Hvad siger Bibelen?

Kan man frygte en kærlig Gud?

„Lykkelig er den mand der frygter Jehova.“ — Salme 112:1.

HVIS „Gud er kærlighed“, som der siges i Bibelen, hvorfor skal man så frygte ham? (1 Johannes 4:16) Kærlighed og frygt anses almindeligvis for at være uforeneligt. På hvilken måde skal vi da frygte Gud? Hvorfor skal vi frygte en kærlig Gud? En nærmere undersøgelse af hvordan ordet ’frygt’ anvendes i Bibelen, vil kunne give os en bedre forståelse af spørgsmålet.

De fleste sprog indeholder ord som kan have forskellige betydningsnuancer, afhængigt af sammenhængen. På nogle sprog kan man for eksempel sige: „Jeg elsker is,“ og: „Jeg elsker mine børn,“ men der er stor forskel på disse to former for kærlighed og den inderlighed de hver især udtrykker. Bibelen taler på samme måde om forskellige former for frygt. Når den bruger ordet i forbindelse med tilbedelsen af Gud, sigter den ikke til skræk, rædsel eller en fornemmelse af en truende straf. Frygt for Gud er en sund form for frygt som kendetegnes af ærefrygt, ærbødighed og dyb respekt. Disse ædle følelser er forbundet med kærlighed til Gud og et ønske om at komme nær til ham, og ikke med en trang til at flygte eller skjule sig for ham.

Frygten for Gud fortrænger en sygelig og lammende frygt. Salmisten skrev om den der frygter Gud: „Han bliver ikke bange fordi der meldes om ulykke. Hans hjerte er fast, stoler på Jehova.“ (Salme 112:7) Hvis vi frygter Gud, vil ingen trussel fra onde mennesker eller fra Satan selv kunne nedbryde vores dybe respekt og ærbødighed for Jehova. (Lukas 12:4, 5) Vi vil heller ikke være ængstelige for at nærme os Gud i bøn. I den forbindelse er det tværtimod sådan at „den fuldkomne kærlighed driver frygten ud“. — 1 Johannes 4:18.

Himmelens og Guds storhed

Kong David var en gudfrygtig mand. Han fyldtes med ærefrygt når han iagttog det skønne og komplicerede skaberværk. Han udbrød: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt. Underfulde er dine værker, ja, det ved min sjæl til fulde.“ (Salme 139:14) Engang betragtede han nattehimmelen og udbrød: „Himmelen forkynder Guds herlighed.“ (Salme 19:1) Kunne man forestille sig at denne oplevelse skræmte David? Nej, den fik ham derimod til at synge Jehovas pris.

Den forøgede viden om universet vi har i dag, giver os endnu større grund til at føle ærefrygt. For nylig har astronomer ved hjælp af Hubble-rumteleskopet spejdet længere ud i rummet end nogen andre før dem. De udvalgte et sted på himmelen som tilsyneladende var tomt når man betragtede det gennem teleskoper på Jorden, og stillede så ind på et punkt der ikke var større end et sandskorn holdt frem i udstrakt arm. Billedet fra Hubble viste ikke en mængde enkelte stjerner, men hele galakser — enorme systemer der består af milliarder af stjerner — som intet menneske før havde set!

Det store, gådefulde og forunderlige univers vækker ærefrygt hos en ivrig iagttager. Men sådanne underværker er kun en genspejling af Skaberens herlighed og magt. Bibelen kalder Jehova Gud for „himmellysenes Fader“, og den fortæller os at han „har tal på stjernernes mængde; han kalder dem alle ved navn“. — Jakob 1:17; Salme 147:4.

Den tid begivenhederne i rummet har strakt sig over, er også et vidnesbyrd om universets umådelige størrelse. Lyset fra de galakser Hubble-rumteleskopet fotograferede, havde været undervejs i milliarder af år. Burde det at vi er så små og uerfarne i forhold til universets bestandighed, ikke få os til at føle ærefrygt og dyb ærbødighed for ham som har skabt stjernerne? (Esajas 40:22, 26) Når man forstår at den Gud som har skabt alt dette, også ’husker et dødeligt menneske og tager sig af ham’, øges ens agtelse for Skaberen, og man får lyst til at lære ham at kende og være ham til behag. (Salme 8:3, 4) Det er denne ophøjede respekt og påskønnelse Bibelen kalder for gudsfrygt.

En Gud der tilgiver

Vi er alle ufuldkomne. Selv når vi forsøger at gøre det der er ret, kommer vi uforvarende til at synde. Behøver vi at være bange for at miste Guds gunst når det sker? Salmisten skrev: „Hvis du vogtede på misgerninger, Jah, Jehova, hvem kunne da bestå? For hos dig er tilgivelsen, for at du må blive frygtet.“ (Salme 130:3, 4) Det indgyder Guds tjenere dyb værdsættelse og ærbødighed at vide at den ’Mægtige som skabte dem’ er så venlig og tilgivende. — Esajas 54:5-8.

Frygt for Gud motiverer os til at gøre det gode og afholder os fra at gøre det Gud siger er forkert. Det forhold vi har til vor himmelske Fader, kan sammenlignes med det en kærlig far har til sine børn. Nogle gange glemmer børnene måske hvorfor deres far forbyder dem at lege ude på gaden. Men når de føler lyst til at løbe ud efter en bold i trafikken, holder tanken om dette forbud dem alligevel tilbage, hvilket måske redder dem fra døden. Den frygt en voksen nærer for Jehova, kan på samme måde afholde ham fra at begå en handling der kunne ødelægge enten hans eget eller andres liv. — Ordsprogene 14:27.

At frygte Guds dom

I modsætning hertil har en person hvis samvittighed ikke afholder ham fra at mishage Gud, grund til at nære en ganske anderledes frygt. Ligesom myndigheder straffer kriminelle elementer, har Gud ret til at gribe ind over for dem der med vilje overtræder hans bud og ikke vil angre. At Gud midlertidigt har tilladt ondskab, har resulteret i at nogle er blevet forhærdede syndere. Men Bibelen viser klart at han snart vil fjerne alle onde elementer fra jorden. (Salme 37:9, 10; Prædikeren 8:11; 1 Timoteus 5:24) De onde der ikke ændrer sind, har grund til at frygte Guds straf. Men det er ikke denne form for frygt Bibelen anbefaler at man nærer.

Frygt for Jehova bliver derimod i Bibelen forbundet med smukke ting i tilværelsen — sang, glæde, tillid, visdom, et langt liv, fortrøstning, velstand, håb og fred, for blot at nævne nogle få.a Hvis vi fortsætter med at vandre i Jehovas frygt, vil vi kunne glæde os over disse velsignelser for evigt. — 5 Mosebog 10:12-14.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 26]

Med tilladelse af Anglo-Australian Observatory; foto: David Malin