Jeg fandt omsider sandheden

Sidst i august 1939 gjorde jeg ophold i Moskva på vej hjem til Budapest i Ungarn. Den tysk-sovjetiske ikkeangrebspagt var blevet underskrevet flere dage forinden, den 23. august, og Kremls mure var smykket med nazisternes hagekorsflag. Hvorfor befandt jeg mig i Rusland, og hvad ventede mig derhjemme?

LAD mig begynde med at fortælle om den lille ungarske by Veszprém hvor jeg blev født den 15. januar 1918. Jeg var den ældste af fire børn, og vore forældre sørgede for at vi regelmæssigt gik i kirke. Som femårig hjalp jeg til ved messen i et katolsk kloster. Derhjemme legede jeg at jeg holdt messe for mine søskende og klædte mig ud i en præstekjortel af papir som jeg havde lavet til gudstjenesten.

Da jeg var otte år, forlod far familien, hvorefter mor tog sig af os med hjælp fra min mormor. Året efter døde mor af kræft. I de følgende år blev vi børn adskilt og anbragt i forskellige plejefamilier eller på børnehjem. Det sidste børnehjem jeg boede på, lå i nærheden af Budapest. Det blev drevet af Frères Maristes (Maristbrødrene), en fransk katolsk lærerorden. Jeg nærede dyb kærlighed til Gud og tog derfor som 13-årig imod et uddannelsestilbud fra denne religiøse orden.

Omfattende religiøs oplæring

Det følgende år blev jeg sendt til Grækenland, hvor jeg begyndte at gå på en Frères Maristes-skole. Undervisningen foregik på fransk og tog sigte på at uddanne mig til lærer. Fire år senere, i 1936, fik jeg mit eksamensbevis og kunne nu undervise i grundskolen. Efter eksamen blev jeg broder i den religiøse orden og aflagde et tredobbelt løfte om fattigdom, lydighed og kyskhed. Vi bar ordensdragt og underviste i katekismus, men vi læste aldrig Bibelen.

Den sommer ansøgte jeg om at komme til at undervise på en skole i Kina, og min ansøgning blev godkendt. Den 31. oktober 1936 tog jeg med skib fra Marseilles i Frankrig til Shanghai, hvortil jeg ankom den 3. december 1936. Derfra fortsatte jeg med tog til hovedstaden Beijing i det nordlige Kina.

I et bjergrigt område cirka 25 kilometer fra Beijing havde Frères Maristes en stor skole med tilhørende kollegium og landbrugsbygninger. Den lå i nærheden af kejserens sommerresidens og havde smukt anlagte haver og frugttræer. Her blev jeg opslugt af et intenst studium af både kinesisk og engelsk. Men vi studerede aldrig Bibelen.

En turbulent tid

I begyndelsen af 1930’erne indtog Japan Manchuriet, en del af Kina. I juli 1937 kom det til sammenstød mellem japanske og kinesiske tropper i nærheden af Beijing. Japanerne vandt slaget og indsatte en ny kinesisk regering som de selv havde udpeget. Det førte til at kinesiske guerillasoldater bekæmpede den nye regering.

Eftersom vores kloster uden for Beijing blev betragtet som fransk område, undgik vi at blive indblandet i direkte kampe. Vi blev dog ramt af vildfarende kanonkugler og projektiler der sårede nogle af de mere end 5000 kinesere som havde søgt tilflugt i klosteret. De kinesiske guerillaer beherskede landområderne.

I september 1937 angreb omkring 300 bevæbnede kinesiske guerillaer vore bygninger i deres søgen efter våben, penge og mad. Jeg var en af de ti europæere der blev taget som gidsler. Efter at vi var blevet tilbageholdt i seks dage, var jeg blandt de første der blev løsladt. Jeg havde imidlertid pådraget mig en madforgiftning og måtte tilbringe en måned på hospitalet.

Efter at jeg var blevet udskrevet fra hospitalet, blev jeg overført til en af ordenens skoler som lå i et mere sikkert område af Beijing. I januar 1938 blev jeg sendt til Shanghai for at undervise, men i september vendte jeg tilbage til skolen i Beijing. Da skoleåret sluttede, undlod jeg at forny mine religiøse løfter. I syv år havde jeg levet et religiøst liv og fået en uddannelse, men min søgen efter sandheden var ikke blevet tilfredsstillet. Jeg forlod derfor den religiøse orden for at vende hjem til Budapest.

På det tidspunkt trak den anden verdenskrigs uvejrsskyer sig sammen ude i horisonten. Mine franske overordnede foreslog at jeg tog Den Transsibiriske Jernbane der gik gennem dele af Sovjetunionen. Det var på denne rejse at jeg kom til Moskva den 27. august 1939 og så murene i Kreml smykket med nazisternes flag.

En verden i krig

Jeg ankom til Budapest den 31. august 1939. Den næste dag invaderede Tyskland Polen, og dermed var den anden verdenskrig begyndt. Senere brød Tyskland sin ikkeangrebspagt med Sovjetunionen, og den 22. juni 1941 invaderede Hitlers hære Sovjetunionen. De trængte helt frem til Moskvas forstæder, men byen blev ikke indtaget.

Ungarns guvernør underskrev en fredsaftale med Tyskland, og de tyske hære fik tilladelse til at passere igennem Ungarn. I 1942 blev jeg gift, og i 1943 blev jeg indkaldt til den ungarske hær. I marts 1944 invaderede Tyskland Ungarn fordi Hitler ikke var tilfreds med den støtte Ungarn ydede til hans krigsindsats. Samme år blev vores søn født. For at undslippe det kraftige bombardement af Budapest flyttede min kone og søn ud på landet hvor de kunne bo hos hendes forældre.

Krigslykken vendte, og den sovjetiske hær drog mod Budapest hvortil den ankom den 24. december 1944. Jeg blev taget til fange af russerne og blev krigsfange. Tusinder af fanger blev tvunget til at gå de cirka 160 kilometer til Baja i Ungarn. Her blev vi stuvet ind i jernbanevogne beregnet til kreaturer og kørt til Timisoara hvor vi blev anbragt i en stor koncentrationslejr. Mindst 20.000 af de 45.000 fanger døde først på året i 1945 under en tyfusepidemi.

I august blev de 25.000 overlevende koncentrationslejrfanger ført til Sortehavet. Herfra blev omkring 20.000 deporteret til Sovjetunionen. Men 5000 syge, deriblandt mig, blev sendt tilbage til Ungarn og løsladt. På den måde endte otte frygtelige måneders fangenskab. Nogle få uger senere blev jeg genforenet med min kone og søn, og vi vendte tilbage for at bo i Budapest.

Efter krigen fortsatte lidelserne for mange. Der var knapt med mad, og inflationen var katastrofal. Det man i 1938 kunne købe for en ungarsk pengö, skulle man i 1946 bruge over en kvintillion (1.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000) pengöer for at købe! Med tiden fik jeg kontorarbejde ved jernbanen, og livet blev lidt lettere for os.

Vi finder sandheden

I 1955 begyndte et af Jehovas vidner der boede i vores boligblok i Budapest, at tale med min kone, Anna, om Bibelen. Min interesse blev vakt da Anna fortalte mig at Bibelen ikke lærer at helvede er et sted med pine. (Prædikeren 9:5, 10; Apostelgerninger 2:31) Som katolik havde jeg aldrig læst Bibelen, selv ikke da jeg modtog særlig undervisning i kirkeskoler. Jeg anerkendte blot de ubibelske katolske læresætninger, som for eksempel læren om et brændende helvede. Nu fik jeg kærlighed til sandheden i Bibelen, især til det der vedrørte Guds rige, og jeg forstod at dette rige vil gennemføre Guds hensigt og omdanne jorden til et paradis. (Mattæus 6:9, 10; Lukas 23:42, 43; Åbenbaringen 21:3, 4) Jeg følte en vidunderlig glæde som jeg aldrig tidligere havde oplevet.

På det tidspunkt blev Jehovas vidner i Ungarn forfulgt og fængslet fordi de modigt forkyndte sandheden om Guds rige. Jeg læste alle de af Jehovas Vidners publikationer jeg kunne opdrive på ungarsk, og det lykkedes mig også at få fat i nogle af deres publikationer på engelsk og fransk som ikke var blevet oversat til ungarsk. Jeg var meget taknemmelig for at jeg havde lært disse sprog.

I oktober 1956 gjorde nogle ungarere oprør mod det påtvungne russiske kommuniststyre. Det kom til heftige kampe i Budapest. Mange af de fængslede, deriblandt Jehovas vidner, blev frigivet. Det var på dette tidspunkt at min kone og jeg blev døbt som symbol på vores indvielse til Jehova Gud. En uge senere nedkæmpede russiske styrker revolutionen, og de Jehovas vidner der var blevet frigivet, blev atter fængslet.

Et dyrebart privilegium

Eftersom de fleste af de Jehovas vidner der havde ansvaret for forkyndelsesarbejdet, var fængslet, henvendte en af mine kristne trosfæller sig til mig og spurgte om jeg kunne oversætte nogle af vore bibelske publikationer. I begyndelsen fik jeg overdraget private breve fra Schweiz der indeholdt maskinskrevne artikler fra Vagttårnet på fransk. Jeg oversatte disse artikler til ungarsk, og derefter blev kopier af de oversatte artikler leveret til menighederne.

Da den ungarske afdelingstilsynsmand, János Konrád, blev løsladt i 1959 efter at have siddet i fængsel i 12 år på grund af sin kristne neutralitet, blev jeg udnævnt til oversætter. Siden modtog jeg engelsk stof til oversættelse. Jeg modtog det normalt gennem en kvindelig kurer hvis navn jeg ikke kendte. Så kunne jeg ikke røbe hendes navn, hvis jeg på noget tidspunkt skulle blive fanget og torteret.

Når jeg havde oversat Vagttårnet, blev oversættelsen checket af broder Konrád. Dernæst maskinskrev nogle søstre de oversatte artikler på meget tyndt papir, og ved hjælp af karbonpapir kunne de fremstille op til 12 eksemplarer ad gangen. På den måde kunne alle der overværede vagttårnsstudiet, til tider have deres eget eksemplar af den artikel der skulle gennemgås. Bagefter blev kopierne givet videre til en anden studiegruppe. Men ofte var vi kun i stand til at fremstille et enkelt eksemplar af Vagttårnet til hver studiegruppe. Så måtte alle tilstedeværende lytte omhyggeligt efter og tage notater for at få fuld gavn af den bibelske drøftelse.

Fra det tidspunkt jeg begyndte at oversætte i 1956, og indtil 1978 blev Vagttårnet på ungarsk kun udgivet i maskinskrevet form. Fra 1978 til 1990 blev bladet duplikeret. Det er en stor velsignelse at den ungarske udgave af både Vagttårnet og Vågn op! siden 1990 er blevet trykt i fire farver.

Under det kommunistiske styre skulle alle have et verdsligt arbejde. Så i 22 år, indtil jeg i 1978 gik på pension, udførte jeg oversættelsesarbejdet når jeg ikke var på verdsligt arbejde. Det foregik normalt tidligt om morgenen og sent om aftenen. Da jeg blev pensioneret, begyndte jeg at oversætte på heltid. På det tidspunkt arbejdede alle oversættere derhjemme, og forbudet gjorde det vanskeligt for os at kommunikere indbyrdes. I 1964 foretog politiet en samtidig ransagning af alle oversætternes hjem og konfiskerede vores materiale. I årene derefter fik vi ofte besøg af politiet.

Store velsignelser

I 1969 blev min pasansøgning godkendt, og János Konrád og jeg kunne rejse til Paris for at overvære Jehovas Vidners internationale stævne „Fred på jorden“. Det var en stor velsignelse at mødes med trosfæller fra andre lande og at tilbringe nogle dage på Jehovas Vidners afdelingskontor i Bern i Schweiz. I 1970’erne blev det muligt for mange Jehovas vidner fra Ungarn at rejse til Østrig og Schweiz til stævner.

I 1986 kunne vi efter mange år med restriktioner afholde det første stævne med myndighedernes tilladelse i Kamaraerdő Ungdomspark i Budapest. De mere end 4000 tilstedeværende havde glædestårer i øjnene når de hilste på deres brødre og søstre og læste det farvestrålende velkomstskilt til vores møde over indgangen til parken.

Endelig, den 27. juni 1989, fik Jehovas Vidner myndighedernes juridiske anerkendelse. Til vore brødre og søstres glæde blev nyheden bragt i ungarsk radio og fjernsyn. Det år holdt vi uden nogen form for restriktioner vore første områdestævner siden vores arbejde blev forbudt næsten 40 år tidligere. Over 10.000 overværede stævnet i Budapest, og tusinder overværede de fire andre stævner i landet. Det var en stor glæde for mig at være til stede og se min yngste broder, László, og hans kone blive døbt i Budapest!

I juli 1991 blev vi ovenud rigt velsignet med et stævne på Budapests store Népstadion der blev overværet af mere end 40.000 delegerede. Her havde jeg den forret at tolke nogle af de foredrag der blev holdt af brødrene fra hovedkontoret i Brooklyn.

I dag arbejder Anna og jeg sammen med mere end 40 af vore kære brødre og søstre på Jehovas Vidners smukke afdelingskontor i en forstad til Budapest. Her arbejder jeg i oversættelsesafdelingen sammen med et dygtigt hold unge medarbejdere, og Anna udfører husligt arbejde på betelhjemmet.

Trods vore bestræbelser for at give sandheden fra Bibelen videre til vores søn under opvæksten, tog han ikke imod den. Men han er gunstigt stemt over for sandheden, og vi håber at han også med tiden vil tjene Jehova.

Min kone og jeg er meget taknemmelige for at vi har lært sandheden om vor kærlige Gud, Jehova, at kende og har været i stand til at tjene ham i mere end 40 år. — Fortalt af Endre Szanyi.

[Illustration på side 21]

Min kone og mig