Jagten på et paradis uden problemer

„VI ØNSKER bare at skabe et trygt og måske også lidt gammeldags samfund hvor folk kommer hinanden ved,“ forklarede et britisk ægtepar. De besluttede sig for at finde et tropisk ø-paradis hvor de kunne etablere et samfund bestående af mennesker der ville leve i fred med hinanden. Du har sikkert ikke svært ved at forstå deres følelser. Hvem ville ikke hurtigt gribe chancen for at komme til at leve i et paradis uden problemer?

Er isolation løsningen?

Tanken om at bo på en ø tiltaler mange af dem der søger et paradis, eftersom den isolation det indebærer, medfører et vist mål af tryghed. Nogle vælger øer ud for Panamas Stillehavskyst eller i Det Caraibiske Hav, som for eksempel dem der ligger ud for Belize. Andre vender opmærksomheden mod idylliske steder i Det Indiske Ocean, som for eksempel Seychellerne.

Det er svært at forestille sig hvordan man skulle kunne løse de transport- og forsyningsproblemer der ville være forbundet med etableringen af et isoleret samfund. Og selv om man råder over den nødvendige kapital, kan den eksisterende lovgivning forhindre et opkøb af jord her og nu. Men lad os antage at man kunne erhverve sig den helt ideelle tropeø. Ville man så kunne blive lykkelig dér? Ville det være et paradis uden problemer?

De fjerne øer langs den britiske kyst har et voksende befolkningstal. De nye indbyggere er hovedsagelig nogle som gerne vil leve et tilbagetrukket liv i fred og ro. En mand der bor helt alene på øen Eorsa der er på 100 hektarer og ligger ved Skotlands vestkyst, hævder at han aldrig føler sig ensom. Han har travlt med at sørge for sin hjord på hundrede får. Andre der har ønsket at leve afsondret på en ø, bliver hurtigt ensomme. Det siges endda at nogle har forsøgt selvmord, og at man derfor har måttet komme dem til undsætning.

Mange forestiller sig at en idyllisk tropeø vil være et paradis. De føler sig tiltrukket af et behageligt klima uden de store vejrforandringer. Men bekymring angående muligheden for global opvarmning og en deraf følgende stigende vandstand i havene har opskræmt mange øboere. Indbyggerne på de lavtliggende atoller Tokelau Islands i den vestlige del af Stillehavet og de der bor på Maldiverne, nogle spredtliggende øer i Det Indiske Ocean som ved højvande ikke engang rejser sig to meter over havoverfladen, føler sig truet.

Næsten 40 forskellige regeringer har sluttet sig sammen i forbundet Small Island Developing States for at skaffe politisk støtte til deres sag. Skønt indbyggerne på små øer i gennemsnit har en høj levealder og en lav børnedødelighed, har de stadig alvorlige miljøproblemer at slås med. Olieudslip og anden forurening af havene underminerer økonomien på nogle af øerne. Andre øer bliver brugt som dumpningsplads for giftigt affald som større lande ønsker at skaffe sig af med.

Selv det at øerne er et yndet tilflugtssted for dem der er på jagt efter Paradiset, udgør en trussel. Hvordan? Øernes solrige strande bliver overfyldt af tilstrømmende turister som driver rovdrift på de i forvejen sparsomme ressourcer. Disse gæster øger forureningsproblemerne. I Det Caraibiske Hav for eksempel bliver kun en tiendedel af spildevandet fra de 20 millioner turister der hvert år besøger området, underkastet en eller anden form for renselsesproces før man skaffer sig af med det.

Noget lignende gør sig gældende andre eksotiske steder. Tænk for eksempel på det der foregår i Goa ved Indiens vestkyst. „Masseturisme ’forgifter paradis’.“ Sådan skrev Londonavisen The Independent on Sunday. Officielle beregninger viser en stigning i antallet af turister fra 10.000 i 1972 til mere end en million i begyndelsen af 90’erne. Nogle advarer om at Goas skrøbelige økologi og enestående kultur trues af grådige hotelejere der er ivrige efter at tjene penge på de mange turister. En rapport fra et indisk ministerium bekræfter at nogle hoteller illegalt er skudt op på stranden. Man har hentet sand, fældet træer og jævnet klitter. Kloakkerne udmunder på stranden eller i nærliggende rismarker, hvorved forureningen spredes.

Hvad med kriminalitet?

Den snigende forværring af kriminaliteten giver selv de mest fredfyldte steder et anløbent omdømme. En rapport fra den lille caraibiske ø Barbuda bærer overskriften: „Blodbad i paradis.“ Rapporten beretter i detaljer som får en til at gyse, om mordet på fire mennesker om bord på en luksus-yacht der lå for anker ved øens kyst. Den slags hændelser øger bekymringen over kriminalitetens udbredelse i området.

„Narkotika udløser bandekrige i ’paradis’,“ skrev Londonavisen The Sunday Times i overskriften til en rapport om et mellemamerikansk land. En lokal redaktør beklagede dybt at freden nu var forbi, idet han bemærkede: „Det er nu almindeligt at vågne op om morgenen og opdage at der ligger en 16-årig i en blodpøl på gaden.“

De der har som mål at komme til at leve i et paradisisk samfund, håber at de kan appellere til mennesker som vil være indstillet på at leve sammen i fred. Men hvad viser realiteterne? Der opstod hurtigt uoverensstemmelser i tilfældet med det engelske ægtepar der er omtalt i indledningen af denne artikel. Nogle af dem der anmodede om at få lov til at være med i dette vovestykke af et projekt, var tydeligvis ude på at tjene penge på arrangementet. „Vi har ikke brug for ledere,“ erklærede projektets ophavsmand. „Idéen er at vi skal lægge vore ressourcer sammen for nemmere at kunne gennemføre vore planer. Jeg kalder det et utopisk samfund.“ Dette projekt er på ingen måde det første af sin art. — Se rammen „Forsøg på at skabe paradisiske samfund“.

Andre blandt dem der søger efter Paradiset, tror de kan nå dette mål ved at vinde i lotteriet. Men en sådan økonomisk gevinst bringer sjældent lykke. I februar 1995 rapporterede The Sunday Times at familien til den person der indtil dato har vundet den største lotterigevinst i England, var plaget af dyb indre splittelse. Gevinsten havde kun bragt dem forhånelser, familiestridigheder og skuffelser, hvilket ikke er usædvanligt.

I en undersøgelse vedrørende menneskets søgen efter Utopia kommer journalisten Bernard Levin med en kommentar angående „drømmen om hurtigt at blive rig“. „Som så mange andre drømme kan den hurtigt forvandles til et mareridt,“ hævder han. „Der er for mange beretninger som bekræfter at hurtigt erhvervet rigdom har ført til alvorlig ulykke (inklusive selvmord), til at det kan skyldes tilfældigheder.“

Hvad med dommedagssekter?

Andre paradisiske planer har haft mere truende undertoner. I en reportage fra 1993 angående de amerikanske myndigheders belejring af en ejendom i Waco i Texas, tilhørende den religiøse kult Branch Davidians, kom en avis med en kommentar om den „letbevægelige kombination af geværer, hjernevask og en dommedagsprofet“ som førte til katastrofen. Desværre er der ikke tale om et isoleret tilfælde.

Tilhængerne af den nu afdøde åndelige leder, inderen Bhagwan Shree Rajneesh, etablerede et lille samfund i Oregon, men vakte forargelse ved at krænke naboernes moralske følelser. Lederens velstand og de seksuelle eksperimenter samfundsmedlemmerne gav sig af med, stemte ikke overens med deres påstand om at have skabt „en smuk oase“.

Mange sekter som ledes af nogle der har paradisiske forhåbninger, kræver at deres tilhængere udfører usædvanlige ceremonier som engang imellem giver anledning til voldsomme konfrontationer. Spalteredaktøren Ian Brodie forklarer: „Sekter tilbyder dem der føler at de lever i et tomrum eller som ikke kan klare verdens pres, et tilflugtssted og et struktureret samfund.“ Men hans ord er med til at bevise at mange godt kunne tænke sig at leve i et paradis.

Et paradis uden problemer

Listen over problemer synes endeløs. Forurening, kriminalitet, stofmisbrug, overbefolkning, etniske stridigheder og politiske omvæltninger, for slet ikke at tale om sygdom og død, problemer som vi alle sammen må slås med. Konklusionen er at der intetsteds på denne jord findes et paradis helt uden problemer. Bernard Levin erkender: „Der er en skamplet i menneskehedens dossier, og tilsyneladende har den været der næsten lige så længe som mennesket har eksisteret. Den kommer til udtryk ved en manglende evne til at leve lykkeligt i nærheden af mere end nogle ganske få mennesker.“

Der vil imidlertid komme et verdensomspændende paradis helt uden problemer. En overmenneskelig magtfaktor garanterer at det vil blive et varigt paradis. Over fem millioner arbejder på nuværende tidspunkt hen imod dette mål. De glæder sig allerede nu over den indbyrdes enhed og det relativt problemfri miljø de på den måde har opnået i deres samfund. Hvor kan du finde dem? Hvordan kan du få det samme håb og opnå de samme goder som de nyder? Og hvor længe vil det kommende paradis bestå?

[Ramme på side 6]

Forsøg på at skabe paradisiske samfund

I begyndelsen af det nittende århundrede grundlagde den franske socialist Étienne Cabet (1788-1856) og 280 af hans medarbejdere et lille samfund i Nauvoo i Illinois, baseret på Cabets idealer. I løbet af otte år var der imidlertid opstået så store meningsforskelle i deres fællesskab at det kort efter opløstes, ligesom lignende grupper i Iowa og Californien.

En anden franskmand, Charles Fourier (1772-1837), udviklede nogle idéer angående et kooperativt landbrugssamfund hvor de forskellige roller i fællesskabet skulle gå på skift mellem samfundets medlemmer. Den enkeltes løn skulle baseres på hvad gruppen som et hele udrettede. Samfund baseret på sådanne retningslinjer bestod imidlertid kun meget kortvarigt både i Frankrig og USA.

Nogenlunde samtidig foreslog den walisiske socialreformator Robert Owen (1771-1858) at man dannede kooperative landsbyer hvor flere hundrede skulle bo sammen og have fælles køkken- og spiseområde. Hver enkelt familie skulle bo i deres egen lejlighed og opdrage deres børn indtil de blev tre år. Derefter skulle opdragelsen varetages af samfundet som et hele. Men Owens forsøg mislykkedes og kostede ham en stor del af hans formue.

John Noyes (1811-1886) grundlagde det som The New Encyclopædia Britannica kalder „det mest vellykkede af de utopiske socialistiske samfund i USA“. Da hans tilhængere vragede det monogame ægteskab og tillod seksuelle forhold mellem samfundets medlemmer efter indbyrdes aftale, blev Noyes arresteret for ægteskabsbrud.

Londonavisen The Sunday Times fortæller om et nyere forsøg på at skabe et utopisk samfund kaldet Laissez Faire City, en slags kapitalistisk Utopia i Mellemamerika. Man søgte efter investorer til projektet. Lokket af udsigten til at bo i „det 21. århundredes mirakelby“ blev de der søgte Paradiset, opfordret til at sende 5000 dollars [32.800 kroner] og deltage i en slags pyramideselskab efter kædebrevs-mønsteret. De skulle så selv finde frem til ligesindede der også var villige til at investere i foretagendet. Det forlyder at alt hvad man vil få for sine penge er en flybillet som giver en mulighed for at se projektet, „såfremt der nogen sinde skulle være et land der lader sig overtale til at give plads til byggeriet, og der i så fald virkelig blev bygget et lille hotel på stedet,“ lyder avisens kommentar. Der findes intet realistisk håb om at et „paradis“ kunne etableres dér.

[Illustration på side 7]

En ø appellerer til mange der søger Paradiset. Men i dag er der kriminalitet selv de mest fredfyldte steder