Vor sårbare planet — hvordan ser fremtiden ud?

FOR to hundrede år siden sagde den amerikanske statsmand Patrick Henry: „Så vidt jeg ved kan man kun bedømme fremtiden ved at se på fortiden.“ Når man ser på fortiden, viser det sig at mennesker har ladet hånt om miljøet. Vil dette ændre sig i fremtiden? Det ser det ikke meget ud til.

Selv om der er gjort visse rosværdige fremskridt, vil de ikke være til nogen virkelig gavn, idet man har behandlet symptomerne frem for årsagen. Hvis et hus har svamp, vil dét at male træværket ikke hindre at huset går i forfald. Kun en omfattende restaurering vil kunne redde det. På samme måde må vi foretage en gennemgribende forandring med hensyn til hvordan vi bruger jorden. Det er ikke nok at begrænse skaderne.

I en vurdering af resultaterne af 20 års miljøkontrol i De Forenede Stater, konkluderer en ekspert: „Angrebet på miljøet kan ikke begrænses på effektiv måde, det må forhindres.“ Det er selvfølgelig langt bedre at forhindre forureningen end at rette op på de skader den forvolder. Men dette ville kræve en fundamental ændring af samfundet og vort pengefikserede livssyn. Bogen Caring for the Earth erkender at det at tage sig af jorden kræver „nogle helt andre værdinormer, helt andre økonomiske anskuelser og et helt andet samfund end det vi ser i dag“. Hvilke værdinormer skal forkastes og hvilke skal antages før det vil lykkes at redde jorden?

Dybt rodfæstede årsager til problemerne

Selviskhed. At give jordens interesser førsteprioritet, frem for at tænke på egen vinding, er det første nødvendige skridt der må tages for at beskytte miljøet. De færreste er imidlertid villige til at give afkald på et liv i rigdom, også selv om det kan betyde at de ødelægger jorden for de kommende generationer. Da myndighederne i Holland, et af Vesteuropas mest forurenede lande, forsøgte at begrænse bilkørselen som et led i en antiforureningskampagne, gik planen i vasken fordi den mødte bred modstand. De hollandske veje er nogle af verdens tættest trafikerede, men bilisterne ville ikke give afkald på deres frihed.

Egeninteresser påvirker både beslutningstagerne og den almene befolkning. Politikere tøver med at iværksætte en miljøpolitik der kan koste dem stemmer, og industrien stejler over ethvert forslag der måtte true deres indtjening og økonomiske vækst.

Begærlighed. Når valget står mellem profit og naturbevarelse, får pengene som regel det sidste ord. Magtfulde industrifolk søger at få gennemført en ringere miljøkontrol eller helt at undgå myndighedernes regulativer. Som eksempel kan nævnes skaden på ozonlaget. Så sent som i marts 1988 sagde formanden for en stor amerikansk kemikaliefabrik: „I øjeblikket er der ingen videnskabelige vidnesbyrd om at det er nødvendigt at skære drastisk ned på udslippet af CFC.“

Det samme firma anbefalede imidlertid at man helt ophørte med at bruge klorfluorkarboner (CFC-gasser). Havde man ændret mening? „Det havde overhovedet ikke noget at gøre med om miljøet tog skade eller ej,“ siger Mostafa Tolba, der er direktør for FN’s Miljøprogram (UNEP). „Det drejede sig udelukkende [om] hvem der ville få det [økonomiske] overtag.“ Mange forskere har nu indset at nedbrydningen af ozonlaget er en af de værste menneskeskabte miljøkatastrofer i historien.

Uvidenhed. Det vi ved, er ingenting i forhold til det vi ikke ved. „Vi ved stadig relativt lidt om den mangfoldighed af liv der findes i de tropiske regnskove,“ forklarer Peter H. Raven, der er direktør for Missouris Botaniske Have. „Pudsigt nok ved vi mere — meget mere — om månens overflade.“ Det samme gælder atmosfæren. Hvor store mængder kuldioxid kan vi blive ved med at sende ud i luften uden at påvirke jordens klima? Det er der ingen der ved. Men som bladet Time siger: „Det er hensynsløst at underkaste naturen så enorme forsøg når man ikke kender noget til virkningerne, og når de mulige konsekvenser er mere skræmmende end man tør tænke på.“

Ifølge et skøn fra UNEP er det muligt at nedbrydningen af ozonlaget ved slutningen af dette årti vil være skyld i hundredtusinder af nye hudkræfttilfælde hvert år. Hvordan det vil påvirke afgrøderne og fiskeriet ved man endnu ikke, men man forventer en kraftig påvirkning.

Kortsigtede synspunkter. I modsætning til andre katastrofer kommer miljøproblemerne umærkeligt snigende ind på os. Dette gør det vanskeligt at iværksætte en forenet indsats før det er for sent. Bogen Saving the Planet sammenligner vores situation med den passagererne på Titanic i 1912 befandt sig i: „Kun få er klar over den potentielle ulykkes omfang.“ Forfatterne mener at jorden kun kan reddes hvis politikere og forretningsfolk ser realiteterne i øjnene og lægger langsigtede planer i stedet for at tænke på de kortsigtede fordele.

Egoisme. Ved miljøkonferencen i 1992 understregede Spaniens ministerpræsident Felipe González at „problemet er globalt, og derfor kan løsningen også kun være global“. Det er sandt nok, men det er en næsten uoverskuelig opgave at finde løsninger der kan accepteres af alle. En amerikansk delegeret ved miljøkonferencen sagde ligeud: „Den amerikanske livsstil er ikke til forhandling.“ Den indiske miljøforkæmper Maneka Gandhi beklagede sig på den anden side over at „ét barn i Vesten forbruger lige så meget som 125 [børn] i Østen“. Hun hævdede at „praktisk talt alle former for miljøforringelse i Østen skyldes forbruget i Vesten“. Internationale bestræbelser på at forbedre miljøet er gang på gang strandet på egoistiske nationale interesser.

Trods alle disse grundlæggende problemer er der dog grund til at se fremtiden i møde med tillid. En af disse grunde er jordens ukuelige forsvarssystem.

Jordens helbredelse

Ligesom menneskelegemet har jorden en forbløffende evne til at helbrede sig selv. Det fremgår tydeligt af en begivenhed fra forrige århundrede. I 1883 kom den indonesiske vulkanø Krakatau i udbrud med et gigantisk brag der kunne høres næsten 5000 kilometer væk. Cirka 20 kubikkilometer materiale blev slynget op i luften, og to tredjedele af øen forsvandt i havet. Ni måneder senere var det eneste levende på øen en mikroskopisk edderkop. I dag er hele øen dækket af frodig tropevegetation som er hjemsted for hundredvis af forskellige arter af fugle, pattedyr, slanger og insekter. Denne genoprettelse er uden tvivl hjulpet på vej af den fredning øen nyder som en del af Ujung Kulon Nationalpark.

Også skader forårsaget af mennesker kan rettes op. Hvis jorden får tilstrækkelig tid til det, kan den læge sig selv. Spørgsmålet er: Vil man give jorden den fred og ro den behøver? Sikkert ikke. Der er imidlertid én der er besluttet på at lade jorden komme til kræfter igen, nemlig dens Skaber.

„Lad jorden juble“

Det har aldrig været Guds hensigt at mennesker skulle ødelægge jorden. Adam fik besked på at „dyrke [Edens have] og tage sig af den“. (1 Mosebog 2:15) Jehovas interesse for miljøbeskyttelse kommer også til udtryk i mange af de love han gav israelitterne. For eksempel skulle de lade landet ligge brak hvert syvende år, der var et sabbatsår. (2 Mosebog 23:10, 11) Da israelitterne gentagne gange ignorerede dette og andre af Guds bud, lod Jehova til sidst babylonierne affolke landet, som så lå øde i 70 år, „indtil landet havde godtgjort sine sabbatter“. (2 Krønikebog 36:21) Med denne historiske beretning i tanke er det ikke mærkeligt at Gud, som Bibelen siger, vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“, så jorden kan komme sig efter menneskets overgreb på dens miljø. — Åbenbaringen 11:18.

Det vil imidlertid kun være det første skridt. Som biologen Barry Commoner rigtigt siger, afhænger jordens overlevelse „i lige så høj grad af at vi holder op med at bekrige hinanden som af at vi holder op med at bekrige naturen“. For at nå dette mål er det nødvendigt at menneskene på jorden bliver „oplært af Jehova“, så de tager sig af hinanden og af jorden. Derved vil deres fred blive stor. — Esajas 54:13.

Gud forsikrer os om at jordens økosystemer vil komme til at fungere igen. Ørkener vil ikke længere brede sig, nej de vil „blomstre som krokusen“. (Esajas 35:1) I stedet for fødevaremangel vil der være „en overflod af korn på jorden“. (Salme 72:16) Frem for at dø på grund af forurening vil jordens floder „klappe i hænderne“. — Salme 98:8.

Hvornår vil disse forandringer blive mulige? Det vil de når „Jehova er blevet konge“. (Salme 96:10) Guds styre garanterer velsignelser for alt levende på jorden. „Lad jorden juble,“ siger salmisten. „Lad havet og det der fylder det tordne. Lad det åbne land og alt hvad der findes i det juble af glæde. Lad samtidig alle skovens træer råbe af glæde.“ — Salme 96:11, 12.

En jord der velsignes af dens Skaber og styres med retfærdighed har en herlig fremtid. Bibelen beskriver resultatet: „Retfærdighed og fred har kysset hinanden. Sandheden spirer frem af jorden, og retfærdigheden ser ned fra himmelen. Desuden vil Jehova give hvad der er godt, og vort land vil give sin grøde.“ (Salme 85:10-12) Når den dag oprinder vil jorden aldrig mere blive udsat for fare.

[Illustration på side 13]

Ligesom menneskelegemet har jorden en forbløffende evne til at helbrede sig selv