Mikroorganismernes hævn

HER i det 20. århundrede har vi oplevet at der er sket fantastiske fremskridt inden for lægevidenskaben. I tusinder af år har menneskene stort set stået hjælpeløse over for de dødbringende mikrober. Men forholdene ændrede sig da forskere midt i 30’erne opdagede sulfanilamid, det første stof der kunne bekæmpe bakterier uden at skade den inficerede person alvorligt.a

I årene der fulgte udviklede forskere nye, kraftigtvirkende medikamenter til bekæmpelse af infektionssygdomme, klorokin til behandling af malaria og forskellige antibiotika til bekæmpelse af lungebetændelse, skarlagensfeber og tuberkulose. I 1965 havde man udviklet over 25.000 forskellige antibiotiske produkter. Mange forskere konkluderede at bakteriesygdomme ikke længere gav anledning til bekymring, og interessen for at forske på dette område dalede. Hvorfor studere sygdomme som inden længe ville være udryddet?

I verdens industrialiserede lande medførte de nye vacciner et drastisk fald i tilfældene af mæslinger, fåresyge og røde hunde. En massevaccineringskampagne mod polio i 1955 var så effektiv at antallet af sygdomstilfælde i Vesteuropa og Nordamerika faldt fra 76.000 dette år til under 1000 tilfælde i 1967. Den dødelige sygdom kopper blev udryddet i hele verden.

Her i vort århundrede har man desuden opfundet elektronmikroskopet, et instrument der er så kraftigt at det sætter forskere i stand til at se virus der er en million gange mindre end et menneskes fingernegl. Sådanne mikroskoper har sammen med andre teknologiske fremskridt gjort det muligt at forstå og bekæmpe smitsomme sygdomme som aldrig før.

Sejren syntes sikker

I kølvandet på disse opfindelser var mange i lægeverdenen meget fortrøstningsfulde. Mikroberne og de smitsomme sygdomme bukkede under for den moderne lægevidenskabs våben. Videnskabens sejr over mikroberne ville være hurtig, afgørende og total! Hvis der ikke allerede fandtes et lægemiddel mod en bestemt sygdom, ville det inden længe blive fundet.

Allerede i 1948 sagde den amerikanske udenrigsminister George C. Marshall pralende, at sejren over alle smitsomme sygdomme var umiddelbart forestående. Tre år senere forsikrede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) at malaria inden længe ville være en sygdom „uden særlig betydning“. I midten af 60’erne var man så overbevist om at pestsygdommenes tid var forbi, at den amerikanske medicinaldirektør William H. Stewart fortalte nogle funktionærer i sundhedsvæsenet at de godt kunne glemme alt om infektionssygdomme.

Gamle sygdomme vender tilbage

Men det var for tidligt at glemme alt om infektionssygdomme. Mikroberne forsvandt ikke fra planeten blot fordi videnskaben havde udviklet nogle medikamenter og vacciner. Velkendte og dødsensfarlige mikrober var ikke blevet udryddet, men dukkede pludselig op med fornyet styrke. Dertil kom at der viste sig andre dødbringende mikrober, mikroorganismer som lægerne ikke før havde kendt til. Nye og gamle mikrober hærger, truer, rammer eller dræber utallige millioner mennesker jorden over.

Dødelige sygdomme som man engang mente at have under fuld kontrol, er atter dukket op, endnu mere dødbringende end tidligere og endnu vanskeligere at behandle med medikamenter. Et eksempel er tuberkulose (TB). WHO har for nylig meddelt: „Siden 1944 har man i stort omfang brugt TB-medicin i Japan, Nordamerika og Europa, hvilket har medført en drastisk nedgang i antallet af tuberkuloseudbrud og dødsfald som følge af sygdommen. Man har imidlertid forsømt bekæmpelsen af TB i nogle udviklingslande . . . hvilket har gjort det muligt for sygdommen at vende tilbage til de velstående lande i mere farlige og mere resistente former.“ I dag koster tuberkulose, der normalt overføres gennem luften af bakterier fra patientens lunger, årligt omkring tre millioner mennesker livet, hvilket er over 7000 dødsfald om dagen. I år 2005 vil antallet af dødsfald som følge af TB måske nå op på fire millioner om året.

Andre velkendte dræbersygdomme er også på fremmarch. I mange dele af Afrika, Asien og Latinamerika er kolera nu udbredt, og der er opstået en helt ny type i Asien.

Denguefeber, der overføres via myggen Aëdes ægypti, breder sig også hurtigt. Den truer nu 2,5 milliarder mennesker i over 100 lande verden over. Siden 1950’erne er der opstået en ny dødelig hæmoragisk form af sygdommen som har bredt sig overalt i troperne. Det anslås at den årligt koster omkring 20.000 mennesker livet. Som med en del andre virussygdomme findes der ingen vaccine mod sygdommen og ingen lægemidler der kan helbrede den.

Malaria, som videnskaben engang håbede at udrydde, slår nu omkring to millioner mennesker ihjel hvert år. Både malariaparasitterne og myggene der overfører dem er blevet stadig vanskeligere at komme til livs.

Nye sygdomme hærger

Den bedst kendte af de nye sygdomme der i de senere år har hærget menneskene, er den dødbringende AIDS. Denne uhelbredelige sygdom forårsages af et virus der var ukendt indtil for cirka 12 år siden. Ved slutningen af 1994 var mellem 13 og 15 millioner mennesker verden over smittet med HIV-virus.

Af andre infektionssygdomme som man først for nylig har fået kendskab til, kan nævnes en ny type hantavirus. Den overføres via visse gnavere og opstod i den sydvestlige del af De Forenede Stater. Den viste sig at være dødelig i mere end halvdelen af de rapporterede tilfælde. I Sydamerika er der opstået to typer hæmoragisk feber der begge er dødbringende. Der har også vist sig andre frygtelige virussygdomme med mærkelige, eksotiske navne — Lassafeber, Rift Valley fever, Oropouche, Rocio, Q. Guanarito, VEE, monkeypox, chikungunya, Mokola, Duvenhage, LeDantec, Kyasanur Forest disease, Semliki Forest-sygdom, Krim-Congo, O’nyong-nyong, Sindbis, Marburg- og Ebola-sygdom.

Hvorfor opstår der nye sygdomme?

Hvorfor er det så vanskeligt at udrydde dødbringende mikroorganismer i betragtning af den moderne lægevidenskabs store viden og kunnen? En af årsagerne er den øgede rejseaktivitet i vore dages samfund. Moderne transportmidler kan hurtigt gøre en lokal epidemi global. En dødelig sygdom hos en smittet person kan let overføres med fly fra den ene del af verden til den anden i løbet af nogle timer.

En anden faktor der begunstiger mikroorganismerne er verdensbefolkningens eksplosive vækst, især i byerne. Der bliver naturligvis produceret affald i byer. Affald består blandt andet af plasticbeholdere og dæk fyldt med frisk regnvand. I troperne medfører dette gode betingelser for de myg der overfører livsfarlige sygdomme som malaria, gul feber og denguefeber. Det er næsten som en skovbrand. Ligesom en tæt skov kan få ilden til at brede sig, sådan skaber tætbefolkede områder også ideelle betingelser for en hurtig spredning af tuberkulose, influenza og andre sygdomme hvor smitten overføres gennem luften.

En tredje årsag til at mikroorganismerne vender tilbage er menneskers ændrede adfærd. Mikroorganismer der overføres seksuelt, florerer og spredes som følge af at mange har seksuelle forbindelser i et hidtil uset omfang, hvilket har kendetegnet den sidste del af det 20. århundrede. Udbredelsen af sygdommen AIDS er blot ét eksempel.b

En fjerde årsag til at livsfarlige mikroorganismer har vist sig vanskelige at bekæmpe er menneskers indgreb såsom invasionen af regnskovene. Forfatteren Richard Preston siger i sin bog Farezone 4: „Når AIDS, Ebola og utallige andre regnskovs-agenter dukker op, må det antages, at det står i forbindelse med den ødelæggelse, den tropiske biosfære bliver udsat for. Viraene dukker altid op i de områder i verden, hvor et økosystem er blevet forstyrret. Mange af viraene kommer fra regnskovens flossede kanter . . . Den tropiske regnskov er et enormt reservoir af alle mulige former for liv og rummer langt de fleste af vore kendte plante- og dyrearter. Regnskoven er også det sted i verden, hvor der findes flest forskellige vira, al den stund, at alt levende indeholder virus.“

Mennesket er således kommet i nærmere kontakt med insekter og varmblodede dyr hvori der findes virus som, uden at gøre skade, formerer sig og dør. Men når et virus „springer“ fra dyr til menneske, kan det blive dødbringende.

Lægevidenskabens begrænsninger

En anden årsag til at de smitsomme sygdomme atter er på banen, er nogle forhold som lægevidenskaben selv har bidraget til. Mange bakterier er nu resistente over for det antibiotikum der engang slog dem ihjel. Ironisk nok er det antibiotikaene selv der har været medvirkende til at denne situation er opstået. Hvis for eksempel et antibiotikum kun slår 99 procent af de skadelige bakterier ihjel i en smittet person, kan den overlevende ene procent der modstod antibiotikummet nu vokse og formere sig, ligesom en stærk type ukrudt i en nypløjet mark.

Patienter forværrer problemet når de ikke fuldfører den kur med antibiotika som deres læge har foreskrevet. De holder måske op med at tage pillerne lige så snart de får det bedre. De svageste mikroorganismer er måske gået til, men de stærkeste kan overleve — og stille og roligt formere sig. I løbet af nogle få uger blusser sygdommen op igen, men denne gang er den sværere, eller måske umulig at helbrede med medicin. Når disse resistente stammer af mikroorganismer angriber andre mennesker, medfører det et alvorligt samfundsmæssigt sundhedsproblem.

Eksperter ved WHO har for nylig udtalt: „Resistens [over for antibiotika og andre antimikrobielle stoffer] har antaget epidemisk omfang i mange lande, og resistens over for adskillige lægemidler giver ikke lægerne mange chancer i behandlingen af et stigende antal lidelser. Alene på hospitalerne anslås det at der på verdensplan daglig forekommer en million bakterieinfektioner, og de fleste af disse er modstandsdygtige over for medikamenter.“

Også blodtransfusioner, som man siden den anden verdenskrig har anvendt i stadig stigende omfang, har været med til at sprede smitsomme sygdomme. Trods videnskabens bestræbelser for at holde blodforsyningen fri for livsfarlige mikrober, har blodtransfusioner i betragtelig grad bidraget til at sprede hepatitis, cytomegalovirus, antibiotikaresistente bakterier, malaria, gul feber, Chagas’ sygdom, AIDS og mange andre forfærdelige sygdomme.

Tingenes tilstand i øjeblikket

Mens lægevidenskaben i stort omfang har øget sin viden i dette århundrede, er der stadig mange mysterier. C. J. Peters studerer farlige mikroorganismer ved Centret for Sygdomskontrol, USA’s førende sundhedslaboratorium. I et interview i maj 1995 sagde han følgende om Ebola-sygdommen: „Vi ved ikke hvorfor den er så virulent, og vi ved ikke hvad den foretager sig [eller] hvor den befinder sig når den ikke forårsager disse epidemier. Vi kan ikke finde den. Der findes ingen anden virusfamilie . . . som vi ved så lidt om.“

Selv når man har den tilstrækkelige lægelige viden, medicin og vaccine til at bekæmpe en sygdom, kræver det penge at bringe dette i anvendelse. Men millioner lever i fattigdom. I WHO’s World Health Report 1995 hedder det: „Fattigdom er hovedårsagen til at spædbørn ikke vaccineres, at der ikke skaffes rent vand og tilstrækkelige sanitære forhold, at man ikke kan tilvejebringe kurative medikamenter og andre behandlingsformer . . . Hvert år dør der 12,2 millioner børn under fem år i udviklingslandene, og de fleste dør af årsager der kunne have været undgået ved blot at ofre nogle få kroner pr. barn. De dør i det store og hele på grund af verdens ligegyldighed, men først og fremmest fordi de er fattige.“

Sørgeligt nok lever utallige millioner under forhold hvor livsfarlige mikroorganismer har ideelle betingelser for at opstå og brede sig. I dag lever over en milliard mennesker i ekstrem fattigdom. Halvdelen af verdens befolkning har ikke adgang til lægebehandling og livsvigtig medicin. På gaderne i de forurenede storbyer strejfer millioner af børn omkring, hvoraf mange er stiknarkomaner og prostituerede, og millioner af flygtninge frister en kummerlig tilværelse i uhygiejniske lejre hvor der findes kolera, dysenteri og andre sygdomme.

I menneskets krig mod mikroorganismerne har verdensforholdene i stadig stigende omfang medført at mikroorganismerne har fået overtaget.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 6]

„Alene på hospitalerne anslås det at der på verdensplan sker en million bakterieinfektioner daglig, og de fleste af disse er modstandsdygtige over for medikamenter.“ Verdenssundhedsorganisationen

[Ramme på side 7]

Når mikroorganismerne går til modangreb

En lille mikrobe, en bakterie, „vejer ikke mere end 0,00000000001 gram. En blåhval vejer omkring 100.000.000 gram. Ikke desto mindre kan en bakterie slå en hval ihjel.“ — Bernard Dixon, 1994.

En af de mest frygtede bakterier der findes på hospitaler er resistente stammer af Staphylococcus aureas. Disse stammer angriber syge og svage og forårsager dødelige blodinfektioner, lungebetændelse og toksisk shock. Ifølge én opgørelse dør der årligt omkring 60.000 mennesker i De Forenede Stater af stafylokokker, hvilket er flere end der omkommer ved bilulykker. I årenes løb er disse bakteriestammer blevet så modstandsdygtige over for antibiotika at der i 1988 kun var ét antibiotikum der kunne anvendes imod dem, nemlig vancomycin. Der gik imidlertid ikke lang tid før der fra forskellige lande begyndte at indløbe rapporter om vancomycin-resistente stammer.

Selv når antibiotikaene virker, kan der opstå andre problemer. I midten af 1993 blev Joan Ray indlagt på et hospital i De Forenede Stater for at gennemgå en rutineoperation. Hun regnede med at være hjemme igen i løbet af nogle få dage. I stedet måtte hun blive på hospitalet i 322 dage, hovedsagelig på grund af de infektioner der opstod efter operationen. Lægerne prøvede at bekæmpe infektionerne med store doser antibiotika, deriblandt vancomycin, men mikroberne gik til modangreb. Joan siger: „Jeg kunne ikke bruge mine hænder. Jeg kunne ikke bruge mine fødder. . . . Jeg kunne ikke engang holde på en bog.“

Lægerne kæmpede for at finde ud af hvorfor Joan stadig var syg efter flere måneders behandling med antibiotika. Laboratorieprøver viste at Joan foruden en stafylokokinfektion, havde endnu en bakterietype i kroppen, nemlig de vancomycin-resistente enterokokker. De var både resistente over for vancomycin og alle andre former for antibiotika.

Lægerne opdagede noget der forbløffede dem. Bakterien var ikke alene modstandsdygtig over for den medicin der skulle have slået den ihjel, men brugte faktisk også vancomycin til at overleve! Joans læge, der er specialist i infektionssygdomme, siger: „[Bakterien] har brug for vancomycin for at formere sig. Uden dette medikament vokser den ikke. Så i en vis forstand kan man sige at den lever af vancomycin.“

Da lægerne holdt op med at give Joan vancomycin, døde bakterien og hun fik det bedre.

[Illustration på side 8]

Mikrober florerer ved forkert anvendelse af antibiotika

[Illustration på side 9]

Blodtransfusioner spreder dødbringende mikrober