Når håbet og kærligheden vender tilbage
FORÆLDRE, lærere og andre der har med unge at gøre, erkender at hverken de, de unge selv eller nogen andre kan ændre verden. Stærke kræfter der er som flodbølger, er i virksomhed, og dem kan ingen standse. Alligevel kan vi alle på mange måder bidrage til at gøre de unge lykkeligere og sundere og bringe dem mere i harmoni med deres omgivelser.
Eftersom det er bedre at forebygge end at helbrede, bør forældre omhyggeligt gennemtænke hvordan deres livsstil og måde at prioritere på kan være med til at forme deres børns holdninger og adfærd. Sørger man for kærlige og trygge omgivelser i hjemmet, giver man sine børn den sikkerhed som bedst kan forebygge en selvdestruktiv adfærd. Et af de mest påtrængende behov unge har, er behovet for nogen der vil lytte til dem. Vil forældrene ikke lytte, er der måske andre med mindre ønskværdige egenskaber der gerne vil.
Hvilken betydning har dette for forældre i dag? De må give sig tid til deres børn når børnene har behov for det — fra de er helt små. I mange familier er det imidlertid ikke så nemt. Hvis forældrene skal have det hele til at løbe rundt, har de mange gange ikke noget valg. De er nødt til at arbejde begge to. De der har været villige til og har haft mulighed for at bringe ofre for at få mere tid til deres børn, har ofte høstet den belønning at se deres sønner og døtre få større succes med deres liv. Men som tidligere nævnt kan der, skønt forældrene har gjort sig de største anstrengelser, alligevel opstå alvorlige problemer.
Venner og andre voksne kan være til hjælp
Forældre som har omsorg for deres børn, må for at reducere de skader som krig, voldtægt og børnemisbrug forvolder, yde en ekstraordinær indsats. Unge der har fået traumer som følge af sådanne forfærdelige oplevelser, reagerer måske ikke positivt, ikke engang når man prøver at hjælpe dem. Det kan koste megen tid og mange kræfter. Men det er hverken klogt eller kærligt at afvise de unge eller bagatellisere deres problemer. Kan vi mobilisere lidt flere af vore egne følelsesmæssige ressourcer og vise dem den kærlighed og godhed der skal til for at nå dem der er i fare?
Ikke kun forældre, men også venner og søskende må være særligt årvågne for tendenser hos unge som kunne tyde på at de befinder sig i en sårbar og muligvis uligevægtig følelsesmæssig tilstand. (Se rammen „Professionel hjælp nødvendig“, side 8.) Er der tegn på at det forholder sig sådan, må man ikke tøve med at lytte. Man må om muligt prøve at få bekymrede unge til at udtale sig frit ved at stille dem venlige spørgsmål der viser dem at man er en sand ven. Uden dog at overtage forældrenes rolle kan venner og slægtninge som man stoler på, muligvis hjælpe forældrene i vanskelige situationer. Unges tendenser til at ville begå selvmord er ofte en fortvivlet, indtrængende bøn om opmærksomhed — forældrenes opmærksomhed.
En af de bedste gaver man overhovedet kan give unge, er et solidt funderet håb om en lykkelig fremtid, en grund til at leve. Mange unge har fået øjnene op for Bibelens pålidelige løfter om at der snart vil komme en bedre verden.
Reddet fra at begå selvmord
En ung kvinde fra Japan som flere gange overvejede selvmord, siger: „Hvor ofte har jeg ikke ønsket at tage dette skridt? Som lille blev jeg misbrugt seksuelt af en jeg stolede på. . . . I den tid der er gået, har jeg skrevet ’jeg ønsker at dø’ på så mange sedler at jeg ikke længere har tal på dem. Siden er jeg så blevet et Jehovas vidne og tjener nu som heltidsforkynder, men trangen kommer stadig over mig en gang imellem. . . . Men Jehova har ladet mig blive i live, og det forekommer mig at han blidt siger ’lev videre’ til mig.“
En 15-årig pige fra Rusland har forklaret: „Da jeg var otte år gammel, begyndte jeg at føle at der ikke var nogen der havde brug for mig. Mine forældre havde ikke tid til at tale med mig, og jeg prøvede at løse mine problemer på egen hånd. Jeg trak mig ind i mig selv. Jeg var altid uvenner med de andre i familien. Så var det at tanken om selvmord dukkede op. Hvor var det godt jeg traf Jehovas vidner!“
Cathy fra Australien, som nu er i begyndelsen af trediverne, har følgende opmuntrende kommentar som viser at fortvivlelse kan forvandles til håb: „Jeg drømte altid om forskellige måder at tage mit eget liv på, og til sidst forsøgte jeg at begå selvmord. Jeg ønskede at slippe væk fra denne verden, der er så fyldt med fortræd, vrede og meningsløshed. Depression gjorde det vanskeligt for mig at komme ud af det ’edderkoppespind’ jeg følte mig fanget i. Derfor syntes selvmord dengang at være løsningen.
Da jeg første gang hørte om muligheden for at jorden kunne blive et paradis hvor alle levede et fredeligt og lykkeligt liv, længtes jeg efter det. Men det virkede som en drøm der umuligt kunne gå i opfyldelse. Langsomt begyndte jeg imidlertid at forstå hvordan Jehovas syn på livet er, og hvor dyrebare vi alle er i hans øjne. Jeg begyndte at få tillid til at der virkelig er håb for fremtiden. Og til sidst lykkedes det mig at komme ud af ’edderkoppespindet’. Men det var ikke så nemt. Nogle gange blev jeg overvældet af depression, og jeg følte mig helt fortvivlet. At se hen til Jehova Gud hjalp mig imidlertid til at få et meget nærmere forhold til ham og føle mig tryg. Jeg takker Jehova for alt det han har gjort for mig.“
Ikke flere dødsfald blandt unge
Gennem studium af Bibelen kan unge få øjnene op for at der er noget bedre at se frem til — nemlig det den kristne apostel Paulus kalder „det virkelige liv“. Han gav den unge Timoteus følgende råd: „Befal dem som er rige . . . at sætte deres håb, ikke til en usikker rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem, at øve godt, at være rige på gode gerninger . . . og derved samle sig værdier som en god grundvold for den kommende tid, så de kan få et fast greb om det virkelige liv.“ — 1 Timoteus 6:17-19.
I realiteten indebærer Paulus’ råd at vi bør interessere os for andre, idet vi hjælper dem til at få et sikkert håb for fremtiden. „Det virkelige liv“ er det som Jehova har lovet os i den kommende verden med „nye himle og en ny jord“. — 2 Peter 3:13.
Mange unge som tidligere var i farezonen, har indset at stofmisbrug og en umoralsk livsstil ikke er andet end en lang, snørklet vej der fører til døden, og at selvmord blot er en genvej. De har erkendt at denne verden med dens krige, had, mishandling og mangel på kærlighed snart vil forsvinde. De har forstået at den nuværende verden ikke står til at redde. De har fået en fast tro på at Guds rige er vort eneste virkelige håb, og at det vil være begyndelsen til en ny verden hvor hverken unge eller ældre der vælger at adlyde Gud, nogen sinde vil behøve — eller ønske — at dø. — Åbenbaringen 21:1-4.
[Ramme på side 8]
Professionel hjælp nødvendig
The American Medical Association Encyclopedia of Medicine siger at „mere end 90 procent af alle selvmord sker som følge af psykisk sygdom“. Den opregner i den forbindelse sygdomme som dyb depression (cirka 15 procent), skizofreni (cirka 10 procent), alkoholafhængighed (cirka 7 procent), psykopati (cirka 5 procent) og visse former for neurose (mindre end 5 procent). Dette opslagsværk giver følgende råd: „Alle selvmordsforsøg bør tages alvorligt og behandles seriøst. Tyve til tredive procent af dem der forsøger at begå selvmord, prøver igen inden for et år.“ Dr. Jan Fawcett skriver: „Over 50 procent af alle selvmord i USA begås af personer som ikke har haft kontakt med en professionel behandler af sindslidelser.“ Et andet opslagsværk siger: „Det vigtigste aspekt af behandlingen er at den pågældende hurtigst muligt konsulterer en psykiater som kan hjælpe ham eller hende ud af den tilgrundliggende depression.“