„Visselig er himmelen åben“

„ØNSKET om at flyve er lige så gammelt som menneskeheden selv,“ bemærker historikeren Berthold Laufer i bogen The Prehistory of Aviation. Annalerne om fortidens mytologi i Grækenland, Ægypten, Assyrien og Orienten indeholder adskillige sagn om konger, guder og helte som har forsøgt at mestre flyvningens kunst. I næsten alle tilfælde er der tale om en efterligning af fuglenes måde at flyve på.

For eksempel beretter kineserne om den vise og frygtløse kejser Shun, der angiveligt levede mere end 2000 år før Kristi fødsel. Ifølge sagnet blev Shun fanget på et brændende kornloft, hvorefter han iførte sig en fjerdragt og undslap ved at flyve bort. En anden beretning siger at han sprang ud fra et tårn og med to store stråhatte anvendt som faldskærme landede sikkert på jorden.

Hos grækerne finder vi den cirka 3000 år gamle beretning om Daidalos, en stor kunstner og opfinder som konstruerede vinger af fjer, sejlgarn og bivoks sådan at han og hans søn Ikaros kunne undslippe fra Kreta, hvor de blev holdt i fangenskab. „Visselig er himmelen åben, og det er den vej vi vil tage,“ erklærede Daidalos. Til at begynde med virkede vingerne perfekt. Men Ikaros, der var fuldstændig tryllebundet af sin evne til at svæve i luften, fløj højere og højere indtil solen smeltede den voks som holdt vingerne sammen, og Ikaros styrtede i havet og døde.

Sådanne sagn gav næring til fantasien hos filosoffer og opfindere som havde et ønske om at flyve rigtigt. Helt tilbage i det tredje århundrede efter vor tidsregning byggede kineserne drager som de eksperimenterede med, og de havde tydeligvis indsigt i visse af flyvningens principper længe før man overhovedet begyndte på sådanne eksperimenter i Europa. I det 15. århundrede eksperimenterede Giovanni da Fontana, en venetiansk læge, med enkle raketter af papir og træ som blev affyret ved hjælp af krudt. Omkring 1420 skrev da Fontana: „Jeg nærer ingen som helst tvivl om at det er muligt at fæste kunstigt bevægelige vinger til et menneske hvormed det vil kunne hæve sig op i luften og bevæge sig fra sted til sted og stige over tårne og krydse vande.“

I begyndelsen af det 16. århundrede udarbejdede Leonardo da Vinci, der var maler, billedhugger og en dygtig maskiningeniør, nogle råskitser til helikoptere og faldskærme samt glideplaner med bevægelige vingespidser. Alt tyder på at han endog byggede modeller af nogle af de skitserede flyvemaskiner. Ingen af da Vincis konstruktioner var dog særlig anvendelige.

Fra de efterfølgende to århundreder findes forskellige beretninger om vovehalse der bandt kunstige vinger til kroppen og baskende kastede sig ud fra bjergsider og tårne. Disse tidlige ’testpiloter’ var modige og eventyrlystne — men deres anstrengelser slog fuldstændig fejl.

Varmluftballoner og „brændbar luft“

I 1783 spredtes nyheden om et enestående gennembrud i flyvningen til Paris og Frankrigs provinser. To brødre, Joseph-Michel og Jacques-Étienne Montgolfier, opdagede at de kunne få små papirballoner til at hæve sig hurtigt og jævnt op mod himmelen ved at fylde dem med varm luft. Deres første større varmluftballon var lavet af papir og stof og blev fyldt med den ildelugtende røg fra et stort bål. Den ubemandede ballon steg til en højde af mere end 1800 meter på sin jomfrufærd. Den 21. november 1783 medtog ballonen to passagerer — som publikum døbte aeronauter — på en 25 minutters tur over Paris. Inden for samme år kunne en anden opfinder, Jacques Charles, demonstrere den første gasballon, som var fyldt med brint, eller „brændbar luft“, som det dengang blev kaldt.

Efterhånden som ballonteknologien blev mere avanceret, begyndte himmelen for alvor at ’åbne sig’ for de eventyrlystne aeronauter. I 1784 nåede ballonerne op over en højde af 3400 meter. Blot et år senere krydsede Jean-Pierre-François Blanchard Den Engelske Kanal i en gasballon hvori han medbragte verdens første luftpost. I 1862 havde aeronauter foretaget rejser tværs over Europa og over De Forenede Stater og var nået op i mere end 8 kilometers højde.

Aeronauterne var dengang fuldstændig i vindens vold; der var ingen mulighed for at styre hverken retning eller hastighed ved en ballonfærd. Men i den sidste halvdel af det 19. århundrede gav udviklingen af styrbare luftskibe drevet af benzin eller strøm bedre mulighed for navigation i luften. De pølseformede luftskibe skød dog kun en ringe fart — sædvanligvis 10 til 30 kilometer i timen. Der måtte nytænkning til hvis mennesket skulle kunne „hæve sig op i luften og bevæge sig fra sted til sted“, som Fontana havde spået.

[Illustration på side 4]

Sagnfigurerne Daidalos og Ikaros

[Illustration på side 4]

Leonardo da Vinci

[Kildeangivelse]

Fra bogen Leonardo da Vinci, 1898

[Illustration på side 4]

Brødrene Montgolfier fremstillede den første varmluftballon der kunne medbringe passagerer