Hvordan krig ødelægger børn

SLAGET, som var et af de mange i Sierra Leones borgerkrig, fandt sted i begyndelsen af 1995. Da våbnene tav, lå Tenneh på fire år såret tilbage. Hendes forældre havde allerede mistet livet på et tidligere tidspunkt i krigen. En kugle havde sat sig fast i hendes hoved, lige bag det højre øje, og der var fare for at kuglen kunne forårsage en infektion som, hvis den spredte sig til hjernen, kunne koste Tenneh livet.

Seksten måneder senere sørgede et engelsk ægtepar for at Tenneh blev fløjet til England for at blive opereret. Et lægehold fjernede kuglen, og alle glædede sig over at det kirurgiske indgreb var lykkedes og at et ungt menneskeliv dermed var blevet sparet. At Tenneh stadig var forældreløs og slet ikke burde være blevet skudt, lagde dog en dæmper på glæden.

Våben, sult og sygdom

Tenneh blev ramt af et vådeskud, men et stadigt stigende antal børn bliver ikke blot ramt ved et uheld. De bliver ramt fordi man sigter på dem. Når etniske stridigheder bryder ud, nøjes parterne ikke med at slå de voksne ihjel. Børnene betragtes som fremtidens potentielle fjender. En politisk kommentator i Rwanda sagde i en radioudsendelse i 1994: „For at komme de store rotter til livs må man dræbe de små rotter.“

De fleste af de børn der dør under krig, bliver imidlertid ikke slået ihjel af bomber eller geværkugler; de dør på grund af sult og sygdom. I afrikanske krige har mangel på mad og lægehjælp eksempelvis kostet tyve gange så mange menneskeliv som de egentlige krigshandlinger. At afskære fjenden fra at modtage livsfornødenheder er en taktik der er blevet anvendt med hård hånd i nyere tid. Hære har strøet landminer ud over store fødevareproducerende jordarealer. De har ødelagt kornlagre og hovedvandledninger. De har beslaglagt nødhjælpsforsyninger, nedrevet hospitaler og spredt lægepersonalet.

En sådan taktik rammer børnene hårdest. I perioden fra 1980 til 1988 nåede antallet af børn der mistede livet som følge af krig, op på 330.000 i Angola og 490.000 i Moçambique

Intet hjem, ingen familie

I krig kan børn ikke kun miste deres forældre ved at de bliver slået ihjel, men også ved at familierne splittes. På verdensplan er 53 millioner mennesker flygtet fra deres hjem på grund af truslen om vold. Det svarer til cirka 1 ud af 115 i hele verdensbefolkningen. Mindst halvdelen af dem er børn. I den panik der opstår under flugt, kommer børn ofte væk fra deres forældre.

Som resultat af krigen i Rwanda var 114.000 børn blevet adskilt fra deres forældre ved udgangen af 1994. Ifølge en undersøgelse fra 1995 havde hvert femte barn i Angola været udsat for det samme. For mange børn, især de yngste, er det traume de udsættes for ved at blive adskilt fra deres forældre, langt alvorligere end selve krigens tumulter.

Dræbt af landminer

Rundt omkring i verden er hundredtusinder af børn gået ud for at lege, passe dyr, samle brænde eller så afgrøder, blot for at blive sprængt i stykker af en landmine. Landminer dræber 800 mennesker om måneden. I 64 lande ligger der tilsammen 110 millioner landminer begravet i jorden. I Cambodja alene drejer det sig om cirka syv millioner. Det svarer til to landminer for hvert barn.

I over 40 lande bliver der i alt fabrikeret omkring 340 forskellige typer landminer i forskellige former og farver. Nogle ligner en sten, andre en ananas, andre igen en lille grøn sommerfugl som, nedkastet fra en helikopter, blidt falder til jorden uden at eksplodere. Nogle rapporter tyder på at landminer der er udformet så de ligner legetøj, er blevet anbragt nær skoler og legepladser hvor kvinder og børn vil finde dem.

Det koster kun cirka tre dollars at fremstille en fodfolksmine, men at lokalisere og fjerne en mine fra jorden koster mellem 300 og 1000 dollars. I 1993 fjernede man cirka 100.000 landminer, men der blev udlagt to millioner nye. De er alle sammen tålmodige dræbere der aldrig sover. De kan ikke skelne en soldat fra et barn, de respekterer ingen fredstraktater, og de forbliver aktive i op til 50 år.

I maj 1996, efter to års drøftelser i Genève i Schweiz, måtte internationale forhandlere opgive at nå til enighed om et globalt forbud mod landminer. Man besluttede at forbyde visse typer miner og lægge begrænsninger på andre, men et fuldstændigt forbud mod landminer vil ikke blive taget op igen før ved næste konference, der er programsat til år 2001. I løbet af disse fem år vil landminer dræbe yderligere 50.000 mennesker og lemlæste 80.000. Mange af dem vil være børn.

Tortur og voldtægt

I de seneste krige er børn blevet tortureret, enten for at straffe deres forældre, eller for at presse oplysninger om forældrene ud af dem. I denne brutale, konfliktramte verden sker det også at børn tortureres uden grund, alene for underholdningens skyld.

Seksuel vold, inklusive voldtægt, er almindelig i krig. I Balkankrigen var det et led i den politiske plan at voldtage teenagepiger og tvinge dem til at føde fjendens børn. I Rwanda brugte soldaterne på lignende måde voldtægt som et middel til at ødelægge familiebåndene. Under nogle militære aktioner blev næsten alle teenagepiger der overlevede selve angrebet, voldtaget. Mange piger som blev gravide, blev forstødt af familien og lokalsamfundet. Nogle piger forlod barnet efter fødselen, andre begik selvmord.

Følelsesmæssige problemer

De oplevelser børn kommer ud for under krig, er ofte mere forfærdelige end selv de værste af de mareridt voksne må gennemleve. For eksempel har et rundspørge der omfattede 1505 børn i Sarajevo, vist at praktisk talt alle havde været udsat for artilleribombardement. Over halvdelen af børnene var blevet beskudt, og to tredjedele havde oplevet situationer hvor de forventede at blive slået ihjel.

En undersøgelse af 3000 børn fra Rwanda viste at 95 procent af dem havde været vidner til vold og mord under folkedrabet, og at næsten 80 procent havde mistet nogen i deres familie. Næsten en tredjedel havde overværet voldtægt eller andre seksuelle overgreb og over en tredjedel havde set andre børn deltage i volden og myrderierne. Den slags oplevelser virker ødelæggende på børns sind og hjerte. I en rapport om traumatiserede børn fra det tidligere Jugoslavien stod der: „Mindet om begivenheden forbliver i deres hukommelse og giver dem frygtelige mareridt, pludselige og meget levende tilbageblik hvor de ser de traumatiske oplevelser for sig, frygt, utryghed og bitterhed.“ Efter folkedrabet i Rwanda har en psykolog fra National Trauma Recovery Centre rapporteret: „De symptomer man ser hos børnene, er blandt andet mareridt, koncentrationsbesvær, depression og en følelse af håbløshed når det gælder fremtiden.“

Hvordan kan børnene hjælpes?

Mange forskere mener ikke at virkningen af sådanne traumer forsvinder så længe børnene går rundt og gemmer på deres følelser og minder. Helingen af den slags sår begynder ofte med at et barn under en samtale med en forstående og velunderrettet voksen konfronteres med de negative minder om det der skete. „Kan man få disse meget ængstelige børn til at åbne sig og tale frit, er man nået halvvejs,“ siger en socialrådgiver fra Vestafrika.

En anden vigtig hjælp i behandlingen af følelsesmæssig smerte er en stærk og enig støtte fra familien og lokalsamfundet. Disse krigsofre har som alle andre børn behov for kærlighed, forståelse og empati. Men er der virkelig grund til at tro at alle børn kan komme til at opleve en lys og lykkelig fremtid?

[Ramme/illustration på side 8]

Det lignede bare en bold

I Laos var en pige og hendes bror i færd med at sætte deres vandbøffel på græs. Pigen så noget der lignede en bold, ligge i grøften. Hun samlede den op og kastede den til sin broder. Den ramte jorden og eksploderede. Han var dræbt på stedet.

[Ramme på side 9]

Kun en ud af tusinder

Da kampene begyndte i det område af Angola hvor hun boede, blev Maria, en 12-årig forældreløs pige, gravid efter at være blevet voldtaget. Da kamphandlingerne intensiveredes, flygtede Maria til fods. Hun gik 300 kilometer før hun kom til et sikkert område hvor hun gik ind på et center for hjemløse børn. Fordi hun var så ung, nedkom hun efter en meget vanskelig fødsel med et for tidligt født barn som døde efter kun to uger. Maria døde en uge senere. Hun er kun en ud af tusinder af børn der er blevet tortureret og voldtaget i de seneste krige.

[Ramme/illustration på side 9]

Krigshærgede sind og hjerter

Hvordan børn ofte påvirkes af krig, fremgår meget godt af tilfældet med otteårige Shabana fra Indien. Hun så en pøbel slå sin far til døde. Derefter halshuggede man hendes moder. I et forsøg på at skjule rædselen og tabet er hendes sind blevet ufølsomt og hendes hjerte koldt. „Jeg savner ikke mine forældre,“ siger hun med monoton, følelseskold stemme. „Jeg tænker ikke på dem.“