Fra krigshelt til en Kristi soldat
FORTALT AF LOUIS LOLLIOT
Den 16. august 1944 var jeg med de allierede styrker som gik i land på Sydfrankrigs kyst under den anden verdenskrig. Efter en uge med kampe langs Middelhavskysten nåede min kampvognseskadron havnebyen Marseilles og kæmpede sig vej op ad bjerget mod valfartskirken Notre-Dame-de-la-Garde. Vores mission gik ud på at indtage de tyske fæstningsværker der lå der.
KAMPENE var intense. En kampvogn i min gruppe blev ramt, og tre af mine kammerater blev dræbt. Derefter ødelagde en landmine en af larvefødderne på min kampvogn så den ikke længere kunne køre. Men vi var besluttede på ikke at tabe terræn, og derfor kæmpede vi videre i de næste mange timer.
Med et maskingevær i den ene hånd og det franske flag i den anden udnyttede jeg en kort pause i kampene og bevægede mig videre til fods op ad bjerget sammen med en modstandsmand fra De Frie Franske. Udmattet og sværtet til af krudt anbragte jeg det franske flag ved indgangen til valfartskirken.
Befrielsen
I de følgende uger satte vi efter de tyske tropper som var på tilbagetog mod nord. På grund af snigskytter og kabler der var spændt over vejene i hovedhøjde, var vi tvunget til at have lugerne på vores kampvogne lukkede mens vi kørte.
I oktober nåede vores detachement Ramonchamp, en lille by i Vogeserne i den nordøstlige del af Frankrig. Fra tårnet på min kampvogn betragtede jeg omgivelserne. Byen virkede forladt. Pludselig blev der affyret en raket fra et vindue, og den ramte vores kampvogn. Tre af mine mænd blev dræbt på stedet da den eksploderede. En anden soldat og jeg blev alvorligt såret, og vores kampvogn blev ødelagt. Til trods for at jeg havde 17 metalstykker fra en shrapnel i benet, overtog jeg førersædet i vores kampvogn mens en anden kampvogn bugserede os.
For denne episode fik jeg rosende omtale i indberetningerne. Nogle få dage senere tildelte general Jean de Lattre de Tassigny, øverstkommanderende over den franske hærs 1. division, mig en orden for min indsats i Marseilles. Da vi skiltes, sagde han: „Vi ses snart igen.“
Kort efter blev jeg udnævnt til generalens personlige attaché. Jeg rejste for eksempel med generalen til Berlin, hvor han repræsenterede Frankrig da Tyskland overgav sig den 8. maj 1945. I de næste fire år stod jeg til tjeneste ved hans mindste vink.
Men hvordan var jeg blevet så involveret i de store begivenheder under den anden verdenskrig?
Oplært i religion og krig
Jeg voksede op som en nidkær katolik med et ønske om at tjene Gud og mit land. Den 29. august 1939, nogle få dage før Frankrig gik ind i den anden verdenskrig, lod jeg mig hverve til pansertropperne. Jeg var kun 18 år. Efter fem måneders oplæring på École Militaire (Militærakademiet) i Paris blev jeg som ung underofficer sendt til Frankrigs østfront.
Det var den del af krigen som blev kaldt skinkrigen; for det eneste vi foretog os, var at vente på de tyske tropper der kæmpede andre steder. Da tyskerne endelig angreb, blev jeg taget til fange. Det var i juni 1940. To måneder efter flygtede jeg og kunne senere slutte mig til de franske styrker i Nordafrika.
Under felttoget i Tunesien mod de tyske tropper, der var anført af general Erwin Rommel, Ørkenræven, blev jeg forbrændt på 70 procent af kroppen og lå i koma i ni dage. Jeg tilbragte tre måneder på et hospital i Sidi-bel-Abbès i den nordvestlige del af Algeriet, hvor Fremmedlegionen havde sit hovedkvarter. Mens jeg opholdt mig i Nordafrika, blev jeg tildelt ordenstegnet Croix de Guerre, et tapperhedssymbol.
De katolske præster bad os indtrængende om at gøre vores „kristne“ pligt. Jeg ønskede at følge deres tilskyndelser og var rede til at ofre mit liv for Frankrig. Jeg forsøgte så vidt muligt at gå til alters inden jeg skulle i kamp. Og når det gik hårdest til i kampene, bad jeg til Gud og til Jomfru Maria.
Jeg respekterede fjendens soldater, hvoraf mange også var nidkære katolikker. Nogle bar et bælte med ordene Gott mit uns (Gud med os) indgraveret på spændet. Er det ikke besynderligt at vi troede at Gud ville besvare bønner der blev bedt af soldater på begge sider af fronten, soldater der tilhørte den samme religion?
Forandringer efter krigen
Efter krigen, den 10. april 1947, blev jeg gift med Reine, en pige fra general Jean de Lattre de Tassignys hjemby, Mouilleron-en-Pareds i Vendée. Generalen var min forlover ved brylluppet. Da han døde i januar 1952, bar jeg fanen ved statsbegravelsen.
En søndag morgen i slutningen af 1952 da min kone og jeg var ved at gøre os klar til at tage til messe sammen med vores lille datter, ringede det på døren, og udenfor stod to Jehovas vidner. Det de sagde om Bibelen, vakte vores nysgerrighed. Min kone og jeg var meget religiøse, men vort kendskab til Bibelen var begrænset eftersom kirken havde frarådet os at læse i den. Forkynderen som tilbød at studere Bibelen med os, var Léopold Jontès, der dengang var tilsynsmand for Jehovas Vidners afdelingskontor i Frankrig. Takket være dette bibelstudium fik jeg endelig svar på de spørgsmål jeg havde haft siden min barndom.
For eksempel havde jeg altid været meget optaget af fadervor, den bøn Jesus lærte sine disciple at bede. Som katolik troede jeg at alle gode mennesker ville komme i himmelen når de døde, og jeg kunne derfor ikke forstå hvorfor vi bad: „Ske din vilje på jorden.“ (Mattæus 6:9, 10, Douay-oversættelsen; kursiveret af os.) De præster jeg havde talt med, undgik enten mit spørgsmål eller sagde at denne bøn ville blive besvaret når alle blev katolikker. Men det svar var jeg ikke tilfreds med.
Præsterne havde heller ikke kunnet give mig tilfredsstillende svar på mine spørgsmål om treenighedslæren. Ifølge den katolske lære lyder en af kirkens trosbekendelser: ’Faderen er Gud, Sønnen er Gud, og Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud.’ Min kone og jeg blev derfor meget glade da vi opdagede at Bibelen klart og tydeligt siger at Jesus er Guds søn og ikke den almægtige Gud selv. — Markus 12:30, 32; Lukas 22.42; Johannes 14:28; Apostelgerninger 2:32; 1 Korinther 11:3.
Vi følte begge at vore øjne for første gang var blevet åbnet, og at vi havde fundet en uvurderlig perle. Vi var villige til at bringe et hvilket som helst offer for at erhverve os denne skat. (Mattæus 13:46) Vi indså at vi måtte træffe et valg. Der gik ikke lang tid før vi fik samme indstilling som apostelen Paulus, der sagde at han ’anså alt for tab på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus har’. Vi foretog derfor nogle forandringer i vort liv så vi kunne tjene Gud. — Filipperne 3:8.
Jeg tager standpunkt
I april 1953, nogle få måneder efter at vi var begyndt at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner, fik jeg ordre til at melde mig til de franske ekspeditionsstyrker der var blevet sendt i krig i Indokina. På det tidspunkt tjente jeg som adjudant for den øverstbefalende officer i senatsbygningen i Paris. Nu forstod jeg imidlertid det bibelske princip om neutralitet og indså at jeg måtte træffe en beslutning. (Johannes 17:16) Jeg fortalte mine overordnede at jeg ikke kunne adlyde ordren om at kæmpe som soldat i Indokina, og at jeg ikke længere ønskede at deltage i krig. — Esajas 2:4.
„Ved du godt at det vil bringe dig i miskredit, og at det vil lukke alle døre for dig?“ spurgte mine overordnede. Og fra det øjeblik blev jeg så at sige sat ud på sidelinjen. Men det var en beskyttelse, for jeg blev ikke længere indkaldt til militærøvelser. Mange af vore slægtninge og venner fattede ikke hvordan jeg kunne give afkald på noget som i deres øjne var en privilegeret stilling i samfundet.
På grund af mine pæne militærpapirer fik jeg særbehandling af mine overordnede, der respekterede mig til trods for min overbevisning. I de næste to år fik jeg en udvidet orlov og blev frigjort fra alle mine arbejdsopgaver. I mellemtiden overværede min kone og jeg møderne i Jehovas Vidners lokale menighed, og vi fortalte også andre om vores nyfundne tro.
Jeg bliver en Kristi soldat
I begyndelsen af 1955 blev jeg omsider løst fra alle mine pligter inden for militæret. Ved et stævne i Versailles femten dage senere, den 12. marts, symboliserede min kone og jeg vores indvielse til Jehova Gud ved vanddåben. Eftersom min arbejdssituation havde ændret sig, var jeg nødt til at finde en anden beskæftigelse for at kunne dække min families behov. I de næste fire år arbejdede jeg som vicevært ved torvehallerne i Paris. Det var ikke nemt at foretage disse forandringer, men Jehova velsignede mine anstrengelser.
I årenes løb har min kone og jeg hjulpet mange til at tage imod Bibelens budskab. Jeg har haft lejlighed til at forklare forskellige militære og civile myndigheder hvorfor kristne forholder sig neutrale. Min tidligere karriere som soldat har ofte hjulpet mig når jeg skulle nedbryde de fordomme mange nærer mod Jehovas vidner. Det har givet mig mulighed for at forklare hvorfor vi forholder os neutrale i nationernes krige, idet jeg har henvist til at Kristi første disciple indtog det samme standpunkt. For eksempel skriver professor C. J. Cadoux i sin bog The Early Church and the World: „Helt op til Marcus Aurelius’ regeringstid [161-180 e.v.t.] blev ingen kristen mand soldat efter sin dåb.“
En af de vanskeligste prøvelser jeg har stået over for, var min kones død i 1977 efter kun et års sygdom. Men lige til sin død gav hun modigt udtryk for sin tro. Vort fantastiske håb om at der vil finde en opstandelse sted, har holdt mig oppe. (Johannes 5:28, 29) En yderligere hjælp for mig til at overvinde min sorg var at begynde som pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. Det gjorde jeg da jeg gik på pension i 1982. Senere, i 1988, havde jeg den glæde at være lærer på Pionerskolen [et 14-dages kursus for heltidsforkyndere].
Siden min kones død har jeg i perioder måttet kæmpe med depression. Men nære, åndeligsindede venner har hjulpet mig på fode igen. I disse prøvelser har jeg altid følt Jehovas styrke og loyale hengivenhed. Han sørger for alle der sætter deres lid til ham. (Salme 18:2) Jeg føler også at de prøvelser vi udsættes for, udruster os til fortsat at kæmpe i den åndelige krig. (1 Peter 1:6, 7) Som ældste i menigheden har jeg så til gengæld kunnet hjælpe andre der har lidt af depression. — 1 Thessaloniker 5:14.
Som dreng drømte jeg om at blive soldat, og jeg er på en måde forblevet soldat indtil nu. Jeg forlod én hær for at lade mig hverve til en anden, idet jeg er blevet en „Kristi Jesu soldat“. (2 Timoteus 2:3) Trods mit svigtende helbred forsøger jeg så godt jeg kan, at kæmpe som en Kristi soldat i „den gode krig“ der til sidst vil føre til sejr, pris og ære til vor Gud, Jehova. — 1 Timoteus 1:18.
Louis Lolliot døde den 1. marts 1998 mens denne artikel var ved at blive gjort klar til udgivelse.
[Illustration på side 13]
Vores bryllup, som blev overværet af general Jean de Lattre de Tassigny
[Illustration på side 15]
Louis Lolliot og hans kone, Reine, i 1976