Naturbevarelse kontra naturudryddelse

MAN kan tilsyneladende ikke blive enige om hvordan man bedst beskytter dyrene og deres levesteder. Mange velgørenhedsorganisationer forsøger at presse regeringerne til at vedtage strengere fredningslove for at beskytte truede arter.

For eksempel havde forskellige grupper for nylig et møde med kinesiske embedsmænd hvor de indgik en aftale om at man fjernede de fælder der var sat ud for de sorte himalayabjørne. Disse dyr er eftertragtede på grund af deres galde og galdeblære, der anvendes i den orientalske folkemedicin.

International hjælp

At beskytte en art i ét land og udslette den ved jagt i et andet, fremmer ikke artens overlevelsesmuligheder. Som følge heraf har man indgået mange betimelige internationale aftaler. Konventionen om Biologisk Mangfoldighed, Rio-deklarationen, trådte i kraft i slutningen af 1993 og blev fulgt op af Aftalen om Beskyttelse af Flagermus i Europa. Den Internationale Hvalfangstkommission sørgede for at havene omkring Antarktis, ligesom dele af Det Indiske Ocean, blev fredet i et forsøg på at beskytte de store hvaler og vågehvalerne. Den mest effektive aftale der blev indgået, var dog Konventionen om International Handel med Truede Dyrearter. — Se rammen.

Mennesker har stadig meget at lære om dyrenes indbyrdes samhørighed. Da østafrikanske fiskere satte nilaborrer ud i Victoriasøen for at opbygge et fødevarelager, begyndte de det som zoologen Colin Tudge kalder „vort århundredes største økologiske katastrofe“. Omkring 200 af søens 300 fiskearter uddøde. Skønt nylige undersøgelser giver jorderosionen skylden for at arternes balance er blevet forstyrret, har regeringerne i de tre lande der støder op til søen, nu oprettet en organisation der skal bestemme hvilke fiskearter man kan sætte ud i søen uden at true den naturligt forekommende fiskebestand.

Menneskers indgriben

Mange zoologiske haver har haft stor succes med at få dyr til at yngle i fangenskab. Tudge hævder: „Hvis alle zoologiske haver i verden ville gøre sig store anstrengelser for at få dyr til at yngle i fangenskab, og hvis offentligheden virkelig støttede disse haver, kunne de ved fælles bestræbelser redde alle arter af hvirveldyr. I nær fremtid vil det højst sandsynligt blive nødvendigt at disse dyr yngler i fangenskab.“ — Last Animals at the Zoo.

I den zoologiske have på den lille britiske ø Jersey yngler sjældne dyr for senere at blive sat ud i naturen. Den caraibiske ø Saint Lucia har en parakit-art som nationalfugl. I 1975 var der kun 100 eksemplarer tilbage på øen. Syv af disse fugle blev sendt til Jersey. I 1989 var der fremavlet yderligere 14 i øens zoologiske have, og nogle af disse blev sendt tilbage til Saint Lucia. Efter forlydende pryder 300 eksemplarer nu øen.

Andre steder har lignende yngleprogrammer også givet gode resultater. National Geographic rapporterer at de 17 røde ulve der var tilbage i Nordamerika, har ynglet i fangenskab, og det har derfor været muligt at sætte over 60 ulve ud i naturen.

Er bestræbelserne for effektive?

Ikke alle truede dyr er altid ved at uddø. Ifølge bogen Endangered Species — Elephants faldt antallet af elefanter i Afrika fra 1.300.000 til 609.000 mellem 1979 og 1989 — nogle af disse blev ofre for jagten på elfenben. Men offentligheden pressede hårdt på for at få elfenbenshandelen forbudt. Alligevel var der mange der modsatte sig et forbud. Hvorfor?

I både Zimbabwe og Sydafrika havde fredningsbestræbelserne været så vellykkede at der nu var for mange elefanter i nationalparkerne og vildtreservaterne. New Scientist skrev at man nu måtte fjerne 5000 elefanter fra nationalparken Hwange i Zimbabwe. Fredningsfolk foreslog at man flyttede elefanterne. Parkens medarbejdere satte de tiloversblevne elefanter til salg og foreslog at de vestlige institutioner der var imod nedslagtningen, kunne „lade handling følge på ord og flytte [elefanterne]“.

Dystre udsigter

Det er imidlertid ikke alle bestræbelser der lykkes. Mange har udtrykt bekymring over den tilstand de dyr der sættes ud i naturen, befinder sig i. Den sibiriske tiger kan sagtens overleve i fangenskab, men hvis den skal overleve i naturen, har den brug for omkring 260 kvadratkilometer skovareal, fri for krybskytter. The Independent on Sunday bemærker: „Hvis man pludselig sætter en tiger der er opdrættet i en zoologisk have, tilbage i dens naturlige omgivelser, vil den højst sandsynligt dø af sult.“ Det er bestemt dystre udsigter.

Der er selvfølgelig ikke et specialiseret hold til at hjælpe hver enkelt art med at overleve. Og problemet med truede dyr løses ikke blot ved at man skaffer flere hjælpere. Hvad kan selv ihærdige naturfredningsfolk stille op når de må kæmpe mod embedsmænds korruption, begærlighed og ligegyldighed samt krige og endda trusler på livet? Hvordan løses problemet med truede dyrearter? Og hvordan er du involveret?

[Ramme på side 7]

Et internationalt våben

Konventionen om International Handel med Truede Dyrearter er et effektivt våben i kampen mod den illegale handel med truede dyr. For tiden er det forbudt at sælge skind fra leoparder, elfenben fra elefanter, knogler fra tigre, skildpaddeskjold, og horn fra næsehorn. Aftalen er blevet udvidet til også at omfatte truede træsorter og fiskearter.

Time skriver advarende: „Hvis medlemsnationerne ikke finder en måde hvorpå de kan overholde reglerne, . . . vil de opdage at de dyrearter som de forsøger at beskytte, er uddøde.“

[Illustration på side 8]

Har nogle fredningsbestræbelser været for effektive?

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Clive Kihn