Det kaldte de underholdning
LUFTEN i amfiteatret var ladet med spænding. Titusinder var samlet til et af de mest spændende optrin i det gamle Rom. Vimpler, roser og farvede gobeliner smykkede arenaen. Parfumeret vand sprøjtede ud af fontæner og spredte en ganske svag duft. De rige var klædt i deres prægtigste dragter. Fra mængden hørtes snak og højrøstet latter, men denne munterhed stod i skarp kontrast til det der snart skulle ske.
Der lød et ildevarslende hornsignal som kaldte to gladiatorer til kamp. Tilskuerne blev nærmest som besatte da de kæmpende med nådeløs vildskab begyndte at gøre udfald mod hinanden. Klangen af sværdene kunne næsten ikke høres for tilskuernes øredøvende tilråb. Pludselig, med en hurtig manøvre, strakte den ene gladiator sin modstander til jorden. Den fældede gladiators skæbne lå nu i tilskuernes hænder. Hvis de viftede med deres lommetørklæder, fik han lov at leve. Med en fælles gestus med tommelfingeren gav forsamlingen, også kvinder og unge piger, ordre til dødsstødet. Kort efter blev den livløse krop trukket ud af arenaen, det blodige sand blev skovlet væk, og der blev strøet nyt sand ud mens tilskuerne gjorde sig klar til resten af blodbadet.
For mange af datidens romere var dette underholdning. „End ikke de strengeste moralister gjorde nogen indsigelser mod denne forkærlighed for blodsudgydelser,“ siger bogen Rome: The First Thousand Years. Gladiatorkampene var blot ét af de dekadente forlystelsestilbud i Rom. Der blev også arrangeret ægte søslag som underholdning for blodtørstige tilskuere. Man havde desuden offentlige henrettelser hvor en dømt forbryder blev bundet til en pæl og fortæret af udhungrede vilde dyr.
Til dem der var knap så blodtørstige, kunne Rom tilbyde et udvalg af skuespil. I pantomimespillene — korte stykker om hverdagslivet — var „ægteskabsbrud og kærlighedsaffærer hovedtemaet,“ har Ludwig Friedländer skrevet i Sittengeschichte Roms (En sædeskildring af Rom). „Sproget var fyldt med vulgære vendinger, og den grovkornede humor med et væld af grimasser, uanstændige gestus, og, frem for alt, grotesk dans til fløjtespil.“ Ifølge The New Encyclopædia Britannica er der „beviser for at der i det romerske rige faktisk blev vist utugt på scenen“. Med god grund kaldte Friedländer disse stykker for „de frimodigste og skammeligste blandt farcer hvad umoralitet og uanstændighed angår“.a Og han tilføjer: „De mest uanstændige scener var dem der fik størst bifald.“
Hvordan forholder det sig i dag? Har folks smag hvad underholdning angår, ændret sig væsentligt? Overvej engang de vidnesbyrd der fremholdes i den følgende artikel.
[Fodnote]
a Nogle gange blev en henrettelse foretaget på scenen for at gøre dramaet mere realistisk. Bogen The Civilization of Rome bemærker: „Det var ikke usædvanligt at en dødsdømt forbryder overtog skuespillerens rolle i det katastrofale øjeblik.“
[Kildeangivelse på side 3]
The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck