Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g95 8/9 s. 20-21
  • Hvilken andel har vi selv i besvarelsen af vore bønner?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvilken andel har vi selv i besvarelsen af vore bønner?
  • Vågn op! – 1995
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvad kan vi selv gøre?
  • Gør en aktiv indsats!
  • Jehova vil gøre sin del
  • Husjaj
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
  • Absalom
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
  • 2. Samuel – Oversigt
    Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen
  • 2. Samuel – Oversigt
    Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen (Studieudgave)
Se mere
Vågn op! – 1995
g95 8/9 s. 20-21

Hvad siger Bibelen?

Hvilken andel har vi selv i besvarelsen af vore bønner?

PÅ VEJ op ad bjergsiden standser den betrængte konge et øjeblik og ser ud over byen. Han betragter sit majestætiske palads og hovedstadens spredte bebyggelse, og tænker på de sørgelige hændelser i sin familie. En stor hær som har samlet sig i syd, marcherer nu mod byen. Højtstående embedsmænd har forrådt kongen, og flertallet af befolkningen er gået over på oprørernes side. Kongen beder nedslået til Gud. Hans stærke religiøse overbevisning er med til at styrke ham i håbet om at Gud vil lytte til hans indtrængende bøn og forpurre de sammensvornes planer. Så vender han sig bort fra den smukke by, går ned ad bjerget og fortsætter mod nord i retning af ørkenen på den anden side af floden. Hvad andet kan han gøre? Nu ligger alt i Guds hænder.

I vanskelige tider vender ydmyge troende sig i dag på lignende måde til Gud i bøn. Samtidig med at Bibelen giver dem en trøstende vished om at Jehova Gud er den som „hører bøn“, indeholder den også klare retningslinjer for hvordan man skal bede. (Salme 65:2) Vi bliver forsikret om at Gud lytter til dem som oprigtigt søger ham.

Men er bøn og tro tilstrækkeligt? Hvor meget kan vi selv gøre når det drejer sig om resultatet af vore bønner?

Hvad kan vi selv gøre?

Den konge der blev nævnt i indledningen var kong David af Israel. Hans udspekulerede søn Absalom og hans hykleriske rådgiver Akitofel havde stiftet en sammensværgelse, og David valgte under disse omstændigheder at flygte fra Jerusalem og søge tilflugt i den befæstede ørkenby Mahanajim på den østlige side af Jordanfloden. Han var sikkert deprimeret, nervøs og tynget af skuffelse da han bad en indtrængende bøn til Jehova med disse ord: „Jehova, gør dog Akitofels råd tåbeligt!“ (2 Samuel 15:11-15, 30, 31) Men David gjorde mere end blot at bede. Han foretog sig noget for at hans bøn kunne gå i opfyldelse. Hvad gjorde han?

Længe før han måtte gennemgå disse prøvelser var han begyndt at skabe grundlag for at blive bønhørt. Over en lang årrække, endda før han blev konge, havde David vist sig at være en loyal tilbeder af Jehova. (1 Samuel 16:12, 13; Apostelgerninger 13:22) Han havde således fået et nært forhold til Gud. Når David bad under sine prøvelser troede han derfor på at Jehova ville lytte til hans bøn og besvare den på en passende måde.

Det samme er tilfældet i dag. At følge de bibelske principper i dagligdagen er ofte en vigtig forudsætning for at vi kan påvirke udfaldet af vore bønner. Et nært forhold til Jehova opstår ved at vi loyalt følger gudgivne principper. Dette nære forhold og trosmønster bør eksistere inden prøvelserne begynder. Det vil virke ligesom et stærkt fundament hvorpå man bygger et hus; fundamentet ligger færdigt inden vægten af bygningen lægges ovenpå. Vi kan derfor — allerede nu, inden prøvelserne begynder — gøre noget for at sikre et godt resultat af vore bønner.

Gør en aktiv indsats!

Det er sandt at Davids forhold til Gud spillede en afgørende rolle for besvarelsen af hans bønner; men David erkendte også at han ikke passivt kunne vente på at bønnen blev besvaret. Han gjorde derfor en aktiv indsats. Det ses tydeligt af den kloge handlemåde han lagde for dagen efter at han havde bedt.

En af Davids trofaste venner, en arkit ved navn Husjaj, kom den flygtende konge i møde på Oliebjerget. Husjaj ønskede at gøre David følgeskab til hans eksil, men han bøjede sig for Davids indtrængende anmodning om at forblive i byen. Han skulle foregive troskab mod Absalom, forsøge at modvirke den forræderiske vejleder Akitofels råd, og holde David underrettet om begivenhederne. (2 Samuel 15:32-37) Som ventet lykkedes det Husjaj at vinde Absaloms tillid. Nu var tiden kommet da Jehova ville gribe ind.

Den opfindsomme men troløse Akitofel foreslog en kløgtig plan. Han bad Absalom give ham 12.000 mand hvormed han den selv samme nat ville angribe David, der var på flugt, uforberedt og sårbar — det ville have gjort det af med David, og ville én gang for alle have sikret revolutionens gennemførelse! Til stor overraskelse for mange ønskede Absalom også at høre hvad Husjaj mente om denne sag. Husjaj anbefalede Absalom at tage sig tid til at samle en overlegen militærstyrke der skulle stilles under Absaloms egen kommando. Under Jehovas ledelse blev Husjajs råd foretrukket frem for Akitofels — hvilket fik Akitofel til at vende hjem og begå selvmord. Det skyldtes formentlig at han indså at man ved at følge Husjajs råd ville lide et sikkert nederlag. — 2 Samuel 17:1-14, 23.

Der var ingen tvivl om at Jehova havde besvaret Davids bøn — præcis som han havde bedt om. Alle som søger Guds hjælp gennem bøn kan ved at betragte Davids gode eksempel lære hvor værdifuldt det er at handle i overensstemmelse med sine bønner.

Jehova vil gøre sin del

Jesus lærte sine disciple at bede om det daglige brød, og lovede at Gud ville tage sig af deres behov hvis de satte Hans interesser først i livet. (Mattæus 6:11, 33) For eksempel må en der er arbejdsløs handle i overensstemmelse med sine bønner om midler til livets opretholdelse, ved at gøre alt hvad han kan for at finde eller skabe sig et arbejde.

Vore muligheder for at påvirke resultatet af vore bønner vil variere meget hvad vi end beder om. Nogle gange kan vi gøre en hel del, andre gange meget lidt, om overhovedet noget. Det vigtigste er ikke om vi kan gøre meget eller lidt, men om vi gør vort bedste.

Vi kan være forvissede om at Jehova kender vore omstændigheder og evner. Han er til fulde klar over hvad vi er i stand til at udrette, og han vil aldrig kræve mere af os end vi kan klare. Han vil opveje enhver mangel, hvad enten vi kan gøre en hel del eller meget lidt. Han værdsætter og fremmer de bestræbelser vi gør os; og han vil handle i overensstemmelse med disse for at udvirke det bedste resultat for alle parter. — Salme 3:3-7.

Kong David kunne midt i strabadserne tillidsfuldt erklære: „Frelsen tilhører Jehova. Din velsignelse er over dit folk.“ (Salme 3:8) Måtte vor tillid til Jehovas kraft sammen med vore egne bestræbelser, store eller små, føre til et lykkeligt resultat af vore bønner.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del