Canadas højesteret styrker forældres rettigheder
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I CANADA
ALLE kærlige forældre ville naturligvis blive bange og bekymrede hvis deres barn blev alvorligt sygt. Hvor er det beroligende og trøstende når ansvarsfulde og medfølende læger respekterer forældrenes valg af behandlingsform. Der opstår imidlertid situationer hvor lægerne handler egenrådigt, og forældrenes ønsker bliver ignoreret. Meget ofte fører dette til traumatiske oplevelser.
I Canada giver de love der skal beskytte børns velfærd myndighederne ret til at fjerne børn fra hjemmet. Fire provinser tillader at myndighederne tilsidesætter forældrenes ønsker uden en retssag. Dette rejser nogle vigtige spørgsmål for alle forældre og børn. Hvilke beslutninger bør overlades til forældrene? Hvis myndighederne er uenige i de beslutninger forældrene har taget, hvilken procedure bør man da følge for at sikre at forældre og børn bliver retfærdigt behandlet? Er forældrenes beslutninger beskyttet af forfatningen?
Den 3. marts 1995 var der i The Toronto Star en artikel som behandlede disse spørgsmål i forbindelse med en sag om et spædbarn der i 1983 var blevet født for tidligt. Hendes forældre var Jehovas vidner. „[De] kunne gå med til de fleste former for lægebehandling, men ikke blodtransfusion. Lægerne bad om en dommerkendelse. Dommeren gav en børneværnsorganisation myndighed over barnet. Der blev ikke givet barnet blod før tre uger senere, og da var det kun med henblik på en valgfri øjenundersøgelse og en eventuel øjenoperation. Forældrene protesterede indtil sagen nåede højesteret.“
Den 27. januar 1995 kom kendelsen. Selv om højesteret ikke beklagede det der var sket i 1983, stemte fem af de ni dommere for et sæt retningslinjer for hvordan man undgår at statsmyndigheden misbruger sin magt. Højesteretsafgørelsen styrkede forældres ret til at træffe beslutninger om lægebehandling af deres børn.
Retten betragtede specielt forældrenes rolle som beslutningstagere i lyset af den religionsfrihed der er garanteret af den canadiske erklæring om rettigheder og friheder (’The Charter’). Dommer Gerard La Forest sagde på dommerflertallets vegne: „Forældrenes ret til at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning, der også omfatter valg af lægebehandling og andre behandlingsformer, er et fundamentalt aspekt ved religionsfrihed.“
Det er første gang at Canadas højesteret har afgivet en kendelse hvor religionsfrihed i ’The Charter’ indbefatter forældrenes ret til at vælge lægebehandling for deres børn. Dommer La Forest definerede dette princip med disse ord: „Det betyder ikke at myndighederne ikke kan gribe ind når de anser det for nødvendigt at beskytte barnets selvbestemmelsesret eller sundhed. Men en sådan indgriben må være berettiget. Med andre ord skal forældrenes beslutning være beskyttet af ’the Charter’. Retten må nøje undersøge om en indgriben fra myndighedernes side er berettiget, og en sådan bør kun tillades når den er i overensstemmelse med principperne i ’The Charter’.“
Dommer La Forest understregede behovet for at kunne dokumentere nødvendigheden af at gribe ind i forældrenes beslutning da han kommenterede hvad to af hans meddommere havde sagt: „Nogle af deres bemærkninger kan forstås som om de støtter en tilsidesættelse af forældrenes ret, blot fordi en læge mener at det er nødvendigt. Det ville være meget betænkeligt hvis en læge kunne tilsidesætte forældrenes synspunkter uden at forklare grunden til det.“
Forældrenes ret til at vælge behandlingsform blev betragtet som en grundlovssikret ret ifølge den canadiske erklæring om rettigheder og friheder. Det var således et overbevisende budskab der blev sendt ud til sundhedspersonale og dommere. De skulle være opmærksomme på forældrenes rettigheder og respektere dem. Ansvarsbevidste læger vil hilse disse retningslinjer velkommen og støtte forældrenes valg af fornuftige alternative behandlingsformer til deres børn, deriblandt lægebehandling uden blod.
I betragtning af den aktuelle debat om blodtransfusion og de velkendte risici herved, deriblandt AIDS, er det en megetsigende kommentar dommer La Forest kom med: „Den ængstelse som anklagerne har givet udtryk for under appelsagen rejser spørgsmålet om det er hensigtsmæssigt at fortsætte med behandlingsformer hvor de medicinske fordele er yderst tvivlsomme . . . De medicinske beviser der blev fremlagt i 1983 . . . giver os imidlertid ikke grund til at betvivle nødvendigheden af blodtransfusion, skønt nogle måske i dag ville føle sig fristet til at gøre det. Denne appel minder os om nødvendigheden af at være varsomme med at tilsidesætte forældrenes ønsker.“ — Kursiveret af os.
Den førnævnte artikel i The Toronto Star konkluderer: „Hvad er der opnået med højesteretsafgørelsen? For det første har læger, forældre, dommere og folk inden for socialforsorgen nu retningslinjer for hvordan de skal forholde sig når lægernes opfattelse går imod forældrenes. For det andet bør den vægt der lægges på tilstedeværelsen af medicinske alternativer åbne døren for større fleksibilitet i spørgsmålet om blodtransfusion på et tidspunkt hvor der er blevet udviklet flere og flere lægevidenskabelige alternativer til blod. For det tredje må der i de situationer hvor man søger at få omstødt forældrenes beslutning være en retfærdig høring i retten hvor bevisbyrden pålægges staten og lægerne, som er forpligtede til at begrunde nødvendigheden af den foreslåede indgriben.“
Praktiserende læger, dommere og forældre i andre lande vil uden tvivl finde de retningslinjer der er fremsat af dommerflertallet i den canadiske højesteret både nyttige og konstruktive. Det er vort håb at læger fortsat vil vise forståelse og medfølelse i deres behandling og tage hensyn til både børns og forældres rettigheder.