Unge spørger:

Hvorfor er det altid min skyld?

„Min far er allergiker og må arbejde sammen med rygere. Når han kommer hjem, er han nogle gange meget irritabel. Taber han noget på gulvet, får jeg skylden. Hvis jeg siger at det var hans egen skyld, bliver han rasende og fortæller mig at jeg ikke skal rette på ham.“ — En teenagepige.

FØLER du nogle gange at du er familiens syndebuk? Du synes måske altid at du får skylden uanset hvad der går galt? Det er sådan Joy på 14 har det. Hun bor hos sin far og må tit passe sin lillebror og lillesøster. „Jeg bliver nede i stuen når de begynder at slås ovenpå,“ beklager Joy. „De opfører sig dumt og barnligt, men når far kommer hjem, råber han ad mig fordi jeg ikke er gået imellem dem.“

Hvis dine forældre siger at du er forkælet, doven, ansvarsløs, eller bruger andre nedsættende betegnelser om dig som får dig til at virke uforbederlig, kan du måske indimellem få den følelse at de nærmest forventer at du dummer dig. Ramons familie kaldte ham den distræte professor — et øgenavn han ikke kunne fordrage. Du bryder dig måske heller ikke om at blive kaldt noget som fremhæver et uheldigt træk ved dig, selv om det bliver sagt i al venlighed. I stedet for at motivere dig til at forbedre dette træk kan den negative etiket ganske enkelt forstærke følelsen af at du altid er syndebuk.

Det kan især være smertefuldt at få skylden hvis det virker som om det skyldes favorisering. „Jeg er den midterste i søskendeflokken,“ siger teenageren Frankie, „og jeg ender altid med at blive sorteper.“ Dine søskende er måske gode til at se uskyldige ud så du får skylden for selv det mindste.

Hvorfor forældre skælder ud

Det er normalt at forældre irettesætter deres børn når de har begået en fejl. At give en velovervejet og konstruktiv tilrettevisning er en af de måder hvorpå gudfrygtige forældre kan opdrage deres børn „i Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) Men selv de bedste forældre kan overreagere eller endda drage forkerte konklusioner. Det viser en episode der fandt sted da Jesus var dreng. Ved denne lejlighed blev Jesus væk. Det viste sig at han var i Guds tempel hvor han drøftede bibelske tanker med andre. Men da hans forældre fandt ham, spurgte hans mor alligevel: „Barn, hvorfor har du behandlet os således? Se, din fader og jeg har med stor bekymring ledt efter dig.“ — Lukas 2:48.

Eftersom Jesus var fuldkommen, var der ikke nogen grund til at frygte at han ville begå fejltrin. Men som alle kærlige forældre følte hans mor et ansvar for sit barn og reagerede kraftigt, måske fordi hun frygtede at der kunne være sket ham noget. Indimellem overreagerer dine forældre måske også, ikke fordi de vil være besværlige eller onde, men ganske enkelt fordi de elsker dig.

Vi må også huske at vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) At passe et arbejde og samtidig tage sig af det huslige kan være et stort pres for dine forældre, og det kan påvirke den måde de behandler dig på. (Jævnfør Prædikeren 7:7.) En ekspert i mentalhygiejne har sagt: „I kriseramte familier kan forældrene undertiden miste besindelsen og træffe forhastede beslutninger selv om de normalt er reelle nok.“

Eneforsørgere kan især være tilbøjelige til at give deres frustrationer frit løb over for børnene, fordi de ikke har en ægtefælle som de kan drøfte tingene med. Det er rigtigt at det kan være strengt at skulle stå model til forældrenes personlige frustrationer. Lucy på 17 siger: „Det er i orden at jeg bliver straffet hvis jeg har gjort noget forkert. Men det er bestemt ikke retfærdigt at jeg bliver straffet fordi min mor er i dårligt humør.“

Favorisering kan også være årsag til at man får skylden. Selv om en far som regel elsker alle sine børn, er det ikke ualmindeligt at han især føler sig knyttet til et af børnene.a (Jævnfør Første Mosebog 37:3.) Det kan være smertefuldt hvis du føler at du er det barn der er mindst elsket. Hvis du føler at dine behov bliver ignoreret, eller at du ofte får skylden for ting dine søskende har gjort, vil du sikkert blive vred. „Jeg har en bror der hedder Darren,“ siger Roxanne. „Han er mors lille guldklump. . . . Hun giver altid mig skylden, aldrig Darren.“

Konfliktramte familier

I velfungerende familier bliver børn sjældent skældt ud for ting de ikke har gjort. Men i konfliktramte familier kan forældrene komme ind i en ond cirkel hvor de gør deres børn flove, skælder dem ud og ydmyger dem. Nogle gange bliver disse beskyldninger endda ledsaget af „bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot“. — Efeserne 4:31.

Kan en far eller mor give sit barn skylden for sådanne vredesudbrud? Det er sandt at en ulydig søn eller datter kan være „til græmmelse“ for sine forældre. (Ordsprogene 17:25) Det er imidlertid til forældrene at Bibelen siger: „Irriter ikke [Ordr.: „provoker ikke . . . til vrede“] jeres børn.“ (Efeserne 6:4) Forældre må ligesom alle andre kristne udvise selvbeherskelse, ’idet de finder sig i ondt’. (2 Timoteus 2:24) Når en far eller mor mister besindelsen, kan han eller hun derfor ikke sige at det skyldes fejl hos barnet.

Verbale angreb kan vidne om at en far eller mor lider af følelsesmæssige problemer, depression eller lav selvagtelse. Det kan også være et tegn på problemer i ægteskabet eller i forbindelse med alkoholisme. Ifølge en kilde bliver børn af forældre med et misbrug ofte syndebukke. „Intet af det de gør, er rigtigt. De kan blive kaldt ’dumme’, ’uartige’, ’selviske’ og så videre. Familiemedlemmerne fokuserer derefter på barnet (eller børnene) som det ’egentlige problem’ og afleder derved opmærksomheden fra deres egne ubehagelige følelser og problemer.“

Hvordan man tackler uretfærdige beskyldninger

Dr. Kathleen McCoy siger: „Hvis man giver et barn øgenavne, trækker på skuldrene ad det og kritiserer det . . . kan man blive årsag til at det som teenager får et lavt selvværd, en depression og bliver indelukket.“ Eller som Bibelen siger, kan en grov behandling „opirre“ børn og gøre dem „mismodige“. (Kolossenserne 3:21) Du begynder måske at tro at du er uduelig. Du udvikler måske også negative følelser over for dine forældre. Du konkluderer måske at der ikke er meget du kan gøre for at glæde dem, og at der derfor ikke er nogen grund til at forsøge. Det kan resultere i vrede og uvilje og få dig til at afvise enhver form for tugt — selv konstruktiv kritik. — Jævnfør Ordsprogene 5:12.

Hvad kan du stille op? Meget vil afhænge af din situation. Hvorfor ikke stoppe op og foretage en realistisk vurdering? Er det for eksempel sandt at du altid er syndebuk? Eller skyldes det at dine forældre indimellem er tilbøjelige til at være en smule overkritiske og sige de forkerte ting? „Vi fejler alle mange gange,“ siger Bibelen, og det gælder også dine forældre. (Jakob 3:2) Så selv om dine forældre fra tid til anden overreagerer en smule, behøver du så at gøre det samme? I den forbindelse giver Bibelen et godt råd i Kolossenserbrevet 3:13: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre.“

Medfølelse med dine forældre kan hjælpe dig til at efterleve dette råd. Ordsprogene 19:11 siger: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ Hvis din far kommer hjem fra arbejde og er mere sensibel end han plejer at være og giver dig skylden for noget du ikke har gjort, er der så nogen grund til at gøre et stort nummer ud af det? Hvis du tænker på at han sikkert er anspændt og træt, kan det hjælpe dig til at ’bære over med hans overtrædelse’.

Hvad skal man gøre hvis uretfærdige beskyldninger ikke bare er et udslag af en tilfældig irritation, men noget man hele tiden udsættes for? I en kommende artikel vil vi behandle hvad man i så fald kan gøre for at forbedre sin situation.

[Fodnote]

[Illustration på side 19]

Det er rimeligt at en far eller mor vejleder sit barn når det er nødvendigt