Victoriasøen — Afrikas store indsø

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I KENYA

I 1858 rejste en englænder gennem uudforskede landområder dybt inde i hjertet af Afrika. Hans eneste rejsefæller var en håndfuld afrikanske bærere som han indtrængende anmodede om at fortsætte skønt han var plaget af sygdom, udmattelse og uvished. John Hanning Speke søgte efter noget som mange stræbte efter at finde — Nilens udspring.

Beretninger om en stor indsø som arabiske slavehandlere kaldte Ukerewe, ansporede Speke til at kæmpe sig gennem bushen, som syntes uendelig. Endelig, efter at have vandret i 25 dage, blev den lille flok rejsende belønnet med et storslået syn. Dér foran dem lå en stor ferskvandssø, der strakte sig så langt øjet rakte. Speke skrev senere: „Al min tvivl forsvandt. Søen for mine fødder måtte være dét ophav til den interessante flod, [som] så mange har spekuleret over, og [som] så mange eventyrere har ledt efter.“ Han kaldte søen Victoria til ære for den daværende engelske dronning.

Nilens udspring

I dag er søen som stadig bærer dette navn, kendt som verdens næststørste ferskvandssø, kun overgået af Lake Superior i Nordamerika. Som et kæmpemæssigt spejl der glimter i ækvatorsolen, dækker Victoriasøens blanke overflade et areal på 69.484 kvadratkilometer. Dens nordlige del krydses af ækvator. Eftersom den ligger mellem Rift Valleys østlige og vestlige forgreninger, ligger størstedelen af søen i Tanzania og Uganda, og den grænser op til Kenya.

Søens vigtigste tilløb er Kagerafloden i Tanzania, som får sit vand fra Rwandas bjerge. Men størstedelen af det vand der løber ned i Victoriasøen, stammer fra den nedbør der falder i det omkringliggende afvandingsområde, som dækker et areal på over 200.000 kvadratkilometer. Søens eneste udløb er ved Jinja i Uganda. Herfra strømmer vandet mod nord og danner Den Hvide Nil. Selv om Victoriasøen ikke er Nilens eneste udspring, tjener den som et stort reservoir der sørger for en konstant tilførsel af ferskvand og opretholder livet i et område der strækker sig helt op til Egypten.

Livet på søen

En kano hvis bølgende hvide sejl ligner en sommerfuglevinge, glider hen over søens overflade. Fralandsvinden fører hurtigt den lille båd ud midt på søen. Ved middagstid skifter vinden retning og fører båden tilbage til det sted den kom fra. Sådan har fiskere på søen arbejdet i tusinder af år.

Victoriasøen er omgivet af landsbyer med stråtækte huse. Indbyggernes hovednæringsmiddel er fisk, og de er derfor afhængige af den føde de daglig kan skaffe fra søen. Dagen for en fisker begynder før solopgang. Mændene tømmer deres både for vand og sejler ud på søen i morgendisen. Mens de padler ud på dybere vand og hejser bådenes forrevne sejl, istemmer de en sang. Kvinderne står ved bredden og følger de små både til de forsvinder i horisonten, hvorefter de vender sig mod land, for der er meget arbejde der skal gøres.

Mens kvinderne vasker tøj og trækker drikkevand op af søen, plasker børnene legende rundt i vandkanten. Omsider er kvinderne færdige med deres arbejde ved søbredden. Med vandfyldte lerkrukker balancerende på hovedet, småbørn bundet fast til ryggen og kurve med rent vasketøj i hænderne begiver de sig langsomt hjemad. Dér passer de deres små jordlodder med majs og bønner, samler brænde og reparerer deres lerhuse med en blanding af kogødning og aske. Længere oppe langs bredden fletter kvinder sisalhamp hvoraf de fremstiller stærke reb og smukke kurve, og man hører lyden af øksehug fra nogle mænd som er i færd med at udhule en stor træstamme for at fremstille en kano.

Som dagen går på hæld, drages kvindernes blik igen mod den store ferskvandssø. Toppen af de hvide sejl ude i horisonten vil bebude deres mænds hjemkomst. Og den ser de med forventning frem til, ivrige efter at gense deres mænd og se den fangst de har med sig.

Til alle de små samfund langs søens bredder og på dens øer kommer der besøgende med et budskab om fred. Hver eneste landsby bliver nået til fods og med kano. Folk er ydmyge og ivrige efter at lytte. De er især begejstrede for at læse bibelske publikationer på deres egne nilotiske sprog og bantu-sprog.

Søens dyreliv

I Victoriasøen lever der over 400 fiskearter, og nogle af disse findes ikke andre steder i verden. Cichlider er den mest almindelige art. Disse små farverige fisk har man givet beskrivende navne som for eksempel flammeryg, lys rødmen og Kisumu frømund. Nogle cichlider beskytter deres unger på en usædvanlig måde. Når der opstår en fare, åbner den ene af forældrene munden på vid gab, og de små unger søger hurtigt beskyttelse i den åbne mundhule. Efter at faren er drevet over, bliver ungerne ganske enkelt spyttet ud igen, og de fortsætter med det de var i gang med.

Victoriasøen er hjemsted for mange prægtige og forskelligartede vandfugle. Lappedykkere, skarver og afrikanske slangehalsfugle dykker ned under vandet, hvor de dygtigt spidder fisk med deres spidse næb. Traner, hejrer, storke og skestorke vader omkring på lavt vand. Midt i et skridt står de helt stille og venter tålmodigt på at en intetanende fisk svømmer inden for rækkevidde. Højt oppe flyver flokke af pelikaner forbi som tykmavede svævefly. Når de svømmer gruppevis, omringer de fiskestimer som de skovler op med deres enorme, kurvelignende næb. Fiskeørnen behersker med sine kraftige vinger rummet i luften. Den letter fra en gren højt over vandet og styrtdykker i en kraftfuld glideflugt mens vinden hvisler gennem dens stærke vinger, og uden besvær snupper den en fisk i søens overflade. Væverfugle i stærke farver bygger rede i de tætte bevoksninger af papyrus som omgiver søen, og næsehornsfuglens vemodige skrig kan høres i akacieskoven længere oppe ad bredden.

I morgen- og aftentimerne kan flodhestenes dybe gryntelyde høres over den blikstille sø. Ved middagstid sover de langs bredden, hvor de ligner glatte, grå sten som stikker op ad vandet. Folk der bor ved søen, er altid på vagt over for den farlige nilkrokodille. Nogle få af disse frygtindgydende krybdyr holder stadig til i de mere afsidesliggende hjørner af Victoriasøen, men de fleste af dem er blevet udryddet af mennesket.

Søens foruroligende tilstand

Siden John Speke første gang så Victoriasøen, har Afrika oplevet en befolkningseksplosion. I området omkring søen lever der nu over 30 millioner mennesker som er afhængige af dens ferskvand for i det hele taget at kunne overleve. Før i tiden havde lokale fiskere tillid til at de traditionelle fiskemetoder ville skaffe dem føde. Med fiskeruser, papyrusnet, kroge og spyd fangede de hvad de havde behov for. Med indførelsen af trawlere og hildingsgarn af nylon som kan dække store områder og skovle i tonsvis af fisk op på dybt vand, er søens økologi i dag truet af overfiskning.

Man har indført fremmede fiskearter, hvilket har forårsaget en ubalance i naturen som har haft en ødelæggende virkning på det lokale fiskeri. Oven i de ulykker som søen er ramt af, kan lægges vandhyacinten, en flydende ukrudtsplante som sætter en smuk violet blomst. Denne ukrudtsplante, som er blevet indført fra Sydamerika, vokser så hurtigt at den har tilstoppet og kvalt store områder af søens bredder og tilløb og har hindret fragtskibe, passagerfærger og kanoer som bliver benyttet af de lokale fiskere, i at komme ind til de strande og anløbsbroer der ligger langs de ramte bredder. Desuden er søens fremtid truet af skovrydning i afvandingsområdet, udledning af spildevand og industrialisering.

Vil Victoriasøen overleve? Det er et spørgsmål som nu bliver drøftet, og ingen ved med sikkerhed hvordan man kan løse dens mange problemer. Men Victoriasøen er en naturattraktion som sandsynligvis vil være at finde længe efter at Guds rige har fjernet dem der „ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Så vil menneskene for evigt kunne nyde skønheden ved Afrikas store indsø.

[Ramme/illustration på side 18]

Fisken der sluger søen

Den er glat, har en glubende appetit, formerer sig hurtigt og kan blive op til 1,8 meter lang. Hvad er det? Lates niloticus! Denne store, skrupsultne fisk er kendt under navnet nilaborren. Den blev indført i Victoriasøen i 1950’erne og har vist sig at være en økologisk katastrofe. I løbet af 40 år er det lykkedes den at udrydde næsten halvdelen af søens 400 hjemmehørende fiskearter. Denne masseudryddelse har truet en næringskilde som millioner af lokale indbyggere er afhængige af for at kunne forsørge deres familie, nemlig cichlider og andre naturligt hjemmehørende fisk. Disse små fisk spiller også en afgørende rolle for søens sundhed. Nogle af dem æder de snegle der forårsager den frygtede sneglefeber (bilharziose), og er derfor med til at holde sygdommen under kontrol. Andre fortærer de alger og vandplanter som nu vokser uhæmmet. Denne vækst har været skyld i iltsvind, hvor nedbrydningen af forrådnet vegetation har mindsket vandets iltindhold. Med færre hjemmehørende fisk til at rense op i dette rådnende materiale har man set en stigning i antallet af områder med iltsvind hvor søen så at sige dør, med det resultat at endnu flere fisk går til. Eftersom der ikke er så mange fisk tilbage, har den altid sultne nilaborre nu udset sig et nyt fødeemne — sine egne unger! Fisken som er ved at sluge søen, er nu på nippet til at sluge sig selv.

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

UGANDA

KENYA

TANZANIA

VICTORIASØEN

[Illustration på side 15]

Der forkyndes ved bredden af Victoriasøen

[Illustration på side 16]

Væverfugl

[Illustration på side 16, 17]

Pelikaner

[Illustration på side 17]

Sølvhejre

[Illustration på side 16, 17]

Nilkrokodille

[Illustration på side 16, 17]

Fiskehejre på en flodhest