Kan man stole på Guds løfter?

SKABEREN, Jehova Gud, har altid været tro mod sit ord. „Jeg har sagt det,“ siger han. „Jeg vil også lade det indtræffe.“ (Esajas 46:11) Efter at Guds tjener Josua havde ført israelitterne ind i det forjættede land, skrev han: „Ikke ét af alle de gode løfter som Jehova havde givet Israels hus slog fejl; alt gik i opfyldelse.“ — Josua 21:45; 23:14.

Fra Josuas tid og indtil Messias kom, gik i hundredvis af inspirerede profetier fra Gud i opfyldelse. For eksempel kom den der genopbyggede Jeriko til at lide straf i overensstemmelse med en profeti der var blevet udtalt flere århundreder i forvejen. (Josua 6:26; 1 Kongebog 16:34) Et andet eksempel er et løfte som tilsyneladende var umuligt at opfylde. De udsultede indbyggere i Samaria blev lovet rigeligt med mad at spise allerede dagen efter at løftet var givet dem. I Anden Kongebog, kapitel 7, kan vi læse hvordan Gud opfyldte dette løfte.

Verdensrigers opståen og fald

Gud inspirerede bibelskribenter til at nedskrive detaljer om verdensrigers opståen og fald. Gud brugte for eksempel sin profet Esajas til at forudsige det mægtige Babylons fald næsten 200 år før det skete. Mederne, der blev persernes allierede, omtales som sejrherrerne. (Esajas 13:17-19) Og endnu mere bemærkelsesværdigt nævner Guds profet at en persisk konge ved navn Kyros ville føre an i erobringen, og dét til trods for at Kyros ikke engang var født da profetien blev nedskrevet. (Esajas 45:1) Der blev imidlertid forudsagt flere detaljer.

For eksempel forudsagde profeten Esajas hvordan Babylon ville blive erobret. Han skrev at Babylons beskyttende vande, Eufratfloden, ville tørre ud, og at byens porte ikke ville være lukkede. (Esajas 44:27–45:1) Disse specifikke detaljer gik i opfyldelse, hvilket fremgår af historikeren Herodots beretning.

Mens Babylon stadig var ved magten lod Gud sin profet Daniel nedskrive oplysninger om de verdensmagter der skulle følge efter dette verdensrige. Daniel fik et syn af en symbolsk tohornet vædder som besejrer alle andre „vilddyr“. Daniel lod ikke nogen tvivl råde om hvem den tohornede vædder repræsenterer, idet han skrev at den står for „Mediens og Persiens konger“. (Daniel 8:1-4, 20) Ja, nøjagtig som forudsagt blev Medo-Persien den næste verdensmagt da den i år 539 f.v.t. besejrede Babylon.

I dette syn fra Gud så Daniel derefter ’en gedebuk med et anseligt horn mellem øjnene’. Daniel fortsatte sin beskrivelse: ’Jeg så den nå hen til vædderen, og den stødte til vædderen og brød dens to horn af, og der var ingen til at udfri vædderen. Og gedebukken optrådte meget overlegent, men så snart den var blevet mægtig, blev det store horn brudt af, og i stedet for det voksede der fire horn ud.’ — Daniel 8:5-8.

Guds ord lader os ikke i tvivl om hvad alt dette betyder. Læg mærke til forklaringen: „Den lodne buk er Grækenlands konge, og det store horn som var mellem dens øjne, er den første konge; og når dét blev brudt af, så der til sidst fremstod fire i dets sted, vil fire riger fremstå af hans nation, men ikke med hans kraft.“ — Daniel 8:21, 22.

Historien viser at denne „Grækenlands konge“ var Alexander den Store. Efter hans død i 323 f.v.t. blev hans verdensrige til sidst delt mellem fire af hans generaler — Seleukos I Nikator, Kassander, Ptolemaios I og Lysimachos. Nøjagtig som Bibelen havde forudsagt ’fremstod der til sidst fire i dets sted’, og ingen af disse fire kom nogen sinde til at besidde samme magt som Alexander. Disse bibelprofetier har fået så forbløffende en opfyldelse at de med rette er blevet kaldt „historie skrevet på forhånd“.

Den lovede Messias

Gud lovede ikke blot at der skulle fremstå en messias som skulle udfri menneskene fra syndens og dødens virkninger, men han sørgede også for at man ved hjælp af snesevis af profetier kunne identificere den sande Messias. Lad os betragte nogle få af disse profetier hvis opfyldelse Jesus ikke selv kunne være herre over.

Århundreder i forvejen var det blevet forudsagt at den lovede Messias skulle fødes i Betlehem, og at han ville blive født af en jomfru. (Jævnfør Mika 5:2 og Mattæus 2:3-9; Esajas 7:14 og Mattæus 1:22, 23.) Der var profeteret at han skulle forrådes for 30 sølvstykker. (Zakarias 11:12, 13; Mattæus 27:3-5) Det var endvidere blevet forudsagt at ingen knogler i hans legeme skulle blive knust, og at man ville kaste lod om hans klæder. — Jævnfør Salme 34:20 og Johannes 19:36, Salme 22:18 og Mattæus 27:35.

Særlig betegnende er Bibelens forudsigelse om hvornår Messias skulle træde frem. Guds ord siger: „Fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias, Føreren, vil der være syv uger og toogtres uger.“ (Daniel 9:25) Ifølge Bibelen udgik befalingen om at genrejse og genopbygge Jerusalems mure i kong Artaxerxes’ tyvende regeringsår. Den verdslige historie viser at dette skete i år 455 f.v.t. (Nehemias 2:1-8) Disse 69 åruger sluttede 483 år senere (7 × 69 = 483), eller i år 29 e.v.t. Nøjagtig det år blev Jesus døbt og salvet med hellig ånd — og blev dermed Messias eller Kristus.

Det er værd at lægge mærke til at folk på Jesu tid forventede at Messias skulle fremstå på det tidspunkt, hvilket den kristne historiker Lukas beretter. (Lukas 3:15) De romerske historikere Tacitus og Svetonius, den jødiske historiker Josefus og den jødiske filosof Filon bevidnede også denne tilstand af forventning. Selv Abba Hillel Silver indrømmer i sin bog A History of Messianic Speculation in Israel at „man forventede at Messias fremstod omkring den anden fjerdedel af det første århundrede e.v.t.“ Han siger at dette skyldtes „den kronologi som var almindeligt kendt dengang“ og som delvis byggede på Daniels Bog.

I betragtning af disse oplysninger overrasker det os ikke at Bibelen også angiver hvornår Messias skulle komme igen for at herske som konge. Kronologiske vidnesbyrd i Daniels profeti angiver nøjagtigt hvornår „den Højeste“ ville overgive herredømmet over jorden til „den ubetydeligste blandt menneskene“, nemlig Jesus Kristus. (Daniel 4:17-25; Mattæus 11:29) Daniel omtaler en periode på „syv tider“ eller syv profetiske år, og ifølge beregninger udløb denne periode i 1914.a

Ingen kender dagen

Året 1914 markerer imidlertid blot det tidspunkt hvor Kristus begyndte at herske „midt blandt [sine] fjender“. (Salme 110:1, 2; Hebræerne 10:12, 13) Åbenbaringens Bog i Bibelen afslører at Kristus, når han begynder at herske i himmelen, vil kaste Satan Djævelen og hans engle ned til jorden. Bibelen oplyser at inden han sætter disse onde åndeskabninger ud af spillet, vil de i „en kort tidsperiode“ forårsage store vanskeligheder på jorden. — Åbenbaringen 12:7-12.

Det er værd at bemærke at Bibelen ikke oplyser hvornår denne korte tidsperiode ophører eller hvornår Kristus optræder som domsfuldbyrder over for Guds fjender i Harmagedon. (Åbenbaringen 16:16; 19:11-21) Som nævnt i den foregående artikel sagde Jesus at vi skulle være parate, for intet menneske kender datoen for denne begivenhed. (Markus 13:32, 33) Når nogle går ud over det Jesus har sagt, som de første kristne i Thessalonika gjorde og andre efter dem, vil deres forudsigelser være falske eller unøjagtige. — 2 Thessaloniker 2:1, 2.

Opfattelser korrigeret

Før udløbet af 1914 forventede mange kristne at Kristus ville komme igen på den tid og tage dem til himmelen. Den 30. september 1914 sagde bibelstudenten A. H. Macmillan i et foredrag: „Det er sandsynligvis det sidste offentlige møde, jeg taler ved, da vi jo alle snart kommer hjem [til himmelen].“ Macmillan tog tydeligvis fejl. Det var imidlertid ikke den eneste gang han og andre bibelstudenter ikke fik opfyldt deres forventninger.

Bibelstudenterne, der siden 1931 har været kendt som Jehovas Vidner, forventede også at nogle vidunderlige bibelprofetier ville gå i opfyldelse i 1925. De formodede at den jordiske opstandelse ville begynde på den tid og at fortidens trofaste tjenere, såsom Abraham, David og Daniel, ville komme til live igen. Mange forkyndere mente senere at de begivenheder der er knyttet til begyndelsen af Kristi tusindårsrige, måske ville finde sted fra og med 1975. De byggede deres forventninger på en forståelse af at det syvende årtusind af menneskenes historie ville begynde i dette år.

Disse fejlagtige opfattelser var ikke ensbetydende med at Guds løfter var usande eller at han havde taget fejl. Som i tilfældet med de kristne i det første århundrede, skyldtes fejlene eller misforståelserne at de ikke havde lyttet til Jesu ord om at ingen kender tidspunktet. De forkerte slutninger skyldtes ikke ondsindethed eller troløshed mod Kristus, men et inderligt ønske om at måtte se Guds løfter gå i opfyldelse i deres egen tid.

Macmillan forklarede senere: „Jeg lærte at vi burde indrømme vore fejl og granske Guds ord for at blive mere oplyst. Selv om vi fra tid til anden måtte ændre vor forståelse, kunne dette ikke ændre den nåderige genløsningsforanstaltning og Guds løfte om evigt liv.“

Mennesker tager ofte fejl, men det gør Gud ikke. Derfor kan vi trygt stole på hans løfter. Sande kristne vil derfor blive ved med at vente i lydighed mod Jesu bud. De vil holde sig vågne og være parate til Kristi uafvendelige komme som Guds Domsfuldbyrder. De vil ikke lade sig sløve af falske forudsigelser og sidde den sande advarsel om verdens ende overhørig.

Men hvordan forholder det sig med troen på at denne verden vil blive bragt til ophør? Er der vidnesbyrd om at det snart vil ske? Bliver det i vor tid?

[Fodnote]

[Illustration på side 7]

Der blev forudsagt præcise detaljer om Babylons fald

[Illustrationer på side 9]

Der var mange af profetierne om Jesus hvis opfyldelse han ikke selv kunne være herre over