Hvad siger Bibelen?

Hvilken vejledning kan man stole på?

„NU SKAL vi gå!“ siger faderen til sin femårige søn. Faderen rækker hånden frem, og uden tøven stikker sønnen sin lille hånd ind i faderens. Tillidsfuldt følger barnet sin far hvor han end går hen. Og uanset hvad der sker, fastholder barnet sit greb.

Vi lever i en tid med økonomisk, politisk og personlig usikkerhed, og det kunne være rart med en ledende hånd fra en kilde man uforbeholdent kunne stole på. Desværre er det også en tid hvor skruppelløse mennesker udnytter de uerfarne. Det er derfor ikke alle og enhver man blindt kan stole på. Du har måske selv prøvet at blive skuffet ved at blive svigtet af en du betroede dig til.

Ikke desto mindre opfordrer Bibelen os til at stole på Gud. Profeten Esajas skrev: „For jeg, Jehova din Gud, griber din højre hånd, jeg er den der siger til dig: ’Vær ikke bange. Jeg vil hjælpe dig.’“ (Esajas 41:13) Og apostelen Peter gav dette råd: „Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer; kast samtidig al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Peter 5:6, 7.

’Men hvorfor skulle jeg se hen til Gud efter vejledning?’ spørger du måske. Ved at betragte fortidens Israel kan vi finde nogle fornuftige svar.

Guds hånd leder hans folk

Den række af begivenheder der kulminerede natten den 14. nisan 1513 f.v.t., tvang den despotiske Farao og ægypterne til at frigive Guds folk, israelitterne, fra trældom. (2 Mosebog 1:11-13; 12:29-32) Den 15. nisan påbegyndte den glade nation Israel sin rejse mod ørkenen til det forjættede land. Den mest direkte rute løb nord for Memfis, langs Middelhavskysten, i nærheden af det land der var beboet af de frygtede filistre, og videre ind i det forjættede land. Men Gud havde en anden rute i tanke. — 2 Mosebog 13:17, 18; 4 Mosebog 33:1-6.

Gud sørgede for en synlig vejviser til fortidens israelitter der fremstod som en skysøjle om dagen og en ildsøjle om natten. (2 Mosebog 13:21, 22) Ud over dette overnaturlige fænomen benyttede Jehova sin jordiske repræsentant, den trofaste mand Moses. (2 Mosebog 4:28-31) Der var uimodsigelige beviser for at Guds hånd ledte israelitterne.

Da israelitterne var nået til den anden station på vandringen, „Etam ved randen af ørkenen“, sagde Jehova til Moses at de skulle vende om og slå lejr foran Pi-Hakirot, ved bredden af Det Røde Hav. (2 Mosebog 13:20) Denne tilsyneladende uforklarlige kursændring fik Farao til at konkludere at israelitterne ’flakkede forvirrede om i landet’. Dristigt ændrede Farao sit hjerte. Besluttet på at føre israelitterne tilbage til trællearbejdet samlede han sejrssikkert sin hær og satte efter dem. — 2 Mosebog 14:1-9.

Moses havde ført israelitterne i en retning så de øjensynlig befandt sig i en lavning der førte ned til Det Røde Hav. Umiddelbart så det ud til at de nu var fanget af bjergene på begge sider af lejren ved Pi-Hakirot, Det Røde Hav og Faraos fremtrængende hær. Efter alt at dømme kunne israelitterne nemt undertvinges eller udslettes.

Hvordan reagerede israelitterne? Ville de vise at de stolede på Jehova? Tilsyneladende befandt de sig i en håbløs situation. Nogle gik i panik, og andre begyndte at knurre mod Moses. Nogle foreslog endda at de skulle overgive sig og vende tilbage til trældom i Ægypten. — 2 Mosebog 14:10-12.

Hold fast i Guds hånd

I denne situation havde israelitterne brug for at vise tillid til den Almægtige ligesom den lille dreng viste tillid til sin far. Nationen som et hele vidste ikke at Jehova havde en vægtig grund til at bede Moses om at krydse Det Røde Hav ved Pi-Hakirot. Ved at lade israelitterne drage ind i det forjættede land syd for filistrenes land benyttede Jehova kærligt sin indsigt. Efter 215 år i Ægypten var der ingen tvivl om at israelitterne ikke var rede til at kæmpe imod en nation af dygtige krigere. Jehova valgte derfor en rute hvor de undgik at komme i karambolage med filistrene.a — 2 Mosebog 13:17, 18.

Nationens udfrielse og udslettelsen af Farao og hans hær ved Det Røde Hav er et storslået bevis på Guds frelsende magt. Selv om israelitterne ikke forstod hvorfor Gud ledede dem i en bestemt retning, må de have været taknemmelige for at de ikke gav slip på Guds hånd. De holdt fast og så hvordan Det Røde Hav mirakuløst blev kløvet og deres fjender udryddet. Deres tillid til Jehovas ledelse blev belønnet. — 2 Mosebog 14:19-31.

Lad os igen betragte eksemplet med det lille barn der holder sin far eller mor i hånden. Hvordan reagerer et barn når det bliver bange? I stedet for at slippe taget eller løsne det vil barnet holde endnu strammere om sin fars eller mors fingre. På den måde viser barnet urokkelig tillid til at forældrene helt sikkert vil lede og beskytte det gennem vanskeligheder.

Hvis vi kommer ud for problemer i vort liv, må vi også stramme vort greb idet vi stoler endnu mere på Guds ledelse. Hans ord, Bibelen, kan blive et lys der leder vor fod. (Salme 119:105) Husk også at tillid kræver tålmodighed. Vi må derfor give Jehova tid til at løse vore problemer, selv om vi i en periode måske ikke helt forstår hvorfor han fører os i en bestemt retning. Ja, Guds vejledning er til at stole på! — 2 Mosebog 15:2, 6; 5 Mosebog 13:4; Esajas 41:13.

[Fodnote]