Hvem kan indføre varig fred?

„De skal smede deres sværd om til plovjern, og deres spyd til vingårdsknive; folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal heller ikke mere lære krig.“

DENNE profeti er hentet fra Esajas, kapitel 2, vers 4, ifølge King James-oversættelsen. Den blev citeret i Human Development Report 1994, udgivet af FN’s Udviklingsprogram (UNDP). Rapporten tilføjer: „Det så ud til at denne profeti ville få sin opfyldelse med slutningen af den kolde krig [i 1990]. Men indtil videre har dette vist sig at være et flygtigt håb.“

Nedskæring i militærudgifterne

Én faktor der har svækket fredsforhåbningerne er at omvæltningerne på den internationale politiske arena, ikke er blevet fulgt op af store nedskæringer på militærbudgettet. Der er ganske vist foretaget nogle nedskæringer. Ifølge FN er de globale militærudgifter således faldet fra det rekordstore beløb på 995 milliarder dollars i 1987 til 815 milliarder dollars i 1992. Men 815 milliarder dollars er stadig et enormt beløb. Det svarer stort set til halvdelen af verdensbefolkningens årsindkomst.

En faktor der modarbejder nedrustning, er det synspunkt at militærmagt er lig med sikkerhed. Til trods for at den kolde krig er slut, mener mange industrilande derfor at deres forsvar stadig skal bevilges store summer. Da James Woolsey i februar 1993 blev leder af CIA (USA’s efterretningstjeneste), sagde han til Kongressen: „Vi har dræbt en stor drage [USSR], men vi lever nu i en jungle fyldt med mange forskellige giftslanger.“

I udviklingslandene bliver de store militærudgifter retfærdiggjort som et middel til at hindre angreb fra lande der opfattes som mulige drager og giftslanger. Men i virkeligheden har „udviklingslandene kun udkæmpet få krige med andre lande, og mange har brugt de væbnede styrker til at undertrykke folket,“ siger UNDP. Rapporten forklarer: „I udviklingslandene er risikoen for at dø af social vanrøgt (af underernæring og sygdomme som kan forhindres) 33 gange større end risikoen for at dø i en krig. Og alligevel har man i gennemsnit omkring 20 soldater for hver læge. Men der er større sandsynlighed for at soldaterne nedsætter den personlige sikkerhed end for at de forøger den.“

Den internationale våbenhandel

Under den kolde krig solgte de to supermagter våben til allierede for at cementere alliancer, erhverve militærbaser og fastholde magt. Mange lande har på den måde opbygget store hære. For eksempel er der over 33 lande som hver er i besiddelse af mindst 1000 kampvogne.

Nu hvor den kolde krig er slut, er der ikke længere nogen politisk og strategisk begrundelse for våbensalget. Men det økonomiske incitament er i forgrunden, eftersom der kan tjenes store penge. Efterhånden som efterspørgselen efter våben på hjemmemarkedet daler, overbeviser våbenmagerne deres landes regeringer om at de kan bevare arbejdspladser og få en sund økonomi ved at sælge våben til andre lande.

Tidsskriftet World Watch siger: „Det er paradoksalt at supermagterne er i færd med at skrotte deres store missiler med kernevåben alt imens de frækt forsøger at sælge flere af deres konventionelle bomber og våben til en hvilken som helst køber.“ Ifølge Det Internationale Fredsforskningsinstitut i Stockholm beløb salget af konventionelle våben på det internationale marked sig til 151 milliarder dollars i årene fra 1988 til 1992. Den største eksportør var De Forenede Stater, skarpt efterfulgt af lande i det tidligere Sovjetunionen.

Kernevåbentruslen

Udgør atomvåben stadig en trussel? De Forenede Stater og Sovjetunionen (eller de stater landet er opdelt i) underskrev i 1987 INF-aftalen om fjernelse af kernevåbenbærende mellemdistancemissiler og de to såkaldte START-aftaler (drastiske nedskæringer i antallet af strategiske kernevåben) i 1991 og 1993.

START-aftalerne forbyder landbaserede missiler med mere end ét sprænghoved og kræver at næsten tre fjerdedele af atomsprængladningerne på alle fremføringssystemer er fjernet inden år 2003. Skønt truslen om en tredje verdenskrig med anvendelse af kernevåben er blevet mindre, findes der stadig enorme arsenaler af kernevåben — nok til at udslette alt liv på jorden adskillige gange.

At demontere disse våben øger blot muligheden for kernevåbentyveri. Rusland, for eksempel, demonterer og oplagrer årligt omkring 2000 sprænghoveder, hvorfra de fremdrager plutoniumkugler på størrelse med en knytnæve. Plutoniumkuglen i et sprænghoved, som er meget bekostelig og kræver høj teknologi at fremstille, er hovedbestanddelen i en atombombe. Eftersom plutoniumkugler som regel er omsluttet af en stålkappe der beskytter mod radioaktiv stråling, kunne en tyv faktisk tage den med i lommen. Hvis en terrorist fik fat i en færdiglavet plutoniumkugle, kunne han omgive den med en detonationsanordning og derved skabe en bombe med en kolossal slagkraft.

En anden trussel er spredningen af kernevåben til flere og flere lande. Der tales i almindelighed om fem kernevåbenmagter — Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA — men adskillige andre lande menes at kunne udvikle kernevåben på ret kort tid.

Sandsynligheden for at et land vil anvende kernevåben, øges i takt med at flere og flere lande erhverver sig dem. Det er derfor berettiget at nogle ser disse frygtindgydende våben som en trussel. Bogen Transformation of War siger at „[kernevåben] har en så enorm kraft at konventionelle våben virker latterlige i sammenligning“.

Nedrustning og fred

Lad os prøve at forestille os at nationerne virkelig skilte sig af med deres avancerede ødelæggelsesvåben. Ville det da ikke garantere en fredfyldt verden? Bestemt ikke. Militærhistorikeren John Keegan siger: „Siden 9. august 1945 er ingen blevet dræbt af kernevåben. De 50.000.000 der siden denne dato er blevet dræbt i krige, er for størstedelens vedkommende slået ihjel af billige, massefremstillede våben og ammunition med et lavt kalibertal, der ikke koster meget mere end de transistorradioer og tørelementbatterier der i samme periode har oversvømmet verdensmarkedet.“

Et nyere eksempel på brugen af lavteknologiske våben er massakren i Rwanda, et land hvorom The World Book Encyclopedia (1994) siger: „Størstedelen af indbyggerne er katolikker. . . . Den romersk-katolske kirke og andre kristne kirker driver de fleste grundskoler og gymnasier.“ I Rwanda blev omkring en halv million dræbt af folk der var bevæbnet med macheter. Dette understreger at verdensfreden ikke bliver en realitet blot ved at man skærer ned på antallet af konventionelle våben og kernevåben. Der er brug for noget der kan sættes i stedet for verdensreligionernes lære.

Flere etniske stridigheder

FN’s flygtningehøjkommissær, Sadako Ogata, sagde for nylig: „Lige efter den kolde krig troede vi at alle problemerne ville blive løst. Vi indså ikke at der var et andet aspekt forbundet med den kolde krig — at supermagterne sørgede for eller gennemtvang ordnede forhold i deres respektive magtområder . . . Nu, efter den kolde krig, er der sket en eksplosion af en traditionsbestemt, slumrende form for etnisk konflikt — måske den samme som man oplevede før den første verdenskrig.“

Arthur Schlesinger, modtager af Pulitzer-prisen, historiker og forfatter, siger samstemmende: „Én form for had afløser en anden. Da det undertrykkende jerngreb om ideologien blev slækket i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen, udløste det en indestængt etnisk, nationalistisk, religiøs og sproglig strid der var dybt rodfæstet i historien og i hukommelsen . . . Hvis det 20. århundrede har været ideologiernes felttog, er det 21. århundrede begyndt som de etniske gruppers felttog.“

Ifølge en optælling foretaget af FN, var der 82 væbnede konflikter mellem 1989 og 1992, hvoraf de fleste blev udkæmpet i udviklingslande. I 1993 oplevede 42 lande større konflikter, og yderligere 37 var udsat for politiske voldsepisoder. I mellemtiden forsøgte FN — med et meget stramt budget — uden større succes at bringe fred gennem 17 operationer. Det er tydeligt at menneskeheden må søge hen til en anden kilde for at få en fredelig verden.

Truende problemer

Der er flere og flere som med bange anelser går fremtiden i møde. På forsiden af The Atlantic Monthly for februar 1994 kunne man læse denne prognose for de næste årtier: „Nationer opløses på grund af den stadige flygtningestrøm fra miljømæssige og sociale katastrofer . . . Krige bliver udkæmpet på grund af ressourcemangel, især vandmangel, og de bliver fulgt op af kriminalitet, eftersom bevæbnede bander af statsløse marodører tørner sammen med elitens private sikkerhedsstyrker.“

Betyder det at varig fred er uopnåelig? Bestemt ikke. Den næste artikel viser hvorfor vi trygt kan gå fremtiden i møde.

[Ramme på side 5]

Fremmer religion freden?

Når nationerne går i krig, glemmer verdensreligionerne alt om fred og broderskab. Om den første verdenskrig har den britiske general Frank P. Crozier sagt: „Ingen kan bedre end de kristne kirker gøre folk blodtørstige, og vi har gjort flittigt brug af [kirkerne].“

Ned gennem historien har religionen spillet en fremtrædende rolle i krige. Den katolske historiker E. I. Watkin siger: „Hvor smerteligt det end er at måtte indrømme det, kan vi ikke for at opnå en falsk opbyggelse eller af uærlig loyalitet, benægte eller ignorere den historiske kendsgerning at biskopper konsekvent har støttet alle krige der er blevet ført af deres landes regeringer.“ Og i en artikel i den canadiske avis Sun, som udkommer i Vancouver, stod der: „Det er en svaghed for måske alle organiserede religioner at kirken følger flaget . . . Er der nogen sinde blevet udkæmpet en krig hvor man ikke har hævdet at Gud var med på begge sider?“

Det er tydeligt at verdens religioner ikke har fremmet freden, men snarere krige og myrderier — som blodbadet i Rwanda magtfuldt har illustreret.

[Ramme på side 6]

Krigens meningsløshed

I bogen I Found No Peace, udgivet i 1936, skriver udenrigskorrespondenten Webb Miller: „Overraskende nok gjorde [Første Verdenskrigs] voldsomme grusomhed, med al dens overvældende modbydelighed og meningsløshed, ikke noget stærkt indtryk på mig før præcis otte år efter at krigen var slut.“ På det tidspunkt genså han slagmarken ved Verdun, hvor der ifølge hans udsagn omkom 1.050.000.

„Under krigen var jeg ligesom millioner andre blevet vildledt,“ skriver Miller. „Det eneste der kom ud af den første verdenskrig, var nye krige. Otte og en halv million var døde til ingen verdens nytte, millioner havde været igennem ubeskrivelige lidelser, og hundredmillioner erfarede sorg, afsavn og ulykke. Og alt dette var resultatet af en forfærdelig vildfarelse.“

Tre år efter bogens udgivelse begyndte den anden verdenskrig. The Washington Post har bemærket: „Krigene i vort 20. århundrede har været ’totale krige’ mod såvel de kæmpende som de civile. . . . De barbariske krige i forrige århundreder var små og ubetydelige i sammenligning.“ En autoritet skønner at 197 millioner er døde i krige og civile opstande siden 1914.

Alle disse krige og opstande har ikke medført fred og lykke. The Washington Post siger at „intet politisk eller økonomisk system hidtil i dette århundrede har kunnet pacificere eller tilfredsstille de rastløse millionbefolkninger“.

[Illustration på side 7]

Denne mor er én ud af flere hundrede tusind som blev nedslagtet i Rwanda — mange blev dræbt af deres trosfæller

[Kildeangivelse]

Albert Facelly/Sipa Press