„Børnene er sarte“

’Børnene er sarte; jeg vil fortsætte rejsen i ro og mag, efter den fart som passer til børnene.’ — Jakob, far til mange børn, det 18. århundrede før vor tidsregning.

BØRNEMISHANDLING er ikke noget nyt. Gamle civilisationer, deriblandt aztekernes, kana’anæernes, inkaernes og fønikiernes, var kendt for at praktisere børneofringer. Arkæologiske udgravninger i den fønikiske oldtidsby Karthago (i dag en forstad til Tunis i Nordafrika) har afsløret at der mellem det femte og det tredje århundrede før vor tidsregning blev ofret helt op mod 20.000 børn til guden Ba’al og gudinden Tanit. Dette antal bliver endnu mere chokerende når man tænker på at Karthagos befolkning i byens velmagtsdage efter sigende kun var på omkring 250.000.

Dengang fandtes der dog et folk som var anderledes. Til trods for at israelitterne boede blandt folkeslag der var grusomme mod børn, skilte de sig ud hvad angik deres behandling af børn. Nationens grundlægger, patriarken Jakob, satte et godt eksempel i den forbindelse. Første Mosebog beretter at han på vej tilbage til sit hjemland tilpassede tempoet til hele sit følge så det ikke var for hårdt for børnene. „Børnene er sarte,“ sagde han. På det tidspunkt var hans børn mellem 5 og 14 år. (1 Mosebog 33:13, 14) Jakobs efterkommere, israelitterne, tog det samme hensyn til deres børns behov og værdighed.

Børn der levede på Bibelens tid, havde utvivlsomt meget at se til. Når drengene blev ældre, blev de undervist af faderen i praktiske fag som landbrug, eller hvis faderen var håndværker, som for eksempel tømrer, lærte de dette håndværk. (1 Mosebog 37:2; 1 Samuel 16:11) I hjemmet blev pigerne undervist af moderen i at udføre husligt arbejde, hvilket kom dem til gode når de blev voksne. Rakel, Jakobs kone, vogtede får da hun var ung. (1 Mosebog 29:6-9) Unge piger sankede aks på markerne i høsttiden og blev sat til at passe vingårdene. (Rut 2:5-9; Højsangen 1:6)a Arbejdet blev sædvanligvis udført under forældrenes kærlige opsyn og forenet med undervisning.

Børnene i Israel kendte dog samtidig til glæden ved adspredelser og fornøjelser. Profeten Zakarias talte om ’byens torve, som ville være fyldt med drenge og piger der leger’. (Zakarias 8:5) Og Jesus Kristus henviste til små børn der sad på torvene og spillede på fløjte og dansede. (Mattæus 11:16, 17) Hvad bidrog til denne værdige behandling af børn?

Høje principper

Så længe israelitterne overholdt Guds love, misbrugte eller udnyttede de aldrig deres børn. (Sammenlign Første Mosebog 18:10 med Jeremias 7:31.) Forældrene betragtede deres sønner og døtre som „en arv fra Jehova“, „en belønning“. (Salme 127:3-5) De betragtede deres børn som ’nyplantede oliventræer rundt om deres bord’, og oliventræer var meget værdifulde i datidens landbrugssamfund. (Salme 128:3-6) Historikeren Alfred Edersheim bemærker at ud over ordene for søn og datter havde bibelsk hebraisk ni ord for børn på forskellige alderstrin. Han konkluderer: „De der betragtede børnenes opvækst så opmærksomt at de kunne komme med et malende udtryk for hvert af deres trin i livet, må givetvis have haft et nært forhold til deres børn.“

På de kristnes tid blev forældre formanet til at behandle deres børn med værdighed og respekt. Jesus satte et godt eksempel i den måde hvorpå han behandlede andres børn. Ved en lejlighed hen mod slutningen af hans tjeneste på jorden begyndte folk at komme hen til ham med deres små børn. Disciplene mente åbenbart at Jesus havde for travlt til at blive forstyrret og forsøgte derfor at standse folk. Men Jesus irettesatte sine disciple og sagde: „Lad de små børn komme hen til mig; søg ikke at hindre dem.“ Jesus ’tog endog børnene i sine arme’. Der er ingen tvivl om at han mente at børn var dyrebare og havde krav på at blive behandlet kærligt. — Markus 10:14, 16; Lukas 18:15-17.

Senere sagde Paulus følgende til fædre: „I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ (Kolossenserne 3:21) I overensstemmelse med denne befaling vil kristne forældre i dag, ligesom i fortiden, aldrig tillade deres børn at udføre arbejde der truer deres ve og vel. De erkender at en kærlig, god og tryg atmosfære i hjemmet er nødvendig for at børnene kan have det godt fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt. Forældrenes dybe kærlighed til deres børn bør være tydelig. Det indbefatter at de beskytter børnene mod risikobetonede arbejdsforhold.

Nutidens realiteter

Vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1-5) På grund af vanskelige økonomiske forhold er kristne familier i mange lande måske nødt til at lade deres børn udføre betalt arbejde. Som allerede nævnt kan noget arbejde være sundt og have en opdragende virkning. Sådanne former for arbejde kan fremme og skærpe barnets fysiske, mentale, åndelige, moralske og sociale udvikling uden at gå ud over dets muligheder for skolegang, ligevægtig adspredelse og tilstrækkelig hvile.

Kristne forældre ønsker naturligvis at deres børn arbejder under deres kærlige opsyn og ikke som slaver af grusomme, ufølsomme og skruppelløse arbejdsgivere. Sådanne forældre må sikre sig at det arbejde deres børn udfører, ikke udsætter dem for fysisk, seksuelt eller følelsesmæssigt misbrug. De foretrækker også at have deres børn i nærheden af sig. Så vil de også bedre kunne undervise dem i Guds ord, sådan som de har fået befaling om: „Du skal indprente din søn [Guds ord] og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ — 5 Mosebog 6:6, 7.

Kristne formanes desuden til at vise medfølelse, hengivenhed og inderlig medlidenhed. (1 Peter 3:8) De tilskyndes til at „gøre det der er godt mod alle“. (Galaterne 6:10) Hvis vi bør vise sådanne åndelige egenskaber mod folk i almindelighed, hvor meget mere skal vi da ikke vise dem mod vore børn! I overensstemmelse med den gyldne regel om at ’alt hvad vi ønsker at folk skal gøre mod os, skal vi også gøre mod dem’, vil vi som kristne aldrig tillade os selv at udnytte andres børn, uanset om det er vore trosfællers børn eller ej. (Mattæus 7:12) Som lovlydige borgere må kristne også omhyggeligt undgå at overtræde landets love angående aldersgrænsen for dem de har i arbejde. — Romerne 13:1.

Den eneste løsning

Heldigvis er der bedre tider i vente for både børn og voksne. Sande kristne har tillid til at den eneste varige løsning på problemet med børnearbejde er en kommende verdensregering som Bibelen kalder „himlenes rige“. (Mattæus 3:2) Gudfrygtige mennesker har i århundreder bedt om dette når de har sagt: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Mattæus 6:9, 10.

Dette rige vil blandt andet fjerne de forhold der fører til børnearbejde. Det vil for eksempel løse fattigdomsproblemet. „Jorden skal give sin afgrøde; Gud, vor Gud, vil velsigne os.“ (Salme 67:6) Guds rige vil sørge for at alle får en ordentlig undervisning der bygger på åndelige værdier. „Når [Guds] domme når jorden, vil den frugtbare jords indbyggere lære retfærdighed.“ — Esajas 26:9.

Guds regering vil afskaffe økonomiske systemer der skaber ulighed. Diskrimination på grund af race, social status, alder eller køn vil høre op, for denne regerings mest fremtrædende lov vil være kærlighedens lov, der indbefatter budet: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39) Under denne retfærdige verdensregering vil problemet med børnearbejde blive fjernet fuldstændig.

[Fodnote]

[Ramme på side 12]

En bordelværtinde lader sine piger gå

CECILIAb havde i 15 år ejet og drevet bordeller på en af De Caribiske Øer. Hun plejede at købe 12 til 15 piger ad gangen, hvoraf de fleste var under 18 år. Pigerne blev ansat mod deres vilje fordi deres familie havde stiftet gæld. Cecilia betalte familiernes gæld mod at pigerne arbejdede for hende. Af de penge pigerne tjente, betalte hun for deres kost og personlige udgifter, og hun beholdt også et beløb for at modregne betalingen af deres oprindelige købspris. Det tog mange år for pigerne at genvinde deres frihed. De fik aldrig lov til at forlade huset medmindre de havde en vagt med.

Der er én af de prostituerede som Cecilia især husker. Pigens mor kom hver uge for at hente nogle bøtter med mad som datteren havde tjent til gennem sit „arbejde“. Pigen havde en søn hun skulle forsørge. Gælden blev aldrig mindre, og hun havde ikke noget håb om et liv i frihed. En dag begik hun selvmord og efterlod et brev hvori hun overgav sin søn i bordelværtindens varetægt. Cecilia opdrog ham sammen med sine fire andre børn.

En af Cecilias døtre begyndte at studere Bibelen sammen med nogle missionærer fra Jehovas Vidner. Cecilia blev tilskyndet til at deltage i studiet, men hun afslog i første omgang fordi hun aldrig havde lært at læse og skrive. Men ved at lytte til de bibelske drøftelser fik hun større forståelse af Guds kærlighed og tålmodighed og begyndte at værdsætte hans tilgivelse. (Esajas 43:25) Drevet af et ønske om at studere Bibelen gik hun i gang med at lære at læse og skrive. Efterhånden som hun fik mere bibelkundskab, indså hun behovet for at leve efter Guds høje moralnormer.

En dag sagde hun til pigernes store overraskelse at de frit kunne gå. Hun forklarede dem at dét de gjorde, mishagede Jehova meget. Ingen af pigerne betalte nogen sinde det de skyldte hende, men to af dem flyttede ind hos hende. En af de andre piger blev med tiden et Jehovas vidne. Cecilia har nu været heltidsforkynder i 11 år og hjælper andre til at opgive en adfærd der vanærer Gud.

[Fodnote]