Den gyldne klippehane — en af Amazonjunglens skønheder

Af Vågn op!-​korrespondent i Brasilien

SELV nøgterne naturforskere bliver poetiske når de skal beskrive den gyldne klippehane fra Guyana, en smuk, men ikke særlig kendt fugl der lever i Amazonregnskoven.a Den er blandt andet blevet beskrevet som „en samling funklende ildrøde farver,“ og „en brændende komet“. „Dens glans . . . er vanskelig at overgå,“ konkluderede en tredje. De er alle enige om at den er et uforglemmeligt syn. Hvad er det der gør denne fugl på størrelse med en due så uforglemmelig? Det er blandt andet dens farvestrålende fjerdragt.

Hannen af den gyldne klippehane har en orangefarvet kam der ligner en vifte og dækker hele næbbet. En kastanjebrun stribe langs kanten fremhæver kammens fuldendte, halvcirkelformede facon. Fra kam til kløer er fuglen dækket af en overvejende orange fjerdragt. Hannens vinger, der er sorte med en hvid plet, er dækket af et dunet lag af gylden-orange fjer der får det til at se ud som om han er indhyllet i et sjal. Bogen Birds of the Caribbean opsummerer det med ordene: „Både med hensyn til bygning og udseende er [fuglene] ubeskriveligt smukke.“ Men det er ikke kun fuglens udseende der er imponerende. Hannens fjerdragt afspejler også hans karakter. Hvordan?

De fleste kan nok blive enige om at man ikke skal vælge at bære stærkt orange farver hvis man ønsker at være anonym i en mørkegrøn regnskov. Men denne junglelaps vil gerne ses. Ved hjælp af sit smukke udseende forjager hannen rivaler og tiltrækker beundrere.

Territorialstrid og kævleri om arvefølgen

Tidligt på året, i parringstiden, opsøger hannen velafgrænsede skovrydninger, der bliver skueplads for fuglenes årlige parringsdanse. I årevis mente naturforskere at fuglens muntre spring i parringsopvisningen ikke var andet end leg — en godmodig opvisning på skovbunden. Men for nylig har forskerne opdaget at en rydning ikke kun er en danseplads, men at den også bruges til brydekampe og opvisninger. Hvorfor?

Når en gruppe hanner har invaderet en skovrydning, afmærker hver fugl et område på skovbunden som sit private territorium ved at rydde det for nedfaldne blade. Hannen gør også krav på grenene i de omliggende slyngplanter, hvilket bevirker at territoriet bliver cylinderformet og måler omkring 1,5 meter i diameter og 2 meter i højden. Forskeren Pepper W. Trail siger at med cirka 50 tætpakkede fugle i en skovrydning, „er det en af de fuglearter hvis [parringsoptrin] foregår i de mest trange klynger“. Hvad resulterer det i? Territorialstrid og kævleri om arvefølgen.

Deres stridigheder minder om en eksalteret, men harmløs krigsdans — hannen kaster hovedet fra side til side, klaprer med næbbet, sitrer med vingerne og ryster sine fjer alt imens han udstøder skingrende hyl og springer højt op i luften. Efter et par minutter, når fuglene hver især føler at de har gjort indtryk på modparten, trækker de sig tilbage til deres territorier. Når to fugle har fået øje på det samme gode jordstykke i skovrydningen som er ledigt efter ’ejerfuglens’ død, udvikler striden sig til et klassisk kævleri om arvefølgen.

„Fuglene krummer deres stærke kløer sammen, basker vildt med vingerne og napper indimellem efter hinanden. Sådanne kampe kan vare i op til tre timer og udmatte de kæmpende fuldstændig,“ skriver Pepper W. Trail i tidsskriftet National Geographic. Hvis kampen ender uafgjort efter den første runde, tager fuglene en pause, hvorefter kampen genoptages indtil den ene vinder og bliver arvtager.

Endnu inden støvet har lagt sig på skovbunden, stiller de iltre ’brydere’ sig op i stivnet positur, og skovrydningen bliver en opvisningsplads. Hvad skal der nu ske?

Og vinderen er . . .

Mens hannerne kæmper mod hinanden på skovbunden, er nogle få ikke særlig iøjnefaldende fugle i gang med stille og roligt at reparere deres reder i de nærliggende klippenicher. Det er hun-klippehaner. I modsætning til hannen vil hunnen ikke kunne vinde en skønhedskonkurrence. Forskeren David Snow skriver taktfuldt at hunnen er „en meget anderledes fugl“. Hun har en lille krone på hovedet, „en forkrøblet udgave af hannens prægtige kam der blot giver hovedet et komisk udseende“. Hendes korte ben med store fødder støtter den gråbrune krop, der har„en temmelig kompakt og klodset facon“.

Set med junglelapsenes øjne er hun imidlertid en vinder. Når hun flyver mellem grenene oven over skovrydningen og udstøder et skingert kiuoou, får hun alle de orangefarvede hoveder til at vende sig om efter hende, og en af „fugleverdenens mest interessante og imponerende parringsopvisninger“ begynder. (The Life and Mysteries of the Jungle) Hvad sker der? Forskeren Pepper W. Trail skriver at når først hannen har fået øje på en hun, „udfoldes et festfyrværkeri af farver, bevægelse og lyd i skovrydningen“. Hver han forsøger at overstråle de andre og fange den besøgendes opmærksomhed. Dernæst hopper hannerne ned fra de grene hvor de sidder, og lander dumpt på deres territorium alt imens de skræpper op. De baskende vinger tiltrækker hunnens opmærksomhed og fejer området rent for nedfaldne blade. Men pludselig standser alt spektaklet. Det afgørende øjeblik er kommet.

Alle hannerne bøjer sig stift, viser deres fjerpragt frem og stiller sig i ubevægelige, trancelignende positurer. Kammen rejser sig til en vifte der dækker næbbet, mens hannens dunede fjer skjuler kroppens form og får ham til at ligne en orangefarvet blomst der er faldet ned på skovbunden. „En kurtiserende klippehane ser så mærkværdig ud at man ved første øjekast har svært ved at tro at det er en fugl,“ siger et opslagsværk.

Hunnen kan dog godt skelne en blomst fra en bejler. Hun flyver hen imod tre eller fire rolige hanner som står foroverbøjet med ryggen til hende. Hannen holder hovedet lidt på skrå så det ene øje kigger opad, mod hunnen. Der går nogle minutter inden hunnen bestemmer sig, men endelig vælger hun vinderen. Hun lander bag sin favorit, hopper hen imod ham, læner sig fremover, hakker i de bløde fjer på vingespidserne, hvilket vækker hannen af hans trance. De parrer sig på hans territorium eller på en nærliggende gren. Derefter flyver hunnen væk. Hun vender ofte tilbage til den samme han når den næste parringssæson begynder.

Junglelapsen glemmer alt om sin mage og bekymrer sig heller ikke om at passe sit afkom. Ubekymret gør han sig klar til den næste opvisning, mens hunnen selv må tage sig af afkommet. Det kunne godt lyde som en uretfærdig fordeling af arbejdsbyrden, men det er en fordel for hunnen og hendes unger at hannen holder sig væk. At have en orangefarvet fugl til at flyve rundt om reden ville være det samme som at hænge et neonskilt op der viste vej til ens skjulested.

Den næste generation

Hunnens kedelige fjerdragt er perfekt når hun skal dække de to brunplettede æg som hun lægger i en tæt rede af mudder. Reden er fastgjort til klippevæggen med fuglens spyt. Når hunnen har ligget på æggene i fire uger, udklækkes de. De nyudklækkede unger er ikke nogen skønhedsåbenbaring, men de er godt udrustet til at klare livet i reden. Forskeren Pepper W. Trail forklarer at kort efter at ungerne er klækket, fæstner de deres skarpe kløer i redens indvendige beklædning og hager sig fast med deres stærke ben når moderen ihærdigt kæmper for at få fodfæste.

Hunnen fodrer flittigt ungerne med bær og indimellem med et insekt eller et firben. Efter et år er fjerdragten på en ung han stadig brun, men på hovedet kan man allerede se en lille kam af fjer. I toårsalderen bliver hannens brune fjer erstattet af en gylden-orange fjerdragt, der, ifølge en naturforsker, forvandler hannen til „en af de smukkeste fugle i verden“.

Klippehanens hjemsted, skoven, er ved at blive udryddet, men naturelskere håber at mennesket fremover vil give denne farverige fugl i Amazonjunglen lejlighed til at opføre sin fascinerende parringsdans.

[Fodnote]

[Ramme på side 17]

Klippehanens kendemærke

Videnskabeligt navn: Rupicola rupicola, eller „klippebeboer“

Familie: Cotingidae

Levested: Den nordlige del af Sydamerika, i og omkring Amazonområdet

Længde: Omkring 30 centimeter

Reden: Byggematerialet er mudder og plantefibre der holdes sammen af spyt. Vægten knap 4 kilo.

Ynglevaner: Den lægger som regel to æg om året; rugetiden er 27-28 dage — „en af de længste perioder man kender til for en spurvefugl“

[Kort på side 16]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

SYDAMERIKA

Her lever den gyldne klippehane fra Guyana

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Kildeangivelse på side 15]

Kenneth W. Fink/Bruce Coleman Inc.