„Når en fugl jager i regnvejr . . .“

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I NIGERIA

DA VORES lille menighed i den sydlige del af Nigeria modtog forsyningen af traktaten Rigets Nyheder nr. 34, der blev delt ud i hele verden, var vi ivrige efter at bringe disse eksemplarer ud i hele området. Det var ikke nogen nem opgave. I vores distrikt er der nogle landbrugssamfund hvor man dyrker kassava, yams og andre fødevarer. Disse landbrugssamfund ligger langt inde i den tropiske regnskov. Det ville blive vanskeligt at besøge dem, men ikke umuligt. Guds vilje er jo at den gode nyhed skal nå ud til alle slags mennesker, også til landmænd inde i junglen. — 1 Timoteus 2:3, 4.

Klokken 7.30 den 16. oktober 1995 tog 18 forkyndere af sted for at besøge landbrugssamfundet Abomgbada, der lå 3,5 kilometer væk. Undervejs måtte vi vade over et vandløb. Vandet nåede os til bæltestedet.

For at kunne besøge et andet samfund samme dag måtte vi over et større vandløb. Denne gang var der kun fire brødre og en søster som krydsede det. Resten af gruppen blev tilbage.

Der var mange som ville lytte til os den dag. Vi kunne også glæde os over at bushen sørgede for mad til os. Undervejs plukkede og spiste vi vildtvoksende frugt. Vi mødte gæstfri landmænd som værdsatte de anstrengelser vi havde gjort os for at besøge dem; de gav os appelsiner til at slukke tørsten med. Vi kontaktede omkring 250 mennesker og uddelte alle de traktater vi havde taget med.

En stor udfordring

To dage senere stod vi over for en gevaldig udfordring. Tolv kilometer væk lå Ose Anasi, et landbrugssamfund der sandsynligvis aldrig var blevet besøgt i den organiserede forkyndelse. Nogle havde visse forbehold ved at tage af sted. Det var risikabelt at krydse Urasi-floden, og mange af os kunne ikke svømme. At vade over den kunne være farligt på grund af spidse træstumper. De mudrede områder ville være smattede, og man kunne komme til skade ved et fald. Nogle af de selvgjorte broer var ikke særlig solide. Der var slanger, krokodiller og vandløb fulde af igler.

Vi var seksten som alligevel besluttede os for at tage af sted. Vi gik cirka halvanden kilometer inden vi steg ned i en kano for at krydse den farlige Urasi-flod hvor strømmen er stærk. For at komme hen til kanoen måtte vi gå ned ad en stejl skrænt. Det var regntid, og vandstanden var på sit højeste. Hele området er lerjord; og i regntiden bliver det meget glat. Da vi steg ud af kanoen, opdagede vi at stien var blevet til et vandløb der nogle steder var en meter dybt. Det var først nu at de virkelige problemer meldte sig.

I cirka en halv time vadede vi langs dette vandløb. Jorden var så smattet at mange faldt i det mudrede vand, og vore bibler, blade og traktater blev gennemblødt. Der var alligevel en god stemning, så når nogen faldt, lo vi alle — også den uheldige.

Da vi krydsede et andet lille vandløb, fæstnede igler sig til vore ben. En ung søster opdagede en igle på sit ene ben og gav et hvin fra sig. Selv da den var blevet fjernet, skreg hun. Det tog vi også med godt humør, som en del af oplevelsen, og vi fortsatte på vores vej.

Da vi skulle krydse endnu et vandløb, besluttede en broder sig for at han ville springe over det i stedet for at vade over det. Han havde held med at springe over vandet, men ikke over mudderet. Han gled og faldt så lang han var. Han rejste sig op, kiggede ned ad sig og konstaterede at der ikke var sket noget, hvorefter han sagde: „Det gør ikke noget. Jeg tager det som en oplevelse.“ Vi talte om at apostelen Paulus også havde været „i farer fra floder“ — som sandsynligvis havde været meget værre end dem vi mødte. — 2 Korinther 11:26.

Vi forcerede en hjemmelavet bro der så risikabel ud, men vi kom alle sammen over uden mén. På den anden side af broen blev jordbunden mere mudret, så der var jævnlig nogle som faldt.

Med på turen var en pionerbroder der nærmede sig 70 år. Den morgen hvor vi skulle af sted, var han kommet for at ønske os god tur. Men da vi havde bedt om Jehovas velsignelse, sagde han: „Hvordan kan jeg blive tilbage når I tager ud at forkynde?“ Han insisterede på at tage med, og ingen kunne tale ham fra det. Han sagde at Jehova ville være med ham. Og derfor tog han af sted.

Da han på et glat sted faldt ned på ryggen, var der ingen som lo. Bekymret spurgte vi om han var kommet til skade. Han svarede: „Nej, jeg sørgede for at falde langsomt så jorden ikke kom noget til.“ Vi var lettede og morede os. Vi genkaldte os Esajas 40:31, hvor der står at „de der håber på Jehova vil få ny kraft“.

Taknemmelige tilhørere

Endelig nåede vi vores bestemmelsessted. Det var meget opmuntrende at se folks reaktion. En mand blev bange da han så at vi nærmede os hans hytte, men da han fik at vide hvem vi var, sagde han: „Jeg kan næsten ikke tro at I har foretaget denne vanskelige rejse bare for at forkynde for os. Det er vi glade for.“ Vi svarede med et lokalt ordsprog: „Når en fugl jager i regnvejr, må det være vigtigt.“ Det forstod manden.

En anden landmand sagde: „Hvis budskabet er nået herud, må frelsen også være det.“ Mange stillede spørgsmål som vi besvarede. De bad os om at komme igen, og det lovede vi at gøre.

I Ose Anasi spredte vi cirka 112 traktater — alle dem vi havde med. Alt i alt forkyndte vi for 220 personer.

På tilbagevejen fór vi vild. Det ville tage halvanden time at vende om og gå tilbage til landbruget, og det blev snart mørkt. Vi sendte tavse bønner op til Jehova og besluttede at fortsætte selv om det betød at vi skulle vade igennem en farlig vandstrøm der nåede os til hofterne.

På den anden side af bredden fandt vi ud af hvor vi var og opdagede til vores forbavselse at vi havde tilbagelagt fire femtedele af strækningen hjem. Rent faktisk havde vi taget en genvej der sparede os for mindst en times strabadser. Vi var selvfølgelig alle glade og takkede Jehova. Trætte og sultne, men begejstrede kom vi hjem da solen var ved at gå ned.

Senere, da vi talte om dagens oplevelser, sagde en søster: „Jeg har hørt nogen fortælle om området, så jeg vidste at turen ville blive vanskelig. Hvis det ikke havde været for den gode nyheds skyld, ville jeg ikke være taget ud til dette sted. Ikke om så jeg havde fået alverdens penge for det.“ En broder udbrød: „Endelig er den gode nyhed nået ud til Ose Anasi!“

[Illustrationer på side 23]

Vi krydser en lokal bro

Vi gik igennem mange vandløb fulde af igler

For enden af denne farlige sti lånte vi en kano som vi krydsede Urasi-floden i