Hvad siger Bibelen?

Skal børn selv vælge hvilken tro de vil have?

LIGE fra et barns fødsel og gennem hele dets opvækst træffer forældrene beslutninger på barnets vegne. Kloge forældre ved imidlertid hvornår de skal være fleksible og tage hensyn til hvad barnet vil foretrække.

Hvor stor valgfrihed forældre skal give et barn, kan dog være svært at afgøre. Det er rigtigt at børn kan træffe kloge valg og have gavn af et vist mål af selvstændighed, men det er også sandt at de kan træffe forkerte beslutninger der kan få tragiske følger. — 2 Kongebog 2:23-25; Efeserne 6:1-3.

For eksempel vil børn ofte vælge junkfood frem for nærende kost. Hvorfor? Fordi de i barneårene ikke ejer sund dømmekraft. Vil det i en sådan situation være klogt af forældrene blot at lade børnene selv vælge i håb om at de til sidst vil begynde at spise nærende kost? Nej. Forældrene må i stedet træffe et valg på deres børns vegne med tanke på børnenes fremtidige velfærd.

Derfor er det på sin plads at forældrene træffer beslutninger for deres børn angående kost, tøj, frisure, soignering og moral. Men hvad med tro eller religion? Skal forældre også vælge for børnene her?

Valget

Nogle vil holde på at forældre ’ikke bør trække deres religiøse overbevisning ned over hovedet på deres børn’. For over 160 år siden var der faktisk nogle såkaldt kristne der fremsatte den tanke at „børn ikke burde have religionsundervisning for at de ikke skulle få en ensidig holdning til en bestemt trosretning, men burde overlades til sig selv indtil de var i stand til at træffe et valg og selv ønskede at træffe et“.

Denne tanke harmonerer imidlertid ikke med Bibelen. Bibelen understreger vigtigheden af at man giver barnet en religiøs oplæring lige fra fødselen. Ordsprogene 22:6 siger: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“

Det hebraiske ord der oversættes med „dreng“, gælder et barn i perioden fra den spæde barnealder til pubertetsalderen. Angående vigtigheden af tidlig undervisning siger dr. Joseph M. Hunt fra University of Illinois: „Det er i løbet af de første fire-fem år at et barns udvikling foregår hurtigst og det bedst lader sig forme. . . . Måske 20 procent af barnets grundlæggende evner udvikles før dets første fødselsdag, måske halvdelen før det bliver fire.“ Dette understreger blot Bibelens inspirerede vejledning om at det er vigtigt at forældrene giver børnene kloge anvisninger tidligt i livet idet de oplærer dem til at følge Guds veje. — 5 Mosebog 11:18-21.

Bibelen pålægger udtrykkeligt gudfrygtige forældre at indgive deres børn kærlighed til Jehova. I Femte Mosebog 6:5-7 står der: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft. Og disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ Det hebraiske udsagnsord der oversættes med „indprente“, indeholder tanken om at skærpe et redskab, for eksempel på en slibesten. Dette er ikke gjort med blot at stryge nogle få gange, men må gøres vedholdende, igen og igen. Den danske autoriserede oversættelse gengiver det hebraiske udsagnsord med „gentage“. (Også The New English Bible.) Udtrykket „at indprente“ betyder at efterlade et varigt indtryk. — Jævnfør Ordsprogene 27:17.

Forældre der er sande kristne, må derfor tage deres ansvar alvorligt og indprente børnene den kristne religiøse overbevisning. Det vil ikke være rigtigt af dem at fralægge sig dette ansvar ved at lade børnene træffe deres eget valg. Denne forpligtelse indebærer at de tager „småbørnene“ med til møderne. Her kan forældrene sidde sammen med dem og hjælpe dem til at forstå det der bliver sagt, og få gavn af det ved at høre efter. — 5 Mosebog 31:12, 13; Esajas 48:17-19; 2 Timoteus 1:5; 3:15.

Forældrenes ansvar

At man giver et barn besked på at spise noget fordi det er nærende, er ikke ensbetydende med at barnet kan lide det. En klog mor ved derfor hvordan hun tilbereder nærende mad så velsmagende som muligt for barnet. Samtidig tilbereder hun det selvfølgelig på en måde der passer til barnets evne til at fordøje det.

På samme måde vil et barn måske stille sig på bagbenene når det gælder den religiøse undervisning, og en far eller mor opdager måske at det ikke hjælper at ræsonnere med barnet. Bibelens vejledning er imidlertid klar — forældre må gøre deres bedste for at oplære barnet fra den spæde barndom. Kloge forældre må derfor gøre bibelundervisningen ’velsmagende’ så den appellerer til barnet samtidig med at de tager hensyn til barnets evne til at ’fordøje’ den.

Kærlige forældre er yderst opmærksomme på deres ansvar for at dække deres børns livsvigtige behov, og i de fleste tilfælde er der ikke nogen som kender børnenes behov bedre end forældrene. I harmoni med dette lægger Bibelen hovedansvaret for at dække børnenes fysiske såvel som deres åndelige behov på forældrenes skuldre — især faderens. (Efeserne 6:4) Forældre kan derfor ikke løbe fra dette ansvar ved at lægge det over på andre. De kan selvfølgelig drage fordel af den hjælp de får tilbudt, men den vil kun kunne supplere, ikke erstatte, forældrenes bibelske oplæring af deres børn. — 1 Timoteus 5:8.

På et tidspunkt i livet må hver enkelt selv tage stilling til hvilken religiøs overbevisning han eller hun vil leve efter — hvis man overhovedet vil have nogen. Når kristne forældre ser det som et personligt ansvar at oplære deres børn fra de er helt små idet de hele tiden lærer dem at ræsonnere ud fra sunde principper, vil deres børn højst sandsynligt træffe et klogt valg senere i livet. — 2 Krønikebog 34:1, 2; Ordsprogene 2:1-9.

[Kildeangivelse på side 26]

The Doré Bible Illustrations/Dover Publications, Inc.