Jeg søgte efter en mening med livet — og fandt den
ÅRET var 1951. Mens den ene limousine efter den anden banede sig vej frem til Fine Arts Theatre i Beverly Hills, Californien, stod skarer af tilskuere opstillet langs gaderne for at få et glimt af de mange prominente stjerner fra underholdningsbranchen. Anledningen var premieren på filmen En Plads i Solen, baseret på min mors fætter Theodore Dreisers berømte roman En Amerikansk Tragedie. Filmen, som blev Oscar-nomineret, var iscenesat af George Stevens, en af filmselskabets bedste instruktører. Tre af datidens mest fremragende skuespillere, Elizabeth Taylor, Montgomery Clift og Shelley Winters, spillede hovedrollerne. Hvad var grunden til at jeg sad i en af de store limousiner der kørte mellem de skrigende menneskemasser? Og hvorfor følte jeg mig så fremmed i disse omgivelser? Lad os skrue tiden tilbage og se hvad der gik forud for denne begivenhed.
Jeg er født i oktober 1914 — en af de mest betydningsfulde perioder i menneskehedens historie. På den 20. dag i denne måned, omkring klokken halv fem om eftermiddagen, hjalp lægen mig til verden i vores hjem i Seattle, Washington.
Dengang boede vores familie på Alki Beach, i et område der hed Bonair. Vores familie bestod snart af fem medlemmer, nemlig mine forældre, min storebror, en yngre bror, og så mig. Fra vores store, smukke hus som lå ved stranden, havde vi en fantastisk udsigt til de skibe og færger der sejlede mellem Seattle og de andre byer langs Pugetsundet.
Efter børskrakket i 1929 blev vores økonomiske situation så dårlig at vi var nødt til at bytte vores hus med en fødevareforretning i Highland Park-distriktet i Seattle. Den gav os en beskeden indtægt, som vi klarede os med i depressionsårene.
I 1938 døde min mor, og min far var nu helt alene om at passe butikken. Jeg indgik kompagniskab med ham, og sammen lavede vi butikken om til et moderne supermarked. Inden længe var det et blomstrende foretagende.
Men så kom japanernes angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941; og kort efter var min indkaldelse til militærtjeneste under Anden Verdenskrig en kendsgerning. Vi var nødt til at sælge forretningen, som indbragte så meget at min far kunne klare sig selv fremover, og jeg meldte mig til hæren få dage før min indkaldelse. At udføre militærtjeneste var en plage for min samvittighed, for at sige det mildt, og jeg mindes at jeg bad til Gud om at lade mig slippe for at skulle dræbe nogen. Efter rekrutteringstiden blev jeg overført til forsyningstropperne, og med tiden blev jeg sekondløjtnant.
Mit bekendtskab med Theodore Dreiser
Året var nu 1945, og jeg gjorde tjeneste i indskibningshavnen i Los Angeles som sikkerhedschef. Jeg skulle tage vare på lasten om bord på de skibe hæren havde chartret til at transportere forsyninger og tropper til Stillehavsområdet. Mellem disse togter besøgte jeg somme tider min mors fætter Theodore Dreiser og hans hustru, Helen. De boede i et rummeligt hus i den vestlige del af Hollywood, og de viste mig altid udstrakt gæstfrihed når jeg besøgte dem. Dreiser var meget videbegærlig og udspurgte mig gerne om alle de steder jeg havde været og hvad jeg havde syntes om dem.
Dreiser var klar over at jeg også var i familie med Martin Dies, kongresmedlem for Texas og formand for den antikommunistiske Dies-komité. Mange forfattere og andre professionelle inden for filmindustrien som hældede til kommunismen havde fået en ublid medfart, og eftersom Dreiser var kendt for sine russiske sympatier blev han ikke skånet. Forståeligt nok spurgte han mig en af de første gange jeg besøgte ham: „Har du samme opfattelse som ham din fætter, Martin Dies?“ Jeg forsikrede ham om at jeg ikke havde noget som helst med Martin eller hans politiske målsætninger at gøre, og det bidrog yderligere til det venskabelige forhold imellem os.
Efter at Japan havde kapituleret den 2. september 1945, besluttede jeg mig for at blive i hæren lidt endnu, eftersom det gav mig mulighed for at se mange interessante dele af verden. Jeg blev hurtigt forfremmet til premierløjtnant og gjorde tjeneste om bord på et af de store troppetransportskibe. Mens jeg var i Japan tog jeg orlov og rejste igennem landet fra Yokohama til Hiroshima, der jo var blevet ødelagt af en atombombe.
Da jeg ankom til Hiroshima om morgenen kunne jeg se at mange stadig var nødt til at sove i parken fordi de ikke havde noget hjem. Det er vist overflødigt at fortælle at jeg følte mig meget ilde til mode mens jeg gik omkring, da så godt som alle jeg mødte måtte have mistet slægtninge og venner i det frygtelige ragnarok. Smerten som stod at læse i deres ansigter, og hadet til os i uniform — som jeg syntes at kunne se i deres øjne — gjorde mig syg om hjertet.
Jeg begynder at søge efter en mening med livet
Alt det jeg havde set, Hiroshima, sygdom og fattigdom, fik mig til at spekulere over meningen med livet. Når man sejler har man tid til at tænke over sådanne ting. Undertiden talte jeg med skibspræster for at høre om de kunne besvare nogle af mine spørgsmål angående livets uretfærdigheder. Men ingen af dem kunne give mig tilfredsstillende svar.
Efter bestandig at have søgt efter en mening med livet, døde Theodore Dreiser i december 1945. I sit essay „My Creator“ (Min Skaber) indrømmer han at han ikke var kommet løsningen nærmere end da han begyndte sin søgen. Hans enke, Helen Dreiser, som var min kusine, var ved at skrive sin selvbiografi, der skulle hedde My Life With Dreiser (Mit liv med Dreiser). Hun havde opfordret mig til at komme til Hollywood, da hun gerne ville have mig til at hjælpe sig med at redigere manuskriptet og varetage kontakten med forskellige agenter med henblik på publiceringen af Theodores værker i mange lande. I december 1947 forlod jeg derfor hæren og flyttede ind i familien Dreisers hus i Hollywood.
Jeg havde imidlertid ikke opgivet at finde en mening med livet. Da Helen Dreiser også søgte efter noget åndeligt der kunne give forståelse af livet, begyndte vi sammen at opsøge forskellige grupper for at se om de havde noget fornuftigt at byde på. Ingen af dem kunne give tilfredsstillende svar.
Men da vi senere besøgte Helens mor i Gresham, Oregon, blev jeg præsenteret for et Jehovas vidne som spillede elorgel på nogle af de store hoteller i Portland. Vi kom til at tale om religion, og mange af de ting han sagde, lød logiske i mine ører. Han spurgte om vi havde lyst til at få besøg af en forkynder når vi kom hjem til Los Angeles, og det gik jeg beredvilligt med til.
Straks efter hjemkomsten blev vi besøgt af et af Jehovas vidner. Han arrangerede at vi fik et ugentligt bibelstudium med et pionerægtepar (heltidsforkyndere). Studiet gik ikke så godt i begyndelsen, da jeg havde mange forudfattede meninger, men de forsvandt efterhånden som jeg lærte Bibelens logiske ræsonnementer at kende.
I begyndelsen af 1950 var der en betydelig interesse for Dreisers forfatterskab. Filmselskabet Paramount var i færd med at filmatisere to af Dreisers mest kendte romaner. Filmen En Plads i Solen, som ville få premiere i 1951, var bygget over bogen En Amerikansk Tragedie. Den blev efterfulgt af filmen Carrie, der var bygget over bogen Søster Carrie. To år i træk var først den ene og så den anden af disse film nomineret til en Oscar, og det var derfor en vigtig tid for Helen. Da hun var færdig med sit manuskript til My Life With Dreiser, rejste hun til New York for at forhandle med et stort forlag som skulle udgive bogen.
Jeg var overbevist om at jeg havde fundet livets mening
Jeg fortsatte mit studium af Bibelen mens hun var væk, og jeg lærte efterhånden også hvordan man går fra dør til dør for at tale med folk om Bibelen. Da Helen Dreiser vendte tilbage fra New York, var jeg overbevist om at jeg nu langt om længe havde fundet det jeg havde søgt efter, nemlig livets sande mening. Det kom helt bag på mig da Helen fortalte mig at hun ikke ønskede at fortsætte sit bibelstudium. Hendes omgangskreds i New York havde åbenbart overbevist hende om at det hun lærte fra Bibelen ikke er populært i verden. Med klare ord sagde hun: „Det ville udelukke alt andet.“ Hun afviste at være med i studiet mere.
På dette tidspunkt var jeg blevet klar over at det var helt uforeneligt med sandheden at stå til rådighed for hæren. Jeg var fast besluttet på at blive døbt som et af Jehovas vidner. Der blev arrangeret dåb for mig hos et Jehovas vidne der havde et svømmebassin. Efter at have indviet mig til Jehova blev jeg døbt den 19. august 1950. Jeg skrev derefter til mine overordnede i hæren for at meddele dem at jeg, eftersom jeg nu var en ordineret ordets tjener, ikke længere kunne være i reserven. Min afskedsbegæring blev afvist i første omgang, men få måneder senere fik jeg min afsked „i nåde“.
Umiddelbart før premieren på En Plads i Solen blev Helen og jeg indbudt til et privat middagsselskab af instruktøren George Stevens. Vi fik at vide at urpremieren skulle finde sted i Fine Arts Theatre i Beverly Hills, og at der var truffet forberedelse til at Helen som forfatterens hustru skulle holde en radiotale som ville blive transmitteret til hele nationen. Det ville blive hendes helt store aften, og det forventedes at jeg ledsagede hende. Til den aftalte tid lejede vi en limousine og kørte i vores fineste puds til teatret. Langsomt banede vi os vej mellem skarer af tilskuere som håbede på at se nogle af de berømte filmstjerner når de ankom til premieren.
Hvordan var det så at deltage i denne prangende opvisning? Jeg havde før i tiden set begivenheder af den art på film og havde spekuleret på hvordan det mon føltes at være i rampelyset. Men nu hvor jeg havde lært sandheden at kende, følte jeg mig som en hund i et spil kegler. Måske havde jeg på fornemmelsen at alt dette vakte Jehovas mishag, sådan som det udtrykkes i Første Johannesbrev 2:16: „Praleriet med de midler man har at leve af . . . er ikke af Faderen, men er af verden.“ Det var tydeligt at se at den slags glitter og glimmer ikke kunne forenes med min nye kristne livsførelse. Jeg nød den fremragende film, men var lettet da det hele var overstået.
Kort efter fik Helen Dreiser et slagtilfælde som delvis lammede hende. Efter endnu et slagtilfælde kunne hun ikke længere klare sine forretningsanliggender. Hendes søster, Myrtle Butcher, ansøgte om tilladelse til at være hendes værge, og hun ønskede at Helen skulle bo hos hende i Gresham, Oregon. Det gjorde jeg ikke indsigelse imod, eftersom jeg følte at det ville være det bedste for Helen, og hendes søster kunne give hende den nødvendige, omfattende pleje. Men nu stod jeg uden arbejde. Hvad skulle jeg tage mig til? Jeg havde tillid til Jesu løfte i Mattæus 6:33: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ — Den danske autoriserede oversættelse af 1948.
Da jeg nu kun havde mig selv at tage vare på (min far var død få måneder tidligere), ønskede jeg at tjene Jehova på heltidsbasis. Jeg fik næsten med det samme tilbud om et deltidsarbejde der gjorde det muligt for mig at tjene Jehova som heltidsforkynder af den gode nyhed om Riget. Og som Jesus forudsagde, har Jehova sørget for mig i de mere end 42 år jeg har tilbragt i heltidstjenesten.
I sommeren 1953 overværede jeg for første gang et af Jehovas Vidners internationale stævner. Det var på Yankee Stadium i New York, og hvilken uforglemmelig oplevelse viste det sig ikke at være! På det tidspunkt havde jeg været pioner i næsten et år, og selv om jeg var meget glad for denne tjenestegren, ønskede jeg at have en endnu større andel i Rigets gerning. Jeg havde på et tidligere tidspunkt indsendt en ansøgning om heltidstjeneste på Selskabets hovedkontor, og ved dette stævne skrev jeg desuden en ansøgning om at komme på Vagttårnets Bibelskole Gilead for at blive missionær. Hvor blev jeg overrasket da jeg kort tid efter at jeg var vendt tilbage til Los Angeles, modtog en indbydelse til at tjene på Selskabets hovedkontor, Betel!
Da jeg ankom til Betel den 20. oktober 1953, var det med blandede følelser, idet jeg spekulerede på hvordan det mon var at være der, og om jeg ville blive lige så lykkelig i mit arbejde dér som jeg havde været det i min gerning som pioner. Men jeg har aldrig i de 41 år jeg har boet på Betel fortrudt at jeg traf den beslutning. De privilegier jeg har fået del i mens jeg har været på Betel, har givet mig langt større glæde og lykke end jeg ville have opnået i nogen anden form for heltidstjeneste.
Helen Dreiser døde i 1955, og jeg blev udnævnt som eksekutor og bestyrer af hendes bo. Theodore Dreiser havde testamenteret alt til hende, så jeg skulle også forvalte alle hans ophavsretligt beskyttede værker. Helen havde fortalt mig at Dreiser var en flittig bibellæser, og i hans bibliotek lagde jeg da også mærke til at han flere steder i sin bibel havde skrevet kommentarer i margenen der viste hvordan skriftstedet blev gengivet i andre oversættelser.
Dreiser og Jehovas vidner
Jeg vidste naturligvis intet om Jehovas vidner da jeg førte samtaler med Dreiser, men senere fandt jeg ud af at han var bekendt med deres neutrale standpunkt i politiske anliggender. I sin bog America Is Worth Saving (Amerika er værd at bevare) roser han dem for deres standpunkt i spørgsmålet om flaghilsen. Dreiser stod op for det han troede på, og hvis jeg dengang havde kendt Bibelen som jeg gør nu, ville vi uden tvivl have haft nogle meget interessante drøftelser.
Når jeg ser tilbage på de 45 år der er gået siden jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner, kan jeg oprigtigt sige at jeg har fundet det jeg søgte, nemlig en mening med livet. Mine spørgsmål angående livets uretfærdigheder blev besvaret da jeg lærte at denne verdens gud og hersker er Satan Djævelen og ikke den kærlige og almægtige Gud, Jehova. (Johannes 14:30; 2 Korinther 4:4; 1 Johannes 4:8) Og hvilken glæde er det ikke at have lært at Guds rige blev oprettet i himmelen i oktober 1914, og at vide at dette rige snart vil fjerne hele Djævelens ordning og overtage herredømmet over jorden. — 1 Johannes 3:8; Åbenbaringen 20:10.
Indtil da kan ens kundskab om den suveræne Herre Jehova, det nære forhold man kan have til ham, og det meningsfyldte liv i hans tjeneste sammenlignes med den perle som en købmand fandt på en af sine rejser. Perlen var af så stor værdi at han straks solgte alt hvad han havde for at købe den. — Mattæus 13:45, 46.
Da jeg har fundet en sådan skat, forstår jeg salmisten Davids ord: „Måtte [jeg] bo i Jehovas hus alle mit livs dage, for at betragte Jehovas liflighed og nyde synet af hans tempel.“ (Salme 27:4) — Fortalt af Harold Dies.
[Illustration på side 20]
At udføre militærtjeneste var en plage for min samvittighed, for at sige det mildt
[Illustration på side 23]
Jeg har tjent på Betel siden 1953