Matera — byen med de unikke huleboliger

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ITALIEN

FOR OMKRING 50 år siden mente nogle at disse mærkelige boliger nærmest lignede „Dantes Inferno“. Det fik myndighederne til at udstede en bestemmelse om at de skulle rømmes. Men nu er disse boliger i nogen udstrækning blevet beboet igen, ja, de er endda blevet optaget på den liste over verdens store kulturskatte som føres af FN’s Organisation for Undervisning, Videnskab og Kultur (UNESCO).

Hvad er det for boliger vi taler om? Og hvorfor har de i tidens løb fremkaldt så forskellige reaktioner hos folk? Svaret på det første er enkelt: Boligerne er de såkaldte sassi (klipper) i Matera i Syditalien. Byen Matera ligger lige oven over hælen på Italiens „støvle“. Men for at få svar på det andet spørgsmål er det nødvendigt først at vide lidt mere om disse sassi og kende deres historie. Tag derfor med os på et lærerigt besøg i Materas sassi.

Ifølge forfatteren Guido Piovene er sassi, eller sassierne, „et af de syn i Italien der fremkalder den største forundring“ — en hel by der synes hentet ud af fantasien. For at kunne se hele byen i panorama klatrer vi op til et udsigtspunkt hvorfra vi kan spejde tværs over en dyb slugt. Foran os, på den anden side af kløften, ser vi byen Matera badet i den blændende sommersol. Husene hænger på klippen som om de var vokset frem oven på hinanden. Smalle veje bugter sig mellem dem ned til bunden af kløften hvor stierne danner en sammenfiltret knude. På afstand ligner husene trapper i et vældigt amfiteater. Klippevæggene er fyldt med indgange til boliger, hvoraf nogle er i brug og andre er tomme. Sassierne er kort sagt huleboliger der er hugget ud i klippen.

En uvirkelig stemning

For at komme til sassierne, Materas gamle bymidte, må vi passere gennem byens nutidige del med dens trafik og larm. Når man træder ind i den gamle bydel, føles det som at stige ud af en tidsmaskine. Vi hensættes i en uvirkelig stemning hvori nutidens kaos langsomt viger for indtryk fra svundne tider.

Forvent ikke at du vil komme til at se huleboere. I dag kan man næsten ikke få øje på de oprindelige gamle grotter længere. Foran grotterne er der bygget indgangspartier eller komplette huse af kalksten i forskellige perioders byggestil, for eksempel middelalderlig, barok og nutidig stil. Som vi går videre, synes omgivelserne at være i stadig forandring.

Ifølge arkæologer slog nomadegrupper, sandsynligvis hyrdefolk, sig ned i dette område for nogle få tusind år siden. De mange huler som lå spredt i terrænet, ydede beskyttelse mod uvejr og rovdyr, og snart blev mange af dem beboet. Det synes muligt at udlede af arkæologiske fund at området har været befolket lige siden.

Området blev gradvis befolket. I den græsk-romerske periode var der en lille bosættelse på det højeste punkt af en udløber af klippen, dér hvor byens gamle bymidte ligger i dag. Dengang i fortiden, skriver Raffaele Giura Longo, var sassierne „to øde dale, to dalsænkninger som åbner sig i siderne af det fremspring hvor den gamle by ligger. Deroppefra gik det stejlt ned i kløften. Sassierne var ikke beboet, men . . . dækket af tæt vegetation.“ Først i den tidlige middelalder, hvor man systematisk begyndte at udhugge blød kalksten og anlægge veje, torve og boliger ved at bruge de udgravede stykker som byggemateriale, begyndte sassierne at få deres karakteristiske udseende.

Der var behov for huse, for bygninger til dyrene og for steder hvor man kunne fremstille biprodukter fra landbruget, for eksempel ost. Hovedvægten blev dog lagt på at dyrke afgrøder. På siden af den dybe kløft udhuggede man brede terrasser og anlagde grøntsagsbede. I dag er det stadig muligt at se hvor terrasserne lå. Det meste af det sociale liv udspandt sig på gårdspladserne som var omgivet af boliger.

Et imponerende system til opsamling af vand

Historien om sassierne er historien om menneskets kamp mod, men symbiose med, klipper og vand. Trods den sparsomme nedbør i regntiden blev landbrugsjorden på terrasserne, den jord man havde brugt så mange kræfter på at dyrke, alligevel skyllet væk af regnvand som strømmede ned ad kløftens sider. Indbyggerne indså derfor at det var nødvendigt at kanalisere og opsamle regnvandet.

Men hvor og hvordan skulle det opsamles? På terrasserne udgravede man vandtætte cisterner og anlagde et system af kanaler og afløbsrender der kunne lede vandet hen til disse. Dette system blev fortrinsvis brugt til vanding af afgrøderne. I Matera var der, ifølge arkitekt Pietro Laureano, flere cisterner „end der var huleboliger og indbyggere med behov for drikkevand“. Noget tyder altså på at „de mange cisterner oprindelig udgjorde et imponerende system til opsamling af vand der blev brugt til kunstig vanding af afgrøderne“.

Dette system gav også rigeligt med drikkevand. Men eftersom befolkningen var i konstant vækst, blev det mere og mere afgørende at vandforsyningen var stabil. Derfor begyndte man at tage et sindrigt system i anvendelse. Cisterner på forskellige terrasser blev forbundet med hinanden. „Det var som et enormt system af riste, og vandet blev gradvis renset på sin vej fra den ene cisterne til den næste.“ Vandet kunne da trækkes op af en af de mange brønde som på det tidspunkt var så karakteristiske for sassierne. Det er stadig muligt i dag at se nogle af disse brøndhuller. At der blev opsamlet så store mængder vand i et ellers så regnfattigt område, var usædvanligt.

Et hus i klippen

Idet vi går ned ad trapperne og følger de labyrintiske veje, bliver vi klar over at man påbegyndte opførelsen af disse gamle boligkvarterer oppe ved klippens top og derefter udvidede bebyggelsen ned langs skråningen. Vi opdager at vi ofte går oven på tagene af de huse der har indgang fra terrassen nedenunder. Nogle steder er der ti etager af huse, det ene oven over det andet. Her lever menneskene i tæt kontakt med klippen. Så tidligt som i det 13. århundrede blev disse kvarterer i officielle dokumenter kaldt for „sassi“.

Vi standser op uden for en bolig. Lad dig ikke narre af den kunstfærdige, nutidige facade, for dette indgangsparti i kalksten er for nylig blevet bygget uden på det oprindelige. Det er en typisk bolig. Vi træder over dørtrinnet og går ad nogle trapper ned i et stort rum hvor de fleste af familiens huslige aktiviteter har udspillet sig. Ad nogle flere trapper føres vi videre ned i et andet rum, og foran os kan vi se endnu et. Nogle rum var gamle cisterner som man gjorde beboelige ved at tilstoppe den åbning hvor vandet kom ind, og selve indgangen huggede man ud i terrassens side. De inderste rum blev engang brugt som stald til trækdyr, mens familien boede i de rum der lå nærmest indgangen. Hulen fik tilført lys og luft gennem en stor åbning oven over døren. Det er vel ikke nødvendigt at sige at indbyggerne i sassierne i dag ikke længere har deres dyr inde i hjemmet.

Mange af boligerne ligger under gadeniveau. Hvorfor? Indgangen og nogle af selve huleboligerne er hugget ud på en sådan måde at de har en hældning der udnytter solskinnet efter behov. Om vinteren, når solen står lavt på himmelen, kan solstrålerne trænge ind i huset og varme og oplyse det; om sommeren når strålerne derimod ikke længere end til dørtærskelen, hvilket bevirker at der er køligt og fugtigt indenfor. I den hule vi besøger, kan vi se at nogen har udhugget en niche med et antal „hylder“ i bagvæggen. Det er et solur der er lavet sådan at det året rundt kan vise solens bevægelser. Vi træder ud af hulen igen og forbavses. Køligheden inde i hulen havde hurtigt fået os til at glemme hvor varmt det er udenfor.

Forfald og genopbygning

Den særlige atmosfære har ikke forandret sig selv om sassierne har måttet gennemgå mange forandringer. I århundreder forblev de en harmonisk og forholdsvis effektiv bykerne, men i det 18. århundrede skete der en forandring. Nye bygninger og gader tilstoppede det effektive vandforsyningssystem og skabte problemer for bortskaffelsen af affaldet i byen. Som følge heraf blev stadig flere af indbyggerne syge. Desuden betød nogle økonomiske forandringer at fattigdommen steg blandt bondefamilierne i sassierne, som desuden var blevet overbefolket.

Det langsomme forfald af dette engang så smukke område syntes uundgåeligt. Derfor blev det i 1950’erne besluttet at løse problemet én gang for alle ved at rømme sassierne. Det affødte især store sociale kvaler for de mere end 15.000 indbyggere i Matera, idet mange nære venskabsbånd som var blevet knyttet i kvarteret, blev revet over.

Mange mener at det unikke bybillede ikke bør gå tabt. Takket være et effektivt genopbygningsarbejde er sassierne langsomt ved at blive ført tilbage til fordums pragt, og nye indbyggere flytter til. Mange turister kan godt lide stemningen på de gamle torve og krogede gange i sassierne. Hvis du nogen sinde skulle komme til denne del af verden, hvorfor så ikke besøge den århundredgamle by som er vokset frem af klippen?

[Illustrationer på side 17]

1. Materas sassi; 2. „boligkvarterer“ med en brønd i forgrunden; 3. et kig indenfor i en typisk hulebolig; 4. en niche i væggen brugt som solur; 5. en kanal som førte vand til cisternerne