Glas — fremstillet længe før mennesket blev til

DIATOMÉER, mikroskopiske encellede kiselalger, flyder i havenes overflade og udgør 60 procent af de organismer som havenes plankton består af. Ordet „plankton“ kommer af græsk og betyder „som driver om“, og plankton-organismerne siges at være „for små og for svage til at gøre noget som helst andet end at drive med strømmen på lykke og fromme“.

De er måske nok små, men de kan næppe siges at være svage. Når storme pisker næringsstoffer op fra havets dyb, indleder diatoméerne et sandt ædegilde, og på to dage kan de fordoble deres antal. Og samtidig med at de fordobles, fordobles også deres glasproduktion. Bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? forklarer det nærmere:

„Nogle encellede planter, kiselalgerne, fremstiller kiselglas af silicium og ilt fra havvandet, og heraf bygger de bitte små skaller eller ’pilleæsker’ til deres grønne klorofyl. En forsker priser dem i høje toner for både deres betydning og deres skønhed: ’Disse grønne blade som er indkapslet i smykkeskrin, udgør ni tiendedele af næringsgrundlaget for alt hvad der lever i havet.’ En stor del af deres næringsværdi ligger i den olie de producerer, og som bevirker at de kan holde sig flydende i nærheden af overfladen, hvor klorofylet bliver badet i sollyset.

Den samme forsker siger at disse algers smukke kiselskaller findes i en ’forbløffende variation af former — cirkler, firkanter, skjolde, trekanter, ovaler og rektangler — altid prydet med udsøgte geometriske mønstre. Dette filigranarbejde i rent glas er så fint at et menneskehår måtte deles på langs 400 gange for at passe ind i rillerne.’“ — Side 143-44.a

En anden gruppe af små kunstværker som findes i havenes plankton, er radiolarierne. Disse bittesmå protozoer — 20 eller flere kunne sidde på et knappenålshoved uden at røre hinanden — fremstiller også glas af silicium og ilt i havene. Disse skabningers komplicerede skønhed og enestående udformning trodser enhver beskrivelse, for de overgår selv diatoméerne. Se engang lidt nærmere på billedet. Det viser en af radiolarierne med tre kugler, den ene inden i den anden som en russisk dukke, med pigstråler af protoplasma stikkende ud gennem hullerne i glasskelettet for at fange og fordøje sit bytte. En videnskabsmand kommenterer det således: „Én geodætisk kuppel er ikke nok for denne superarkitekt; den laver tre glaskupler inden i hinanden, smykket med kniplingsfine borter.“

Der er svampe som konstruerer gitre af glas — en af dem der vækker størst forundring er venuskurven. Da den i begyndelsen af det 19. århundrede blev bragt til Europa, betragtede man dens udformning som så iøjnefaldende smuk at man anbragte disse svampe som kostbare skatte i zoologiske samlinger, indtil man opdagede at de slet ikke var så sjældne, men ligefrem „dannede et tæppe på havbunden i nærheden af den filippinske ø Cebu og langs Japans kyster i en dybde af 200-300 meter“.

En forsker var så betaget af den, ja næsten mystificeret, at han kom med følgende udtalelse: „Når man betragter et kompliceret svampeskelet, som for eksempel [venuskurvens], der er sammensat af kiselnåle, bliver man slået af forundring. Hvordan kan halvt uafhængige mikroskopiske celler samarbejde og udskille millioner af glasagtige nåle og konstruere et så indviklet og smukt gitter? Vi ved det ikke.“

Svampen selv ved det heller ikke. Den har ingen hjerne. Den gør det fordi den er programmeret til det. Hvem var programmøren? Et menneske? Nej. For mennesket var der ikke.

Glassets historie — og mennesket

I dag er mennesket der, og mennesket spiller en altdominerende rolle i fremstillingen og brugen af glas. Glas findes alle vegne; det omgiver os. Vi har det i vore vinduer, i vore briller, i vore computerskærme, i vore køkkenskabe og i tusindvis af andre steder.

Glassets alsidighed og skønhed har bidraget til dets popularitet. Det er ret skrøbeligt, men har styrke på anden vis. Det er stadig det foretrukne materiale til opbevaring af madvarer. Ulig metal, for eksempel, afgiver det ikke smag til maden. Nogle glasbeholdere kan endog bruges til at tilberede maden i. Og når det gælder drikke, har man svært ved at forestille sig at ens yndlingsrestaurant ville servere en god vin i plasticbægre.

Job sidestiller glas med det pureste guld. (Job 28:17) Det var afgjort ikke så almindeligt på hans tid som det er nu, men det havde sandsynligvis allerede været i brug i over tusind år.

Kunsten at lave glas nåede på et tidspunkt Ægypten. Ægypterne brugte en metode som kaldes kernestøbning. En kerne blev formet af ler og gødning; smeltet glas blev hældt ud over den og formgivet ved at blive rullet på en glat overflade. Dernæst blev tråde af glas i klare farver trukket hen over emnet i forskellige mønstre. Når glasset var afkølet blev lerkernen taget ud med et skarpt instrument. I betragtning af denne forholdsvis simple metode var det nogle overraskende smukke ting man fremstillede.

Først langt senere kom en ny metode til at revolutionere glasproduktionen: man begyndte at puste glas. Glasblæserpiben blev sandsynligvis opfundet i den østlige del af Middelhavsområdet, og denne teknik er stadig den mest benyttede til fremstilling af glas i hånden. Ved at blæse gennem en pibe, et langt jernrør med mundstykke i den ene ende, kan den erfarne glaspuster hurtigt fremstille indviklede og symmetriske genstande af den klump af smeltet glas (den såkaldte „post“) han har for enden af sin pibe. Han kan også puste det smeltede glas ned i en form. Da Jesus gik på jorden var glaspustning noget helt nyt.

Denne nye metode betød, sammen med den indsats det mægtige Romerrige gjorde for at udbrede glaskunsten, at glasprodukter blev mere tilgængelige for almindelige mennesker, og glasting var ikke længere noget som kun adelen og de rige ejede. Efterhånden som den romerske indflydelse gjorde sig mere og mere gældende, fandt kunsten at puste glas vej til mange lande.b

I det 15. århundrede var Venedig, der på den tid var et vigtigt handelscenter i Europa, blevet Europas største glasvareproducent. Den venetianske glasindustri var centraliseret på øen Murano. Venetianske glasmagere var meget ansete, men det var dem forbudt at forlade øen, da man ikke ønskede at de værdifulde fabrikationshemmeligheder skulle komme andre til gode.

De smukke venetianske glas havde en stor del af æren for glassets popularitet. Dog var glasfremstilling på ingen måde nogen let opgave. Bogen A Short History of Glass henviser til en publikation fra 1713 som beskriver hvordan det var: „Mændene står uden ophør halvnøgne i det kolde vintervejr tæt ved de hede ovne . . . De går til, fordi deres legeme og sjæl . . . udtørres i den kraftige hede.“ I de senere år har glasslibere brugt drejeskive og slibemiddel ved glaspoleringen.

Nyskabelser

England har gjort sig fortjent til særlig omtale i glassets historie. En engelsk glasmager fandt i 1676 frem til den perfekte metode til fremstilling af blyglas. Tilsætningen af blyoxid gav et tungt glas som var stærkt, klart og funklende.

Det britiske imperium stod i Victoriatiden på sin magts tinde, og på det tidspunkt var England også en fremtrædende glasproducent. Særlig bemærkelsesværdig var den store udstilling i Crystal Palace i 1851, den første verdensudstilling nogen sinde. Den tiltrak udstillere af kunstindustri og kunsthåndværk fra hen ved 90 lande. Selv om glas havde en fremtrædende plads under udstillingen, var det Crystal Palace i sig selv, med sin over otte meter høje glasfontæne, som stjal billedet. Der var blevet brugt hen ved 400 tons glas til denne kæmpebygning, som havde 300.000 mundblæste vinduesruder.

Den næste store nyskabelse i glasfremstillingen fandt dog sted i De Forenede Stater, da man i 1820’erne perfektionerede en mekanisk pressemaskine. Bogen A Short History of Glass siger desangående: „Ved en pressemaskine kunne to mænd med minimumserfaring producere fire gange så meget glas som et hold på tre eller fire erfarne glasblæsere.“

I begyndelsen af det 20. århundrede blev der i De Forenede Stater fremstillet en automatisk flaskeblæser. I 1926 tog et glasværk i Pennsylvanien en automatisk anordning i brug hvorved man kunne producere 2000 elektriske pærer i minuttet.

Mange kunstnere og designere er blevet tiltrukket af de kunstneriske muligheder der ligger i at anvende glas. Dette har ført til nyskabelser af glasprodukter og til fremstilling af endnu flere kunstværker i glas.

Glas er afgjort et fantastisk materiale. Ud over at kunne anvendes til husgeråd har det en mængde andre anvendelsesmuligheder — i Hubble-teleskopet, i kameralinser, i fiberoptiske kommunikationssystemer og i det kemiske laboratorium. Ja, det er måske nok skrøbeligt, men smukt og alsidigt.

[Fodnoter]

[Kildeangivelse på side 25]

Illustrationer: Corning Museum of Glass

[Kildeangivelse på side 26]

Corning Museum of Glass