle resten af mine dage i denne tingenes ordning, så jeg kan være blandt hans lykkelige tjenere i den nye verden hvor dagene vil være uden tal.
[Illustration på side 19]
Min moder og fader
[Illustration på side 21]
Et møde i skovene i 1949 under forbudet: 1. Min broder Pavel; 2. min moder; 3. min fader; 4. mig selv; 5. broder Hála
[Illustration på side 22]
Min mand, Jára, og mig
[Illustrationer på side 23]
Járas moder og de nedfotograferede publikationer hun smuglede ind til ham
[Illustration på side 24]
I dag arbejder jeg på afdelingskontoret i Prag