Smaragder — nogle af de mest værdifulde ædelsten
HØJT værdsat for deres funklende grønne farve har smaragder prydet kronjuveler og forskønnet tronstolene i nogle af historiens ældste kongedømmer. De er, og har altid været, et symbol på rigdom og magt.
Rundt om i verden bliver smaragder som regel anset for at være mere værdifulde end diamanter. Det er kun rubiner der almindeligvis har en større værdi. Afhængigt af kvaliteten vil en smaragd der kan ligge i ens håndflade og vejer tre gram, koste cirka 6,5 millioner kroner!
At smaragder er så kostbare, skyldes til dels at der er så få af dem. Smaragder, der er en form for berylkrystaller, er dannet af en sammensætning af de almindelige bestanddele aluminium og silicium og det mere sjældne stof beryllium. Små mængder sporstoffer, enten krom eller vanadium, giver smaragden dens funklende grønne farve.
Udvundet fra gammel tid
I årtusinder kom næsten hele verdens forsyning af smaragder fra Egypten. Først arbejdede egypterne og senere romerne og tyrkerne ihærdigt med at udvinde smaragder fra de sagnomspundne Kleopatras Miner, der ligger cirka 700 kilometer sydøst for Kairo. Det må have været et meget anstrengende arbejde, som er blevet besværliggjort af den brændende ørkensol, det irriterende støv og snavset i de underjordiske miner. Derudover skulle alle forsyninger fragtes med karavane fra Nilen — en rejse der i bedste fald varede en uge. Trods disse store vanskeligheder var minen næsten uafbrudt i drift fra omkring år 330 f.v.t. til 1237 e.v.t.
I oldtiden var folk ikke alene interesserede i smaragder fordi de var smukke, men også fordi man mente at de besad magiske kræfter og havde en helbredende virkning. Smaragder blev falbudt som et middel der kunne kurere mange sygdomme. Man mente også at de kunne indvirke på kvinders frugtbarhed og lystfølelse. Der udviklede sig en livlig og indbringende handel med smaragder mellem Egypten og andre lande, en handel der strakte sig helt til Indien.
Dette monopol varede indtil de spanske conquistadorer kom til Sydamerika i begyndelsen af det 16. århundrede. Kort efter erobrede Jiménez de Quesada det der i dag kaldes Colombia. Nogle år senere, i 1558, fandt spanierne en mine i Muzo. Smaragderne i denne mine var enestående både i kvalitet og størrelse.
Spanierne bemægtigede sig straks ledelsen af minen og gjorde lokalbefolkningen til slaver, idet de brugte dem til at udføre det udmattende og farlige arbejde med at grave ædelstenene frem. Inden for nogle få år kom der en sand strøm af store, næsten fejlfri smaragder til Europa, hvoraf mange blev opkøbt af osmanniske tyrkere, persiske shaher og kongelige personer fra Indien. Disse sten blev begyndelsen til mange uvurderlige juvelsamlinger.
Utilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger
I dag er det verdens fattigste som møjsommeligt må udvinde disse ædelsten fra en stenhård jord. Det er en næsten uimodståelig fristelse for minearbejdere at gemme en ædelsten og smugle den ud, og derfor er der ved de fleste miner ansat private sikkerhedsfolk. Vagter med maskingeværer overvåger opmærksomt arbejderne når de flittigt graver og skraber.
Trods disse sikkerhedsforanstaltninger hævder eksperterne imidlertid at en stor del af den verdensomspændende handel med smaragder fortsat er illegal. „Størstedelen af handelen med smaragder bliver ikke registreret, der betales ikke skat af den, den bliver ikke opdaget, men begraves i et verdensmarked som handelsbranchen kalder ’det sorte marked’. Så godt som alle smaragder af høj kvalitet har været smuglet på et eller andet tidspunkt i historien,“ siger tidsskriftet National Geographic.
Vær forsigtig hvis du skal købe en smaragd
På grund af den måde smaragdkrystaller bliver til på, har mange sten naturlige, indre skønhedsfejl, som kaldes inklusioner. Når disse skønhedsfejl bliver synlige på stenens ydre flade, viser de sig som revner. Disse revner skæmmer smaragdens udseende og mindsker dens værdi betydeligt. I århundreder har handlere tilsløret disse overfladefejl ved at sænke den rensede og polerede ædelsten ned i for eksempel opvarmet cedertræsolie eller palmeolie. Varmen tvinger luften ud af revnerne i stenen, hvorefter olien siver ind og skjuler skønhedsfejlene. Dernæst bliver de behandlede smaragder solgt som ædelsten af højeste kvalitet. Inden for et eller to år vil olien imidlertid fordampe, og skønhedsfejlene vil træde frem. Kunden vil nu sidde tilbage rådvild og ulykkelig.
Hvis man overvejer at købe en smaragd, skal man også være på vagt over for efterligninger. I middelalderen var det almindeligt at polere grønt glas og skære det til så det lignede smaragder. I årenes løb er mange godtroende kunder blevet narret til at købe en efterligning som de troede var den ægte vare. National Geographic skriver: „Både fagfolk og menigmand er blevet bedraget.“ Men rent faktisk kan en hæderlig anerkendt gemmolog ved hjælp af nogle prøver give garanti for en smaragds ægthed.
Menneskets begærlighed har i nogen grad plettet smaragdernes historie, men de er stadig smukke, sjældne og værdifulde. De hører afgjort til blandt Guds underværker.
[Kildeangivelse på side 25]
Alle smaragder: S. R. Perren Gem and Gold Room, Royal Ontario Museum; Ancient Egypt Gallery, Royal Ontario Museum