Jeg fandt den sande Gud blandt et virvar af guder

I 1921 blev jeg født i Croydon i England. Jeg er den ældste pige i en børneflok på tre piger og to drenge. Da jeg var tre år, fik nogle af os børn difteritis. Jeg kom på hospitalet. Min bror Johnnie døde, og da vi ikke var blevet døbt, ville den anglikanske kirke ikke forrette begravelsen. Det blev min far vred over og spurgte en af præsterne om han så ville bede en bøn når Johnnies kiste blev sænket i jorden. Det ville han ikke.

Min mor sagde at far fra da af ikke ønskede at have noget med religion at gøre. Hun var så bange for at en ulykke skulle ramme min søster og mig at hun tog os med hen i kirken og fik os døbt — selvfølgelig uden at min far vidste det. Min far blev aktivt medlem af kommunistpartiet og opfordrede os til at læse publikationer der havde forbindelse med dialektisk materialisme, deriblandt bøger af T. H. Huxley, Lenin og Marx. Ordet gud blev kun nævnt derhjemme når far sagde at der ikke fandtes nogen gud.

I 1931, da jeg var omkring ti år, fik jeg indimellem lov til selv at gå ned ad gaden og besøge min farfar og farmor. Min farfar blev ofte kritiseret af andre, men han havde et glimt i sine smukke blå øjne og var altid i godt humør. Han gav mig som regel noget slik sammen med læsestof som jeg kunne fordybe mig i på vej hjem. Jeg spiste slikket og smed læsestoffet ud. Dengang kunne jeg ikke forstå hvorfor andre talte dårligt om ham.

I teenageårene var jeg medlem af ungkommunisterne og blev med tiden sekretær. Jeg holdt foredrag på rådhuset, og på gaden tilbød jeg avisen Challenge til alle som ville lytte. På det tidspunkt var en fascistgruppe der blev kaldt Sortskjorterne, aktiv, og dens medlemmer var stærke modstandere af kommunismen. Jeg kan huske at medlemmer af Sortskjorterne kom hen og talte til mig når jeg stod på fortovet og uddelte avisen Challenge. De kaldte mig Solstråle, et øgenavn de havde givet mig. De erfarne medlemmer af kommunistpartiet fandt ud af at fascisterne planlagde at tæve mig med knojern, og de sikrede sig derfor at der altid var nogen med mig.

Ved en lejlighed fandt vi ud af at fascisterne skulle marchere gennem Londons East End (der dengang hovedsagelig var beboet af jøder). Vi fik at vide at vi skulle slås med dem, og at vi skulle medbringe sække med kugler som skulle kastes ind mellem hovene på politiets heste når politiet ville skille de stridende parter ad. Mange blev arresteret den dag, men heldigvis var jeg ikke blandt dem. Jeg havde nemlig besluttet mig for ikke at være med.

Min samvittighed rører på sig

Ved en lejlighed blev jeg bedt om ved et offentligt møde at fremlægge nogle oplysninger som jeg vidste ikke var sande. Jeg nægtede det og blev spurgt: „Hvilken forskel gør det, så længe vores budskab kommer ud?“ Det var på det tidspunkt i mit liv at min samvittighed begyndte at plage mig, og jeg begyndte at spekulere over mange forskellige ting.

I mine tidlige teenageår foreslog min mor engang at jeg gik til en gudstjeneste, bare for at jeg kunne se hvordan den foregik. Jeg husker at jeg blev bedt om at gå til alters for at bekende mine synder. Dér lagde jeg mærke til at broderiet på alterdugen forestillede tre ringe som var flettet sammen. Jeg spurgte om hvad de stod for, og fik at vide at de repræsenterede „Den Hellige Treenighed — Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd“. Jeg tænkte: ’Det er da mærkeligt. De tror på tre guder, men min far siger at der ikke engang er én!’ Da jeg stillede flere spørgsmål, fik jeg den forklaring at et æg består af tre dele, men det er stadig kun ét æg. Det svar ville jeg heller ikke godtage. Jeg fik så at vide at jeg stillede for mange spørgsmål. Jeg gik hjem og sagde til min mor at jeg ikke ville gå i kirke mere, og sådan blev det.

Da Anden Verdenskrig brød ud, var jeg ikke længere aktiv ungkommunist. Jeg giftede mig med en canadier der var i hæren, og vi fik en søn. Vores første hjem i London blev ramt af en flyvende bombe, et såkaldt V-1-missil, som ramte lige foran vores hus mens min søn og jeg var hjemme. Vi mistede alle vore materielle ejendele. Vi blev begravet under murbrokkerne, men var så heldige at slippe med livet i behold. Min mand befandt sig på det tidspunkt i Normandiet i Frankrig.

Omkring denne tid kan jeg huske at jeg stillede dette spørgsmål til to unge damer som jeg talte med: „Hvis der er en Gud, hvorfor tillader han så alle disse lidelser?“ De nævnte noget om at Satan var denne verdens gud. Jeg tænkte: „Endnu en gud som jeg ikke kender!“ Derefter stødte en ung mand til. Jeg bombarderede ham med spørgsmål hvorefter han sagde at han var ude at lede efter får, ikke geder. Da jeg ikke kendte denne billedtale af Jesus, spurgte jeg ham om han var præst eller landmand. Der gik nogle år, og Anden Verdenskrig sluttede. Min mand vendte hjem efter at have set hvordan 95 procent af soldaterne i hans enhed, den lette Saskatoon-infanteridivision, var blevet dræbt i krigen. Vi flyttede ind i et andet hus i Croydon.

Besøg af Jehovas vidner

En søndag kom to Jehovas vidner og ringede på vores dør. Min mand åbnede og havde en meget lang drøftelse med dem. Han var bitter over religionens hykleriske opførsel under krigen. Det gjorde et stort indtryk på ham at høre at Jehovas Vidner havde forholdt sig neutrale. Han sagde til mig at han havde inviteret dem til at komme igen og fortsætte den bibelske drøftelse. Jeg blev meget bekymret og spurgte min far hvad jeg skulle gøre. Han sagde at jeg ikke skulle rode mig ind i noget, og hvis min mand holdt fast ved denne religion, var jeg bedre tjent med en skilsmisse.

Jeg besluttede mig for at overvære en af drøftelserne for at se hvad det drejede sig om. Vi sad rundt om bordet, og forkynderen sagde: „Til den tid vil man kunne lægge armen om en løve ligesom man i dag kan gøre med en hund.“ Jeg tænkte: „De er da skøre.“ Jeg kunne ikke koncentrere mig om andet af det der blev sagt den aften, og bagefter sagde jeg til min mand at jeg ikke ville have at de besøgte os igen. Der blev grædt meget, og vi talte om at blive skilt.

Kort efter fik vi besøg af et andet Jehovas vidne. Vi fandt senere ud af at han var en kredstilsynsmand der besøgte den lokale menighed og dér havde hørt om os. Jeg husker ham meget tydeligt. Han havde blå øjne og en meget venlig og tålmodig udstråling der mindede mig om min farfar. Jeg hentede en liste med 32 spørgsmål som jeg havde skrevet ned. „Vi tager dem et efter et og finder svarene,“ sagde han, og det gjorde vi. Han hjalp mig til at indse at læsning og studium var nødvendigt hvis jeg fuldt ud ville forstå det der stod i Bibelen. Han foreslog at der skulle komme en og studere Bibelen regelmæssigt med os. Det gik jeg med til.

Efterhånden som jeg lærte mere om Skaberen, Jehova Gud, blev jeg meget bevæget. Ved en lejlighed gik jeg ind i soveværelset og bad Jehova om at tilgive mig og hjælpe mig med at forstå Bibelen og hans hensigt. Jeg blev døbt sammen med min mand og min søn i 1951. Min far blev meget foruroliget over at høre det og sagde at han hellere ville se mig død end som et af Jehovas vidner.

Tjeneste hvor behovet er større

Min mand ville gerne tilbage til Canada, og i 1952 flyttede vi til Vancouver i British Colombia. Min far nægtede at tage afsked med os, og jeg så eller hørte aldrig mere til ham. Da vi havde boet nogle år i Vancouver, lød der en opfordring til at rejse ud hvor behovet for forkyndere var større, især i områder som Quebec, hvor premierminister Maurice Duplessis havde en hitlerlignende indstilling til Jehovas vidner.

I 1958 pakkede vi bilen med alle vore jordiske besiddelser og kørte til det internationale stævne i New York. Derfra kørte vi til Montreal i Quebec hvor vi blev bedt om at tilslutte os en fransktalende menighed i Ville de Jacques-Cartier. Vi havde mange interessante oplevelser mens vi tjente Jehova i Quebec. Ved en lejlighed blev vores bil væltet, vi blev overdænget med sten, og en kvinde rettede en vandslange for fuldt tryk mod os. Alt dette skete på et sted der kaldes Magog.

En anden gang kom min makker og jeg forbi en kirke netop som folk strømmede ud. En eller anden genkendte os og råbte: „Témoins de Jéhovah!“ (Jehovas vidner!) Med præsten i spidsen satte de efter os. Men vi løb fra dem. Vi blev også arresteret mange gange. Jeg havde imidlertid den glæde at hjælpe flere til at lære om Jehova. Mange af dem tjener ham stadig aktivt.

Først i 1960’erne overførte min mands chef ham til Los Angeles, og her tjente vi i en menighed i over 30 år. Det var til stor glæde for os at forkynde sandheden for tilflyttere fra alle dele af verden. Jeg har haft den forret at studere med folk fra Libanon, Egypten, Kina, Japan, Frankrig og Italien, for blot at nævne nogle få. En ung kvinde som jeg mødte, kunne ikke ét ord engelsk, men det kunne hendes mand heldigvis. Min mand og jeg studerede først med dem sammen, men senere begyndte jeg at studere med hende alene. Jeg brugte bogen Gud Maa Være Sanddru på engelsk. Hun slog skriftstederne op i sin kinesiske bibel og besvarede spørgsmålene på kinesisk. Derefter sagde jeg svaret på engelsk, og hun gentog det. Med tiden kom hun til at tale flydende engelsk, selv om det blev med canadisk accent. Jeg er meget glad for at både hun og hendes mand nu er indviede tjenere for Jehova.

For nylig flyttede vi til Tucson i Arizona. Vi glæder os over at alle i vor familie trofast tjener Jehova. Det gælder også vore oldebørn, som lærer om vor store Skaber, Jehova.

Jeg var for resten meget glad for at høre fra brødrene i Croydon at min farfar med de klare blå øjne var et af Jehovas vidner. — Fortalt af Cassie Bright.