New Zealands små lysbærere

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I NEW ZEALAND

NATTEN var buldrende mørk — måneløs og klar. Da lygterne slukkedes på den overnatningsplads vi havde gjort holdt ved, var det som om vi befandt os i et univers af strålende stjerner. Vi gik ned ad en sti som førte til en varm kilde i bunden af en snæver kløft. Her er det dampende vand helt omgivet af bevoksning. Vi går ned i vandet og slapper af efter en lang dags rejse. I dette bassin bobler der varmt vand op fra undergrunden.

En stjerne bevæger sig hastigt hen over himmelen og fanger mit blik. Idet jeg vender mig om for at fortælle min kone om det, træder jeg forkert og falder i vandet med et plask. Straks går adskillige stjerner ud. Og da jeg højlydt giver udtryk for min undren, forsvinder en hel stjernehob. Det ser ud som om jeg har forårsaget et hul i universet!

Mens jeg søger en forklaring på det der er sket, kommer stjernerne en efter en til syne igen. Og nu ser jeg at nogle er tættere på mig end andre — jeg kan røre dem. Dette var vores første møde med „den newzealandske ildflue“. Disse insekter hang ned fra den usynlige, tætte væg af grønne vækster oven over os, og deres svage lys gik i ét med de klare stjerner på himmelen.

„Den newzealandske ildflue“ er ikke en flue, men en myg. Den skiller sig ud fra andre illuminerende insekter, såsom ildfluer og sankthansorm, der lever i andre dele af verden. Dens artsnavn, Arachnocampa luminosa, kunne ellers få én til at tro at der her er tale om en selvlysende edderkop, men det er der altså ikke. Arachnocampa luminosa tilhører familien af svampemyg.

Ikke længe efter at vi første gang var stødt på disse illuminerende myg, så vi dem igen i Waitomo-hulerne på Nordøen i New Zealand. Jeg vil gerne fortælle om den sejltur vi havde inde i en hule hvor vi skulle se disse små skabninger.

Waitomo-hulen

Hulen hvor disse særlige svampemyg lever, er et underværk. Den er smukt oplyst så man kan se de prægtige og dekorative drypstensformationer der enten hænger ned fra loftet eller hæver sig op fra gulvet, og som gradvis har vokset sig store over en periode på mange tusind år. Vores guide tændte for lyset hver gang vi kom til et nyt område. Disse fascinerende formationer og underjordiske gange fik os til at tabe både næse og mund. Det var en for os ukendt underjordisk eventyrverden fyldt med overraskelser. Vore fodtrin gav sælsom genlyd da vi samledes ved en trappe der førte ned i sort mørke. Efterhånden som øjnene vænnede sig til mørket, begyndte vi at kunne skimte svage grønlige lysskær højt oppe. Myggene!

Vi kom ned til en anløbsbro og gik om bord i en båd. Med anløbsbroen bag os sejlede vi ind i mørket. Idet vi rundede et hjørne, kom noget jeg kun kan beskrive som en sammenpresset udgave af hele Mælkevejen, til syne lige oven over os — hulens loft var dækket af illuminerende svampemyg. Forfatteren George Bernard Shaw kaldte dette sted for „verdens ottende underværk“.

En fascinerende „ildflue“

Da rundturen var færdig, var vi meget betagede af dette illuminerende insekt, og denne fascination ansporede os til at finde flere oplysninger om det. Dette insekt begynder sit liv som en lille myggelarve, og allerede fra begyndelsen har den sit baglys tændt. „Den newzealandske ildflue“ går øjeblikkelig i gang med at fremstille en hængekøje af slim og silke fra adskilte kirtler i munden, og derefter fastgøres køjen til loftet i en hule. Denne køje er i virkeligheden en tunnel hvori larven kan bevæge sig frem og tilbage.

I de næste seks til ni måneder fisker den efter føde. Larvens bytte kommer til den via vandet, men den fanger det i luften. De underjordiske floder bringer friske forsyninger af dansemyg, stikmyg, slørvinger og døgnfluer ind i hulen. De tiltrækkes alle af lys og er nødvendige for larvens overlevelse. Byttet fanger den illuminerende myggelarve i et antal silketråde (nogle gange helt op til 70 tråde), som den lader hænge ned fra sin køje. På hver tråd er der små, klistrende slimdråber. Det får tråden til at ligne en lille perlekæde.

Det mest fascinerende ved „ildfluen“ er dens lys, hvormed den illuminerer ’fiskesnørerne’. Denne svampemyggelarve hører til den gruppe af insekter hvis lysorgan ikke er forbundet med nervesystemet. Alligevel er den i stand til at slukke lyset når den ønsker det. Lysorganet er placeret for enden af tarmkanalerne, og en del af larvens åndedrætssystem fungerer som reflektor sådan at lysskæret rettes nedad. Larven slukker lyset ved at begrænse tilførselen af den ilt eller de kemikalier som er nødvendige for processen.

Men lyset for enden af larvens tunnel er ikke et håbets lysglimt for byttet som flyver lige ind i det dødbringende perleforhæng. Når larven mærker vibrationerne fra et offer der forsøger at kæmpe sig fri, læner den sig langt ud fra hængekøjen og hiver tråden op med munden ved gentagne gange at trække kroppen sammen.

Når larven har ernæret sig ved at fiske i seks til ni måneder, forpupper den sig og kan da nyde livet som voksen myg. Om den voksne myg glæder sig over livet, er dog tvivlsomt. Den vil kun leve to eller tre dage uden for puppen, for den har ingen mund og kan derfor ikke indtage føde. Den bruger udelukkende sin sidste tid til forplantning. De voksne hanmyg befrugter hunmyggene i det øjeblik de bryder ud af deres pupper. Det kan tage en hel dag for hunnen at lægge alle sine æg enkeltvis, hvorefter hun dør. Sådan ender den lille newzealandske lysbærers ti til elleve måneders livscyklus efter at den har bidraget til en tindrende stjernehimmel.

[Illustrationer på side 16, 17]

Modsatte side: På vej ind i Waitomo-hulen

Øverst: Huleloftet illumineret af myggelarvernes lysshow

Til højre: Myggelarvens ’fiskesnører’

[Kildeangivelse]

Billederne på side 16-17: Waitomo Caves Museum Society Inc.