Stævner i Rumænien trods modstand

JEHOVAS Vidner havde planlagt at holde et internationalt stævne i Bukarest i Rumænien med temaet „Sendebud med fred fra Gud“ i dagene fra 19. til 21. juli 1996. Cirka 40.000 delegerede, deriblandt tusinder fra udlandet, havde regnet med at besøge denne smukke europæiske hovedstad med to millioner indbyggere. Det Nationale Stadion med 60.000 siddepladser var blevet lejet til begivenheden. Men den 24. juni nægtede misinformerede rumænske myndigheder at give Jehovas Vidner tilladelse til at holde deres stævne.

Jehovas Vidner forsøgte ihærdigt at få myndighederne til at ændre holdning, men forgæves. Man måtte derfor lave om på planerne så de mange tusind udenlandske delegerede fra Europa, Nordamerika og Japan kunne overvære et stævne i Budapest i Ungarn fra 12. til 14. juli. Disse ændringer i sidste øjeblik resulterede i skuffelser, ekstra besvær og yderligere omkostninger for mange.

Men hvad kunne man gøre for de lokale rumænske delegerede? Man tog kontakt til nogle myndighedspersoner i byerne Cluj-Napoca og Brasov og fik til sidst tilladelse til at holde stævner i disse to byer fra 19. til 21. juli. Mange rumænere havde imidlertid ikke mulighed for at rejse til Cluj-Napoca eller Brasov. Derfor blev der arrangeret to ekstra stævner fra 13. til 15. september, ét i Baia-Mare og ét i Bukarest.

Hvorfor blev det oprindeligt planlagte stævne i Bukarest aflyst? Hvem stod bag modstanden imod det? Og hvad fik nogle myndighedspersoner til at ændre holdning så der alligevel kunne holdes stævner i Rumænien, deriblandt et i Bukarest?

Hvem stod bag?

I forbindelse med det internationale stævne i Budapest skrev den ungarske avis Színes Vasárnap om Jehovas Vidner: „De havde oprindelig planlagt at holde deres årlige internationale møde i Bukarest, men grundet modstand fra ortodokse kristne ville de rumænske myndigheder ikke give dem tilladelse til dette.“ Det blev almindeligt kendt at kirken stod bag denne modstand. For eksempel skrev avisen Times Union fra Albany (New York): „Den ortodokse patriark Teoctist advarede ortodokse troende om at være på vagt over for hvad han kaldte Jehovas Vidners ’kætterske’ lære.“

Var rapporterne om præsteskabets modstand mod stævnet sande? I juni begyndte indbyggerne i Bukarest at observere plakater overalt i byen som rakkede ned på Jehovas Vidner. Plakaterne var sat op på kirkens ejendomme, på vægge og husgavle og ved undergrundsstationer. En plakat lød: „Til alle rumænere! Har Rumænien brug for et internationalt Jehova-stævne . . . den 19.-21. juli? Lad os som kristne modstå dette stævne!“

En anden plakat bar overskriften: „Pas på Jehova-faren!“ På plakaten påstod man at „Jehovas Vidner kæmper mod kristendommen . . . De prøver at splitte vores folk ad og at skabe religiøs strid. . . . Til alle rumænere, bekæmp dette stævne!“

„Opråb!“ lød overskriften på en tredje plakat. „Det Rumænske Ortodokse Broderskab . . . indbyder alle ortodokse troende til et protestmøde søndag den 30. juni.“ Plakaten sluttede: „Vi vil anmode myndighederne om at aflyse dette sataniske stævne. Mød op så vi kan forsvare vore forfædres tro. Måtte Gud hjælpe os!“

Præsteskabet udgav og uddelte endda en pjece som påstod at Jehovas Vidner er „en politisk organisation under kommunistpartiet“. Dette er imidlertid også en direkte løgn, hvilket de fleste rumænere sikkert udmærket er klar over. De ved nemlig at kommunisterne tidligere forfulgte Jehovas vidner og ofte satte dem i fængsel.

En holdningsændring

Både inden for og uden for Rumæniens grænser lød der hurtigt røster mod de kirkeinspirerede angreb, og regeringsembedsmænd kunne snart se at det kun var ret og rimeligt at skænke Jehovas Vidner de samme privilegier som alle andre nød. Bukarestavisen Flagrant forudsagde: „Den aktuelle modstand, fjendtlighed og uvilje mod dette første internationale stævne vil give bagslag. Dette tiltag vil ikke få folk til at vende Jehovas vidner ryggen, men vil snarere vække deres nysgerrighed, interesse, tolerance og sympati.“

Dette gik i opfyldelse til punkt og prikke. Mange ortodokse kirkemedlemmer skrev eller ringede til Jehovas Vidners afdelingskontor i Bukarest og gav udtryk for harme over deres præsteskabs handlemåde. Oplyste borgere vidste udmærket at den ortodokse kirkes beskrivelse af Jehovas vidner slet ikke passede.

Marius Milla skrev den 6. juli 1996 følgende i den rumænske avis Timishoara: „Jeg er overbevist om at 99 procent af dem der rettede så heftige anklager mod Jehova-folkene, ikke engang har lyst til at tale med dem eller blot overvære et af deres møder.“ Han tilføjede: „Det ville være langt mere gavnligt hvis alle vi ortodokse troende bekymrede os mere om bjælken i vores eget øje og overlod det til Gud at dømme om splinten i vores næstes øje.“ — Mattæus 7:3-5.

Derefter citerede hr. Milla den tale som den berømte lovlærer Gamaliel holdt i det første århundrede for de religiøse ledere som modstod Jesu disciple: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; (for hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet;) ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ (Apostelgerninger 5:38, 39) Som opsummering skrev Marius Milla: „Vores holdning er både udemokratisk, ubibelsk og samfundsskadelig.“

Rundt om i Europa og i USA begyndte der snart at lyde kritiske røster i forbindelse med aflysningen af stævnet. Den Rumænske Helsinki-komité udsendte en pressemeddelelse som fordømte „at patriark Teoctist, der repræsenterer den rumænsk-ortodokse kirke, offentligt har modstået ’Jehovas Vidner’“.

Hillary Clinton, USA’s præsidentfrue, var tilfældigvis på besøg i Rumænien på det tidspunkt. Den amerikanske ambassadør i Rumænien, Alfred Moses, forklarede hvorfor præsidentfruen ikke som planlagt besøgte Kretzulescu-kirken fra det 18. århundrede: „Religionsfrihed er et stadfæstet princip i De Forenede Staters forfatning, såvel som i den rumænske. Tilstedeværelsen af plakater på kirkens ejendom som tilkendegiver religiøs intolerance, er ikke i overensstemmelse med ånden i demokratiets pluralisme eller med hensigten med fru Clintons besøg i Rumænien.“

Bevis på Guds hjælp

Jehovas Vidner havde tidligere holdt stævner i Cluj-Napoca, og nu bød byens myndighedspersoner dem igen velkommen efter at de var blevet nægtet ret til at bruge Det Nationale Stadion i Bukarest. Men kontrakten om stadionet i Cluj-Napoca blev først underskrevet en uge inden stævnets afholdelse. En journalist spurgte: „Hvordan kan det lade sig gøre at arrangere så stor en kongres på så kort tid?“

„Vi er en forenet organisation,“ lød svaret. „Vi er vant til at holde stævner. Men først og fremmest skyldes det at vores Gud, Jehova, hjælper os.“

Ja, uden Jehovas hjælp og støtte kunne man umuligt have udført denne store opgave på så kort tid. Tænk engang, med så kort varsel lykkedes det at samle over 20.000 mennesker i tre dage! Det højeste antal tilstedeværende var 22.004, og 799 blev døbt. Avisen Adevărul de Cluj skrev efter stævnet: „Man fik indtryk af at disse mennesker altid smiler, og at de går hundrede procent op i det de gør. De havde et imponerende sammenhold . . . De var veldisciplinerede i den måde de opførte sig på, og de satte renlighed meget højt.“

I Brasov skete der noget særligt imponerende. Her fik man nemlig først tilladelsen til at holde stævne et par dage før det skulle begynde. Alligevel nåede man at skaffe logi til 7500 i private hjem. Da en forkynder talte med sine naboer om behovet, stillede de logi til rådighed for 30 delegerede. Og en menighed af Jehovas Vidner i Brasov havde 500 delegerede boende hos sig. Nogle delegerede blev indlogeret i telte nær stævnefaciliteterne, og når det regnede, kom venlige og gæstfri beboere i boligkomplekserne og inviterede campisterne med hjem. — Jævnfør Apostelgerninger 28:2.

Jehovas Vidners aktiviteter er underlagt begrænsninger i det overvejende ortodokse Bulgarien, som mod syd grænser op til Rumænien. Da busser fyldt med bulgarske Jehovas vidner satte kurs mod Bukarest, vidste nogle toldere åbenbart allerede at stævnet var blevet flyttet til andre steder. I Brasov overværede i alt 1056 bulgarere hele programmet på deres eget sprog. Alt i alt mødte 12.862 op til stævnet i Brasov, og 832 blev døbt, heraf 66 fra Bulgarien.

I september kunne man arrangere mindre stævner i Baia-Mare og i Bukarest for dem som ikke havde kunnet tage til Cluj-Napoca og Brasov. Tilsammen overværede hele 5340 disse to ekstra stævner, og 48 blev døbt. I Rumænien blev stævnet „Sendebud med fred fra Gud“ således overværet af i alt 40.206, og 1679 blev døbt. Ja, Jehovas velsignelse hviler over dem i Rumænien der ønsker at tjene ham.

En repræsentant for Jehovas Vidner i Bukarest bemærkede: „På blot tre uger fik vi en opmærksomhed i hele landet som svarer til flere års forkyndelse. Det som den rumænsk-ortodokse kirke troede ville sætte en stopper for os, viste sig at bidrage til fremme af den gode nyhed.“

[Illustration på side 24]

Bukarest er også en smuk, moderne by

[Illustrationer på side 25]

Plakater med advarsler mod Jehovas Vidner

[Illustration på side 26]

Dåbskandidater i Bukarest

[Illustration på side 26]

Brasov; her fik man først tilladelse til at holde stævne et par dage før det skulle løbe af stabelen

[Illustration på side 26]

Ved stævnet i Cluj-Napoca var der som højdepunkt 22.004 til stede