Hårde ord knuser ånden

„Dit elendige drys!“a En japansk kvinde husker kun alt for godt disse ord — de blev ofte slynget i hovedet på hende da hun var barn. Af hvem? Børn i skolen? Søskende? Nej, af hendes forældre. Hun siger: „Jeg var ofte nedtrykt; jeg blev meget såret når jeg fik skældud.“

En mand fra USA husker at han som barn var bange og nervøs når hans far kom hjem. „Jeg kan stadig høre lyden af dækkene i indkørselen,“ siger han, „og der går en gysen igennem mig. Min lillesøster gemte sig. Far var perfektionist og var konstant over os fordi vi ikke havde udført alle vore pligter godt nok.“

Denne mands søster tilføjer: „Jeg kan ikke huske at far og mor nogen sinde gav os et kram, kyssede os eller sagde noget i retning af ’Jeg elsker dig’ eller ’Jeg er stolt af dig’. Og et barn der aldrig hører ordene ’Jeg elsker dig’, vil føle at det hører ordene ’Jeg hader dig’ — hver dag i sit liv.“

NOGLE vil måske mene at disse triste barndomsminder ikke er noget særligt. At børn bliver udsat for hårde, uvenlige ord og dårlig behandling, er bestemt ikke usædvanligt. Det er ikke den slags der skaber de store avisoverskrifter eller tages op i de sensationsprægede tv-shows. Skaden er ikke synlig. Men hvis forældre behandler deres børn på denne måde dag efter dag, kan det være meget ødelæggende og påvirke barnet resten af livet.

I 1951 blev der foretaget en undersøgelse af en gruppe forældres adfærd over for deres femårige børn. Denne undersøgelse blev fulgt op i 1990, og det lykkedes forskerne at spore mange af børnene, som nu er midaldrende. Idéen var at man ville kortlægge langtidsvirkningerne af den opdragelse de havde fået. Den nye undersøgelse viste at de børn som nu havde de største problemer, som var følelsesmæssigt belastede, som havde svært ved at komme godt ud af det med ægtefællen, vennerne og kollegerne, ikke nødvendigvis var børn af fattige forældre, af rige forældre eller af forældre der tydeligvis havde problemer. Det var børn af forældre som var utilnærmelige og kolde, og som kun viste lidt eller ingen ømhed.

Denne konklusion er blot en delvis afspejling af en sandhed som blev nedskrevet for næsten 2000 år siden: „I fædre, I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ (Kolossenserne 3:21) Verbal og følelsesmæssig vanrøgt fra forældrenes side er bestemt noget der kan opirre børnene og gøre dem mismodige.

Ifølge bogen Growing Up Sad er det ikke mange år siden at lægerne afviste at børn kunne være deprimerede. Men tiden og erfaringen har vist noget andet. I dag, hævder forfatterne, anerkendes depressioner blandt børn, og det er slet ikke noget usædvanligt fænomen. Årsagen er i mange tilfælde at de er blevet afvist og dårligt behandlet af forældrene. Forfatterne forklarer: „I nogle tilfælde udsætter forældrene barnet for et bombardement af kritik og ydmygelse. I andre tilfælde er der simpelt hen et tomrum mellem forældre og børn: forældrene giver aldrig udtryk for deres kærlighed til barnet. . . . Det er især tragisk for børn af sådanne forældre. For et barn — eller for en voksen, for den sags skyld — betyder kærlighed nemlig det samme som sol og vand betyder for en plante.“

Forældrenes kærlighed vil, hvis den kommer klart og åbent til udtryk, lære børnene en vigtig sandhed: De er værd at holde af; de er værdifulde. Nogle er måske bange for at dette vil gøre børnene arrogante eller selvglade. Men det er ikke tilfældet i denne sammenhæng. En forfatter siger i sin bog om emnet: „Dit barns bedømmelse af sit eget værd har indflydelse på hvilke venner det vælger, hvordan det kommer ud af det med andre, hvilken ægtefælle det vælger, og hvor meget det vil udrette.“ Bibelen anerkender hvor vigtigt det er at man har et afbalanceret, uselvisk syn på sit eget værd, idet det næstvigtigste bud lyder: „Du skal elske din næste som dig selv.“ — Mattæus 22:38, 39.

Man kan vanskeligt forestille sig at normale forældre kunne have lyst til at knuse noget så betydningsfuldt og skrøbeligt som et barns selvværdsfølelse. Hvorfor sker det da så ofte? Og hvordan kan man undgå det?

[Fodnote]