’Mor, tak fordi du tog mig hjem’

JEG var altid nervøs når Glen, min mand, var ude at flyve, og jeg faldt ikke til ro før han var hjemme igen. Flyvning var som regel en fritidsfornøjelse for ham. Men denne gang var han blevet hyret til at tage nogle luftfotografier. Vores yngste søn, Todd, var med ham. Glen har altid været en forsigtig pilot og han tog aldrig unødige chancer.

Da telefonen ringede søndag eftermiddag den 25. april 1982, var det med bange anelser jeg tog den. Det var min svoger. „Flyet med Glen og Todd er styrtet ned,“ sagde han. „Vi mødes på hospitalet.“

Min 13-årige søn, Scott, og jeg bad en bøn og skyndte os hen på hospitalet. Da vi kom derhen fik vi at vide at Glens fly var styrtet ned omkring 100 kilometer nord for New York. (Den nøjagtige årsag til styrtet blev aldrig fastslået.) Glen og Todd var i live, men deres tilstand var kritisk.

Jeg underskrev de juridiske formularer der gav hospitalet lov til at give den nødvendige behandling. Men som et af Jehovas vidner kunne jeg ikke gå med til brug af blod da det er en overtrædelse af Bibelens bud om at kristne skal ’afholde sig fra blod’. (Apostelgerninger 15:28, 29) Glen bar et lægeligt dokument på sig der klart og tydeligt beskrev hans overbevisning i den henseende. Vi gav dog lægerne lov til at bruge plasmaerstatningsmidler.a

Glen havde svære læsioner i hovedet og brystet. Han døde i løbet af nogle få timer. Det sværeste jeg nogen sinde har stået over for, var at skulle gå ud i venteværelset og fortælle min søn Scott at hans far var død. Han klyngede sig til mig og sagde: „Hvad skal jeg nu gøre? Jeg har mistet min bedste ven.“ Ja, Glen havde været mine sønners bedste ven fordi han havde brugt tid sammen med dem til adspredelse og gudsdyrkelse. Ud over at være min mand, var han også min bedste ven. Hans død var et stort tab.

Står fast på vores overbevisning

Todd havde brækket et ben og en finger, fået knust kindbenene og var svært hjerneskadet. Han gik i koma. Det var meget hårdt for mig at betragte min niårige søn, der blot nogle timer forinden havde været fuld af liv. Todd havde altid været en glad og energisk dreng. Han var snakkesalig og elskede at synge og spille. Nu var han ikke engang klar over at jeg var der.

Lægerne forlangte at jeg gik med til at Todd fik en blodtransfusion, idet de frygtede at der måske ville blive behov for operation. Det nægtede jeg. De reagerede ved at få en retskendelse der gav dem lov til at bruge blod. Det blev imidlertid ikke nødvendigt med et kirurgisk indgreb, og Todd havde ingen indre blødninger. Men nogle få dage senere sagde lægerne at de alligevel ville give ham blod. Vi var lamslåede. „Det er nødvendigt,“ var den eneste forklaring lægen gav os. De ignorerede vores religiøse overbevisning og gav Todd tre enheder blod. Jeg følte mig fuldstændig hjælpeløs.

I adskillige dage efter ulykken var vi forsidestof. De lokale aviser fik læserne til at tro at Glen var død fordi han havde nægtet at modtage blod, og citerede endda en lokal læge som var af samme opfattelse. Det var ikke sandt. Den læge der foretog obduktionen bekræftede senere at Glen under ingen omstændigheder kunne have overlevet sine svære læsioner i hovedet og brystet. Heldigvis gav den lokale radiostation forskellige Jehovas vidner lov til at begrunde vort standpunkt ud fra Bibelen. Et godt vidnesbyrd blev aflagt, og Jehovas vidners syn på blodet blev et almindeligt samtaleemne i vores hus-til-hus-forkyndelse.

Todd kommer til bevidsthed

Todd var stadig i koma. Men da en sygeplejerske den 13. maj vendte ham i sengen, åbnede han endelig øjnene. Jeg gav ham et knus og prøvede at tale til ham, men der var ingen reaktion. Han kunne hverken blinke eller trykke min hånd. Men fra da af gjorde han støt fremskridt. Når vi kom ind på stuen, vendte han hovedet mod døren. Når vi talte til ham, kiggede han på os. Men vi vidste ikke om Todd kunne registrere at vi var der. Vi begyndte at arbejde med ham for at stimulere ham mentalt og fysisk. Helt fra starten talte vi til ham, læste højt for ham og spillede musik og kassetteindspilninger med beretninger fra Bibelen. Jeg spillede endda guitar for ham. Det var terapi for os begge.

Vi modtog megen hjælp fra den lokale menighed af Jehovas Vidner. Min ældste søn, Scott, har senere fortalt: „To familier betragtede mig bogstavelig talt som deres egen søn og tog mig med på ferie.“ Derudover var der nogle som slog vores græsplæne, vaskede vores tøj og lavede mad til os. Venner og familie skiftedes også til at sidde hele natten hos Todd på hospitalet.

I ugevis reagerede Todd ikke på al denne opmærksomhed — ikke engang med et smil. Så fik han lungebetændelse. Lægerne bad om lov til at lægge Todd tilbage i respirator. Men han kunne risikere at blive afhængig af den. I kan nok forestille jer hvordan jeg havde det da jeg skulle træffe denne beslutning, der kunne betyde liv eller død. Men da det gjaldt en blodtransfusion havde man fuldstændig ignoreret mine ønsker! Under alle omstændigheder valgte vi respiratoren og håbede på det bedste.

Om eftermiddagen tog jeg hjem for at samle kræfter. Ved hoveddøren stod en embedsmand. Han fortalte os at vi var nødt til at sælge vort hus for at gøre plads til en udvidelse af vejnettet. Nu stod vi over for endnu et stort problem der skulle løses. Jeg havde altid fortalt andre at Jehova ikke vil tillade at vi bliver prøvet over evne. Jeg citerede gerne ordene i Første Petersbrev 5:6, 7: „Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer; kast samtidig al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ Nu blev min tro og tillid til Gud sat på en hård prøve.

I de næste mange uger fik Todd den ene infektionssygdom efter den anden. Dagene gik med blodprøver, rygmarvsprøver, scanning af knogler og hjerne, evakuering af væske i lungerne og utallige røntgenfotograferinger. I august faldt Todds temperatur endelig til det normale, og den sonde han blev madet igennem blev fjernet. Samtidig blev Todd taget ud af respiratoren. Nu stod vi over for den største udfordring.

Todd kommer hjem

Lægerne havde fortalt os at det bedste ville være at anbringe Todd på en institution. En læge mindede os om at Scott og jeg også havde et liv at leve. Selv velmenende venner gav udtryk for en lignende indstilling. Men de var åbenbart ikke klar over at Todd var en vigtig del af vores tilværelse. Og hvis vi kunne magte at sørge for ham derhjemme, ville han desuden være omgivet af nogle der elskede ham og havde samme tro.

Vi anskaffede en kørestol og en hospitalsseng. Med hjælp fra nogle venner brød vi væggen i mit soveværelse ned, installerede skydedøre af glas og byggede en terrasse og en rampe udenfor så Todd kunne køre direkte ind i sit soveværelse.

Om formiddagen den 19. august var tiden kommet til at min søn, der stadig var halvt i koma, kunne komme hjem. Todd kunne åbne sine øjne og bevæge sin højre fod og arm en lille smule, men lægen havde sagt at det ikke ville blive bedre. Nogle uger senere tog vi Todd med hen til en meget dygtig neurolog, som desværre kun gentog lægens udtalelse. Men alligevel glædede jeg mig til at få ham hjem. Min mor og nogle få nære venner ventede på os derhjemme. Om aftenen var vi tilmed henne i rigssalen sammen. Det gav os den første fornemmelse af hvilken enorm indsats det ville kræve at passe Todd.

Todd passes hjemme

Jeg havde ikke forestillet mig hvor tidskrævende det er at passe en handicappet. Det tog Todd over en time at spise et måltid. Det tager stadig næsten en time at bade ham, vaske hans hår og klæde ham på. Når han er i boblebad tager det omkring to timer. Al transport kræver stor fysisk anstrengelse. Selv om Todd har gjort store fremskridt inden for den sidste tid, har han haft meget svært ved at sidde oprejst, selv med hjælp fra en justérbar kørestol; han er som regel nødt til at ligge på gulvet. I flere år sad jeg med ham på gulvet bagerst i rigssalen under møderne. Men dette afholdt os ikke fra at overvære de kristne møder, og vi plejede at komme til tiden.

Vores tålmodige anstrengelser har givet resultater. En overgang troede lægerne at ulykken havde gjort Todd døv og blind. Inden ulykken var jeg imidlertid begyndt at lære mine drenge tegnsprog. I løbet af den første uge derhjemme begyndte Todd med tegn at svare ja og nej på de spørgsmål vi stillede ham. Senere udviklede han evnen til at pege. Vi viste ham billeder af vore venner og bad ham om at udpege nogle bestemte, hvilket han gjorde uden problemer. Han kunne også præcist skelne tal og bogstaver. Senere arbejdede vi videre med ord. Hans opfattelsesevne var der ikke noget i vejen med! I november, kun syv måneder efter ulykken, indtraf der en længe ventet begivenhed.

Todd smilede. Og i januar blev hans smil ledsaget af latter.

Som tidligere nævnt blev vi tvunget til at sælge vort hus. Men det skulle vise sig at være en fordel eftersom vort toetages hus var for lille og hæmmede Todds bevægelsesfrihed. Vi havde ikke særlig mange penge til rådighed, og det ville derfor blive vanskeligt at finde et hus der kunne opfylde vore behov. Men en venlig ejendomsmægler fandt et hus. Ejeren var en enkemand hvis kone havde siddet i kørestol. Huset var indrettet til at dække hendes behov, og det var derfor perfekt for Todd.

Huset trængte selvfølgelig til rengøring og maling. Men da vi skulle til at male, kom over 25 venner fra menigheden med malerruller og pensler for at hjælpe os.

Hverdagen

Glen havde altid taget sig af familiens regnskab, betalt regningerne og så videre. Det var nu ikke så stort et problem at sørge for disse ting, men Glen havde ikke følt at det var nødvendigt at skrive et testamente eller tegne forsikringer. Vi ville have været sparet for mange økonomiske vanskeligheder — problemer vi den dag i dag stadig kæmper med — hvis han havde taget sig tid til at sørge for sådanne anliggender. Denne erfaring fik mange af vore venner til at få orden på disse forhold.

Det var også en udfordring at skulle tilfredsstille vore følelsesmæssige og åndelige behov. Efter at Todd var kommet hjem fra hospitalet, opførte nogle sig som om krisen var ovre. Men Scott havde stadig brug for hjælp og opmuntring. De postkort, breve og telefonopringninger vi modtog, vil altid stå som et kært minde. Jeg husker et brev fra en som hjalp os økonomisk. I brevet stod der: „Jeg vil ikke skrive dette brev under da jeg ikke ønsker I skal takke mig, men Jehova, eftersom det er ham der får os til at vise kærlighed mod hinanden.“

Vi har imidlertid lært ikke at være fuldstændig afhængige af andres opmuntring, men selv at tage nogle positive skridt og derved hjælpe os selv. Når mit humør er nede i kælderen prøver jeg tit at tænke på andre. Jeg kan godt lide at bage og lave mad, og en gang imellem inviterer jeg gæster eller bager noget som jeg forærer væk. Når jeg er helt udkørt eller har brug for et pusterum, får jeg altid en invitation til middag, frokost eller et weekendophold sammen med nogle venner. Indimellem er der endda nogle som tilbyder at passe Todd så jeg kan ordne nogle ærinder eller gå på indkøb.

Min ældste søn, Scott, har også været en stor hjælp. Når som helst det har været muligt har Scott taget Todd med til selskabelige sammenkomster. Han har altid været villig til at hjælpe mig med Todd og han har aldrig klaget over at have for mange pligter. „Hvis jeg somme tider tog mig i at ønske at leve et mere ’normalt’ liv,“ har Scott senere fortalt, „mindede jeg hurtigt mig selv om at denne erfaring har bragt mig nærmere til Gud.“ Hver dag takker jeg Jehova for at jeg har fået en så kærlig og åndeligsindet søn. Han tjener nu som menighedstjener og glæder sig over at både han og hans kone kan være heltidsforkyndere.

Og Todd? Han gør fortsat gode fremskridt. Efter et par år begyndte han at tale igen. I begyndelsen var det simple ord. Derefter brugte han sætninger, og nu kan han svare ved de kristne møder. Han arbejder hårdt på at komme til at tale mere flydende, og her har taleterapi hjulpet. Han elsker stadig at synge — især i rigssalen. Han har også bevaret sit lyse sind. Ved hjælp af et gangstativ kan han nu stå oprejst. For nogen tid siden havde vi lejlighed til at fortælle denne erfaring ved et af Jehovas Vidners områdestævner. Da Todd blev spurgt om der var noget han gerne ville sige til de tilstedeværende, sagde han: „Bare rolig, jeg skal nok få det bedre.“

Vi giver Jehova al æren for at vi er kommet igennem dette. Vi har lært at stole helt og fuldt på ham. Alle de søvnløse nætter, den store indsats det har krævet at sørge for Todds personlige behov, og alle de ofre vi har måttet bringe, har været det hele værd. For nogen tid siden da vi sad og spiste morgenmad, bemærkede jeg at Todd kiggede på mig mens han smilede over hele ansigtet. Han sagde: „Jeg elsker dig, mor. Tak fordi du tog mig med hjem fra hospitalet.“ — Fortalt af Rose Marie Boddy.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 13]

Det vanskeligste var at fortælle min søn Scott at hans far var død

[Illustration på side 15]

Mig og mine sønner