Rettigheder uden pligter?

„ANERKENDELSE af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden,“ hedder det i indledningen til Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. I december 1998 markerede man 50-året for dens vedtagelse. For nylig fremsatte 24 tidligere præsidenter og premierministre der repræsenterer alle kontinenter, imidlertid et forslag om at FN som en tilføjelse til denne erklæring vedtager en verdenserklæring om menneskepligter. Hvorfor mener mange at der er behov for det?

„Rettigheder og pligter er uadskillelige. Men efter et halvt århundrede har man sørgeligt nok enten glemt denne kendsgerning, eller man betragter den som upassende. Mange kræver deres rettigheder uden at være villige til at leve op til de dermed forbundne pligter,“ siger professor Jean-Claude Soyer, der er medlem af Den Europæiske Menneskerettighedskommission. Denne ansvarsflugt er noget der berører mange. Pariseravisen International Herald Tribune skrev: „Der er en tydelig længsel, især blandt unge, efter en eller anden form for forenende fremtidsvision, nogle anerkendte idealer som kan sættes ind mod og tæmme de kræfter der står bag begærlighed, selviskhed og tab af fællesskabsfølelse, som synes at gennemsyre hele verden. . . . Den megen debat om behovet for en universel etik viser at der mangler noget.“ Derfor arbejder politikere, teologer og filosoffer på „et projekt om en universel etik,“ som FN’s Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur kalder det, der skal tilvejebringe ’det der mangler’ og fastslå hvad menneskepligter er. Men de er stødt på nogle problemer.

Mens det er forholdsvis let at afgøre hvilke menneskerettigheder der bør beskyttes, er det ikke altid så let at definere hvilke menneskepligter der skal være gældende for alle. Nogle af værdierne i den foreslåede verdenserklæring om menneskepligter kan imidlertid spores tilbage til den eviggyldige og universelle gyldne regel der blev fremsat af Jesus for cirka to tusind år siden: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Mattæus 7:12.

Bibelen har ofte været inspirationskilden til love der beskytter menneskerettighederne, men den lægger også stor vægt på det personlige ansvar. „Den der ved hvad der er ret at gøre og dog ikke gør det, for ham er det at synde.“ (Jakob 4:17) Ligesom Jesus altid var på udkig efter anledninger til at gøre godt mod andre, forsøger sande kristne også at gøre godt mod deres næste. De nøjes ikke med blot at nyde deres rettigheder; de forstår at de også har pligter, og at Gud vil kræve os alle til ansvar for vore handlinger.