Verdens ensomste fugl
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I BRASILIEN
HVIS du mener at den plettede natugle og den hvidhovedede havørn er i fare, så har du ikke hørt historien om spix-araen. Denne brasilianske fugl giver begrebet „truet dyreart“ en helt ny mening. Men for at fortælle historien om verdens ensomste fugl i sin helhed vil vi gå tilbage til det 17. århundrede.
De første optegnelser og beskrivelser man har angående denne fugl stammer fra George Marc Grav, en hollandsk nybygger der boede i Brasilien. Lokalbefolkningen begyndte at kalde den for ararinha azul, eller lille blå ara — et enkelt, men passende, navn. Fuglen er klædt i blåt med et stænk af gråt. Den måler 55 centimeter, heri medregnet den 35 centimeter lange hale, og er dermed den mindste af Brasiliens blå araer.
Brasiliens førende papegøjeekspert, biologen Carlos Yamashita, fortæller: „Senere, i 1819, gav forskere fuglen dens officielle navn: Cyanopsitta spixii.“ Cyano betyder „blå“, og psitta betyder „papegøje“. Og spixii? Det tilføjede man, forklarer biologen, for at vise den tyske naturforsker Johann Baptist Spix ære. Han var den første der studerede denne art i dens naturlige leveområde, det vil sige langs vandløb i det nordøstlige Brasilien.
Nedtællingen begynder
Det skal indrømmes at bestanden af spix-araer aldrig har været særlig stor. Fuglene talte kun 180 eksemplarer da den tyske naturforsker Spix levede, og siden er antallet faldet støt. I midten af 1970’erne var skovstrækningerne blevet ødelagt af nybyggere i en sådan grad at der var mindre end 60 fugle tilbage. Selv om det var slemt nok, var nedtællingen kun lige begyndt.
Hvad nybyggerne ikke formåede på tre hundrede år, klarede fuglefængerne på kun nogle få år — de udryddede praktisk talt hele bestanden af spix-araer. I 1984 var der kun 4 vildtlevende fugle tilbage af de tidligere 60 eksemplarer, men opdrættere var på det tidspunkt villige til at betale en meget høj pris for de sidste fugle — op til 50.000 dollars [cirka 275.000 kroner] stykket. Det kom derfor ikke som nogen overraskelse da tidsskriftet Animal Kingdom i maj 1989 oplyste at forskere i det sidste års tid ikke havde observeret vildtlevende spix-araer. Få måneder senere forlød det at fuglefængere havde taget de sidste fugle. Spix-araen havde nu fået nådestødet, skrev Animal Kingdom beklagende.
Overraskelse og håb
Biologerne havde knap nok nået at føje spix-araen til listen over uddøde fuglearter, førend folk der boede i nærheden af fuglens levested fortalte at de havde set en ararinha azul. Og flere observationer fulgte efter. Var der en overlevende fugl tilbage? I 1990 satte fire forskere kursen mod spix-araens territorium for at få klarhed over spørgsmålet, og med sig havde de campingudstyr, kikkerter og notesbøger.
Efter at have finkæmmet området i to måneder uden resultater, fik forskerne en dag øje på en flok grønne papagaios maracanãs, eller illinger-araer. Men der var noget usædvanligt ved en af fuglene — den var blå og større end de andre. Det var den sidste vildtlevende spix-ara! Efter en uges observationer blev de klar over at spix-araen, som er en socialt anlagt fugl, fløj efter illinger-araerne for at klare sin ensomhed og finde sig en mage. De grønne fugle havde ikke noget imod at optage denne ivrige blå fyr som en ven af flokken — men ligefrem at danne par med ham? Der er grænser for hvad venlige illinger-araer vil gøre!
Spix-araen blev derfor afvist, så hver aften ved solnedgang forlod den sine kammerater og søgte hen i det træ hvor den og dens tidligere mage i årevis havde sat sig til hvile, indtil fuglefængere i 1988 brød deres livslange forhold ved at tage hunnen til fange. Siden har denne lille klump blå fjer sovet dér, helt alene, højt oppe på en nøgen gren. Medmindre der indtraf et mirakel, eller man fandt en mage til ham, var det kun et spørgsmål om tid inden denne sidste spix-ara, der var i stand til at overleve i naturen, ville gå samme endeligt i møde som dronten. I 1991 startede man derfor Projeto Ararinha-Azul (Spix-ara-projektet). Formålet med dette projekt er at beskytte den overlevende han, finde en mage til ham, føre dem sammen, og håbe at de vil formere sig. Har det givet resultat?
Der er sket fremskridt. Det brasilianske postvæsen har ved at udsende et frimærke til ære for denne planets mest truede fugl, gjort offentligheden opmærksom på hvad der er ved at ske. Samtidig har biologer med godt resultat fået de 8000 indbyggere i Curaçá, en lille by i nærheden af fuglens territorium i det nordlige Bahia, til at bakke op om spix-araen. Nu hvor folkene i byen holder skarpt øje med ’deres’ fugl, som de har givet kælenavnet Severino, risikerer fuglefængere at blive taget på fersk gerning. Denne fremgangsmåde har vist sig at være virkningsfuld, for Severino flyver stadig omkring. Et andet problem er også blevet klaret, nemlig at overtale opdrættere til at aflevere en af de seks fugle som endnu lever i fangenskab i Brasilien. (Se rammen.) En ejer indvilligede i at støtte projektet, og i august 1994 blev en ung hun, der var taget som nyudklækket unge af fuglefængere, fløjet til Curaçá for at blive sluppet fri på sit naturlige levested.
At komme i form og i kontakt
Denne hun-ara blev sat ind i en stor voliere som blev placeret i hanfuglens leveområde, og fik foder magen til den de vildtlevende araer spiser. Hun blev vænnet af med at spise solsikkefrø, noget hun ellers før havde spist i fangenskab, og fik i stedet frø fra fyrretræskogler og tornede frugter fra lokalområdet. Hendes mave tilpassede sig fint den nye føde.
Daglige øvelser blev en del af træningsprogrammet, og dét med god grund. Man kan ikke forvente at en fugl der er vokset op i et bur, fra den ene dag til den anden kan holde trit med en mage der godt kan lide at flyve cirka 50 kilometer om dagen. Det ville være det samme som at bede en fjernsynsnarkoman om at deltage i et maratonløb. Biologerne forsøgte at få denne hunfugl til at flyve så meget som muligt, så hun kunne træne sine muskler.
Severino var ikke lang tid om at opdage volieren. Han skræppede og kaldte da han fik øje på hunnen, og fløj hen mod volieren, men blev 30 meter derfra. Ifølge Marcos Da-Ré, en biolog som arbejder på projektet, svarede hun og „var meget begejstret“ da hun fik øje på den mandlige gæst. Hendes begejstring, siger han, „fyldte os med håb.“
Lærer og far . . .
Nu var den store dag endelig kommet, og døren til volieren blev åbnet på vid gab. Efter at have tøvet i en halv time fløj hunnen ud og landede i et træ 300 meter fra volieren. Men hvor var Severino? Han befandt sig 30 kilometer borte, i færd med igen at forfølge illinger-araer. Hvorfor havde han forladt området? Fordi han havde fløjet omkring og ventet i månedsvis, og da det endelig blev yngletid var hans tilkommende endnu bag tremmer. Biologen Da-Ré siger vittigt at han må have tænkt at „en fri maracanã var mere værd end en fangen ararinha“. Denne gang blev Severinos udholdenhed belønnet. En illinger-arahun gav efter, og accepterede ham som sin mage.
Når yngletiden er ovre håber biologerne dog at Severino vil gøre forholdet forbi, vende tilbage til sit eget territorium, og danne par med den anden spix-ara. Bagefter forventes det at han påtager sig en dobbeltrolle som lærer og far. Da han er den eneste spix-ara som ved hvordan man overlever i den fri natur, må han undervise sin mage i hvordan man finder føde og redepladser, og holder sig i live i et af de mest øde områder i Brasilien.
En epokegørende begivenhed
Biologerne i spix-ara-projektet håber at Severino vil holde op med at forfølge illinger-araer når det igen bliver yngletid, og i stedet koncentrere sig om at finde et hult træ som redeplads til sin mage. Hvis alt går godt lægger spix-arahunnen to æg, og få måneder senere vil Severino være i gang med at undervise en klasse på tre i overlevelsesteknik. Mon alt dette vil lykkes?
„Det vil tage tid inden vi får svar på det spørgsmål,“ siger biologen Carlos Yamashita, „men dette projekt er nok den eneste måde hvorpå vi kan forhindre at den vildtlevende spix-ara uddør.“ Det er nu op til Severino at gribe muligheden og begynde på en frisk. Hvis dette par bliver dannet vil både naturelskere og illinger-araer drage et lettelsens suk.
[Ramme på side 24]
Fugle bag tremmer
Det anslås at der lever 30 spix-araer i fangenskab. En opdrætter på Filippinerne har fremavlet mere end et dusin af disse brasilianske fugle, som stadig lever dér. Resten findes i Brasilien, Spanien og Schweiz. Alle mangler de en færdighed som kun Severino besidder — evnen til at overleve i den fri natur.
[Illustration på side 25]
Bevaret — i det mindste på et frimærke
[Kildeangivelse]
Brasiliens post- og telegrafvæsen