Han omprioriterede sit liv — hvorfor?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ENGLAND

Pludselig fyldtes luften af den smukkeste sang. De krystalklare toner vældede frem i en nærmest endeløs strøm. Jeg var helt tryllebundet. „Det er en nattergal!“ hviskede Jeremy. Vi bevægede os forsigtigt rundt om krattet og prøvede at finde ud af hvor de smukke toner kom fra. Så fik vi øje på den sky og uanselige lysebrune fugl langt inde i buskadset. „Det var heldigt vi fik den at se,“ sagde Jeremy da vi til sidst gik derfra. „Det er meget få det lykkes for.“

JEG var kommet for at tilbringe en dag sammen med Jeremy, der var opsynsmand for Minsmere, et 800 hektarer stort naturreservat som hører under Royal Society for the Protection of Birds (Det kongelige selskab til fuglenes beskyttelse i England, forkortet RSPB) og ligger i en af landets østligste egne. Under Anden Verdenskrig blev denne del af Englands kyststrækning ud mod Nordsøen sat under vand som forsvar mod en eventuel tysk invasion. Med tiden begyndte der at vokse rørplanter på de oversvømmede marker, og det bevirkede at området blev et tilholdssted for vadefugle. Begejstringen var stor da der i 1947 var fire par klyder som byggede rede, eftersom det var mere end 100 år siden denne art havde ynglet i England.

Inden længe blev reservatet overdraget til RSPB, og det er nu et fredet område af international betydning. Foruden rørskove er der i området også brakvands- og ferskvandsdamme — den største kaldes Scrape — strande med rullesten, sandklitter, moser, enge, heder samt både løv- og nåleskove. Man har registreret over 330 fuglearter, hvoraf omkring 100 yngler i reservatet. Dette rige fugleliv skyldes hovedsagelig at reservatet ligger på en strækning som mange fugle følger på deres vandringer, men kyndig pasning af området har også gjort sin del.

Jeremy fortalte: „Jeg kom hertil i 1975 fordi Minsmere for mig var en særlig udfordring. Siden 1966 har klyden været RSPB’s symbol, og den blev efterhånden også dets logo. Mange anser nu Minsmere for at være RSPB’s vigtigste reservat, der hvert år modtager op mod 80.000 besøgende.“

Den første udfordring

„Min interesse for fugle blev vakt i skolen,“ fortsatte Jeremy mens vi gik videre. „Dér lærte jeg at ringmærke fugle og studere deres vandringer. I slutningen af 60’erne ringmærkede jeg mellem 12.000 og 20.000 fugle om året i min fritid. Så inviterede Chris Mead fra British Trust for Ornithology (Englands ornitologiske naturfredningsforening) mig med på en ekspedition til Spanien, hvor vi skulle ringmærke trækfugle der krydser Sahara. Som fangstredskab anvender man et fintmasket sort net der kan være fra 6 til 18 meter langt. Det bliver spændt løst ud med nogle træer som baggrund, så fuglene ikke kan se det, men de lider ingen overlast. Når man tager dem ud af nettet, får de en lille identifikationsring, sædvanligvis lavet af monelmetal, klemt omkring benet.a At slippe dem løs igen er også lidt af en kunst. En ringmærker smider aldrig fuglene op i luften, sådan som man nogle gange ser det i fjernsynet. Han lader dem blot flyve når de selv vil. Sejlere er for eksempel tilbøjelige til at hage sig fast i ens uldne tøj indtil de er parate til at flyve.

Det var en fascinerende oplevelse, som kostede mig seks ugers ferie — og mit job! Jeg besluttede derfor at gøre en forandring og hellige mig det der stod mit hjerte nærmest, nemlig naturfredning, især fuglebeskyttelse. Jeg var henrykt da jeg i 1967 blev spurgt om jeg ville arbejde for RSPB.“

Betydningen af fuglenes sang og kald

Hvordan er det muligt at kende en fugl? Nogle gange kan man se hvad det er for en, men det sikreste er at lytte til dens sang eller kald. Jeremys evner i den retning er legendariske. Naturforskeren David Tomlinson har med beundring skrevet at Jeremy „ikke kun kender fugle på deres sang; jeg garanterer for at han kan kende dem på deres måde at trække vejret på mellem tonerne!“

„Fugle taler sammen,“ forklarede Jeremy. „Hvert kald har sin særegne betydning. Når der for eksempel er et rovdyr i nærheden, udsender klyder, viber, måger og rødben hver især deres helt specielle alarmkald, men de betyder alle det samme: ’Der er en ræv i nærheden!’ Jeg kan vågne op af en dyb søvn og med det samme stedfæste ræven ud fra fuglenes måde at kalde på. Men man må ikke glemme at også ræven har en god hørelse. Ét år undrede vi os over at ternerne ikke fik unger, men opdagede så at en ræv lyttede til fugleungerne når de kaldte inde i æggene lige før klækningen — og åd dem så snart den fandt dem!“

Kunsten at iagttage fugle

En god fuglekigger kan i England registrere op til 220 forskellige arter om året. Hitjægere, det vil sige meget ivrige fuglekiggere der dyrker jagten på hits (meget sjældent forekommende arter), kan bestemme op til 320 arter. Nyheden om iagttagelsen af en sjælden fugl kan få dem til at rejse fra den ene ende af landet til den anden for selv at få et glimt af den. Det har Jeremy nu ikke gjort. „Jeg vil ikke køre mere end 15-16 kilometer for at se en sjælden art,“ sagde han. „Jeg har faktisk kun opsøgt tre sjældne fugle: en nøddekrige, en prærieløber og en stortrappe, og de befandt sig alle inden for en afstand af 16 kilometer. Jeg kender 500 arter, men jeg er godt klar over at det kun er en begyndelse. Der findes nemlig omkring 9000 fuglearter i hele verden!“

Mens vi spejdede ud over engene gennem vore kikkerter, tilføjede Jeremy tankefuldt: „Jeg kunne ikke have ønsket mig nogen lykkeligere og mere tilfredsstillende tilværelse, især ikke de 16 år jeg har arbejdet i Minsmere!“ Jeg så på ham og kom i tanker om den artikel der lige havde været i Londonavisen The Times. Heri stod der: „Minsmere var kronen på hans [Jeremys] værk, hans liv.“ Men Jeremy skulle forlade Minsmere. Hvorfor?

Sædekorn og vækst

Tidligere på dagen havde vi set klydernes helt specielle parringsdans. „Dette smukke sceneri kan ikke forklares med en slags udviklingsmæssig arv,“ havde Jeremy sagt. „Men jeg kan huske at da jeg for nogle få år siden blev spurgt om jeg troede der fandtes en Gud, måtte jeg indrømme: ’Det har jeg ingen anelse om — og jeg ved ikke hvordan jeg skal finde ud af det!’ Jeg var derfor straks med på tanken, da jeg blev opfordret til at undersøge Bibelen. Jeg kendte ikke ret meget til den, men jeg tænkte at det da ikke kunne skade at undersøge den — måske tværtimod. Og det er på grund af det jeg nu har lært, at jeg forlader Minsmere for at blive heltidstjener.“

I ti år havde Jeremys broder, Michael, været „pioner“, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. Mens vi sad og drak te, begyndte Jeremy at fortælle om sine planer om at slutte sig til sin broder. „Alle mine medarbejdere respekterer den beslutning jeg har taget,“ sagde Jeremy. „RSPB hjælper mig og viser mig interesse. De har givet mig deres fulde støtte og endda indstillet mig til en fortjenstmedalje.“

Jeg vidste dog at der også havde lydt nogle negative røster.

Ligevægt nødvendig

„De fleste har bakket mig op, men det lader desværre til at der også er nogle som har et forkert syn på mit arbejde her,“ sagde Jeremy. „De mener at den bedste måde hvorpå man kan beskytte sin åndelighed, er ved at være i naturen, tage sig af dyrene og arbejde for fredningen af dem. De siger at det er det nærmeste man kan komme paradiset, og spørger hvorfor jeg vil rejse.

Der er ingen tvivl om at arbejdet har en åndelig dimension, men dermed være ikke sagt at det styrker ens åndelighed. Åndelighed er en egenskab som det tager tid at opdyrke. Og det kan man kun gøre ved at komme sammen med og gøre noget for den kristne menighed, ved at opbygge andre og selv blive opbygget. Nogle gange har jeg følt at jeg prøvede at gøre noget som Jesus sagde man ikke kan gøre — tjene to herrer. Nu ved jeg at det bedste man kan gøre er at være fuldt engageret i den kristne menighed, og det er man som pioner!“

Et prioritetsspørgsmål

„Misforstå mig ikke. Det er spændende og udbytterigt at arbejde som opsynsmand, selv om det også nogle gange kan være frustrerende. For eksempel er forureningen med pcb og kviksølv foruroligende stor i dette reservat — og vi ved egentlig ikke hvordan det sker, selv om vi har en mistanke om at det er ålene der fører den herind.b Men det er minimalt hvad jeg kan gøre for at genoprette balancen. Intet menneske ved alt om økologi. Vi famler os alle frem og lærer så godt vi kan. Vi har brug for vejledning. Kun Skaberen ved hvordan vi burde leve og tage os af jorden og dens rige variation af livsformer.“

Jeremy forklarede roligt: „Jeg har ikke viet mit liv til Jehova for at redde dyrelivet; det er han fuldt ud i stand til selv at gøre. Ved hjælp af sit rige vil han sørge for at vi i al fremtid passer dyrelivet på den måde han ønsker det. Hvis jeg skal varetage det ansvar jeg har over for mine medmennesker, må jeg nu give dét at forkynde den gode nyhed om Guds rige førsteprioritet.“

For nylig mødte jeg Jeremy igen. Der var gået tre år siden vi tilbragte den dejlige dag sammen i reservatet. Han bor nu 8 kilometer fra sit elskede Minsmere, og tjener som pioner sammen med sin broder. Han fortalte mig at der stadig er nogle som siger at de har svært ved at forstå ham. Har du også det? For Jeremy var det ganske enkelt et spørgsmål om at prioritere rigtigt.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 17]

En fryd for øret

Kun 1 ud af 10 vil få held til at se den nattergal de hører, men når først man har hørt den synge, glemmer man det aldrig. „Det er det man forstår ved musik, en fuldendt helhed,“ skrev Simon Jenkins i Londonavisen The Times. Nattergalen synger ofte uafbrudt i længere tid. Man har hørt én synge uafbrudt i fem timer og 25 minutter. Hvad er det der gør sangen så enestående? Nattergalens strubehoved kan frembringe fire forskellige toner på én gang, også akkorder der udgør fuldkomne harmonier. Og det kan den gøre hvad enten næbbet er lukket eller fuldt af mad til ungerne. Hvorfor synger den så intenst? Ene og alene fordi den kan lide det, siger nogle iagttagere. „Findes der blandt alle naturens frembringelser noget mere fantastisk end nattergalens strube?“ spørger Jenkins.

[Kildeangivelse]

Roger Wilmshurst/RSPB

[Illustration på side 15]

Scrape

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Geoff Welch

[Illustration på side 16]

Hættemåge

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Hilary & Geoff Welch

[Illustration på side 16]

Klyde

[Illustration på side 18]

Fjordterne

[Illustration på side 18]

Rødben