Ytringsfriheden — er den en trussel mod din familie?

HVIS én i et stuvende fuldt teater falskeligt råber „Ildebrand!“ og nogle som følge heraf bliver trampet ihjel under den vilde flugt for at komme ud, skal den der råbte så ikke bære ansvaret for de dødsfald og ulykker det har medført? Hvis én siger: „Jeg er ikke enig med dig i det du siger, men jeg vil gerne forsvare din ret til at sige det du mener,“ er det så en tilladelse til uden begrænsning at sige hvad man har lyst til, uanset konsekvenserne? Det er der nogle der mener.

En rap-gruppe i Frankrig opfordrede til drab på politifolk, hvilket medførte at enkelte af dem der lyttede til deres musik, dræbte nogle politifolk. Burde man have krævet rap-musikerne til ansvar for at have tilskyndet til vold? Eller skal de beskyttes i henhold til deres borgerrettigheder? Når radio- og tv-programmer samt computernetværk gør film der indeholder vold og pornoscener, tilgængelige for børn — som så efterligner det de ser til stor skade for sig selv og andre — er de der udsender eller producerer den slags, så medskyldige?

Ifølge en undersøgelse foretaget af Det Amerikanske Psykologforbund „skønnes det at gennemsnitsbarnet ser fjernsyn 27 timer om ugen, og at det fra 3- til 12-årsalderen vil have overværet 8000 mord og 100.000 voldshandlinger,“ oplyser tidsskriftet U.S.News & World Report. Kan forældre med rette hævde at deres børn overhovedet ikke bliver påvirket af dette? Eller udgør tv-vold i realiteten „en tydelig og aktuel fare“? Er det her grænsen for talefriheden skal trækkes?

En undersøgelse foretaget af universitetspsykologer viser at når tegnefilm med „kampberedte superhelte“ regelmæssigt bliver vist for en gruppe 4-årige, og tegnefilm med et uskyldigt indhold bliver vist for en anden gruppe, er det dem der har set de voldelige tegneseriefigurer der er mest tilbøjelige til at slå om sig og kaste med ting efter udsendelsen. Og virkningerne af tv-vold forsvinder ikke efter barndommen. En anden universitetsundersøgelse, foretaget mellem 1960 og 1995, af 650 børns tv-vaner og adfærd afslører at de der ser meget voldelige programmer som børn, vil have en udpræget voldelig adfærd som voksne, hvilket indbefatter spirituskørsel og vold mod ægtefællen.

Ikke alle børn vil indrømme at de bliver påvirket af fjernsyn og film, men der er nogle der godt kan se farerne. I 1995 foretog en californisk støttegruppe der kaldes Children Now, en undersøgelse blandt 750 børn i alderen fra 10 til 16. Tres procent af de adspurgte sagde at sex på tv påvirker børn til at være seksuelt aktive i en for tidlig alder.

Nogle hævder at børn ikke opfatter tv- og filmvold bogstaveligt, og at de ikke bliver påvirket af skrækfilm. „Hvis det er tilfældet,“ skriver en britisk avis, „hvorfor var skolemyndighederne i den midtvestlige del af USA så nødt til at fortælle tusinder af børn at der ikke fandtes nogen Teenage Mutant Ninja Turtles (på dansk Ninja-padder) i de lokale kloaksystemer? Nogle af de små Turtlefans havde været nede at kravle i afløbskanalerne for at lede efter dem.“

Der foregår i dag en hed debat om balancen mellem talefrihed og den vold som antiabortkampagner mange steder i USA har været årsag til. Abortmodstandere hænger offentligt abortlæger og klinikmedarbejdere ud som mordere der ikke har ret til at leve. Nogle få ivrige abortmodstandere kræver død over sådanne læger og deres hjælpere. Spioner udstationeres for at notere registreringsnumrene på disse personers biler, så deres navne og adresser kan blive udleveret. Det har ført til at læger og klinikmedarbejdere er blevet skudt ned og dræbt.

„Her er ikke tale om retten til at ytre sig,“ siger formanden for Det Amerikanske Familieplanlægningsforbund. „Situationen svarer snarere til at én i et overfyldt teater råber ’Ildebrand!’. Vi befinder os i en slags overfyldt teater. Tænk blot på de senere års mange mord på læger og andre som har arbejdet på abortklinikker.“ De der går ind for at anvende vold, hævder at de blot gør brug af den ret som de garanteres i USA’s første forfatningstillæg, nemlig retten til talefrihed. Og sådan fortsætter diskussionen. Striden om denne ret vil uden tvivl fortsætte i offentligheden og må derfor afgøres ved domstolene. Desværre vil afgørelsen sikkert ikke falde ud til alles tilfredshed.

Hvad forældre kan gøre

Hjemmet bør være et fristed for børn og ikke et sted hvor de kan blive et let bytte for nogen der vil udnytte og misbruge dem, eller hvor deres fredelige barnesind kan blive påvirket så de får humørsvingninger og en voldelig adfærd. „Forældre tror måske ikke at deres børn nogen sinde vil blive voldelige trods de konstante doser af tv-vold de udsættes for,“ siger en amerikansk universitetsprofessor. „Men de kan ikke sikre sig mod at deres børn bliver myrdet eller lemlæstet af andre menneskers børn, som er vokset op med et lignende tv-forbrug.“ Han tilføjer: „Begrænsning af børns adgang til tv-vold burde være på sundhedsmyndighedernes dagsorden, sådan som det er tilfældet med sikkerhedsseler, cykelhjelme, vaccinationsprogrammer og sund kost.“

Hvis du aldrig ville tillade en fremmed at komme ind i dit hjem og bruge ukvemsord og tale til dit barn om sex og vold på en sjofel måde, burde du heller ikke tillade radioen og fjernsynet at gøre det. Vær opmærksom på hvornår der skal slukkes for radio eller fjernsyn og hvornår der skal skiftes over til et andet program. Find ud af hvad dit barn ser inde på sit værelse, både i fjernsynet og på computerskærmen. Hvis dit barn ved hvordan man bruger en computer og hvordan man får adgang til de netværk der findes, vil du muligvis blive chokeret når du opdager hvad det er han fylder sit sind med hver aften. Hvis du ikke synes om det han ser, må du ganske enkelt nægte ham at se det og begrunde hvorfor. Han dør ikke af at blive pålagt begrænsninger.

Endelig må du lære dine børn at leve efter de bibelske principper og ikke følge de vaner der findes i denne onde tingenes ordning med dens sjofle tale og dens mange voldshandlinger. (Ordsprogene 22:6; Efeserne 6:3) Apostelen Paulus har givet kristne aktuel vejledning som vi alle bør følge. „Lad utugt og urenhed af enhver art eller havesyge end ikke nævnes iblandt jer, sådan som det sømmer sig for hellige; heller ikke skammelig adfærd eller tåbelig tale eller sjofel skæmten, ting som ikke er passende, men hellere taksigelse.“ — Efeserne 5:3, 4.

[Illustrationer på side 10]

Nogle tv-programmer kan føre til kriminalitet og umoralitet