„Det er ikke min skyld“

HVOR ofte i dag hører man nogen sige: ’Det er jeg ked af. Det var helt og holdent min skyld’? Det er sjældent at man støder på en sådan ærlighed, ikke sandt? Når nogen endelig indrømmer en fejl, gør de i mange tilfælde alligevel et ihærdigt forsøg på at skyde skylden på andre eller på forhold som de ikke mener de har haft nogen indflydelse på.

Nogle giver endda deres gener skylden for deres handlinger! Men er det en god undskyldning? Bogen Exploding the Gene Myth (Genmyten aflives) sætter spørgsmålstegn ved formålet med og gyldigheden af visse aspekter af genforskningen. I sin anmeldelse af bogen drager den australske journalist Bill Deane denne tankevækkende konklusion: „Determinister er tilsyneladende for nylig begyndt at mene at de har fundet ret sikre beviser der støtter deres teori om at ingen kan gøres ansvarlige for deres handlinger: ’Den anklagede kunne ikke gøre for at han skar halsen over på offeret — det lå i hans gener.’“

Ikke en ny tendens

Tendensen til at give andre skylden bliver mere og mere udbredt. En forfatter har meget passende kaldt vores generation for „det-er-ikke-min-skyld-generationen“. Den nedskrevne historie viser imidlertid at lige siden menneskehedens begyndelse har utallige søgt at give andre skylden for de fejl de selv har begået. Et klassisk eksempel på det er Adam og Evas reaktion efter at de havde syndet ved at spise af frugten på det træ Gud havde forbudt dem at spise af. Beretningen i Første Mosebog gengiver den samtale der fandt sted mellem Gud og de to første mennesker. Gud sagde: „’Har du spist af det træ som jeg gav dig påbud om ikke at spise af?’ Adam sagde da: ’Kvinden som du satte hos mig, hun gav mig frugt fra træet, og så spiste jeg.’ Derpå sagde Jehova Gud til kvinden: ’Hvad er det du har gjort?’ Hertil svarede kvinden: ’Det var slangen der bedrog mig, og så spiste jeg.’“ — 1 Mosebog 3:11-13.

Mennesker har lige siden fundet på sindrige undskyldninger der kunne fritage dem for at tage ansvaret for deres handlinger, og antaget et utal af trosopfattelser. Bemærkelsesværdig blandt disse var den ældgamle tro på skæbnen. En buddhistisk kvinde som har troet fuldt og fast på karmalæren, siger: „Jeg syntes ikke der var nogen fornuft i at jeg skulle lide for noget medfødt jeg ikke selv kendte til. Jeg måtte blot affinde mig med min skæbne.“ Skæbnetroen er også almindeligt udbredt i kristenheden og har fået vind i sejlene på grund af læren om forudbestemmelse, som Johannes Calvin var fortaler for. Præster siger ofte til sørgende efterladte at et dødsfald skyldes Guds vilje. Der er også nogle kristne som giver Satan skylden for alt det der går galt i deres liv.

I dag er vi vidne til en ansvarsløs adfærd som accepteres både juridisk og socialt. Vi lever i en tid hvor den enkelte i stigende grad kræver sin ret og frasiger sig sin pligt.

Forskningen i den menneskelige adfærd synes at have frembragt videnskabelige beviser som nogle mener stiller os frit, så vi kan gøre lige hvad vi har lyst til — fra at bedrive utugt til at begå mord. Dette genspejler samfundets iver efter at lægge skylden på alt muligt andet end den enkelte.

Mange er interesserede i at få svar på spørgsmål som: Hvad har videnskaben helt præcist fundet ud af? Er menneskets adfærd udelukkende bestemt af dets gener? Eller styres vores opførsel af både indre og ydre kræfter? Hvad viser fakta?