Spil — 90’ernes lidenskab

ET KAMERA med en farvefilm foreviger begivenheden. Billedet fylder hele to sider i en søndagsavis. Et enormt pakhus er blevet omdannet til en bingohal på flere tusind kvadratmeter, og så langt øjet rækker sidder der spillere i alle aldre og af alle nationaliteter. Deres trætte ansigter og blodskudte øjne taler deres tydelige sprog om mange timers uafbrudt spil. Spændt venter de på at det næste nummer råbes op i håb om at de omsider vil vinde, måske efter en hel aften uden gevinst.

Vi blader i avisen. Øjet falder på nogle bekymrede ansigter — hasardspillere med hænderne fulde af kort. Mon ’hånden’ er god nok? Ofte skifter tusinder af kroner ejermand når det næste kort trækkes. Billedet viser ikke de svedige hænder. Det kan ikke formidle spillernes hurtige hjertebanken, eller den stille bøn om at de næste kort må blive bedre end medspillernes.

Lad os engang bevæge os ind i de luksuriøse kasinoer i de overdådige hoteller og flodbåde. Pas på ikke at fare vild i labyrinten af farvestrålende spilleautomater. Lyden af håndtag der bliver trukket og hjul der snurrer er øredøvende. Men for spillerne er lyden som sød musik, og det hvad enten de taber eller vinder. „Hele spændingen ligger i hvad der sker næste gang de trækker i håndtaget,“ siger lederen af et kasino.

Ban dig vej gennem menneskemylderet ved roulettebordene. Man kan næsten blive hypnotiseret af det snurrende hjul med de røde og sorte felter. Lyden af den dansende kugle øger fortryllelsen. Rundt og rundt indtil kuglen standser og man enten har tabt eller vundet. Ofte tabes der tusinder af kroner i et enkelt spil.

På verdensplan kan disse billeder og optrin ganges med titusinder, spillerne med utallige millioner og lokaliteterne med tusinder. Folk valfarter med fly, busser, skibe og biler til alle dele af verden for at få stillet deres hang til hasardspil. Det er blevet kaldt „den skjulte sygdom, 90’ernes lidenskab: Spillenarkomani“. Forskeren Durand Jacobs, der er en autoritet i USA når det gælder folks spilleadfærd, har sagt: „Jeg forudser at 90’erne vil markere en historisk storhedstid for det legaliserede hasardspil.“

I 1993 var der i De Forenede Stater flere amerikanere der gik på kasino end til de store baseballkampe — 92 millioner i alt. Opførelsen af nye spilleetablissementer vil tilsyneladende ingen ende tage. Hoteldirektører på den amerikanske østkyst er nærmest euforiske. „Vi har overhovedet ikke værelser nok til de hen ved 50.000 gæster der hver dag går på kasino.“

I mange af Sydstaterne, hvor man indtil for få år siden betragtede hasardspil som syndigt, tog man i 1994 imod hasardspil med åbne arme og betragtede det som en redningsplanke. „I dag kunne man lige så godt kalde Bibelbæltet for Blackjack-bæltet [et hasardspil]. Der findes kasinoer til lands og til vands overalt i Mississippi og Louisiana, og der er planer om at oprette flere i Florida, Texas, Alabama og Arkansas,“ hedder det i U.S.News & World Report. Visse religiøse ledere har nu foretaget en kovending i deres opfattelse af det syndige ved hasardspil. Da byembedsmænd i New Orleans i Louisiana i 1994 døbte byens første flydende kasino på floden Mississippi, bad en præst en bøn hvori han takkede Gud for „evnen til at spille: en dyd hvormed du har velsignet byen,“ som han udtrykte det.

Man regner med at 95 procent af alle amerikanere i år 2000 vil bo mindre end fire timers kørsel fra et spillekasino. Også de amerikanske indianere ønsker sig en ordentlig bid af spillekagen. Ifølge U.S.News & World Report har den amerikanske regering indtil nu godkendt at indianerne rundt om i landet driver 225 kasinoer og bingohaller med store indsatser.

Når dertil føjes kortspilslokaliteterne, spilleriet i forbindelse med sportsbegivenheder, heste- og hundevæddeløb, kirkebingo og den slags, forstår man hvorfor det i 1993 er lykkedes amerikanerne at spille 394 milliarder dollars op, en øgning på 17,1 procent i forhold til det foregående år. Modstanderne af spil er rådvilde. „Kirkerne, templerne og regeringen er de institutioner der mere end noget andet skal hjælpe folk,“ udtaler den administrerende direktør for Rådet til Bekæmpelse af Vanemæssig Spillelidenskab. „Og nu driver de alle sammen spillevirksomhed.“ En amerikansk avis har kaldt De Forenede Stater for „en nation af spillere“ og har skrevet at spil er „Amerikas virkelige nationalsport“.

England har nu for første gang siden 1826 genindført lotteriet, og salget går godt. Landet oplever også et enormt bankoboom, skriver The New York Times Magazine. „Moskva er nu overstrøet med travle kasinoer. I Vestbeirut sætter libanesiske spillere bogstavelig talt livet på spil for at frekventere spillestederne, der både angribes af militæret og af religiøse fundamentalister,“ rapporterer Times. „De der vinder store gevinster eskorteres hjem af kasinovagter bevæbnet med maskingeværer.“

„Canadierne ved ikke at de er en nation af spillere,“ siger en canadisk embedsmand der fører tilsyn med landets spillesteder. „Der bliver sandsynligvis på nogle områder spillet mere i Canada end i USA,“ tilføjer han. „Canadierne brugte sidste år over 10 milliarder [canadiske] dollars på legale spil og væddemål — næsten 30 gange mere end de brugte på at gå i biografen,“ skriver avisen The Globe and Mail. „Bingoindustrien i Canada er langt mere udviklet end den er eller nogen sinde har været i USA. Lotterierne er også mere udviklede i Canada. Det samme gælder hestevæddeløb,“ siger avisen.

„Ingen ved hvor mange spillenarkomaner der findes i Sydafrika, men det drejer sig om tusinder,“ skriver en sydafrikansk avis. Den spanske regering er udmærket klar over problemet og det voksende antal spillere. De officielle tal viser at mange af landets 38 millioner indbyggere på ét år har spillet for 137,5 milliarder kroner, hvilket giver en af verdens højeste spilleprocenter. „Spaniere er inkarnerede spillere,“ siger en mand der har dannet en forening der hjælper spillere. „Det har de altid været. . . . De spiller på heste, på fodbold, i lotteri og naturligvis også roulette, poker, bingo og på de infernalske spilleautomater.“ Det er først i de senere år at spillelidenskab i Spanien er blevet anerkendt som en psykisk lidelse.

Der er også noget der tyder på at Italien er blevet revet med af spillefeberen. Der bruges ikke alene milliarder i lotterier og i tipning men også i avisbanko og ved spilleborde. „Spil har gennemsyret alle sider af dagligdagen,“ hedder det i en regeringsfinansieret undersøgelse. I dag „har hasardspil nået et omfang man aldrig før har drømt om, og både regeringsembedsmænd og sognepræster er med i kapløbet om at få en bid af kagen,“ skriver The New York Times.

Hvor sandt! I mange tilfælde berører hasardspil alle sider af folks tilværelse, hvilket de følgende artikler viser.

[Tekstcitat på side 4]

Tidligere en synd, nu en ’frelser’

[Tekstcitat på side 5]

Spillepandemien er global