Sandheden blev indprentet i mig som barn

ENGANG da jeg var en lille pige og boede i Coeburn i Virginia, USA, fik vi besøg af to herrer. Mens den ene fik en snak med min far, talte den anden med mig for at holde mig beskæftiget. Han udmalede et billede af en paradisisk jord, hvor jeg skulle kunne lege med vilde dyr uden at de ville skade mig. (Esajas 11:6-9) Ja, han sagde endda at jeg ikke behøvede at dø, men havde mulighed for at leve evigt her på jorden. Hvilke vidunderlige fremtidsudsigter! Det manden sagde om at leve på jorden, gjorde et dybt indtryk på mig. — Esajas 25:8; Åbenbaringen 21:3, 4.

Min længsel efter en tro

Mine forældre, som havde mange ægteskabelige problemer, blev skilt et par år senere, og jeg boede hos min mor. Hun interesserede sig overhovedet ikke for religion. Så jeg gik helt alene hen i søndagsskolen i en hvilken som helst kirke der lå så tæt ved vores hjem at jeg selv kunne gå derhen. Min mor giftede sig snart igen, og vi flyttede til Indiana sammen med min stedfar. Hver sommer tog jeg til Virginia for at besøge min far.

Min far blev mormon kort efter skilsmissen, og han prøvede at indpode sin nyfundne tro i mig. I sommeren 1960, da jeg var otte år, døbte han mig. Men når jeg var i Indiana, overværede jeg stadig gudstjenesten i de kirker som lå i nærheden af vores hjem. Alle de trossamfund jeg besøgte, lærte at gode mennesker ville komme i himmelen, og at de onde ville komme i helvede hvor de ville blive pint. Da jeg ikke troede at nogen ville kunne forstå mit ønske om at leve på jorden i stedet for i himmelen, holdt jeg det for mig selv.

Da jeg var 11 år, flyttede min far til Oregon. Det ligger langt væk fra Indiana, så jeg var helt knust og meget vred. Min stedfar var ateist og alkoholiker, og han latterliggjorde mig på grund af min tro. Han kaldte mig lille frøken From, og når jeg begyndte at græde, sagde han: „Hvorfor beder du ikke din Gud om at hjælpe dig?“ Ingen i familien syntes at interessere sig for Gud. Det var nogle triste og vanskelige år hvor jeg blev fysisk, verbalt og seksuelt mishandlet. Jeg fandt trøst i at tale med Gud, for ofte følte jeg at han var den eneste der nærede omsorg for mig.

Min mor forlod min stedfar, og misbruget holdt op. Vi var dog meget fattige, og det var svært for mor at få det hele til at løbe rundt. Da jeg var 13 år, rejste vi til Virginia for at besøge min moster. Hun var en venlig kvinde som tilhørte baptistkirken, og jeg elskede hende højt. Da hun spurgte om jeg ville i kirke sammen med hende, sagde jeg ja. Min mor fulgte endda med os, og jeg husker hvor vidunderligt det føltes at have min familie hos mig i kirken. Mod slutningen af vores besøg begyndte jeg at grue for at skulle hjem igen. Jeg var bange for at ende i umoralitet. Jeg tryglede derfor min moster om lov til at blive boende hos hende, hvilket min mor syntes var i orden.

Min moster købte en King James-oversættelse af Bibelen til mig. Jeg var meget stolt af den, og jeg læste i den hver aften. I Bibelens sidste kapitel læste jeg at „hvis nogen lægger noget til dette, skal Gud på ham lægge de plager som er optegnede i denne bog“. (Åbenbaringen 22:18, 19, King James Version) ’Hvordan skulle Mormons Bog så kunne være en del af De Hellige Skrifter?’ tænkte jeg. Jeg besluttede mig derfor til at blive baptist.

Jeg er sikker på at min far blev ked af det da jeg skrev og fortalte om min beslutning, men hans eneste kommentar var at han var glad for at jeg gik i kirke. Sammen med vores baptistpræst besøgte jeg ofte folk i deres hjem for at invitere dem til vores vækkelsesmøder. Jeg følte at jeg gjorde Guds vilje ved at opsøge folk og tale med dem ligesom Jesus havde gjort.

Jeg nærede dog stadig et brændende ønske om at leve i et jordisk paradis i stedet for i himmelen. Følgende passage i Bibelen styrkede mit håb: „Bed, og så skal der gives jer; søg, og I skal finde; bank på, og der vil blive lukket op for jer: for enhver som beder, får; og den som søger, finder; og for ham der banker på, skal der lukkes op.“ — Mattæus 7:7, 8, KJ.

Ægteskab og familie

Året efter flyttede jeg tilbage til Indiana for at bo hos min mor. I en alder af kun 15 var jeg allerede gift, gravid og på vej til Sydcalifornien med bus. Jeg kendte ikke min mands familie særlig godt, men jeg ville gerne accepteres af den. De tilhørte pinsemenigheden, og min svigerinde fortalte mig om tungetalens gave. Da jeg en aften fulgtes med dem til deres bønnemøde, bad jeg Gud om lov til at tale i tunger.

Under gudstjenesten blev jeg pludselig overmandet af en mærkelig følelse. Jeg begyndte at ryste over det hele, og ord flød ukontrollabelt ud af min mund. Prædikanten råbte at ånden var kommet over mig, og han begyndte at klappe mig på ryggen. Bagefter kom alle hen og omfavnede mig og sagde at de syntes det var vidunderligt at Gud havde brugt mig på den måde. Men jeg var forvirret og bange. Jeg anede jo ikke hvad jeg havde sagt.

Kort tid efter skulle jeg føde vores første barn, og i forbindelse med fødselen opstod der nogle komplikationer. Præsten i vores kirke sagde til min mand at Gud forøgede mine fødselssmerter fordi han ikke var kristen. Min mand kom til mig og sagde med tårer i øjnene at han var villig til at lade sig døbe hvis jeg mente at det ville hjælpe mig. Jeg svarede at jeg var temmelig sikker på at Gud ikke bestikker folk til at tjene ham.

Jeg forlader kirken

En søndag da præsten var færdig med sin prædiken, bad han menigheden om bidrag. Kirken skulle repareres på grund af skader forårsaget af et jordskælv der for nylig havde ramt området. Da kollektbøssen gik rundt, lagde jeg alt hvad jeg havde af penge i den. Præsten talte pengene sammen, og i stedet for at takke menigheden formanede han de tilstedeværende til at åbne deres lommer og hjerter for denne gode sag. Så lod han kollektbøssen gå rundt igen. Jeg havde ikke flere penge og var frygtelig forlegen da jeg hurtigt gav bøssen videre. Præsten talte hurtigt pengene, og igen uden at takke dem der havde givet bidrag, sagde han at det ikke var nok. „Der er sikkert ingen der ønsker at gå før vi har indsamlet nok penge til at gøre Herrens gerning,“ sagde han.

Min mand ventede på mig udenfor, og jeg vidste at han var ved at blive utålmodig og irriteret. Det var han ikke ene om. Jeg var også blevet irriteret over præstens utaknemmelighed. Alles øjne blev rettet mod mig da jeg med mit barn i armene grædende gik ud af kirken. Jeg lovede da mig selv at jeg aldrig mere ville have noget med et trossamfund at gøre. Selv om jeg holdt op med at gå i kirke, holdt jeg dog ikke op med at tro på Gud. Jeg læste fortsat i min bibel og forsøgte at være en pligtopfyldende kone.

Jeg lærer om sandheden fra Bibelen

Efter at vores andet barn var blevet født, skulle nogle af vores venner flytte til Texas, og de overtalte deres husvært til at udleje huset som de boede i, til os. Lige før min veninde Pat skulle til at tage af sted, sagde hun at en kvinde som skyldte hende penge, ville komme forbi og betale. Pat bad mig om at sende beløbet til hende på hendes nye adresse i Texas. Nogle dage senere bankede to kvinder på døren. Jeg troede at de kom for at aflevere pengene og inviterede dem derfor ind med det samme. Jeg forklarede at Pat var flyttet, men at hun havde sagt at de ville kigge indenfor en dag. „Det var vel nok sødt af Pat,“ sagde den ene dame som hed Charlene Perrin. „Det var en fornøjelse at studere med hende.“

„Hvad siger du?“ spurgte jeg. „Studere? Jeg tror at der er sket en misforståelse.“ Charlene forklarede at de havde påbegyndt et bibelstudium med Pat. Efter at have hørt at Pat var flyttet, spurgte Charlene om jeg havde lyst til at studere Bibelen. „Javist,“ svarede jeg selvsikkert. „Jeg kan lære jer alt hvad I kunne tænke jer at vide.“ Jeg var stolt over at jeg havde læst meget i Bibelen, og jeg troede at jeg kunne hjælpe dem.

Charlene viste mig bogen Sandheden der fører til evigt liv, og vi læste Salme 37:9: „De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse.“ Jeg var chokeret. I min egen bibel stod der højt og tydeligt at mennesker ville tage jorden i besiddelse! Straks begyndte jeg at stille et væld af spørgsmål. Charlene smilede og sagde: „Hov, hov, ikke så hurtigt! Ét spørgsmål ad gangen.“ Hun forklarede hvor vigtigt det er at have et regelmæssigt, systematisk bibelstudium. Hun inviterede mig også med det samme til at komme i deres rigssal, som Jehovas vidners mødelokale kaldes.

Jeg fortalte Charlene om min oplevelse med kollektbøssen og sagde at jeg ikke ville i kirke mere. Hun viste mig Mattæus 10:8 som siger: „I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ Hun forklarede så at Jehovas vidner ikke optager kollekt ved deres møder, og at alle bidrag er frivillige. Hun sagde også at der var en bidragsbøsse i rigssalen, og at de der ønskede det, kunne lægge bidrag i den. Jeg besluttede mig for at give religion en sidste chance.

Mit studium af Bibelen hjalp mig til at forstå hvorfor jeg havde følt mig så ubehageligt til mode da jeg i pinsekirken talte i tunger. Gud havde givet de første kristne gaven til at tale på forskellige sprog som et bevis på at de havde hans hellige ånd. Rent praktisk gjorde denne mirakuløse gave det desuden muligt for de kristne at forkynde Bibelens budskab for de udlændinge der var mødt frem på pinsedagen i år 33. (Apostelgerninger 2:5-11) Ifølge Bibelen skulle tungetalens gave imidlertid ophøre, hvilket åbenbart skete efter apostlenes død. (1 Korinther 13:8) Men for at forblinde menneskers sind har Satan og hans dæmoner fået nogle til i ekstase at udtale usammenhængende lyde, hvilket mange har opfattet som et bevis på at disse har fået Guds hellige ånd. — 2 Korinther 4:4.

Modstand fra familien

Snart forstod jeg hvad Guds hensigt er med jorden, og at jeg ikke måtte være en del af denne onde verden. (Johannes 17:16; 18:36) Jeg lærte også at jeg måtte bryde enhver forbindelse med Babylon den Store, som Bibelen kalder den falske religions verdensimperium. (Åbenbaringen 18:2, 4) Da jeg fortalte min far at jeg skulle døbes, denne gang som et Jehovas vidne, var han knust. Han tryglede mig om ikke at gøre det. Det var første gang i mit liv at jeg så ham græde. Jeg græd sammen med ham, for jeg ønskede bestemt ikke at gøre ham ked af det. Men jeg vidste at jeg havde fundet sandheden, og at jeg aldrig kunne vende Jehova ryggen.

Hele min familie var imod at jeg blev et af Jehovas vidner, og i en periode holdt jeg derfor op med at overvære møderne. Det dæmpede modstanden fra familien, men jeg havde det elendigt. Jeg var klar over at jeg ikke ville have fred med mig selv før jeg gjorde Jehovas vilje. En dag tog jeg i frokostpausen hen til Charlenes hus og fortalte hende at jeg ønskede at blive døbt. „Tror du ikke at det var bedre om du begyndte at komme til møderne først?“ spurgte hun. Jeg sagde til hende at jeg denne gang var besluttet på ikke at lade noget som helst komme mellem mig og Jehova. Jeg blev døbt den 19. september 1973.

Der er nu gået over 23 år. I dag respekterer min familie heldigvis min beslutning, og ingen af dem presser mig til at forlade sandheden, hvilket jeg er meget glad for. Min ældste datter, Kim, er imidlertid den eneste der indtil nu er blevet et Jehovas vidne. Hendes trofaste tjeneste for Jehova har været til stor opmuntring for mig gennem årene.

Et uforglemmeligt gensyn

Da jeg i 1990 var på besøg i Coeburn i Virginia, bad jeg min mor standse ved rigssalen så jeg kunne se hvornår mødet begyndte om søndagen. Mens vi kørte op ad indkørselen, fortalte hun at vi engang havde boet i et hus der lå lige bag rigssalen, på den anden side af togskinnerne. Huset var brændt ned for længe siden, og det eneste der var tilbage, var en skorsten. „Du var kun en lille pige på tre-fire år dengang,“ sagde hun.

Om søndagen fik jeg en varm velkomst i rigssalen. Mens jeg stod og talte med Stafford Jordan, nævnte jeg i forbigående at jeg som barn havde boet i det hus der engang lå bag rigssalen. Så kiggede han indgående på mig. „Dig kan jeg da godt huske!“ udbrød han. „Du var en lille lyshåret pige der var cirka så høj [han målte med hånden]. Mens vi gik i dette distrikt, kom den jeg fulgtes med, i snak med din far. Jeg prøvede at holde dig beskæftiget ved at fortælle dig om Paradiset.“

Jeg var målløs. Jeg havde en klump i halsen da jeg fortalte ham om min søgen efter sandheden fra Bibelen. „Du plantede sandhedens sæd i mit hjerte da jeg kun var et lille barn,“ sagde jeg. Så fortalte han mig at jeg havde haft en slægtning på min mormors side, Stephen Dingus, som havde været en trofast forkynder. Familien havde aldrig omtalt ham, da de var skarpe modstandere af sandheden. „Han ville have været meget stolt af dig,“ sagde broder Jordan.

Når jeg ser tilbage på mit liv i Jehovas organisation, fyldes jeg med stor taknemmelighed over den kærlighed og venlighed der er blevet vist mig. Somme tider kan jeg ganske vist blive lidt ked af det når jeg i rigssalen ser familier være sammen om tilbedelsen af Jehova, for ofte er jeg der alene. Men så tænker jeg straks på at Jehova er med mig. Han har altid iagttaget mig, og da mit hjerte blev i stand til at tage imod sandhedens sæd, som for så mange år siden var blevet plantet i mig, lod han den spire og blomstre.

„Tak broder Jordan,“ sagde jeg, „fordi du tog dig tid til at fortælle en lille uregerlig pige om Paradiset!“ — Fortalt af Louise Lawson.

[Illustration på side 13]

Stafford Jordan og jeg da vi mødtes igen i 1990