Hvor krisen er størst
MARY, som bor i USA, begynder sin dag med et brusebad, børster sine tænder mens vandet løber, skyller ud i toilettet og vasker derefter sine hænder. Inden hun sætter sig til bords for at spise morgenmad, kan hun have brugt vand nok til at fylde et badekar. Når dagen går på hæld, kan Mary, ligesom mange andre i USA, have brugt over 350 liter vand — nok til at fylde et badekar to og en halv gang. I hendes tilfælde findes der rent vand i rigelige mængder i den nærmeste vandhane, og hun tager for givet at det altid er der.
For Dede, som bor i Vestafrika, ser situationen meget anderledes ud. Hun står op lang tid før daggry og klæder sig på. Balancerende med en stor balje på hovedet går hun 8 kilometer til den nærmeste flod. Her vasker hun sig, fylder vand i baljen og vender derefter hjem. Denne daglige rutine tager omkring fire timer. Den næste time går med at filtrere vandet for at fjerne parasitter og derefter fordele det i tre beholdere — én til drikkevand, én til husholdningen og én til hendes aftenbad. Hvis hun vil vaske tøj, må hun gøre det i floden.
„Vandmangelen tager livet af os,“ siger Dede. „Når man skal bruge næsten halvdelen af formiddagen på at hente vand, er der ikke meget tid tilbage til markarbejde og andre aktiviteter.“
Mange andre befinder sig i en lignende situation. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) siger at hvis man lagde den tid sammen som utallige kvinder og børn hvert år bruger på at hente og bære vand fra fjerntliggende, ofte forurenede, kilder, ville det svare til ti millioner år.
Nogle har meget, mens andre har lidt
Jorden rummer store mængder ferskvand, men det største problem er at det ikke er ligeligt fordelt. Forskere har for eksempel regnet ud at 36 procent af det vand der fylder verdens søer og floder, findes i Asien, men kontinentet er hjemsted for 60 procent af verdens befolkning. I modsætning hertil indeholder Amazonfloden 15 procent af verdens flodvand, men kun 0,4 procent af verdens befolkning lever så tæt på floden at de kan udnytte vandet. Denne skæve fordeling gælder også regnmængderne. Nogle områder på jorden er næsten altid tørre; andre rammes af tørke i perioder.
Nogle eksperter mener at menneskene selv kan være skyld i visse klimaændringer der berører regnmængden. Skovrydning, intensiv dyrkning og overgræsning lægger jorden øde. Nogle slutter at når dét sker, reflekterer jordens overflade mere sollys til atmosfæren. Det betyder at atmosfæren opvarmes, skyerne spredes og nedbørsmængden mindskes.
Ufrugtbare landområder kan også mindske regnmængden fordi en stor del af den regn der falder på skovene, er vand der tidligere er fordampet fra vegetationen — fra blade på træerne og fra underskoven. Med andre ord fungerer vegetationen som en kæmpestor svamp der opsuger og binder regnen. Hvis man fjerner træerne og underskoven, vil der være mindre vandmængder til at danne regnskyer.
Hvor drastisk en indvirkning menneskenes handlinger har på regnmængden, er stadig omdiskuteret; der mangler endnu en del forskning. Men ét er sikkert: Vandmangelen er et udbredt problem. Den truer allerede økonomien og sundheden i 80 lande, påpeger Verdensbanken. Og 40 procent af jordens befolkning — over to milliarder — har ikke adgang til rent vand eller sanitetsvæsen.
Når rige nationer bliver stillet over for vandmangel, plejer de som regel at købe sig ud af alvorlige problemer. De bygger dæmninger, benytter bekostelig teknologi for at genanvende vandet eller fjerner endda salt fra havvand. Det kan fattige nationer ikke gøre. De må ofte vælge enten at rationere rent vand — hvilket måske bremser økonomisk fremgang og nedsætter fødevareproduktionen — eller genanvende urenset vand, hvilket resulterer i sygdomsspredning. Fremtiden ser meget dyster ud efterhånden som efterspørgselen på vand stiger alle steder.
Et håbets årti
Den 10. november 1980 talte FN’s generalforsamling tillidsfuldt om et kommende „Internationalt tiår for drikkevand, sanitet og hygiejne“. Målet, erklærede forsamlingen, var at sørge for at alle i udviklingslandene havde adgang til rent drikkevand og gode sanitetsforhold i år 1990. Ved slutningen af årtiet var der blevet brugt over 870 milliarder kroner til at fremskaffe rent vand til over en milliard mennesker og sørge for sanitetsforhold til over 750 millioner — en imponerende bedrift.
Denne indsats blev imidlertid opvejet af en befolkningstilvækst på 800 millioner i udviklingslandene. I 1990 var der således over en milliard mennesker som manglede rent vand og gode sanitære forhold. Denne vanskelige situation synes at svare til disse ord som dronningen sagde til Alice i eventyret Bag Spejlet: „Her må man — som du ser — løbe alt, hvad man kan for at blive på samme sted. Hvis du vil et eller andet sted hen, må du løbe mindst dobbelt så hurtigt!“
De samlede fremskridt der er gjort siden 1990 for at forbedre situationen for dem uden vand og sanitetsvæsen, er ifølge WHO „ringe“. Da Sandra Postel var vicepræsident for forskning ved Worldwatch-instituttet, skrev hun: „Det er fortsat en alvorlig moralsk fejl at 1,2 milliarder mennesker ikke kan drikke vand uden at risikere at pådrage sig en sygdom eller dø. Årsagen er ikke så meget mangel på vand eller tilstrækkelig teknologi som mangel på social og politisk forpligtelse til at opfylde de fattiges nødvendige behov. Man skønner at det vil koste yderligere 36 milliarder dollars [234 milliarder kroner] om året — det svarer løseligt anslået til 4 procent af verdens militærbudget — at skaffe hele menneskeheden det de fleste af os tager for givet, nemlig rent drikkevand og sanitære installationer.“
Voksende befolkning, voksende krav
Den ulige fordeling af vand bliver besværliggjort af et andet problem: Efterhånden som befolkningen vokser, bliver behovet for vand større. På verdensplan er nedbørsmængden nogenlunde konstant, men befolkningstallet stiger. Vandforbruget er blevet fordoblet mindst to gange i dette århundrede, og nogle skønner at det bliver fordoblet igen i løbet af de næste 20 år.
En voksende befolkning kræver selvfølgelig ikke kun mere drikkevand, men også flere fødevarer. Fødevareproduktionen kræver igen store mængder vand. Landbruget må imidlertid konkurrere med industriens og menigmands krav om vand. Når byer og industriområder ekspanderer, går det ofte ud over landbruget. „Hvor skal vi få maden fra?“ spørger en forsker. „Hvordan skal vi på nogen måde kunne dække 10 milliarder menneskers behov når vi knap kan dække 5 milliarders behov og rent faktisk dræner landbruget for vand?“
Den største befolkningstilvækst foregår i udviklingslandene, hvor der ofte i forvejen er vandmangel. Sørgeligt nok har disse lande hverken de økonomiske eller tekniske ressourcer til at løse vandproblemerne.
Forurening
Ud over problemerne med vandmangel og kravene fra den voksende befolkning er der et tredje beslægtet problem: forurening. Bibelen taler om „en flod med livets vand“, men mange floder i dag er floder med dødens vand. (Åbenbaringen 22:1) Ifølge ét skøn bliver der hvert år hældt 450 kubikkilometer spildevand fra husholdningen og industrien ud i verdens floder. Mange floder og vandløb er forurenede fra udspring til udløb.
I ulandene forurener ubehandlet spildevand næsten alle store floder. En undersøgelse af 200 større russiske floder viste at 8 ud af 10 havde et foruroligende højt niveau af bakterie- og virusstoffer. I de højt udviklede lande er floderne og grundvandsspejlet ikke overfyldt af spildevand, men de er ofte forurenet af giftige kemikalier, deriblandt dem der stammer fra landbrugets gødningsmidler. I så godt som alle dele af verden pumper kystlande urenset spildevand ud i lavvandede kystområder, hvilket i alvorlig grad forurener strandene.
Forurening af vandet er et globalt problem. Audubon Society opsummerer situationen i brochuren Water: The Essential Resource: „En tredjedel af menneskeheden må arbejde mens de konstant er syge eller svækkede på grund af urent vand; en anden tredjedel er truet af udslippet af kemiske stoffer i vandet, hvis langtidsvirkninger er ukendte.“
Dårligt vand, dårligt helbred
Da Dede, som blev omtalt tidligere, sagde at „vandmangelen tager livet af os“, var det i overført betydning. Men mangelen på rent, frisk vand tager faktisk helt bogstaveligt livet af folk. Dede og millioner andre har ikke andet valg end at bruge vand fra vandløb og floder der ofte ikke er andet end åbne kloakker. Det er derfor ikke overraskende at der ifølge WHO dør et barn af vandrelaterede sygdomme hvert ottende sekund.
Ifølge tidsskriftet World Watch spredes 80 procent af alle sygdomme i ulandene gennem indtagelsen af urenset vand. Vandbårne sygdomme samt forurening koster hvert år 25 millioner menneskeliv.
De vandrelaterede dræbersygdomme — som for eksempel diarré, kolera og tyfus — kræver de fleste ofre i troperne. Vandbårne sygdomme er imidlertid ikke begrænset til ulandene. I 1993 blev 400.000 amerikanere syge i Milwaukee i Wisconsin efter at have drukket vand fra hanen som indeholdt mikrober der var modstandsdygtige over for klor. Samme år havde farlige mikrober fundet vej til vandledningerne i andre byer i USA — Washington, D.C., New York og Cabool, Missouri — og beboerne var nødt til at koge vandet fra vandhanen.
Kampen om flodvandet
De indbyrdes beslægtede problemer — vandmangelen, kravet fra en voksende befolkning og forurening der resulterer i sygdomme — er alle faktorer der kan føre til spændinger og konflikter. Vand er trods alt ikke en luksus. En politiker i Spanien der forsøgte at løse en vandkrise, har sagt: „Det er ikke længere en økonomisk kamp, men en kamp for at overleve.“
Noget der kan give grund til spændinger lande imellem, er at man ofte skal deles om vandet i floderne. Ifølge Peter Gleick, der er forsker i USA, lever 40 procent af verdensbefolkningen ved 250 flodbassiner hvis vand mere end ét land kæmper om. Floderne Bramaputra, Indus, Mekong, Niger, Nilen og Tigris flyder alle gennem mange lande, lande der hver især ønsker at udnytte vandet fra disse floder mest muligt. Dette har allerede skabt strid.
Sådanne spændinger vil stige i takt med kravet om vand. Verdensbankens vicepræsident for Miljøvenlig Udvikling har forudsagt: „Mange af dette århundredes krige har drejet sig om olie, men det næste århundredes krige vil dreje sig om vand.“
[Ramme/illustrationer på side 7]
Et molekyles rejse
Lad os følge et vandmolekyle på dets endeløse rejse. Serien af hosstående billeder, der er nummereret så de passer til teksten, illustrerer blot én af de myriader af veje et enkelt vandmolekyle kan tage før det vender tilbage til sit udgangspunkt. — Job 36:26; Prædikeren 1:7.
Vi vil begynde med et molekyle på havets overflade. (1) Når solen får vand fra havet til at fordampe, stiger molekylet indtil det er flere tusind meter over jorden. (2) Nu slutter det sig til andre vandmolekyler og danner en lille vanddråbe. Dråben føres mange hundrede kilometer med vinden. Med tiden fordamper dråben, og molekylet stiger igen indtil det til sidst forbindes med en regndråbe der er stor nok til at kunne falde til jorden. (3)Regndråben falder på en bakkeskråning sammen med milliarder andre; vandet løber ned i et vandløb. (4)
Dernæst drikker et dådyr fra vandløbet og indtager vandmolekylet. (5) Nogle timer senere urinerer dådyret, og molekylet siver ned i jorden, hvor det optages af trærødder. (6) Derfra rejser molekylet op i træet og fordamper på et tidspunkt fra et blad ud i luften. (7) Som tidligere beskrevet, driver det opad og er med til at danne en anden lille vanddråbe. Dråben driver med vinden indtil den møder en mørk, tung regnsky. (8) Vores molekyle falder igen ned med regnen, men denne gang rammer det en flod der fører det ud i havet. (9) Her kan det opholde sig i tusinder af år inden det når op til overfladen, fordamper og igen føres af sted med vinden. (10)
Kredsløbet ender aldrig: Vand fordamper fra havene, driver over land, falder som regn og løber tilbage i havene. På den måde opretholder vand alt liv på jorden.
[Ramme/illustration på side 9]
Foreslåede løsningsmodeller
Opførelse af afsaltningsanlæg. Disse fjerner salt fra havvand. Det gøres som regel ved at man pumper vand ind i lavtrykskamre hvor det varmes op til kogepunktet. Vandet fordamper og føres et andet sted hen. Tilbage er kun saltkrystallerne. Det er en bekostelig proces, som de færreste ulande kan gennemføre.
Nedsmeltning af isbjerge. Nogle forskere mener at massive isbjerge som indeholder rent, frisk vand, kan bugseres fra Antarktis med store slæbebåde og smeltes så vandet kan benyttes i regnfattige lande på den sydlige halvkugle. Der er imidlertid et problem: Omkring halvdelen af hvert isbjerg ville være smeltet på havet inden det nåede frem til bestemmelsesstedet.
Aftapning af vandførende lag i jorden. Selv i de mest vandfattige ørkener kan man pumpe vand op fra vandførende klipper dybt nede i jorden. Men denne proces er dyr og sænker grundvandsspejlet. En anden ulempe: De fleste vandførende lag er længe om at genskabe sig — og for nogle sker det aldrig.
[Illustrationer på side 5]
Det kan tage fire timer hver dag at hente vand
[Illustrationer på side 8]
Omkring 450 kubikkilometer spildevand hældes hvert år ud i floderne
[Kildeangivelse]
Foto: Mora, Godo-Foto