Sinaj Bjerg — en juvel i ørkenen
JEG skal aldrig glemme den spænding jeg følte første gang jeg så det der traditionelt regnes for Sinaj Bjerg. Mens vi banede os vej gennem Sinajhalvøens varme og støvede terræn i Egypten, kom vores taxa pludselig til den vidt åbne Rahaslette. Sinajbjerget rejste sig brat fra sletten og lignede en juvel der var anbragt midt i ørkenen. Tænk at det måske var på netop dette bjerg at Moses modtog Loven fra Gud.
Skønt den nøjagtige beliggenhed af det Sinaj Bjerg der er omtalt i Bibelen, stadig er omstridt, er pilgrimme draget hertil gennem flere århundreder i den overbevisning at dette er det berømte bjerg. Så langt tilbage som i det 3. århundrede før vor tidsregning kom asketer hertil i den hensigt at afsondre sig for at meditere over religiøse emner. I det sjette århundrede beordrede den byzantinske kejser Justinian opførelsen af et fæstningslignende kloster som værn for disse asketer og samtidig som sikring af den romerske hærs tilstedeværelse i området. Dette kloster, som ligger ved foden af det der traditionelt regnes for Sinaj Bjerg, er i dag kendt som Sankt Katarinaklosteret. Du skal nu være velkommen til at følges med mig på min udflugt til Sinaj Bjerg.
Vi udforsker bjerget
Efter vores tur gennem den ufrugtbare dal sætter taxachaufføren, som er beduin, min ledsager og mig af neden for klosteret. Stedet er omkranset af nøgne klipper, og klosterets mure og grønne have er et kærkomment syn. Men vi går lige forbi da vi har sat os for allerførst at bestige den sydlige bjergtop, hvor vi vil overnatte. Denne tinde, Djebel Musa, som betyder „Mosesbjerget“, bliver ifølge den traditionelle opfattelse identificeret med Sinaj Bjerg.
En to timers travetur bringer os til den såkaldte Eliassænkning, en lille dal der gennemskærer Sinaj Bjergs godt tre kilometer lange bjergkam. Ifølge overleveringen var det i en hule her i nærheden at Elias hørte Guds stemme. (1 Kongebog 19:8-13) Vi gør holdt under en 500 år gammel cypres for at hvile os lidt. Her er også en historisk brønd, og det er en stor nydelse at drikke det klare, kolde vand vi får af en venlig beduin.
Idet vi følger den normale turistrute, kæmper vi os i endnu 20 minutter op ad de 750 trin på stentrappen der fører til bjergtoppen. Der finder vi en lille kirke. Munkene hævder at den er blevet bygget nøjagtig på det sted hvor Moses modtog Loven. Kirken er bygget lige op ad den klippespalte som man påstår at Moses gemte sig i da Gud gik forbi. (2 Mosebog 33:21-23) Sandheden er dog at ingen kender disse steders nøjagtige beliggenhed. Men hvorom alting er, så er udsigten fra tinden imponerende. Vi står længe og ser ud over rækker af rødlige granitbjerge bag ved den klippebestrøede slette nedenfor. Mod sydvest rejser Djebel Katarina, eller Katarinabjerget, sig med sine 2637 meter, det højeste punkt i området.
Vi bestiger Ras Safsafa
Næste dag får vi mulighed for at bestige Ras Safsafa, den bjergtinde der ligger på samme bjergmassiv som Djebel Musa. Ras Safsafa er den nordlige tinde i massivet og er en smule lavere end Djebel Musa. Ras Safsafa rejser sig brat fra Rahasletten, hvor israelitterne kan have slået lejr da Moses steg op for at modtage Loven fra Jehova.
Som vi vandrer mod Ras Safsafa gennem et landskab der skifter mellem mindre bjergtinder og dale, passerer vi kapeller, haver og kilder — spor fra en tid hvor mere end hundrede munke og eremitter levede her i huler og klippeceller. Nu er der kun én munk tilbage.
Vi støder på denne enlige munk i en have omgivet af et højt pigtrådshegn. Han lader os komme ind og forklarer at han har arbejdet i denne have i fem år og kun går ned til klosteret en gang om ugen. Munken viser os vej mod Ras Safsafa, og vi siksakker derop indtil vi endelig står højt hævet over de omgivende tinder. Vi kan se den brede Rahaslette nedenfor. Jeg kan især her fra det gode udsigtspunkt forestille mig at dette kan have været stedet hvor Moses besteg bjerget fra israelitternes lejr for at stå over for Gud. Jeg forestiller mig tre millioner israelitter der er samlet „dér foran bjerget“ på den udstrakte slette og ser for mig Moses stige ned gennem en nærliggende bjergkløft mens han bærer de to stentavler med De Ti Bud. — 2 Mosebog 19:2; 20:18; 32:15.
Vores besværlige klatretur var ulejligheden værd, så tilfredse lunter vi tilbage til vores telt mens solen går ned. I lyset af vores lille bål læser vi uddrag af Anden Mosebog der beskriver Moses’ oplevelser her, og så går vi til ro. Sidst på formiddagen næste dag banker vi på ved Sankt Katarinaklosteret.
Inden for klosterets mure
Katarinaklosteret anses for at være et af kristenhedens mest betydningsfulde mindesmærker. Det bebos af græsk-ortodokse munke og er berømt for både sin beliggenhed, sine ikoner og sit bibliotek. I størstedelen af sin historie har Katarinaklosteret været så isoleret at besøgende var sjældne, men kærkomne. Munkene plejede at omfavne deres gæster og give dem hjertelige kys — de vaskede endda gæsternes fødder. Gæsterne kunne frit strejfe om i det omfattende virvar af bygninger bag ved klosterets næsten 14 meter høje mure. ’Bliv i en uge, en måned eller så længe I lyster,’ var munkenes venlige motto. Nu om dage bliver de lidt over ti resterende munkes gæstfrihed belastet temmelig voldsomt, idet der hvert år kommer hen ved 50.000 besøgende for at se klosteret.
På grund af denne folkemængde er besøgstiden begrænset til tre timer om dagen fordelt på fem af ugens dage. Turister har kun lov til at besøge en lille del af klosteret; en gårdsplads med Moseskilden (hvor en legende fortæller at han mødte sin fremtidige kone), Forklarelseskirken (efter sigende den ældste kirke i verden der er i brug) og en boghandel. Turister får også fremvist den brændende busks kapel, og munkene fortæller dem at det er selve det sted Moses oplevede Guds nærværelse. Da munkene opfatter dette som det helligste sted på jorden, bliver de besøgende bedt om at tage deres sko af således som Gud beordrede Moses at gøre. — 2 Mosebog 3:5.
Vi er skuffede over ikke at måtte få et glimt af klosterets berømte bibliotek, som var det der interesserede os mest ved dette sted. Da vi beder guiden om at gøre en undtagelse, udbryder han bare: „Umuligt! Klosteret lukker om et par minutter.“ Men et øjeblik senere, da vi har fjernet os fra turistgruppen, hvisker guiden til os: „Kom med mig!“ Efter en tur under tove, op ad trapper og forbi en fransk munk som ser ud til at være overrasket over at se os dér, befinder vi os i et af verdens ældste og mest berømte biblioteker! Det indeholder over 4500 værker på arabisk, græsk, syrisk og ægyptisk. Engang lå det også inde med det uvurderlige Sinaitiske Håndskrift, Codex Sinaiticus. — Se rammen på side 18.
En dyster afsked
Vores rundtur ender uden for klosterets mure med et besøg i benhuset. Dér ligger knogler af flere generationers munke og eremitter stablet og sorteret i bunker med henholdsvis benknogler, armknogler, kranier og så videre. Kranierne når næsten op til loftet. Hvorfor er et så makabert sted nødvendigt? Munkene har kun en ganske lille begravelsesplads. Så når én dør, er det skik at flytte benene fra den ældste grav for at frigøre en begravelsesplads. Hver eneste munk regner med at hans ben en skønne dag vil slutte sig til hans fællers i benhuset.
Således ender vores besøg i en lidt dyster stemning. Men turen har helt bestemt været umagen værd. Vi har været glade for at se de ærefrygtindgydende udsigtspunkter og det berømte munkekloster. Men nu da vi tager afsked, er det der gør dybest indtryk på os, tanken om at vi måske har gået ad de samme stier som Moses og nationen Israel for 3500 år siden da de var her på Sinaj Bjerg — en juvel i ørkenen. — Indsendt.
[Ramme/illustration på side 18]
En betydningsfuld opdagelse
I det foregående århundrede opdagede en tysk bibelforsker, Konstantin von Tischendorf, i Sankt Katarinaklosteret et græsk bibelhåndskrift fra det fjerde århundrede som man nu kalder Det Sinaitiske Håndskrift (Codex Sinaiticus). Det indeholder en del af den græske Septuaginta-oversættelse af De Hebraiske Skrifter og alle De Kristne Græske Skrifter. Manuskriptet er et af de ældste fuldstændige afskrifter af De Kristne Græske Skrifter man kender.
Tischendorf ønskede at udgive indholdet af dette „uforlignelige pragtstykke“, som han kaldte det. Ifølge Tischendorf selv foreslog han munkene at håndskriftet skulle skænkes til den russiske kejser, der som patron for den græsk-ortodokse kirke kunne anvende sin indflydelse til fordel for klosteret.
På klosterets væg er der en oversættelse af et brev Tischendorf efterlod, hvori han lover ’efter anmodning straks at returnere håndskriftet i ubeskadiget og velbevaret stand til Sankt Katarinaordenen’. Tischendorf følte imidlertid at munkene manglede blik for håndskriftets store vigtighed samt nødvendigheden af at udgive det, og det er ikke blevet returneret til Katarinaklosteret. Selv om munkene senere tog imod 7000 rubler for håndskriftet fra den russiske regering, er de den dag i dag meget mistroiske over for forskeres forsøg på at åbenbare deres skatte. Det Sinaitiske Håndskrift havnede til sidst på British Museum, hvor det kan ses i dag.
Interessant nok opdagede man i 1975 under Sankt Katarinaklosterets nordlige mur 47 kasser fulde af ikoner og pergamentblade. Denne opdagelse bragte godt en halv snes manglende pergamentblade fra det Sinaitiske Håndskrift for dagens lys. Indtil videre har disse blade kun været tilgængelige for en meget lille kreds af bibelforskere.
[Illustration]
Djebel Musa og Sankt Katarinaklosteret
[Kildeangivelser]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.
Foto taget med tilladelse af British Museum
[Illustration på side 16, 17]
Rahasletten og Ras Safsafa
[Kildeangivelse]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.
[Illustrationer på side 17]
Sinaj Bjerg
[Kildeangivelser]
Foto: NASA
Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.