Unges tragiske død

„Jeg har nærmest en fornemmelse af at vores generation er ved at uddø.“ — Johanna P., 18-årig universitetsstuderende fra Connecticut, USA.

DET var et uhyggeligt syn der mødte politibetjentene på en farm i udkanten af Hobart, hovedstaden i den australske østat Tasmanien. Inde i huset lå fire piger i alderen fra 10 til 18 år. De var alle døde, dræbt af deres far, som lå i nærheden med et sår i hovedet fra et dødeligt riffelskud. Han havde hugget sin højre hånd af med en økse. Disse mord chokerede hele Tasmaniens befolkning og efterlod et uafklaret spørgsmål i folks sind: Hvorfor? Hvorfor skulle disse fire uskyldige piger dø?

I Belgien er man endnu rystet over følgevirkningerne af det seksuelle misbrug af seks piger, hvoraf fire blev myrdet af en prøveløsladt voldtægtsforbryder. Også her stiller man spørgsmålet: Hvorfor? I Argentina er der mødre der mener at omkring 30.000, heriblandt deres egne sønner og døtre, er forsvundet i det man i dag kalder den beskidte krig.a Nogle af disse stakler blev torteret, bedøvet, fløjet ud over vandet og kastet i havet fra flyet. Mange af dem var på det tidspunkt stadig i live. Hvorfor skulle de dø? Deres mødre venter stadig på svaret.

I 1955 stemplede the World Congress of Mothers (Mødrenes verdenskongres) al krig som formålsløs og erklærede at kongressen„først og fremmest var en kraftig protest, et advarselsråb fra de kvinder der kæmper for at beskytte deres små og store børn mod den ondskab som krig og krigsforberedelser medfører“. Ironisk nok er antallet af unge der har mistet livet i blodige konflikter siden afholdelsen af denne kongres, steget i hele verden — et stort tab for menneskehedens genetiske potentiale.

Historiens lange beretning om død blandt unge

Verdenshistoriens sider er gennemvædet med unges blod. Selv i vort såkaldt oplyste 20. århundrede har unge været det foretrukne mål for nedslagtning i race- og stammekonflikter. Det ser ud til at de unge må bøde med livet for de voksnes fejltagelser og ambitioner.

Tidsskriftet The New Republic rapporterer at man i et afrikansk land har indoktrineret en gruppe religiøse teenagesoldater som kalder sig the Lord’s Resistance Army (Herrens modstandshær), til at tro at geværkugler ikke kan skade dem. Forståeligt nok var artiklens titel „Spild af teenagere“. Familier der har mistet deres sønner og døtre — fordi de kunne skades af geværkugler — spørger med rette: „Hvorfor skulle vore børn dø? Hvad var formålet?“

Til al denne ulykke og lidelse skal man så føje antallet af unge som begår selvmord.

[Fodnote]