Den lille gærdesmutte med den kraftige sangstemme

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ENGLAND

EFTER den korte regnbyge trængte solens stråler igennem træerne og fik de våde kodrivere der voksede på skråningen, til at glimte som juveler. Jeg sad og hvilede mig på en træstamme og iagttog et par småfugle der fløj i fast rutefart til og fra et bregnekrat under et klippefremspring ved et vandløb.

Min nysgerrighed blev vakt, og jeg rejste mig for at se nærmere på dem. Jeg fandt det jeg havde forventet, nemlig en gærdesmutterede, smukt flettet af mos og omhyggeligt skjult mellem de hængende bregner. Den kække gærdesmutte måler blot 10 centimeter fra næb til halespids og regnes for at være en af Englands mindste fugle.a Derfor blev der i 1937 præget et billede af den i en kvartpenny, som dengang var Englands mindste mønt.

Gærdesmutten er velkendt i Europa, Asien og USA. I England er det den mest udbredte og den talrigeste af alle ynglende fugle. Dens smukke triller er blevet sammenlignet med nattergalens, og dens sang er så kraftig at den kan høres på en afstand af over otte hundrede meter. Men barske vintre gør indhug i bestanden, og det menes at der i nogle vintre kan være op mod 75 procent der går til. Under de omstændigheder vælger gærdesmutter ofte fælles sovepladser for at varme hinanden. Over 60 gærdesmutter blev engang fundet i en redekasse, klumpet sammen til én fjerbylt.

I april bygger hannen flere, godt camouflerede, kugleformede reder. Når han er færdig, vil hunnen få forevist alle rederne. Hun vil så udvælge sig én og fore den med fjer. I slutningen af april vil hun have lagt fem eller seks hvide æg med rødbrune pletter. Hunnen udruger æggene i løbet af 14 dage, og efter endnu et par uger forlader de flyvefærdige unger reden.

Det er normalt med to kuld i løbet af sommeren, og mens hunnen udruger den anden redefuld æg, vil hannen passe ungerne fra første kuld og nogle gange tage dem med til de andre reder. Hvis det er en god sommer med masser af føde i form af insekter, vil hannen tage endnu en mage og lade hende bo i en tredje rede.

Mens jeg sad på træstammen og mærkede forårssolens varmende stråler, iagttog jeg gærdesmutterne der fløj frem og tilbage. Jeg beundrede deres rustbrune fjerdragt og tværstribede vinger da de landede på en kvist tæt på hvor jeg sad. Men så snart de opdagede at jeg befandt mig på deres territorium, stak de halen lige i vejret og lod deres snerrende varselskald lyde. Det var et vink til mig om stille at forlade stedet.

[Fodnote]