Hvad siger Bibelen?

Hvorfor er det vigtigt at ægtefæller har samme tro?

FAMILIEN sætter sig til bords for at spise aftensmad. Mens faderen beder en bøn, beder moderen stille til en anden gud. I en anden familie går hustruen i kirke, mens manden går i synagoge. I nogle familier lærer den ene af forældrene børnene om julemanden, mens den anden fortæller dem om chanukka.

Ifølge nye undersøgelser er den slags ikke ualmindeligt eftersom flere gifter sig uden for deres tro. En undersøgelse viser at 21 procent af katolikkerne i USA ikke gifter sig med en trosfælle; hos mormonerne er tallet 30 procent; hos muslimerne 40 procent; og hos jøderne over 50 procent. I betragtning af det religiøse fjendskab der har hersket i århundreder, er religiøst delte ægteskaber i nogles øjne en sejr over intolerancen. En avisskribent har skrevet: „Så godt som alle former for blandede ægteskaber skal hyldes.“ Er det også hvad Bibelen siger?

Bibelen støtter ikke racemæssige eller etniske fordomme. Guds ord er derimod fortaler for racemæssig upartiskhed. Apostelen Peter udtrykte sig klart herom da han sagde: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:34, 35) Samtidig lærer Bibelen at Jehovas sande tilbedere kun bør gifte sig „i Herren“. (1 Korinther 7:39) Hvorfor?

Ægteskabets formål

Det var Guds hensigt at der i ægteskabet skulle være et meget nært bånd mellem mand og kone. (1 Mosebog 2:24) Da Gud indstiftede ægteskabet, var det ikke kun hans mening at ægtefællerne skulle være kammerater. Da Jehova gav det første par den opgave at sætte børn i verden og tage sig af deres jordiske hjem, fortalte han dem at de skulle arbejde nært sammen om at gennemføre hans vilje. (1 Mosebog 1:28) Ved at samarbejde om at tjene Gud i denne henseende kunne manden og kvinden ikke blot glæde sig over hinandens selskab, men også over et nært og varigt fællesskab. — Jævnfør Malakias 2:14.

Jesus hentydede til dette fællesskab da han sagde de velkendte ord: „Altså er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ (Mattæus 19:6) Jesus benyttede en metafor da han sammenlignede ægteskabet med et åg der holder to trækdyr sammen så de kan trække eller flytte et læs. Prøv at forestille dig hvilken stor belastning det vil være hvis dyrene trak i hver sin retning. På samme måde skal den der gifter sig med en der ikke har den sande tro, måske anstrenge sig til det yderste for at følge Bibelens principper hvis ægtefællen modsætter sig det. Bibelen siger derfor med rette: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende.“ — 2 Korinther 6:14.

Et bedre ægteskab

At begge parter er forenede i den sande tilbedelse, kan i høj grad styrke ægteskabet. En skribent har sagt: „Et af de vigtigste kendetegn for en velfungerende, lykkelig familie er at de er forenede i deres gudsdyrkelse.“ Prædikeren 4:9, 10 siger: „To er bedre stillet end én, eftersom de får en god løn for deres møje. For hvis en af dem falder, kan den anden rejse sin fælle op.“

Ved at centrere deres liv om tilbedelsen af Gud er et kristent ægtepar forenet, ikke kun fysisk, men også åndeligt. Når de beder sammen, studerer Guds ord sammen, mødes med andre kristne og fortæller folk om deres tro, smeder de et åndeligt bånd der knytter dem meget tæt sammen. En kristen kvinde har sagt: „Sand tilbedelse er en livsstil. Jeg kunne ikke forestille mig at vælge en ægtefælle der ikke har de samme livsværdier som jeg har.“ — Jævnfør Markus 3:35.

De der gifter sig „i Herren“, kan forvente at deres ægtefælle søger at efterligne Jesu adfærd. Kristne ægtemænd skal behandle deres hustruer på samme kærlige måde som Jesus behandlede menigheden. Kristne hustruer skal respektere deres ægtemænd. (1 Korinther 11:3; Efeserne 5:25, 29, 33) Kristne gør ikke disse ting blot for at behage deres ægtefælle, men for at behage Gud, der holder ægtefællerne ansvarlige for den måde de behandler hinanden på. — Malakias 2:13, 14; 1 Peter 3:1-7.

Når et kristent ægtepar har den samme overbevisning, hjælper det dem også til at løse uoverensstemmelser på en fredelig måde. Bibelen råder kristne til ’ikke blot at have øje for deres egne interesser, men også hver især for de andres’. (Filipperne 2:4) Ægtefæller med samme tro vil, uanset hvad de personligt foretrækker, se hen til Guds ord som den autoritet der kan hjælpe dem til at løse en hvilken som helst uoverensstemmelse. (2 Timoteus 3:16, 17) På den måde følger de Bibelens råd til kristne om at være „forenede i samme sind“. — 1 Korinther 1:10; 2 Korinther 13:11; Filipperne 4:2.

Tiltrækning og fælles værdier

Det skal indrømmes at det ikke er nok at ægtefællerne har samme overbevisning. Gensidig tiltrækning er også en faktor. (Højsangen 3:5; 4:7, 9; 5:10) Men for at ægteskabet skal blive varigt, er det afgørende at man har fælles værdier. Ifølge bogen Are You the One for Me? („Er du den rette for mig?“) „har ægtepar med ens værdinormer langt større chance for at skabe et godt, harmonisk og varigt forhold“.

Uheldigvis vil to der er tiltrukket af hinanden, sikkert ikke tage sig af om der er store meningsforskelle, før efter brylluppet. Til sammenligning kan man prøve at forestille sig at man udelukkende købte et hus på grund af dets udseende. Men efter indflytningen opdager man at fundamentet er ustabilt. Med et skrøbeligt fundament bliver alle de andre attraktive ting ved huset betydningsløse. På samme måde bliver man måske tiltrukket af en med en anden tro der lader til at være den rette — men efter brylluppet viser de alvorlige problemer i forholdet sig.

Her er nogle af de vigtige spørgsmål som vil dukke op senere når ægtefællerne ikke har en fælles religiøs baggrund: Hvor skal familien tilbede Gud? Hvilken religiøs oplæring skal børnene have? Hvilken trosretning vil familien støtte økonomisk? Vil den ene ægtefælle insistere på at fejre visse religiøse skikke og helligdage som den anden betragter som hedenske? (Esajas 52:11) I ethvert ægteskab må begge parter tilpasse sig hinanden i rimelig grad; men at tilsidesætte de bibelske principper — selv for at bevare ægteskabet — er uacceptabelt for Gud. — Jævnfør Femte Mosebog 7:3, 4; Nehemias 13:26, 27.

For at bevare freden i ægteskabet udøver nogle ægtepar i en religiøst delt husstand deres tro uafhængigt af hinanden. Men det skaber desværre et åndeligt tomrum i ægteskabet. En kristen kvinde der giftede sig med en der ikke delte hendes tro, fortæller: „Til trods for at vi var gift i 40 år, lærte min mand mig aldrig helt at kende.“ Et ægteskab hvor begge parter tilbeder „i ånd og sandhed“, er derimod centreret om Gud. I poetiske vendinger siger Bibelen: „En tretvundet snor rives ikke hurtigt over.“ — Johannes 4:23, 24; Prædikeren 4:12.

Hvad med børnene?

I et religiøst splittet ægteskab mener forældrene måske at de ganske enkelt kan opdrage børnene i begge trosretninger så de selv kan vælge hvilken tro de vil have. Begge forældre har ganske vist en juridisk og moralsk ret til at tilbyde religiøs oplæring, og i sidste ende er det også børnene selv der vælger hvilken tro de vil have.a

Bibelen belærer børn om at adlyde både deres far og mor „i samhørighed med Herren“. (Efeserne 6:1) Ordsprogene 6:20 siger det på denne måde: „Min søn, hold din faders bud, og forlad ikke din moders lov.“ I stedet for at blive undervist i forskellige læresætninger er børn der opdrages af forældre med en fælles religiøs baggrund, forenede i det Bibelen kalder „én Herre, én tro, én dåb“. — Efeserne 4:5; 5 Mosebog 11:19.

„Kun i Herren“

Hvis fælles værdier er det der skal til for at opnå et harmonisk ægteskab, ville det så være klogt at gifte sig med en hvilken som helst der kalder sig kristen? Bibelen svarer: „Den der siger at han forbliver i samhørighed med [Jesus], er skyldig også selv fortsat at vandre sådan som Han vandrede.“ (1 Johannes 2:6) En kristen som gerne vil giftes, må derfor se sig om efter en medkristen der virkelig søger at efterligne Jesus. En sådan kommende ægtefælle har indviet sit liv til Gud og er blevet døbt. Han efterligner Jesu kærlige personlighed og hans nidkære forkyndelse af Guds rige. Som det var tilfældet med Jesus, vil han lade sit liv være koncentreret om at gøre Guds vilje. — Mattæus 6:33; 16:24; Lukas 8:1; Johannes 18:37.

Ved tålmodigt at vente på en passende ægtefælle inden for Guds familie af tilbedere kan de der gerne vil giftes, vise at de sætter Guds vilje først i deres liv. Det vil i sidste ende resultere i et mere harmonisk og mere tilfredsstillende ægteskab. — Prædikeren 7:8; Esajas 48:17, 18.

[Fodnote]

[Ramme på side 20]

Hjælp til religiøst splittede familier

Af forskellige grunde er mange ægtepar i dag religiøst splittede. Nogle har måske giftet sig med en der tilhører en anden trosretning. Men mange ægtepar har fra begyndelsen den samme tro og bliver senere religiøst delt fordi den ene af ægtefællerne går over til en anden tro. Der kan være andre omstændigheder som deler familien religiøst set. Uanset årsagen kan man ikke bryde ægteskabsløftet eller forklejne det blot fordi ens ægtefælle vælger en anden tro. Ifølge Bibelen er ægteskabet helligt og en permanent ordning, også selv om ægtefællerne ikke er forenede i deres gudsdyrkelse. (1 Peter 3:1, 2) Apostelen Paulus skrev: „Hvis en broder har en ikketroende hustru, og hun er indforstået med at bo sammen med ham, så lad ham ikke forlade hende.“ (1 Korinther 7:12) Hvis alle ægtepar følger Bibelens principper, kan de glæde sig over et forhold der er præget af fred, kærlighed og respekt. — Efeserne 5:28-33; Kolossenserne 3:12-14; Titus 2:4, 5; 1 Peter 3:7-9.